Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle.
Så er det igen tid til at høre, hvad vi går og laver her på den anden side af jorden.
Efter sidste gang I hørte fra os, skulle vi skydive dagen efter. Og hvilken oplevelse! Vi havde oprindeligt bestilt at hoppe fra 12.000 fods højde, men vi havde hørt fra mange forskellige personer her på turen, at vi helt klart skulle vælge 15.000 fod. De ekstra 3000 fod gør, at man har 15-20 sekunders længere frit fald, som føles som meget, meget kort tid i luften. En anden vigtig grund til opgraderingen var selvfølgelig også, at vi bare ikke kan få det vildt nok. Det skal bare være vildere, og idet 15.000 fod er det højeste man kan springe uden kunstig ilt, så blev det igen ikke vildere.
Vi blev hentet af skydive-selskabet inde midt i Taupo, og blev kørt ud til en lille lufthavn, hvor firmaet holder til. Her blev vi introduceret for vores personlige team, der skulle sørge for en vild oplevelse. Vi fik udstyret på og blev gjort klar til take off. Vi glædede os som to små børn til at komme op i luften. Som I nok allerede har set på vores video, så gik det hele fantastisk og de var så vildt! Det er virkelig noget af det fedeste, vi har gjort i vores liv, og det giver det vildeste kick, når man sætter fødderne ud af døren på en flyvemaskine. Ligeså unaturligt det er for mennesket at trække vejret under vand, ligeså unaturligt er det at åbne døren i flyvemaskinen og springe ud i fem kilometers højde. Men det var den vildeste oplevelse, og så snart du springer ud begynder de vildeste 50 sekunder. Med det samme når man en hastighed på 200 km/t og huden rykker helt vildt i en. Virkelig fedt!
De efterfølgende to dage stod den igen på vild adventure. Efter skydivet kørte vi til Rotorua. I Rotorua havde vi bestilt riversledging og riverrafting. Til jer, der ikke er bekendte med riversledging kan vi fortælle, at dit udstyr er våddragt, hjelm, korte svømmefødder og en stor kælk-lignende genstand, hvor hele ens overkrop ligger på og så drøner man ellers på vandoverfladen med ens ben som motor ned gennem floden og de ret store vandfald. Rigtig fed oplevelse, men det var rigtig hårdt, for der er altså meget strøm i sådan en flod og vi blev testet godt og grundigt af vores to instruktører. Efter riversledging havde vi en times ventetid og den brugte vi på at slappe af og så stod den på riverrafting. Her håndplukkede vores instruktør fra riversledging os i hans gummibåd som de to eneste. Nej, der var faktisk to svenske piger med, men de fattede absolut ingenting! De forstod ikke instruktørens ret åbenlyse budskab: "FORWARD!", "STOP" eller "BACK". Det var ved at drive os til vanvid, også instruktøren, så de blev til sidst frataget årene og så kunne de tre mandfolk klare skærene. Det gjorde det rigtig sjovt for os, og instruktøren var igen imponeret. Vi havde en rigtig god time ned igennem tre store vandfald, heriblandt det største i verden på syv meter frit fald. Det skal jo være vildt! Det var rigtig fedt og sjovt at drøne udover kanten og bagefter se på billederne, hvordan hele gummibåden forsvinder under vandet og kommer op igen på den rigtige side. Det var helt sikkert pengene værd!
