Idag er det sidste dag i Udaipur inden vi tager turen nordpaa, og vi holder foerste maj paa Cafe Edelweiss. De sidste par dage har vi oplevet en masse og virkelig set hvor kontrastfuld Indien kan vaere. I Agra moedtes vi med mine kammerater Lasse og Mathieu som vi har rejst sammen med siden. Det vaeret rigtig fedt og en afveksling at vaere lidt flere.

Vi brugte et par dage i Pushkar, en hellig by for hinduerne som huser et sjaeldent Brahmatempel og en hellig soe hvor Gandhis aske blev spredt. Byen er saa hellig at alkohol, koed og aeg er forbudt og er ellers et hyggeligt og stille sted hvor der egentlig ikke skete saa meget - specielt fordi vi var rimeligt syge det meste af tiden. Mathieu brillierede ved at bruge 100 meter toiletpapir paa 3 dage, hvilket meget godt beskriver vores situation. Vi havde dog ogsaa nogle rigtig gode oplevelser da vi lidt tilfaeldigt moedte Sukesh, en fyr der inviterede Lasse og mig paa besoeg i hans hus, hvilket vi selvfoelgelig tog imod. Han fortalte at han boede lidt uden for byen, og da hele Pushkar er omgivet af oerken blev lidt nervoese efter at have gaaet 15 minutter uden at se andet end sand. Pludselig saa vi en flok geder og en masse unger kom loebende for at tage imod os. Hans familie boede simpelthen midt i ingenting i smaa "hytter" som bare var 4 pinde og nogle taepper hvor de sov. De var sindsygt fattige, og ejede ingenting udover et par dyr som gik rundt mellem husene. Sukesh havde laert lidt engelsk i byen, men ellers gik ingen af hans mange soeskende i skole, saa vi maatte kommunikere med tegn og fagter.

Hans mor og tante gik straks igang med at lave chai-the med frisk gedemaelk og chapati paa deres ildsted som de fyrede op under med toerrede kokasser imens alle ungerne hyggede sig med vores kamera. Det var en stor oplevelse at vaere paa besoeg, men ogsaa ret skraemmende at de var saa ekstremt fattige. Sukesh fortalte at familien tilhoerte Bhopa-kasten, en musik-kaste som altid har levet af at spille musik for de royale i Rajasthan. Eftersom de royale mistede deres titler i 70'erne maa de vaere arbvejdsloese nu, og lever vel mest af at spille i gaderne. Hans mindre soeskende var meget nysgerrige og vi foelte os hurtigt hjemme. De var vildt soede og inviterede os paa besoeg igen dagen efter saa vi kunne moede faren og se solnedgangen fra deres lille sted.
Kathrine var blevet rask nok til at tage med naeste dag, og hun fik en lektion af kvinderne i chapati-bagning, mens vi snakkede lidt med faren som spillede et par numre paa hans hjemmebyggede strengeinstrument. Han var i den grad en patriark som styrede showet, kommanderede med familien og uddelte maden med haard haand. Vi spurgte faren hvad en af de smaa drenge hed, men han maatte lige hoere hans kone for at kunne huske det. Boernepasningen var ikke vist ikke hans omraade.
De havde ingenting, og ville vi gerne have noget med til dem, men omvendt ville vi heller ikke saare deres stolthed ved at give almisser, saa vi havde printet nogle af billederne ud og koebt lidt legetoej til boernene - og Lasse donerede hans mundharmonika som vakte stor lykke. Desuden havde vi taget dessert med naar nu de boed paa middag. Da vi skulle spise blev der foerst serveret for Lasse og jeg, derefter spiste faren og til sidst kunne Kathrine spise sammen med kvinderne og boernene. Bagefter spillede faren musik mens vi saa solnedgang og det var lidt soermodigt at sige farvel.

