Nu har vi vaeret I Indien I lidt over en uge, men det er virkelig svaert at faa begyndt. Det er saadan et overvaeldende sted, med saa mange indtryk at man sagtens kunne skrive en hel roman om den sidste uge. Jeg vil dog proove at beraense mig saa meget jeg kan, saa det forhaabentligt ikke tager en hel dag at komme igennem (Dianna!).

Vores indtryk af Delhi blev hurtigt spoleretved ankomsten da vi havnede i kloerne paa adskillelige indere, som forsoogte at snyde os. Da vi skulle betale vores forudbetalte taxa, lod han som om vi havde givet ham en 100-seddel, hvor jeg havde givet ham en 500. Men det sjove var at han ikke blev sur fornaermet eller flov da vi afsloorede ham, istedet virkede det som om vi steg lidt i agtelsen hos ham, da vi ikke faldt for hvad som helst. Vores taxachauffoer koerte os rundt i Delhi i virkelig lang tid, og forklarede os til sidst at han var faret vild og at han ville koere ind til et turistbureau saa vi kunne sporge om vej. Der blev ringet op til "vores hotel" som sjovt nok sagde at der var overbooket og at de ikke havde flere vaerelser, men turistbureauet kunne snildt finde os et fikst hotel istedet, til en lidt billigere penge. Vi var lige ved at goore det da klokken efterhaanden var blevet 11 om aftenen, hvilket var grunden til at vi i foerste omgang havde bestilt hotel i forvejen. Men det hele virkede alt for suspekt saa vi insisterede paa at blive sat af paa et marked vi vidste hotellet laa i naerheden af, og valgte at vandre rundt selvom det var lidt noojeren, men vi fandt vores hotel til sidst, hvor vi var de eneste gaester og der paa ingen maade var overbooket pga. "a special festival" Som de havde fortalt os paa det saakaldte turistbureau.

Neaste dag var vi godt irriterede og temmeligt paranoide overfor alle der skulle hjaelpe os med noget. Vi proevede derfor ihaerdigt at slippe udenom samtlige rickshaw'er (de indiske motorcykel-taxi'er) for at komme til metroen. Der er overvaeldende mange mennesker overalt, og man bliver nedstirret hensynsloost ogsaa selvom jeg havde fulgt guidebogens raad om at daekke mig fuldstaendigt til. Det er super ubehageligt, og der er ikke meget man kan goere ved det andet end at undgae deres blik og ignorere dem, det kan bare vaere svaert at finde et sted at kigge hen naar alle i en overfyldt metro kigger paa en. Men man ser ogsaa bare maerkelig ud med sin lange krop, lyse haar og store foedder, og de kigger nu naesten ligesaa meget efter Malte. Det eneste ubehagelige var, da en indisk mand tog fat i mig og begyndte at hive mig den modsatte vej af Malte, men man er hele tiden omgivet af mennesker, saa der skete ikke noget og desuden er jeg dobbelt saa stor som de fleste af inderne.

Men selvom Delhi kan virke uoverskuelig, kaotisk og ufremkommelig har den ogsaa sin charme. Man er i et konstant elske- hadeforhold til stedet, hvor man det ene ojeblik er ved at faa nok af alle indere, hvorefter man traeder ind i den gamle del af Delhi og bliver omringet og overvaeldet af farver indtryk og de usandsynligt mange dufte fra madboder, alverdens krydderier, teer, roegelse blandet med en skarp lugt af goedning fra de omkringgaaende hellige gadekoer offentlige toiletter og aabne kloaker. Man kan blive helt beruset af alle de indtryk som det ikke gaar at holde styr paa, paa en gang. I saadanne ojeblikke har Delhi utrolig charme og man er virkelig taknemlig for at kunne opleve saa meget paa saa kort tid. Kigger du den ene vej ser du en halvdoed tigger ligge ubevaegelig i skyggen, mens folk gaar snakkende forbi og foerer dig videre hen til intense handler om diverse bryllupsudstyr. Alt foregaer paa samme tid indenfor den samme lille kvadratmeter.