Da vi var færdige med sledging og rafting gik turen mod byen Waitomo, hvor vi skulle bruge dagen efter på at udforske grotterne og være med på den hårdeste tur der bliver kaldt Black Abyss - Black Water Rafting. Dagen startede 8.45, og fik vores udstyr på og fik instruktion i rapelling. Da vi kom ud til grotten bestod første del i, at vi skulle rapelle os selv 35 meter ned gennem et meget snævert og mørkt hul. Fed oplevelse. Derefter stod de næste tre timer på at hoppe ned i det iskolde vand i gummiringe og se glowworms over os, klatre op ad vandfald og ellers gå rundt i grotterne gennem det iskolde vand. Da vi kom ud var der flot solskinsvejr, og det udnyttede vi til at få varmen igen, hvor vi bagefter kørte mod Hot Water Beach. Hot Water Beach er et sted, hvor man ved lavvande kan leje skovle og grave et hul på stranden og på den måde lave sin egen "hot pool". Det foregår på den måde, at der under stranden er et såkaldt hot spot. Et sted, hvor der kommer lava op fra jordens kerne. Det betyder, at et par hundrede meter under jorden er vandet opvarmet til 170 grader og det siver så op gennem revner til overfladen og når du graver, kan du lave din egen varme pool. Man skal selvfølgelig finde det helt rigtige sted for at vandet har den rette temperatur, således man ikke bliver forbrændt. Alt dette har vi i hvert fald fået at vide. At vi så var så uheldige at besøge Hot Water Beach på et tidspunkt, hvor vejret var så dårligt og påvirket af orkanen fra Fiji, at stranden var lukket. Vi blev fortalt af en lokal, som solgte skovle, at hun kun havde oplevet det to gange på fem år. Hvad er chancen lige for at vi rammer den tredje dag på fem år? Vi overvejede at købe en Lottokupon samme aften, når de små odds var med os.
Vi blev hurtigt enige om at komme videre, og de efterfølgende to dage brugte vi på at køre rundt og se den flotte natur. Dagene derefter kørte vi rundt og slappede af i solen, når den viste sig, og vi endte i Auckland. Vi valgte at se Auckland fra en lidt anden synsvinkel: adventure-måden! Denne gang i jetboat, hvor vi drønede afsted på vandet i en speedbåd og blev kastet rundt og blev gennemblødte. Rigtig sjovt. Vi var i Auckland i to dage inden vi kørte nordpå og i Auckland mødte vi to danske piger, som kørte rundt i deres egen bil, og de skulle samme vej som os. Vi snakkede rigtig godt sammen og havde det rigtig sjovt, så vi besluttede os for at køre sammen nordpå. Af kendte steder nord for Auckland kan nævnes Bay of Island, som er kendt for deres smukke strande og Cape Reinga, som er New Zealands pedant til Grenen og de specielle Kauri-træer, som er enormt store.Og det skulle vi selvfølgelig se, og vejret var rigtig godt.
New Zealand har været rigtig fedt. Vi har prøvet alt, hvad man skal og kan prøve, og det har været det vildeste! Vi har prøvet Australasiens højeste bungyjump. Vi har skydivet fra 15.000 fod. Vi har riverraftet ned ad det største frit fald-vandfald i verden. Vi har "kælket" på både floder og sandbakker. Vi har kravlet i grotter i flere timer i iskoldt vand. Vi har kort sagt prøvet alle de ting, man kan! Udover det, så er her vildt flot og rigtig mange steder ser det ud som man ser på postkort. Derfor har det være en fornøjelse at køre rundt i landet, en helt speciel oplevelse!
Nu er tiden kommet til at vi skal videre til Los Angeles. Vi har her i New Zealand været 10 timer foran dansk tid, men LA er ni timer efter den danske tid, så vi kal flyve 19 timer tilbage i tiden. Det bliver underligt. Men vi glæder os til at sætte os i flyveren og slappe med nogle gode film i 12,5 time.
Vi ses. I hører fra os i Los Angeles!
Hilsen
Patrick og Mads
- comments
Nikolaj Nielsen Det skulle være sindsygt billigt at tage det B-certifikat til skydiving. Så kan i springe alene ;-). Det tager ingen tid.
Patricks far Hej i vilde drenge!! Super fedt, at i oplever alle de spaendende ting i Australien og New Zealand. Godt at hoere fra jer og at i hyggede jer 110% downunder !! God tur til LA og videre til MIA. Vi ses......