Konnichiwa!

Så er vi ankommet til dett sidste land på vores verdensrejse: Japan!

Vores to dyk på Bali gik rigtig godt - vi fik dykket ned til et skibsvrag (Tysk fra 2. Verdenskrig), hvilket var helt surrealistisk! Det er godt nok en vildt spacy oplevelse, at dykke rundt omkring sådan et. Bliver virkelig mere og mere glad for, at vi tog og ofrede de penge det kostede på sådan et dykkercertifikat :D Andet dyk var ned til et flyvrag (Japansk fra 2. Verdenskrig), hvilket også var smukt (: Helt dækket af koraller og med smukke fisk omkring. Så også en haj xD Denne gang en 1 meter lang blacktipped reef shark.

Hen på eftermiddagen samme dag, d. 25. juni, begyndte Stine dog at få feber og fik det rigtig skidt senere. Vi var bange for, at det kunne være dykkersyge, men efter opslag i vores dykkermanual kunne vi afvise det, da hun ikke havde nogle af de symptomer, som kendetegner dykkersyge.

Næste dag var det kun være med Stine, så vi fandt en balinesisk læge. Han mente dog, at hun bare var forkølet og gav hende nogle vitaminpiller og nogle aloe vera piller... Ja ja...

Vi fik bevæget os fra den østlige kyst af Bali og ned til Denpasar d.26. da vi skulle flyve mod Japan lidt over midnat. Stine var virkelig træt, så vi fik lagt sæderne ned bag i Bæstet, så hun kun hile sig, mens jeg kørte. Heldigvis livede hun lidt op, da vi var i lufthavnen,så vi fik tjekket ind og kommet på flyet uden problemer.

Flyveturen hertil gik rigtig godt (fik set den nye Disneyfilm, The Princesess and the Frog, på flyet og den var vildt god! :D), men desværre var feberen og trætheden vendt tilbage til Stine, da vi ankom, så vi tog et par timers hvil i Narita lufthavn, inden vi skulle en tur med Tokyos mange toge ud til det kvarter, hvor vi havde fundet os et guesthouse. Det er godt nok en del dyrere at overnatte her i Japan... Har aldrig boet på så trangt et hostel, som vores guesthouse i Tokyo. Vi var fem personer på et 2x5 m2 værelse og vores enge var mega små. Stine og jg sov i en tre personers køje, hvor hver køje nærmest var en lille hule, som vi måtte kravle ind i og hvor vi blev nødt til at ligge skråt, for at kunne ligge udstrækt.

D. 28. og d. 29. juni gik med at være på hostlet ig for mit vedkommende lige i området. Stine var rigtig hårdt ramt af feberen forstpet på den måde, at hun hele tiden var vildt træt, så hun brugte hele dagen på at sove, mens jeg skiftevis læste, sov, surfede på stedets frie wi-fi (juhuuu!) og gik små turer rundt i området, hvor jeg fandt lækker mad og underholdt mig selv med at gå i japanske supermarkeder (hvilket er sjovt pga. nogle af deres meget anderledes varer).

Japan er godt nok et anderledes sted generelt. På nogle måder er det vildt vestligt. Deres tøj, deres huse og toge. Rigtig mange ting her er endda mere sci-fi-agtigt end ting man ville stødde på i Europa. Fx. Deres bygninger, deres sodavandsautomater eller deres toiletter (de ser virkelig freaky ud - nogle kan endda spille musik for en efter eget valg). Alligevel er det bare helt anderledes, for lige ved siden af den kæmpemæssige skyscraper ligger der et tempel og man ser en gang imellem folk i kimono, der venter på exprestoget. De er meget tradionstro, bukker hele tiden for hinanden og er utrolig høflige. De er så også lidt spøjse, når det kommer til tøjdyr og tegneseriefigurer. Forleden så jeg fx. En forretningsmand i fint jakkesæt med attachémappe og en lyserød mobiltelefon med en bling bamsemobilhanger... Og sådan er det hele tiden. Alle folk har små nuttede nøgleringe på deres takser og de mest kvalmende søde ting hængende på deres mobiler. Den slags der er smart i Danmark, når man er 12-14 år.