Der ligger et konstant lydtaeppe af dyttende biler og rickshaws over hele Delhi, og naar man ikke lige har vaennet sig til det, er det let at blive smaaskoer af paranoia over at staa i vejen. Men hornet bliver brugt som et generelt signal om at "her kommer jeg", saa hver gang en bil drejer, overhaler eller bare vil goere opmaerksom paa sig selv bliver der dyttet (og der er virkelig mange biler i Delhi). Men da vi gaar ind paa Gandhimuseet forsvinder alt larmen for en stund. Museet minder lidt om at traede ind i et tempel, hvilket maaske ikke er helt tilfaeldigt da han overalt paa stedet bliver sammenlignet med baade Jesus og Buddha. Selv gjorde han meget ud af ikke at fremstae som en religioes leder, for som han selv siger, var hans projekt alt for ambitiost til at blive reduceret til en religioes sekt. Man bliver da ogsaa overvaeldet af alle de muligheder der ligger I et liv, og hvad en person kan opnae af store ting I loebet af saa kort tid. Det er klart at Inderne stolt kalder denne lynende intelligente mand med de mange ideer for nationens fader.

Efter det overvaeldende moede med Indiens hovedstad tog vi toget videre til Agra, hvor Indiens varetegn, Taj Mahal, ligger. Med alt sim pragt proever det overdaadige gravmonument at udtrykke en mands sorg over sin doede hustru. Man bliver ogsaa godt og grundigt betaget at bygningen, som er udfoert fuldstaendigt symmetriskt i hvist marmor, som skifter farve i sollyset, alt efter hvilket tidspunkt paa dagen man oplever stedet. Vi fik set en del af farvespektret omkring solopgang. Alligevel kan man ikke lade vaere med at undre sig over om et saa dyrt monument, som det tog 20.000 mennesker 22 aar at faerdiggoere, i virkeligheden mere er en kaempe magtdemonstration fra kejserens side, en det er en dedikeret kaerlighedserklaering. Men man er nu mest tilboejelig til at synes det foerste naar man gaar rundt mellem de hvide marmor kupler og taarne, som er udsmykket med sorte arabiske tegn, som man maaske er kaerlighedsdigte til denne hans 2. kone. (Man kan forestille sig at kongens 1. kone maa have vaeret bare en anelse jaloux, her kan man i hvert fald snakke om forskelsbehandling.)

Paa togturene gaelder ingen anden lov en jungleloven. Vi ankom tidligt, hvilket skulle vise sig at vaere virkelig tidligt, da vores tog var over en time forsinket. Perronnen var saa fuld af mennesker at man virkelig ikke kunne se for sig hvordan de allesammen skulle kunne vaere i det samme tog. Rundt over togskinnerne hopper nysgerrige aber rundt, saa det gaelder om at holde godt fast paa det mad man koeber sig, ellers bliver det hapset af en sulten abe. Da toget endelig ankom fandt vi ud af at vogn D, som var der vi skulle sidde ikke var angivet paa nogle af vognene og efter at vaere blevet henvist foerst til den ene ende af toget og derefter til den anden ende, var vi efterhaanden ved at vaere godt desperate efter at finde vores pladser. Til sidst fandt vi en venlig inder, som fulgte os hele vejen til den rigtige vogn, og vi fandt endelig vores saedder. Man bliver klar over hvor afhaengig man egentlig er af de lokale i saadan en situation. Turen skulle vare i 4 en halv time og pga forsinkelsen burde vi foerst vaere fremme kl 12 om natten. Efter at have vandret rundt i en sandstensroed forladt slotsby i 46 graders varme i fuldt tildaekket outfit, havde jeg lidt haabet at kunne sove i toget, hvilket skulle vise sig at vaere helt umuligt. Ved hvert stop udbroed der heftige diskussioner om hvem der sad paa hvis saedde og selvfoelgelig skulle hele kuppeen involveres, da alle har en mening om, hvem der har ret. Der er paa ingen maade muligt at falde i soevn naar der flyver heftige indisksprogede argumenter over hovedet paa en fra halvdelen af kupeen, mens den anden halvdel deltog muntert og grinende, somom det var et stort og virkeligt morsomt skuespil, som man selv sidder og iagtager helt traet, forvirret og opgivende.

Det var vidst alt der kunne naes at skrive om nu, men vi haaber at kunne lave en update mere snart, inden der bliver alt for meget at skrive om igen. Har maattet udelade alt for meget, men saadan er det. Alt godt herfra Pushka, hvor jeg vil gaa ud og koebe mig et par klip-klapere i kamellaeder.
Cheers Malte og Kathrine.