LCC 22 september: Vi vågnede tidligt i træhytten den morgen. Aftenen forinden havde jeg langt om længe fundet "tænd-knappen" til varmen, så nu vågnede vi op med et ben uden for soveposen og godt lune ører og næse. Første gang mens vi havde boet i Naliboki. Der var dug på ruderne og jeg tror alle havde svedt lidt fordi vi var vandt til nok ca. 15 grader koldere GNS temperatur. Vi fik slukket varmeren for nu skulle alle ud og snart hjem ad. Vi fik gjort os klar, pakket det sidste ned med noget møje og besvær, men kufferterne kunne lukkes og så gik det ellers ud i busserne. Kun 4 mand blev tilbage og kunne sove længe.

Ude på feltstationen var morgenmaden igang. Nogle sjove pandekager med ost kombi svampefyld. Ikke lige min kop the, men herude er man absolut ikke kræsen. Vi var sultne - og specielt oven på endnu en aften hvor vi havde droppet aftensmaden. Der gik dog en rum tid inden der var serveret, og vi nåede alligevel at komme til at lugte lidt af røg, fugt og gammelt træ, som vi ellers havde håbet at efterlade i Naliboki. Der var vand-koldt, men alligevel en hyggelig stemning. Solen var efterhånden stået op og afslørede at der var skyet. Folk var trætte og enkelte fjollede rundt som teenagere med deres morgen øller, hjemmebrygget brændevin eller bål-kaffe. Jeg snuppede en kop bål-the for at skærme for den grønne farve og underlige bismag vandet fra brønden havde. Det gik nu nok...

Efter den lidt sjove mad var vi ikke sådan mætte, men godt motiverede for at komme afsted. Et mindre koordineringsarbejde satte igang for at få samlet en hel bus til Minsk. Maria arbejdede ihærdigt og det viste sig også at mange var klar til at vende tilbage til civilisationen. Ved en 9.30 tiden kom vi afsted i den hvide bus med den yderst charmerende chauffør - ham som hakker, spytter og snotter ud af vinduet i stor stil. Også selvom det som oftest rammer passager vindeuerne. Han kørte dog pænt, og vi var bare glad for at komme afsted for så var vi populært sagt "på vej". Vi kørte i en rum tid. Der var ca. 2 timer til Minsk og herfra gik det rundt om den store by til lufthavnen. På ringvejen rundt om Minsk fik vi et lille smug-kig ind i Hviderussernes blok-kvarterer. Det var meget ens. Havde nok være et hvidt byggeri engang men nu nærmere grå-gult-creme farvet og der var mange! Blokke, blokke og atter blokke. Mellem dem var der biler i hopetal og små grønne områder med... køer!! Ja ganske rigtigt. Nogle grønne pladser havde en ko eller to lænket til et træ eller til jorden. Om det så er en lokal malkeko aner jeg ikke, men de var sortbrogede og gik nok så fredeligt rundt. Skørt.

I Minsk lufthavn blev vi mødt af lidt genkendelighed. Vi fik øje på forskellige ting vi også havde set på vej ud i Hviderusland. Lufthavnen var blevet moderniseret for nogle år tilbage. Vidst nok pga. af noget vinter OL. Der var OK moderne udefra ihvertfald. Vi kom af og fik sagt farvel (eller noget der minder om) til den charmerende gut i bussen og bevægede os inden for. Her var der så absolut ikke moderne. Småt, slidt og dog forsøgte de at virke professionelle. Til vores store overraskelse kunne vi har købe en vaskeægte coca-cola! Og så var vores formiddag reddet. Vi havde meget god tid inden check in og det var derfor fantastisk med lidt vestlig indflydelse at vente på. Imellem tiden dukkede næste bus op med vores venner. De var kørt galt påm vejen. Den klodsede Igor havde ramlet ind i en mindre lastbil på en tilkørsel og smadret bussens venstre side. Ingen var kommet noget til, men det var så derfor de var lidt forsinkede. Stakkels dem! I et øjeblik var vi glade for snot-næsen.

Maria og jeg brugte lidt tid på at finde ud af deres check-in system. Der var lidt kringlet fordi de havde nok 100 skranker, men disse var kun til de lokale luftfartselvskaber! Til alle andre var der så én enkelt. Vi gik derfor på tur omkring checkin. Det vil sige at det tog sin tid før vi kunne komme igennem, og da det endelig var vores tur kunne vi følges med svendskerne som havde kørt 4 timer efter os! Nå, men vi fik tjekket tasker, pas osv. Kom ind til skranken og skulle så tjekke ind. Det skulle vise sig at blive en omkostleig affære. Marias ekstra kuffert kostede 60 EURO at tjekke ind!! Monster dyrt! MEN det stopper ikke her, for pga. størrelsen på Marias kuffert havde vi proppet min for at det hele kunne være der og havde derfor 23 kg og ikke 20 kg som var tilladt. Marias vejede imidlertid kun 12,5 kg og vi troede derfordet gik men næ nej. Både betale for overvægt OG en ekstra kuffert det var beskeden! Vi forsøgte at pakke om. Ingen held. Den store kom ned på 21,5kg og det var jo selvfølgelig ikke nok. Så vi pungede ud 100EURO ialt :-( Nu troede vi så det var fint. Vi måtte tro om. Det kostede nemlig også 5 EURO pr. mand når vi skulle tjekkeind i lufthaven. Oh my God! Jeg flyver aldrig Air Baltic igen!

1 time i vente området og så var det ellers afsted. Det gik rimelig let med vores midlertidige pas denne gang. Vi kom på flyet og afsted mod Riga. Det tog ikke alverden og igen var Dash 8 flyet helt fint ift. størrelsen. Vi landede planmæssigt i Riga og vidst nu præcist hvor vi skulle hen. Vi havde jo brugt rimelig meget tid her før! Svendskerne var helt imponerede. I Riga havde vi en plan. Hurtigst muligt at finde noget mad! Noget rigtig mad. Siden der ingen Mc. D var gik i vores café igen og bestilte alt for meget pizza og alt for meget cola. Det var lækkert. Fryse pizza eller ej det var fantastisk med noget som lugtede og smagte hjemligt. Vi hyggede og faktisk rigtigt i vores hjørne i sofaerne og vi sad der alle de 6,5 timer vi havde. Jeg lavede blok, vi fik tjekket mails og vi følte os helt civiliserede igen.

Kl. meget sent blev der kaldt ud til Billund. Vi var rigtig glade for at det nu var os. Vejet var dårligt. Det pissede ned og blæste så jeg gruede lidt for flyveturen. Vi kom på dash 8 igen, og jeg måtte lige have en pille da det lille fly med meget få passagerer kørte afted. Vi kom op og det var faktisk ikke så slemt. Jeg havde bare frygtet det værste - som sædvanligt. Det gik fint mod DK. Stille og roligt, også selvom vi havde bælter på hele vejen. Vi landende lige lidt før tid og var meget meget glade for at se Billund igen. I paskontrollen smilede de blot og smed og videre uden nærmest at se på passene. Næsten helt uvirkelig taget vores oplevelser i betragtbing. Vi var efterhånden vandt til at forskelle smøren (om og om igen). Far og mor ventede da vi havde fået vores meget bekostelige kufferter, og vi havde begge travlt med at komme hjem. Jeg ikke mindst pga. at klokken var 23 og jeg skulle op på arbejde dagen efter kl. 08 :-)