D. 30. juni ville vi egentlig have været i Disneyland, men Stine var ikke frisk nok til det. I stedet teamede vi op med en canadisk pige, Jenny, og tog ud til et high tech bygningsområde, Odaiba, hvir vi sad lidt på "stranden" (ud til havnen) og så på flyvefisk. Gik en tur rundt i området og fandt også en lille japansk frihedsgudinde og kunne desuden se en bygning i det fjerne, der lignede Eiffeltårnet temmelig meget. Var oppe i et stort pariserhjul, hvorfra vi havde en rigtig fed udsigt over hele byen :D Vi tog en gennemsigtig kupé (Stines idé), så vi hele tidne kunne kigge ned. Tøffede lidt rundt bagefter i området, inden at Stine tog tilbage til hostlet. Det var Jennys sidste dag i Japan og hun ville stadigvæk gerne i Disneysea (de har to theme parks her, Disneyland (den originale) og Disneysea, der sjovt nok har lidt af et vandtema, så jeg tog med hende derud om aftenen. Så er planen, at Stine og jeg skal i Disneyland, når vi kommer tilbage til Tokyo.

Havde en rigtig underholdende aften derude, hvor vi styrtede rundt for at nå at prøve så meget som muligt. Meget interessant, at alting var på japansk, så fattede ikke ret meget af noget som helst, mmen sjovt var det!

D. 01. juli tog Stine og jeg afsted fra Tokyo af. Stine havde udviklet et rødt udslæt over hele kroppen, så vi forsøgte at få hende til lægen, men på det hospital og den klinik vi henvendte os på i Tokyo, kunne de ikke engelsk nok til at hjælpe os, så vi tog toget til Kyoto, hvor vi efter at have indlogeret os, fandt et hospital. Lægen kunne dog ikke helt finde ud af præcis, hvad der er galt, men mente, at det måske kunne være rubella - hvilket er det samme som røde hunde! Det er Stine godt nok vaccineret mod (paraplyvaccine), men i følge netdoktor.dk, så kan man godt få det alligevel, hvis man færdes i et land, hvor folk ikke er vaccineret (såsom Bali). Det gode er, at røde hunde ikke er farligt. Det dårlige er, at det kløer helt vildt, der er ingen medicin mod det og det er potentielt smitsomt... Krydser fingrer for, at min vaccine mod det virker... Han gav hende dog en creme, der burde tage noget af kløen.

I dag, d. 02. juli, har vi været rundt i Kyoto, som er en rigtig spændende by! Besøgte to templer (budhistiske) her i formiddags, hvor det sidste havde en lidt creepy attraktion: et reb flettet af menneskehår fra kvindelige tilbedere, der havde doneret deres hår til at skabe rebet, så rebet kunne bruges, da man restaurerede templet en gang... Dum dum, det var ret specielt og bare en smule makabert.

Tog op i Kyoto Tower bagefter og nød udsigten over byen (som er meget, meget stor, selvom den er uendelig meget mindre end Tokyo). Tog bussen ud til Katsura Imperial Villa, der ksulle være utrolig smuk, men da vi kom derud, så fandt vi så ud af, at vi skulle have haft en tilladelse først inde i kyoto, så vi tog tilbage og slappede af resten af eftermiddagen på vores hostel (hvor madraserne er mega tynde og jeg bogstavelig talt sover på gulvet).

Efternogle timers hvil tog vi ud til Gion distriktet, der er kendt som det sted i Japan, hvor der er flest geishaer (omkring 100 geishaer og 80 maikoer (geishalærlinge) i følge Lonely Planet) i Japan. I alt skulle der kun være omkring 1000 geeishaer tilbage i hele Japan. Vi spiste aftensmad og gik rundt og beyndrede byen der, der er en virkelig sjov cocktail af moderne neonlys, klubber og sidegader med gammeldags tehuse og en stemning, der emmer af mystisk. Vi vra så utrolig heldige først at spotte en maiko, mens vi gik nede af en af sidegaderne og kun to minutter efter en vaskeægte geisha med hvid makeup, silkekimono og kunstfærdigt opsat hår. Wauw. Og vi fik liv til at tage et billd af hende (: Føler os virkelig heldige, da alle guidebøger fortæller, at det kun er måske, at man kan komme til at få et glimt af en.

I morgen skal vi igen bruge dagen her i Kyoto og måske tilbage til Gion i morgenafften og få set lidt mere af området der, da det virkede som et super interessant sted.

Sayõnara!