Efter Udaipur, hvor vi foelte os godt oppe i skyerne efter at have vaeret kendt med de kendte i Bollywood valgte vi at komme 10 min for sent til vores bus til Bikaner, som desvaerre kun koerer en gang om dagen. Heldigvis er inderne virkelig hjaelpsomme, saa de fik busen til at holde og vente paa os fra busstationen saa vi kunne indhente den med rickshaw. Da vi ankom til en bus fyldt med ventende indere, blev vi bragt ned fra vores bollywood-ophoejethed og satte os ydmygt og taknemmeligt ind i bussen.

Bikaner er stedet man tager paa kamelsafari i oerkenen, hvis man vil undgaa alt for mange andre kamelglade turister, som holder til i det mere vestlige Jaisalmar. Det var ret specielt at ridde rundt paa kameler i ingenting, og naar der en sjaelden gang var nogle huse eller landsbyer vinkede alle boernene og kom loebende efter os. Det var dog ikke helt afskaaret fra omverdenen, da vi saa de lokale spille krikit midt paa dagen i fygende sand og solskin. Det er utroligt at man ikke kan komme nogen steder hen i Indien uden at der bliver spillet det spil, som de gaar op i med liv og sjael. Vi fandt ogsaa ud af hvor vigtigt spillet er for dem, da vi moedte en 21-aarig fyr i oerkenen, hvis kone var gravid 2. gang, der havde planer om at skulle have 10 drenge mere saa han kunne starte sit eget krikithold.
Vi sluttede af ved et rottetempel midt i oerkenen, hvor de i de sidste 600 aar har tilbedt rotterne, saa der loeber rotter frit rundt overalt i templet, det var virkelig ulaekkert naar de loeb over ens foedder, hvilket man ikke kunne undgae. Der lugtede helt ekstremt daarligt, men det vaerste var at de fodrede de hellige rotterne med laekkert mad, samtidig med at der staar boern udenfor templet og tigger. Det virker saa sindsygt at man kan finde paa at fodre rotter, naar man ikke kan broedfoede sit folk. Hvilket fortealler lidt om hvor stor en rolle religion spiller i indernes liv.
Da vi kom ind til Bikaner igen var der gang i gaden. Der var valg i sidste uge saa der koerte en kaempe valgkampagne over hele Indien. Det er meget anderledes end valgkampagnerne i Danmark, det virker naermest somom der skal til at vaere revulotion. Der var et kaempe optog med kameler, abne vogne, musik, sang og dans. Alligevel faar man sindsygt meget opmaerksomhed som turist, saa jeg blev hevet op paa vognen med spidskandidaten, hvor jeg skulle overraekke hende en blomsterkrans, mens alle omkring begyndte at huje og klappe. Det var ret intenst og ligesom at staa paa en kaempe scene, hvilket jeg ikke er saa glad for, saa ville egentlig bare ned saa hurtigt som muligt. Der blev taget alle mulige billeder til aviser, og jeg aner ikke hvad partiet staar for eller hvem jeg hilser paa. Men det var sjovt intenst og man kan ikke lade vaere med at blive smittet af deres energi og smil, det er noget andet end naar der foeres valgkampagne i Danmark, det er helt sikkert. Det er ret spoojst at saa snart man gaar udenfor sin hoteldoer sker der et eller andet som man umuligt kunne have forudset. Inderne er virkelig aabne, og alle skal stoppe og hilse paa en, snakke og stirre hele tiden. Til tider bliver det for meget, men hvis man er i godt humoer er det temmelig sjovt.

