Jeg håber at I alle er kommet godt ind i det nye år. Mit nytår var alt andet end jeg havde planlagt. Og meget bedre end forventet. Som jeg skrev i sidste blog-indlæg, var planen at tage til Full Moon Party på Magnetic Island sammen med Randi, billetterne var købt og danseskoene kridtet :)

En nyindflyttet roommate Veto tog med os til øen. Da hans venner havde aflyst deres aftale, virkede han glad for at gøre hvad-som-helst med hvem-som-helst, så han var selvfølgelig velkommen med os.
Ved færgeterminalen var der en overgearet lad-os-vælte-hele-verden-stemning pisket op af neon-klædte teenagere med selvlysende knæklys om arme, ben og hoved. Den 20 minutter lange færge-tur til Magnetic Island var en oplevelse :)

Da vi en halv times tid senere stod i kø til at komme ind til festen sagde min mave mig, at det var helt forkert. Der var en stemning jeg ikke vill være i stand til at matche på daværende tidspunkt. Vi havde immervæk betalt en pæn sjat for billetten, så det burde jo føles rigtigt at gå derind og det skulle være en god oplevelse. Med risiko for at være en rigtig fest-stemnings-slukker, spurgte jeg lige så forsigtigt Randi og Veto, om de troede at det evt. ville være muligt at sælge billetterne til nogen i køen. Randi var med på den med det samme og Veto var ikke svær at overtale. Vi fik solgt alle tre billetter til indkøbsprisen og begav os tilbage til fods mod nogle af de andre "bays" (Magnetic Island er inddelt i en masse små "bays", eller "bugter" ud til vandet, i stedet for egentlige byer) for at se om der var en lidt mere afslappet stemning der. På vejen finder jeg en 20 dollar-seddel (100 kr.), hvilket var meget tilfældigt eftersom det var bælg-ravende mørkt og det kun var en mørk skygge på vejen, som jeg lige ville tjekke. I øjeblikket føltes det som et tegn på, at det var det rigtige vi havde gjort :)

Lidt efter bumper vi ind i en australsk gut (fra Byron Bay), Daniel, der lige har forladt festen fordi han synes det var for vildt for hans humør, men som meget gerne ville med til en af de andre bays. Det ender med at Daniel, Veto og jeg tager til Alma Bay (Randi tog tilbage til fastlandet), hvor der er en lille lokal pub med lokale folk i mere roligt feststemnings-humør. Det var det bedste sted!! Ved midnat kunne vi se fyrværkeriet både fra fastlandet og fra øen. Det er begrænset, hvad der er af fyrværkeri, da det er ulovligt for offentligheden at fyre det af i Australien, så det var stort at vi kunne se det fra to steder. Efter midnat, hoppede vi i vandet i Alma Bay, hvor der af ukendte årsager ikke kommer stingers. Hver gang vi tog et svømmetag, var der selvlysende plankton overalt i vandet - det var meget meget smukt. Efterfølgende har jeg fået at vide, at det er sjældent at man kan se det så tydeligt, så vi var heldige. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre måde at fejre nytåret i Australien. Det var en speciel aften, hvor vi ikke bekymrede os om andet end bare at "være". Jeg ved ærligt talt ikke meget om Daniel - ingen stillede hinanden spørgsmål om hverken fortid eller fremtid den aften, der var ingen forventninger på nogen måde fordi vi ikke kendte hinanden - det var bare tre "tilfældige" mennesker, der "var". Efterfølgende lærte jeg Veto at kende bedre, eftersom han blev boende på hostellet i et par uger, men den aften vidste jeg nærmest ingenting om ham heller, hvilket var smukt på en underlig måde.

D. 7. januar begav Randi og jeg os mod Ayr, der ligger ca. 1,5 times kørsel syd for Townsville. Vi havde meldt os til et dyk på et skribsvrag kaldet SS Yongala (som jeg også omtalte i indlægget fra Cairns). Da vi skulle til at sejle, var der risiko for at det hele ville blive aflyst pga. en pludselig opstået storm. Crewet skulle tjekke vejrforholdene og vi måtte vente 1,5 times tid på deres afgørelse. Afgørelsen blev at vi kunne tage afsted, men vi skulle være forberedt på at det var vildt derude og at vi helt sikkert ville blive søsyge. Da jeg i forvejen har relativt let til søsyge, vidste jeg ligesom hvad jeg gik ind til, når skipperen sagde sådan. Med søsyge-piller, akupunktur-armbånd og ingefær i drikkedunken var jeg velforberedt, men også klar over at det nok ikke ville hjælpe mig det store, hvis der var virkelig hård sø. Min betagelse af havet er dog større end mit ubehag ved søsygen, så advarslerne var ikke nok til at holde mig på land. Det var en relativt lille båd vi var ude i kun med plads til 15 personer og det vippede da godt nok en hel del. Skipperen var imidlertid meget professionel og jeg følte mig ikke på noget tidspunkt utryg. Den 1 timers lange sejltur gik da også godt, men så snart vi lagde for anker og båden hoppede op og ned i 8-10 m store bølgedale og toppe, vendte mavesækken sig. I al den tid jeg tilbragte på overfladen, ofrede jeg alt hvad jeg havde i mig og mere til, til havguderne. De må have været glade den dag.

