Halløj!

Så er der gået fem dage siden sidst bloggen blev opdateret, men det er ikke altid nemt at komme online i ørkenen.

Oplevelserne vælter ind. Den ene bedre end den anden. Tiden går stærkt når man har det godt og er i godt selskab. Vores gruppe de sidste fem dage har været rigtig god og igen med andre danskere ved navn Thomas, Line og Mathilde. Vi har set smukt landskab, set og mødt ægte australske aboriginals og udforsket de store ikoner for det centrale Australien som Uluru/Ayers Rock og Kings Canyon.
Det er ikke til at forstå, at vi snart har brugt halvanden måned i Australien. Et land, som vi har givet os fuldstændig hen til. Et land, der byder på så mange muligheder, er så smukt på alle måder og den gæstfrihed, vi oplever, er helt fantastisk. Tænk, hvis tankpasseren i Danmark, hver gang I mødtes, spørger dig som det første, hvordan du har det, og det er et oprigtigt spørgsmål, så ville Danmark være helt anderledes. Det er bestemt ikke sidste gang, vi besøger dette skønne, skønne land.

Fredag d. 1. marts blev vi hentet 6.15 om morgenen og efter indcheckning sammen med de andre fra turen, gik turen til Kings Canyon. Det var en tur på 550 kilometer, og i en proppet bus med dårlige sæder og ingen nakkestøtter, så var komforten ikke helt i top. Det var meget svært at sove ordentligt. På turen havde vi blandt andet et stop på en kamelfarm, hvor man kunne få en tur, men der støvregnede og der blæste, så kamelerne fik en fridag. Det andet stop var ved det mest centrale punkt i Australien, så der blev taget masser af billeder. Det skal også siges, at der blev lavet nogle mindre stop en gang i mellem af nogle ting, som var lidt lige meget og det var næsten ved at gå galt på et tidspunkt. Men det kommer vi tilbage til senere. Efter ankomst til Kings Canyon, og uden nogen forventninger til, hvad vi skulle se, og hvad det overhovedet var for noget, drog vi nu på en 7km hike (vandretur) rundt omkring Kings Canyon i et vanskeligt terræn uden nogen reel sti at følge. Men sikke et sted! Billederne, vi har taget, kan slet ikke beskrive, hvor specielt og smukt stedet er. Vores guide forklarede, hvordan det rent geologisk er blevet til og sikke et fænomen. Kings Canyon var utroligt og havde det hele; ekstraordinære udsigter, flotte vandfald og nogle meget specielle klippeformationer.
Dagen var hurtigt gået, og dagen efter kørte vi ydeligere 350km videre til Ayers Rock. På vejen stoppede vi et sted med udkig til en stor sten, som vi ved første øjekast troede var Ayers Rock, men det viste sig at være Mount Conner (bare rolig, vi har heller ikke hørt om det før). Efter et hurtigt kig indenfor ved Aboriginals Cultural Center stod vi for foden af Ayers Rock og her stod vi mellem tre valgmuligheder: Culturewalk på 10km (hele vejen rundt om Ayers Rock), culturewalk på 5km (halvvejs rundt) eller klatre op ad Uluru. Vi var heldige, at vi fik muligheden for at klatre op ad Ayers Rock, for der skal være perfekte forhold før de åbner klatringen. Hvis der er for varmt, for koldt, for meget blæst, eller for mange skyer, så kan man ikke bestige Ayers Rock, men vi havde skyfri himmel, ingen vind og 32 grader. Perfekte forhold. Derfor bestemte vi os for at vi ville klatre op ad "stenen", sammen med Simon fra England. Det var rigtig hårdt at klatre/kravle opad, men helt sikkert slidet værd. Det tog cirka en time at komme de 350 meter op og udsigten var fuldstændig fantastisk. Det er svært at beskrive, hvordan udsigten ser ud 350 meter over jorden på det mest hellige sted i Australiens historie og kultur, men forestil jer at kunne se tydeligt 200 km ud i horisonten til føromtalte Mount Conner med skyfri himmel. Det var en fantastisk oplevelse, til trods for at vi stadig her fire dage efter kan mærke det i lårbasserne. Da vi kom ned var de andre ikke tilbage endnu, så vi gik dem i møde og derefter gik turen direkte til den udkigspost, hvor vi skulle være vidner til den smukkeste solnedgang med solens sidste stråler på Ayers Rock. Det var rigtig flot at se, hvordan den store sten midt i det flade landskab ændrede farver over 10min på grund af solens sidste stråler.
Om natten sov vi under åben himmel i såkaldte swags, som egentlig bare er madrasser. Stjernehimmelen er helt anderledes end den vi har derhjemme, fordi man kan se hele Mælkevejen og når man ligger på en øde campingplads er der ikke noget lys til at forstyrre, så stjernerne lyser op og det er rigtig, rigtig flot!

Dagen efter stod vi op kl 04.30 for at se solopgangen over Ayers Rock og Kata Tjuta. Senere hikede vi 6 km ved Kata Tjuta, som rent geologisk blev forvandlet på samme måde og på samme tid som Ayers Rock, men klippeformationerne er anderledes. Derefter gik turen videre, og dagen efter skulle vores gruppe skilles. Vi havde været 24 hidtil, men kun ni af os skulle til Adelaide. De ni bestod af Simon og Louise fra England, som har været med siden Darwin; Matthew, en politibetjent også fra England; Daniel fra Schweiz, turens absolutte spasmager og rigtig behagelig at være sammen med; Hannah fra Tyskland og Line og Mathilde fra Danmark, som er rigtig flinke og dem snakker vi meget med. Os ni fik en splinterny bus, som er super komfortabel :-) På vejen var vi ved at køre galt, da en stor kamel rendte lige ud foran bussen. Det var underligt at se en stor kamel løbe ud foran bussen, når vi i Danmark er vant til pindsvin! Derudover er der mange vilde køer og heste, som man skal passe på, hvis de står i vejkanten. På et tidspunkt så vores guide et såret firben på vejen, så han vil vende bussen for at redde det. Idet han drejer ud i det bløde sand for at kunne vende på vejen, kan vi høre hans stemme i højtaleanlægget sige "s***, s***... s***!" og vi sidder fast i det bløde underlag. Alle i bussen måtte ud og skubbe, og vi fik den fri, men vi blev enige om ikke at vende om for flere firben.

Efter fem timers kørsel søndag og tre timers kørsel i dag (mandag), er vi nu ankommet til det berømte Coober Pedy, som er en by kun baseret på minegravning og den evige søgen efter at finde den største opal. Vi var også selv ude og prøve lykken ved at grave efter opaler, dog uden held. Vi har været på opal museum og set historien bag opalerne og set, hvordan det har beskæftiget flere tusinde mænd gennem tiderne. Det meste af byen er under jorden, fordi der altid er en konstant temperatur mellem 22-25 grader, så i stedet for aircondition bor de i store huller i jorden. I aften skal vi så sove under jorden, og det bliver dejligt at sove i en god seng igen efter to nætter udendørs.

Det var alt for denne gang. Ha' det dejligt derhjemme. Vi ses!

Hilsen
Patrick og Mads