Efter Bikaner gik turen nordpaa til Punjab, der graenser op til Pakistan, og er hjermstat for Sikherne. Punjab er et af Indiens rigere stater og Sikherne er beroemte for deres tolerance og temperaturen var mildere, saa her var rigtig rart at vaere. Vi kom til Amritsar midt om natten, og tog til Golden Temple, Sikhernes mest beroemte tempel, hvor vi ventede indtil daggry. Det er sindsygt flot, og et kaempe kompleks som bl.a. inkluderer fri logi og gratis maaltider til alle pilgrimme og rejsende. Sikherne er ifoert turban og klipper ikke deres skaeg eller haar - og mange af dem gaar med sabel og spyd. De skiller sig ud, men er virkelig flotte.
Paa forhaand havde vi skrevet sammen med Mr. Singh paa couchsurfing.com og aftalt at vi kunne laane en sofa i hans hus, mens vi var i byen. Da vi ringede til Mr. Singh, viste det sig, at han havde ventet paa os ved bussen midt om natten, men at vi var gaaet forbi hinanden. Han sendte straks en fyr for at hente os til hans kaempe villa, hvor vi moedte hele familien og fik en snak med den rare Mr. Singh. Han har arvet en masse land som pludselig er tidoblet i vaerdi, og derfor er han blevet umaadelig rig, og laver selv ikke saa meget andet end at faa besoeg af couchsurfere, som han viser undt og hygger sig med.
Han var saa gaestfri og indlogerede os i hans kaempe landsted lidt uden for byen, i det mest luxurioese vaerelse og med en stor, laekker swimmingpool som virkelig var skoen. Derudover havde han en flok fine heste og en kaempe have som vi bare kunne bruge. Det var ret surrealistisk og virkelig overdrevet. Mr. Singh insisterede paa at koere os rundt, og hans folk ordnede alting for os, saa det var lidt som at faa en guide og et luksushotel foraerende. Paa hans landsted var en lille restaurant hvor de lokale spiste og de lavede fantastisk indisk mad til os.
Vi besoegte en af tjenernes familie en dag, og blev budt paa en masse mango og chai, mens alle i landsbyen skulle ind og hilse og have taget billeder med os.
Vi havde egentlig taenkt os at blive kort tid, men endte med at bo der fem dage.
En af dagene tog vi en tur til den indisk-pakistanske graense for at se en ceremonien som finder sted hver aften. Det var helt, helt overdrevet. Maaske 15.000 indere var kommet til graensen, og de sang og raabte, flagede og dansede, mens pakistanerne stod paa den anden side og gjorde det samme. Folk kommer fra hele Indien for lige at markere faedrelandsfoelelsen og for at battle arvefjenden i hvem der raaber hoejest og danser vildest. Et par soldater som var vildt macho-agtige marcherede hen til graenseporten og lavede nogle hanekamps-agtige trin overfor de pakistanske soldater, aabnede porten og gav et kort haandtryk, foer det hele blev lukket igen. Inderne gik helt amok og skreg HINDUSTHAN HINDUSTHAN! mens der paa den anden side blev raabt pakistanske skaeldsord efter inderne! Det var ligesom fodboldhooligans, bare uden fodboldkamp, og det virkede ret sindsygt.
Til sidst maatte vi sige farvel til Mr. Singh som havde taget sig saa godt af os, for at koere fra Amritsar mod Dharamsala. Paa vejen kom vores buschauffoer til at ramme en billist, hvilket skabte en heftig diskussion midt i et kryds. Billisten begyndte at slaa vores chauffoer, som til gengaeld fik fat i haaret paa billisten og bankede ham ind i siden af bussen. Alle passagerene rejste sig mens de raabende loeb ud af bussen for at blande sig med de mange andre traffikanter som ogsaa raabte og skreg. Da det hele var faldet lidt til ro maatte bussen koere til den naermeste politistation - hvor alle passagere ville vidne inden vi kunne forsaette turen. Vi sad maabende og saa paa, det sker fandme aldrig i HT-busserne.

Backpacker-hippie-tibetaner-mekkaet Dharamsala er et populaert turistmaal, isaer naar der bliver faar varmt i den toerre delstat Rajastahn, hvor vi nu har rejst rundt 3 uger, selvom alt og alle vi har moedt har fraraadet os det. Det var det foerste sted vi kom til, hvor der var flere udlaendinge end indere, og i et overbefolket land som indien siger det ikke saa lidt om hvor mange udlaendinge der er. Landsbyen, som ligger i starten af himalayabjergene i Nordindien, er dog foerst og fremmest befolket af flygtningene i eksil fra Tibet, hvilket ogsaa er grunden til den heftige stroem af vesterlaendske hippier, som kan finde alt hvad hjertet begaerer af politisk aktivitet, hjaelpearbejde, meditionskurser og andre alternative forlystelser. Tibetanernes aandelige, spirituelle og politiske leder Dalai Lama er ogsaa bosat lige i naerheden af landsbyen, men han er rundt i verden til vigtige erinder og moeder, saa ham fik vi ikke noget glimt af, selvom det kunne have vaeret fedt. Vi var oppe at vandre i himalayabjergene og kom helt op til snegraensen. Det var lidt maerkeligt at se sne igen, faa vaskere og tyre snebolde ned af nakken paa hinanden naar man er i Indien. Det var ikke lige det jeg havde regnet med for bare 1 uge siden da vi sad paa en kamel i oerkenen i 46 graders varme. Der er virkelig mange kontraster i Indien og det er lidt som at komme ind i et nyt land hver gang man kommer ind i en delstat. Dette er ogsaa vores gode undskyldning for ikke at opdatere bloggen saa ofte som vi gerne ville, men det kan vaere svaert at beskrive saa mange forskellige steder uden at skrive side op og ned, men nu har vi proevet endnu engang, haaber det kan bruges til at give et indblik i hvad vi foretager os her paa den anden side af kloden.