Hej alle!

Så er vi her igen. Vi oplever så mange ting, at det kan være svært at få tid til at sætte sig ned og berette om det.

I sidste blog fortalte vi, at vi har købt en adventure-pakke med fire forskellige eventyr. 134 meter bungyjump, en en-dags vandretur på Franz Josef-gletsjeren, faldskærmsudspring fra 12.000 fod og en hel dags rapelling, klatring og riverrafting i Waitomo Caves. To af eventyrene er nu klaret.

I Queenstown, som er en by, hvor kun din fantasi sætter grænser for, hvad du kan opleve, sprang vi det højeste bungyjump i Oceanien på 134 meter - det bliver kaldt Nevis Bungy. Det var en fuldstændig surrealistisk oplevelse at stå og kigge 134 meter ned og tage springet. Det er virkelig svært at beskrive, hvordan man føler, når man står foran det mest grænseoverskridende man har gjordt. Heldigvis blev det hele foreviget på en film, som inden længe bliver uploadet her på bloggen. Så kan I sidde derhjemme og få forhøjet pulsen!
Aftenen før springet brugte vi sammen med Casper i vores van, hvor vi spillede kort og fik en enkelt øl eller to, så vi kunne få tankerne lidt væk fra Nevis. Tidligere på dagen havde vi fået arrangeret det således, at vi skulle springe samtidig med Casper. På den måde kunne vi alle støtte hinanden.
På selve dagen var det faktisk busturen derud, der var værst og hvor der var flest nerver på. Busturen tog 45 min for at komme op i de bjerge, hvor vi skulle springe fra. Da vi først kom derud gik det hele så hurtigt, og det hele var superprofessionelt! Os og Casper var de tre første, der skulle springe og herefter er det som sagt meget svært at beskrive. Det har helt klart været en af de bedste ting, vi har oplevet på denne tur. Det gav det fedeste kick, og vi var totalt oppe og køre resten af dagen. Vi overvejede endda at tage et spring mere, men det var desværre en tand for dyrt. Det hele skulle selvfølgelig fejres om aftenen med øl sammen med Casper og de andre, vi sprang med.

Morgenen efter kørte vi videre nordpå forbi byen Wanaka, hvor Caroline havde taget bussen hen for at være en dag før os, da hun ikke ville springe bungyjump. Vejret var desværre dårligt den dag, så vi fik ikke det optimale ud af den smukke by omringet af bjerge og hav. Derfor fortsatte vi videre mod Franz Josef-gletsjeren, hvor vi dagen efter skulle vandre på gletsjeren en hel dag med guide.

Vi ankom til receptionen for at tjekke ind morgenen efter kl 8. Det første spørgsmål vi blev stillet: "Har I ikke mere tøj end det med? Der bliver rigtig koldt i dag, omkring 0 grader". Vi havde ellers pakket det varmeste tøj, vi havde; en fleecetrøje, en windbreaker og lange bukser. Heldigvis er de vant til alt for dårligt påklædte turister, så vi lånte en ekstra fleecetrøje af dem og derudover fik vi alt det obligatoriske udstyr, som der kræves for at gå i disse omgivelser: store, solide vandrestøvler, to par uldsokker, tykke regnbukser, tyk regnjakke, hue, vanter og pigsko til at sætte fast på vores vandrestøvler. Lige noget vi kunne bruge! Det var super fedt at gå i så ekstreme omgivelser, hvor udstyret bare er i orden. Med udstyret i orden frøs vi ikke hvad enten det regnede vildt meget, var 0 grader eller solen skinnede. Vejret var nemlig barskt og ændrede sig hele tiden. Vores motto for den dag var "Jo vildere, jo bedre". Da vi kom tilbage kl 17 efter 7 timer på gletsjeren var der nu tid til afslapning! Med i vores pakke var der gratis adgang til hot pools i byen, som er super lækre udendørs pools. Efter det kørte vi lidt nordpå og fandt et sted at sove.

Dagen efter havde vi over 500 kilometer vi skulle ligge bag os for at komme til nationalparken, Abel Tasman, som ligger nord på sydøen. For at kunne gå i nationalparken kræves det, at man bliver sejlet derud og bliver sat af et sted og går mange km, og bliver så samlet op et andet sted og sejlet tilbage. Her gik vi 17 kilometer på fem timer igennem en smuk regnskov.

I byen Motueka, som er tæt på nationalparken, oplevede vi noget meget underligt, da vi kom ned til havnen. Alt vandet i havnen var væk! Alle bådene stod på havbunden og det hele skyldes tidevandet. Morgenen efter er alt vandet tilbage igen, og sådan er det hver dag.