Så snart jeg var et par meter eller 5 under vandet, var der ikke længere noget problem, så jeg har muligvis sendt et par ønsker i vorherres retning om at forvandle mig til en fisk i den givne situtation. Skipper var meget flink til at sende mig i vandet først og hjælpe mig med alt mit udstyr. Heldigvis var den øvrige besætning ikke ligeså hårdt ramt som jeg var, for så havde det da set ynkeligt ud.

Dykket var utrolig smukt og eventyr-agtigt. Det er mærkeligt at tænke på, at der ligger mennesker/skelletter derinde, og at skibet har sejlet rigtigt engang. Fiskene var større her end da vi dykkede på Great Barrier Reef, fordi vraget ligger på åbent hav. Der var koraller overalt og farverige fisk. I den ene ende af skibet kunne man se toilletterne. Vi så Rays og skildpadder. Den ene skildpadde var temmelig stor og meget smuk. Jeg har godt nok en svaghed for skildpadderne. De er så rolige i deres svømmebevægelser, og de har de smukkeste kloge øjne, det er svært at lade være med at smile, når man ser én og så kommer der vand i brillerne :)

Da vi var tilbage på land, gav skipper os en tur på hans ATV på stranden, fordi Randi havde glemt sit håndklæde. Han var en lille fartbølle, var han, men det var rigtig sjovt at ræse af sted på stranden :) Dykket var en rigtig god oplevelse.

På hostellet er der en hel del mere permanente beboere, hvilket er rigtig rart, så det ikke kun er nye folk hele tiden. Familien, som ejer hostellet, Zenobia, Will og Amoré er fra Sydafrika oprindeligt og de er rigtig flinke. Derudover er der flere, der arbejder eller bor der fast, og som er nice at hænge ud med: Kevin fra Frankrig, William fra England, Daniel fra Arizona, Alex fra Wales, Kabir fra USA (et eller andet sted) og Patrick fra Tyskland.

Den ene af mine fridage tilbragte jeg på Magnetic Island for at se lidt mere end bare Horseshoe og Alma, hvor jeg har arbejdet som livredder. Jeg tog derover med én fra hostellet, William, som ikke havde set øen endnu. Vi vandrede på nogle tracks med smukke udsigtspunkter og vi så tre koalaer i det fri. To af dem var babyer og den ene var så langt nede i træet, at jeg ikke kunne dy mig for at klø den på ryggen, hvor de i Australia Zoo havde sagt at de godt kunne lide det. Han kiggede bare dovent ned på mig og gad ikke kravle væk :) Åhr, de er så søde! Især på deres næser.

Arbejdet som livredder lakker nu mod enden. Jeg har min sidste vagt i dag mandag d. 26.. Dagene på strandene er gået hurtigt, og det har været rigtig spændende at lære om stingers og møde de lokale på strandene. Min bedste vagt var på Alma Bay på Magnetic Island. Der var pålandsvind som gav bølger og det var muligt at fange nogle gode på rescue-boardet. Min yndlings-badegæst er Peter fra Horseshoe Bay, også Magnetic Island. Han er umiddelbart i start 60'erne og har været en trofast lokal gæst på alle mine vagter på Horseshoe. Der var et billede i lokal-avisen af mig den ene dag og Peter var forbi og sige at det var et godt billede. Det føltes meget hjemligt, at blive genkendt i avisen :) Alle Townsville-livredderne er mine yndlings - de er super søde allesammen og har gjort det til en uforglemmelig oplevelse at være her. Især de permanente livreddere, der også arbejder som "rovings" og kommer rundt og besøger os på strandene: Peter, Scott, Reece, Jorge og Daniel har gjort deres for at tage godt imod os. Og selvfølgelig Russel, som er supervisor her i Townsville. I fredags var Randi og jeg inviteret hjem til Russel sammen med alle de permanente livreddere til grillet and. Det skulle være en dansk "christmas-dinner", så Randi havde lavet ris a la mande (jeg havde den lette tjans at ordne mandlerne og stå for mandelgaven). Det var rigtig hyggeligt. Og lidt vemodigt fordi det var sidste gang jeg så mange af dem. Farveller er ikke lige min stærkeste side, men jeg er samtidig utrolig glad for at have mødt dem alle, og for at det har været så let at "blende" ind her.

På onsdag rejser jeg fra Townsville mod Airlie Beach, hvor jeg tilbringer et par dage - muligvis med sejlads på Whitsundays. Den næste måneds tid er ikke planlagt til punkt og prikke, hvilket er rart. Jeg har nogle ting jeg gerne vil, og så tager jeg det ellers som det kommer. Jeg flyver hjem til Danmark fra Sydney d. 25. februar. Jeg glæder mig til at rejse lidt rundt her den næste lille måned og så glæder jeg mig ellers MEGET til at komme hjem til jer igen!! Samtidig med at det er virkelig fedt at rejse og møde mennesker, så er det også ekstra klart, hvor skønt det er at have de bedste mennesker, arbejde mv. at komme hjem til. Nogle af dem, jeg har mødt på hostellet, er rejst for at slippe væk hjemmefra og har ikke lyst til at rejse hjem. Det sætter ligesom tingene i perspektiv, for jeg er meget glad for at vende hjem til det, jeg har derhjemme. Tak! ;)