Efter mange stykker toastbroed og colaer foelte vi os friske nok til at forlade Pushkar og tog en natbus til Udaipur, en sindsygt flot by, bygget omkring store soeer. Desvaerre er de stort set toerret ud og fyldes, kun maaske, op naar monsunen kommer. Vi fejrede at vi havde forladt puritanske Pushkar med en mindre fest paa vores rooftop, og har ellers brugt et par dage paa at set byen. Bl.a. besoegte vi et sommerpalads hvor en kaempe abe rullede os og stjal vores mad - det var meget ubehagelig. Ellers har vi haft en del sjove oplevelser med indere som stirrer fuldstaendig skamloest, ogsaa selvom vi ser tilbage paa dem. Da jeg var paa netcafe satte to indere sig ved siden af mig saa de kunne foelge med i alt hvad jeg lavede. Privatliv er simpelthen umoderne I Indien, men vi har efterhaanden vaennet os til det. Specielt Kathrine er interessant og maa hele tiden fortaelle hvor mange drengevenner hun har derhjemme og om hun har lyst til at faa nogle indiske venner osv osv.

Ellers besluttede vi at tage et indisk madkursus, saa vi har vaeret paa besoeg hjemme hos en indisk kok som introducerede os for krydderier og laerte os en masse forskellige retter. Det var ret sjovt, og nu kan vi lave dum aloo, butter masala og andre indiske retter til den helt store guldmedalje. Glaed jer derhjemme!

Igaar var det tid til at sige farvel til Mathieu og Lasse som tager sydpaa for at moedes med Anders og Victor i Mumbai, mens vi skulle med bussen til Bikaner. Paa vej til vores bus fortaeller receptionisten at hans kammerat arbejder paa en Bollywoodfilm, og at vi lignede praecis de to europaiske statister de manglede. Vi traf en hurtig beslutning og aflyste busturen, og blev straks hentet af to mobilsnakkende fyre i en kaempe Chevrolet. Det var aabenbart en meget stor film de var ved at optage, og vi skulle bare medbringe vores fineste toej, saa ville de staa for mad og drikke og ioevrigt betale os 2000 rp for at vaere med. Paa vejen samlede vi to laeger op - hvis en af filmstjernerne fik hovedpine eller et hold i nakken skulle de vaere klar med laeger med det samme. Det hele virkede ret overdrevet, saa vi var virkelig spaendte. Optagelserne foregik paa et kaempe forts, om var omdannet til et megalaekkert og mondaent luksushotel som filmselskabet havde lejet. Vi skiftede toej, men blev straks beordret ud af det igen - vi skulle hen til makeup-karlen og toejet skulle stryges. Da vi var fine nok gik vi op til hotellets restaurant hvor mindst 100 folk var igang med lys, kameraer opsaetning og kostumer. Vi skulle vare statister i en spisescene og aabenbart give det hele et europaeisk pift. Efter lidt tid ankom stjernerne og de begyndte at filme mens vi ventede udenfor indtil vi blev kaldt ind sat ved et bord. Mellem optagelserne skrev skuespillerne sms'er eller snakkede i mobil og spejlede sig mens deres assistenter konstant gav dem makeup paa eller redte deres haar. Alle snakkede udelukkende sammen paa engelsk, virkelig snobbet, men ret fedt fordi vi saa kunne foelge med. Filmen blev instrueret af Pooja Bhatt, en meget beroemt stjerneinstruktoer, som virkelig var et ego. Paa et tidspunkt gik hun amok og kaldte en af de indiske statister for cheaplooking og skreg at de spildte hendes tid. Hun var ret underholdende. Vi skulle vaere med i to klip og sammenlagt varede det maaske i 15 sekunder ialt, men det blev taget om et utal af gange da der konstant skulle aendres noget. Alle skulle opfoere sig virkelig overdrevet, store smil, store foelelser og store bevaegelser skaber gode Bollywoodfilm! Vores job var at skaale og smile og faegte med armene. Det var ret grineren.

Da vi endelig var faerdige var kl 3 om natten fyrede den 5-stjernede restaurtant op for super mad som vi spiste med de andre skuespillere og foelte os lidt kendis-agtige. Bollywood overgaar Hollywood i stoerrelse og saelger i hundreder af millioner film hvert aar, saa paa vej hjem funderede vi lidt over, om ikke vi bliver blandt de mest sete danske skuespillere overhovedet. Vi glaeder os i hvert fald til filmen udkommer naeste. "Shining eye" - hold oeje med den, det bliver et hit!

Om lidt tager vi Bussen til Bikaner, og hereafter mod Amritsar paa graensen til Pakistan hvorefter vi sandsynligvis tager oestpaa til Dharamsala.

Mange hilsener fra os!

Namaste