Samme aften brugte vi meget fornuftigt, hvis vi selv skal sige det. Vi lavede en blindtest af cola af mærket Budget's. Vi så colaerne i supermarkedet og så, at man kunne få 5 x 1.5L Budget's cola for 5 dollar, hvilket svarer til 25 kroner. Et røverkøb, tænkte vi, og overfor Caroline havde vi pralet med vores viden om forskellige colaer. De forskellige smagsvarianter bestod af kirsebær, vanilje, Xtreme, light og alm. cola. Det var en meget dårlig oplevelse pga. to ting. Et: vi gættede kun kirsebær og vanilje rigtig. To: det var en super, super dårlig oplevelse at smage så dårlig cola som Budget's! Vi føler virkelig, at de håner alle respekterede colamærker med sådanne colaer. Fy for den og længe leve Coca-Cola og Pepsi! Efter blot et enkelt glas af hver cola fik vi ondt i vores maver og smed derfor de dårlige colaer væk, og aftalte kun at holde os til det vi kender. Der er en grund til at ting er billige var konklusionen.

Dagen efter slappede vi af og nød det gode vejr i solen med en bog og lidt boldkast, inden vi kørte mod byen Picton, hvorfra vi skulle sejle til New Zealands hovedstad, Wellington. Da vi kom ombord på færgen blev vi igen forundret. Vi kiggede rundt på skiltene på færgen og det hele stod på dansk! Inde i restauranten var der danske skilte over alt og et stort et med "Bornholm" på. Det viste sig at være et dansk skib, der havde sejlet til og fra Bornholm og et sted i Tyskland, men nu i stedet sejler mellem Picton og Wellington i New Zealand. Hvem skulle have troet det? Vi snakkede med besætningen, og de syntes det var sjovt, at vi kunne forstå det, når de ikke selv kunne, selvom det var deres arbejdsplads.

Søgangen mellem syd- og nordøen er kendt for at være ekstrem med store bølger og stærk strøm. Caroline endte med at blive søsyg, men der var ingen af vikingerne der bed mærke til søgangen, da vi blev underholdt af to gode film. Turen på 3,5 time gik derfor stærkt. Da vi ankom til Wellington sagde vi farvel til Caroline. Hun har en ven i Wellington hun skal bo hos, og derfor er hendes eventyrlige rejse hos Mads & Patrick Rejsebureau færdig.

Da vi vågnede torsdag morgen stod vi op til flot solskinsvejr uden en eneste sky på himlen. Om dagen var vi kulturelle. Vi var på Te Papa National Museum og derefter gik vi rundt og udforskede byen. Vi fandt National Olympic Museum og så det, inden vi slappede af og kørte lidt rundt i Wellington, inden vi igen var tilbage på havnen for at være natten over inden vi kørte til Ohakune. Ohakune er kendt for at have det der bliver kaldt verdens bedste endags-vandretur, nemlig Tongariro Alpine Crossing på 19,4 km. På hiken kommer man forbi flere steder, bl.a. Blue Lake og Mount Dome, som begge optræder i Ringenes Herre-filmene. Vi blev hentet med bus 7.25 lørdag morgen for at starte hiken. En time senere begyndte vi de 19,4 km i flotte omgivelser. Vi fik på forhånd at vide, at det var en fin dag på bjerget rent vejrmæssigt, så vi var glade. Da vi kom op i højderne fandt vi dog ud af, at hvad der svarer til en fin dag på et bjerg, svarer til en møgdag derhjemme. Det betyder 5 grader, hård blæst og regn. Forestil jer så to naive turister fra Danmark vandre op ad bjerget i shorts og to fleecetrøjer. Uden regnjakker. Uden vanter. Uden huer. I tre timer. Ja, kære mødre, vi frøs.
På grund af vejret var sigtbarheden slet ikke god nok til, at vi kunne nyde den flotte udsigt. Det var virkelig en skam, for som sagt er turen kåret til verdens bedste endags-vandretur netop på grund af udsigten. Vi holdt dog humøret højt på hele turen og fik klaret de 19,4 km på fire og en halv time. Vi gik i et rigtig godt tempo, overhalede selv øvede "bjerggede" og endte med at skære over halvanden time af den estimerede tid for ruten. Godt klaret. Lørdag aften trængte vi til et varmt bad, så vi købte os ind i spaområdet på et af de finere hoteller i byen og slappede velfortjent af i en times tid. Lækkert.

Nu (lørdag aften) er vi på vej mod byen Taupo. Taupo er den by i verden, hvor der er flest faldskærmsudspring om dagen. Og det er netop af samme årsag, at vi skal dertil. I morgen, søndag, skal vi netop skydive! Dvs vi bliver kastet ud fra et fly i 12.000 fods højde, har frit fald i 45 sekunder før vi udløser vores faldskærm. Det ser vi sindssygt meget frem til, og vi glæder os som små børn. Nu håber vi bare, at vejret er med os!

Det eneste negative, vi har at rapportere om, er Budget's cola og at tiden går alt for stærkt! Om små tre uger er vi tilbage i Danmark. Suk.

Det var alt for denne gang. Ha' det dejligt!

Patrick & Mads