LCC 21 september: endnu en tidlig morgen. Op kl 02.45, med bussen ud til feltstationen og så ellers hurtig morgenmad inden vi igen skulle forsøge os med at få ulvene til at hyle. Dagen før havde gruppen som var afsted ikke haft succes og vi var virkelig glade for at vi i det mindste var med på første dagen. Denne gang var der kun to mulige steder. Første sted ingen success. Det var der dog heller ikke anden gang. Muligvis fordi ulvene var blevet skræmt af bilerne. Denne morgen var mindre kølig pga skyer så det hjalp lidt på os kuldskære folk. Efter de mislykkede forsøg, fik vi igen 20 min til en lur i bussen inden Vadim gennede os ud på tur igen. Efter hans udsagt var det en halvanden times gåtur. Ikke efter noget specielt-bare rundt i skoven. Vi fulgte pligt skyldigt med. Vi vågede os dog ikke ud unden at have helgarderet os med gummi støvler. Dyr erfaring fra første gang! Vi gik og gik og gik. Fra mark til skov og det blev kun gennem tættere og tættere vegetation. Brændenælder som uheldigvis både kunne nå hænder og ansigt og talrige svirpende grene. Efter en time på Naliboki tarzan bane var der ikke udsigt til et retningsskifte. Vi fortsatte. Vi svedte og havde i dag alt for meget tøj på! Typisk. Folk har set virkelig sjove ud for 90% var kun med af pligt fordi vi ikke ville gøre Vadim skuffet. Derfor blev der også lavet meget sjov med det hele. De enormt flotte træer, spændende huller i jorden og helt vilde ting vi oplevede. Dertil kom de nok mest irriterende insekter jeg til dato har mødt. Mooseflies, også kaldet elgfluer eller elkflyes. Svendskere og tyskere kendte dem udemærket og truede med at vi nok meget snart får dem til DK. Står det til mig må de gerne blive væk. Desværre flytter de længere og længere nord på i takt med den globale opvarmning og lever fint på dådyr, rådyr osv så vi må nok regne med dem en dag. De er små edderkoppe lignende kryb med vinger. Brune og flade og ikke bange for noget. De sætter sig over alt og er umulige at pille ud af hår og stof. Vi er ikke venner!

Efter halvanden time begyndte det at gå op for os at Vadim (som han plejer) ikke havde nogen speciel plan, og at tiden som oftest render fra ham. Vi vadede rundt. Så grave fra første og andenverdens krig og gamle egetræer. Alt imens vi alle grinede af vores trætte ugidelige kroppe og den "spændende" ekspedition. Vi krydsede mere sjov. Blev væk. Blev fundet. Krydsede hænge moser og sumpområder. Så enkelte forladte huler og skeletter fra vildsvin. Vi gik 2,3,4 timer og hele tiden hed det sig: no too far away, når vi spurgte efter busserne. På et tidspunkt fik vi en lille pause og derefter så vi den nok mest ensomme mand jeg har set. Boede alene mist i de 5000km2 med en hest, lidt høns og kalkuner og se hans 3 hunde. Den ene ville snakke. Hun var utroligt kær. Underdanig og med meget korte ben. Hun elskede at blive kløet på hovedet og jeg fik hjemve lige på stedet. Vi fortsatte. Alle havde mistet stedsansen så ingen vel uden om. Vi nåede til et eng område, hvor Vadim havde optaget ulvehvale tidligere på året. Vi fandt dem ikke men vi larmede også så hele skoven på forhånd var alarmeret. Vadim stoppede midt på stykket og pegede på en bitte lille hvid plet i horisonten. Vores bus! Og der var LANGT! Men ikke i hans optik. Nå, videre... Skråt over det åbne land til vi nåede en halv dyb afvandingskanal. Her fik Vadim så dem idé at vi skulle over. At gummi støvlerne så ikke var høje nok i det dybe vand betød ikke noget - vi skulle jo bare tage dem samt sko og strømper af og vade over. Så det gjorde vi! Ud i det hunde kolde vand og over. Det gik og faktisk lettere end forventet. Nok mest af alt fordi vi nu kunne se en ende på den dræbende lange vildmarks tur. Busserne kom og hentede os og vi kunne ganske kort sidde og tørre vores ben og fødder mens vi igen kørte.

Næste stop, endnu en gåtur. Surprice. Vi besluttede dog at blive tilbage. Jeg havde redder mig lidt rejsemave og vi var i det hele taget ikke i humør til flere grene og fluer. Vi plantede os i en bus og forsøgte at pege, tegne og fortælle chaufførerne om Danmark. Den ene havde ét års skolegang på bagen og den anden et par med et års engelsk. Så i kan selv regne ud at det var et hårdt og nærmest umuligt job. Det var dog underholdende for hold nu op hvor var det bare en mærkelig samtale. Efter en time kom de andre retur. Blot endnu tur i det grønne uden dyr. Som sædvanlig. Vi kørte tilbage og fik frokost på feltstationen. Klokken blev igen sent, ca 15.30 og alle var godt sultne. Denne gang tun fyldte pandekager. Underlig kombi men vi var nærmest luge glade. Jeg var ihvertfald. Ned kom det og vi fik os også en øl (der var ikke mere flaske vand jo og det grønne the vand gad vi ikke). Bagefter hjem til hytten for at komme i bad og pakke. Det skal så lige siges at vi også lige lurede billeder fra en anden fotofælden i dem vi smuttede. Af en kæmpe brunbjørn. Så dem har de også.

Vi skippede aftensmaden for at pakke. Vi havde et mindre logistik problem pga de mange gaver og klamme vandrestøvler som vi absolut ikke ville være bekendt at rejse i. Det tog timer i den vi måtte indse at vi måtte tjekke Marias lille håndbagage ind også. Det hele blev godt proppet og vi var nu overbevist om at vi ingen overvægt havde!