Vi ankom til San Cristobal de las casas mandag aften. Da vi havde installeret os paa vores nye hostel, gik vi ud i byen for at spise aftensmad. Enten maa der vaere nogle hoejere magter eller ogsaa er verden bare lille, for pludselig stoedte vi ind i det schweiziske par, som vi hyggede os med vores foerste aften i Mexico City. Det var et glaedeligt gensyn og vi aftalte hurtigt, at vi tog med dem ud at spise. Det blev paa en laekker thai-indisk restaurant, vi var begge meget glade for at spise noget andet end tacos. Trods den gode mexicanske kogekunst kan man hurtigt blive traet af maden. Vi tog videre ud i byen til en oel eller to og havnede paa bar Revolucion. Den var fyldt med lokale salsadansende mennesker, der ikke var blege for at byde én op til dans. Vi hyggede os enormt meget med schweizerne og vi syntes allesammen, at det var trist, de skulle videre dagen efter. En fantastisk foerste aften i den nye spaendende by og vi gik tilfredse i seng.

Foerst og fremmest vil vi sige, at vi er forelskede i San Cristobal. Byen ligger i en dal omringet af groenne bjerge, saa ligegylgdig retningen er udsigten fantastisk. Byen med de smaa ensrettede gader, de farvestraalende huse og store markeder er alle med til at goere byen utrolig charmerende. Der er kun et lyskryds efter dansk standard og de koerer alle efter UNO-reglen, der betyder, en bil af gangen fra hver retning. Istedet for vores groen, gul, roed lyskurv blinker der et UNO konstant. En skoen regel for fodgaengere, da man ikke staar og venter mere end 30 sekunder. Maaske har hver femte bilejer en bobbelbil, som vi har vaeret meget fascinerede af. Trods larmen og forureningen fra den er den helt vild laekker og passer godt ind i bybilledet.

Der findes to store markeder i byen. Begge meget flotte og farverige. Det ene bestaar af tekstiler, hvor vi hver dag har gjort lidt indkoeb, da det er svaert at beherske sig, naar det er saa billigt og flot. Det andet et madmarked med uendelige raekker af chili, appelsiner og tomater. Her koebte vi ofte billigt ind til aftensmad.

Onsdag aften moedte vi to hollaendere og en englaender i koekkenet paa vores hostel, da vi alle skulle lave mad. De inviterede os med ud til en enkelt, som maaske blev fordoblet et par gange. Vi var paa fire barer i loebet af aftenen og vi klikkede rigtig godt med drengene. Maaske moeder vi dem i Bolivia og/eller Argentina. Det var en hyggelig aften trods desperate lokale, der ikke fattede en hentydning eller et nej for den sags skyld, men vi var heldige, at vi havde vores 'bodyguards' med os. Vi kan godt selv se, at det maa vaere svaert at modstaa en blondine og en roedhaaret ;-D

Paa hver sin side af byen findes der trapper, der foerer op til en kirke. Vi besoegte begge, da man samtidig ogsaa har en fantastisk udsigt udover hele byen. Derudover tog vi paa Mayamedicinmuseet, som nu var ejet af en organisation, der arbejdede i at bibeholde de mayamedicinske metoder og kulturen. Vi fandt museet meget interessant og laerte meget om de healende metoder, de forskellige medicinske planter og kulturen. Vi saa en mayansk foedsel paa film. Det var noget af en speciel oplevelse, men interessant at se, at en jordemoder ogsaa hjaelper barnet til verden via tro.

Foruden at gaa rundt og indsnuse den fantastiske stemming i San Cristobal var vi paa to udflugter uden for byen.

Den foerste udflugt gik til Cañon del Sumidero, hvor vi sejlede paa floden, der var omgivet af hoeje kloefter. Det var en lille baad, der sejlede virkelig hurtigt, saa hurtigt at Marie blev toer i munden og Signe syntes, det var vildere end en forlystelse i tivoli. Naturen her var helt fantastisk, det siges, at kloefterne er en kilometer hoeje. Et bestemt sted paa floden danner kloefterne et flot billede, og dette bruger Chiapas-regionen paa deres vaabenskjold. Paa turen saa vi baade aber, en masse fugle og krokodiller. Marie var raedselslagen for de groenne baester, mens Signe syntes, at det var en voldsom fed naturoplevelse. Det er i hvert fald dét, vi siger, imens vi filmer en krokodille, der langsomt glider ned i vandet og foelger baaden.

Den anden tur gik til byerne San Juan Chamula og Zinacatan, der beggge er nogle af de sidste maya-indianer byer. Her har vi meget faa billeder fra, da det var forbudt at tage billeder, saa I maa noejes med vores beskrivelse. Ja, vi ved, at I allerede i forvejen kun maa noejes med det, men vi arbejder paa billedeproblemet. I Chamula saa vi hovedpladsen, fik en forklaring af deres religion og saa kirken. Paa hovedpladsen var der det daglige marked, hvor man tydeligt kan se, at det ikke er moentet paa turister. Her moedte guiden én af sine utallige venner, hvor vi blev tilbudt mezkal fra selve mezkalkongen. Vores guide forklarede meget laenge og detaljeret om deres levemaade og religion. En kort omformulering fra vores synspunkt: religionen er en blanding af gammel maya-indiansk overtro og katolicismen. Hvis du spoerger vores guide, vil han sikkert benaegte, men det var, hvad vi drog ud af det. De bruger de samme personer fra kristendommen, men med andre navne. Nu er vi begge to ikke saerligt religioese, saa de tekniske detaljer betyder intet for os, men det var enormt spaendende at hoere om. Vi saa deres kirke, hvor gulvet var daekket af gran, saa vi begge blev mindet om julen i Danmark. Lugten var identisk. Rundt om i siderne var bordene daekket af utallige lys. Her var ingen baenke, saa indianerne sad paa grannet i smaa grupper og bad. Her saa vi en healing, hvor healeren benyttede sig af at spytte sprut ud over personen, som ville heales. Dette skulle skraemme de onde aander vaek. Her kan man snakke om kulturforskel, og det kunne vaere hyggeligt at indfoere gran i de danske kirker.

I Zinacatan besoegte vi en meget traditionel familie. Besoeget var desvaerre meget opstillet og vi havde foelelsen af at gaa ind i en butik. Da Marie havde faaet nok af mezkalen fra tidligere, smagte Signe paa posh, en anden drik fra familien. Denne havde kanelsmag, som daempede lidt af den staerke alkoholsmag, men stadig ikke et hit hos nogen af os. Bedstemoderen og barnebarnet lavede tacos paa en gammeldags maade. De smagte helt fantastisk og kan slet ikke sammenlignes med dem, man faar i byerne. Hvis det bare var ligesaa godt i byerne, havde vi intet imod at spise tacos hver dag. Det var fedt at komme ud at se, hvordan de levede og vi haaber, de faar lov til at forblive.

Alt i alt blev det til otte naetter i San Cristobal og vi noed hver og en.

Tine, vi kom desvaerre hverken i biografen eller teateret, men man kan ikke naa det hele, og vi synes, at vi har gjort det meget godt, he he.