Vi synes, vi har glemt at berette om Oaxaca, som var vores anden destination. Byen fortjener en hyldest, da den virkelig er charmerende.

Vi ankom til Oaxaca tidlig morgen med en natbus fra Mexico City, men der var ingen problemer med at komme ind paa hostelet, da de havde tjeck in 24 timer i doegnet - dejligt. Vi fik sovet ud og vaagnede maaske lidt sent hen ad tidlig eftermiddag. Vi var vant til et ikke saa imponerende Mexico City vejr, saa vi regnede ikke med, at det var bedre her, men allerede efter et par minutter vaek fra hostelet, fandt vi ud af, at fleece, sweater og kondisko var alt for varmt - dejligt med lidt varmere vejr.

Byen er, hvis man spoerger os, meget turist-/idiotsikret, da alle vejene enten ligger parallelt eller skaerer hinanden, saa det var meget let at finde rundt uden hele tiden at skulle orientere sig paa et kort. Bygningerne er smaa og meget charmerende og alle vejene er ensrettede, saa det goer det let at gaa sikkert omkring. Byen bestaar af en Zocalo, der er en plads i centrum af byen og mange af de byer, vi allerede har besoegt, er opbygget paa samme maade. I midten af pladsen er der et springvand og hele vejen rundt er der plantet roede julestjerner, det saa rigtig flot ud.

Der er en masse fattige folk og kroeblinge, der saelger alt fra smykker til mad og der er endda ogsaa en masse boern, der gaar rundt og saelger. Det goer en lidt trist at se, at de dag ud og dag ind proever at saelge uden saa meget held.

Taet ved Zocaloen findes der et indendoers marked, der huser alt. Der er mange kvinder, der sidder og saelger roede stegte graeshopper og det skulle eftersigende vaere en delikatesse, men da vi ikke var enige i det, sprang vi den kulturoplevelse over. Oaxaca er meget kendt for deres chokolade og vi fik da ogsaa smagt paa det. Det er lidt svaert at beskrive smagen, men konsistensen er lidt som sukker, der bare er blevet mast sammen. Lidt underligt.

Byen er meget turistet i forhold til, hvad vi havde vaeret vant til i Mexico City, hvor vi tit foelte, at vi var de eneste turister. Der er baade fordele og ulemper ved de mange turister. En af fordelene er, at vi saa ikke faar saa meget opmaerksomhed, hvilket vi fik meget af i Mexico City.

I starten virkede det som om, at vi var de eneste paa vores hostel, men allerede paa anden dagen, moedte vi et par fyre, en dansker, hollaender, australier og schweizer, som vi tog i byen med. Vi endte paa en hyggelig jazzbar, hvor der var et utrolig sejt band, der spillede. Vi var alle meget imponerede over saxofon-spilleren. Vi elsker saxofoner og saxofonister!

Noget Oaxaca ogsaa er kendt for, er Mezkal, der er en slags tequila. Saa den skulle da ogsaa smages, men da vi begge allerede mener, vi har drukket vores livs maengde tequila, var vi ikke saa begejstrede, desvaerre, men den smagte alligevel bedre end den hvide, der saelges hjemme i Danmark.

Dagen efter tog vi med australieren og schweizeren til Monte Albàn, der er nogle utroligt flotte pyramider og templer. Vi ankom om eftermiddagen, og vi var stort set de eneste, saa pga. dét, en reducering af saelgere, en flot udsigt udover hele Oaxaca by og et frodigere landskab, stod den 1-0 til Monte Albán mod Teotihuacan.

Om aftenen tog vi ud for at spise med drengene og to amerikanske piger. Vi kom paa en meget charmerende mexikansk restaurant, hvor der var livemusik i form af en mexicaner, der spillede guitar og sang - skoent! Marie proevede Mole, der er en mexicansk brun sovs, som bestaar af en masse forskellige ingredienser og som skulle vaere ret svaer at tilberede. Det smagte anderledes og slet ikke som dansk brun sovs, som vi er nogen, der er stor fan af, men det var en rigtig positiv madoplevelse. Signe fik kalkun med guacemole og det var virkelig ogsaa en succes. Helt klart det bedste mexicanske mad vi begge har faaet indtil videre. Vi tog paa endnu en hyggelig jazzbar, hvor der var et nyt band, der spillede, og vi fandt hurtigt ud af, at det var den samme trommeslager fra dagen foer. Det var rigtig sjovt, og han kunne da ogsaa huske os. Signe blev gode venner med ham og fik navnet paa en ny bar, han ville spille paa dagen efter. I det hele taget fik vi snakket med en masse hyggelige lokale, og det var dejligt til en afveksling, da vi for det meste kun snakker med backpackere.

Det var lige, hvad vi kunne huske fra Oaxaca. Det foeles saa langt vaek nu, da vi allerede har oplevet saa mange nye ting.