Fredag 4. jan mødtes jeg med min gruppe fra Adventure Heart i lufthavnen i Caracas. Vi er 11 i alt, 4 gutter og 7 søde piger. Efter en meget lang køretur fra lufthavnen til vores camp i Playa Colorada, 300km derfra, ankom vi kl 3.45 om natten og fik en lille hurtig intro til stedet. Derefter hurtigt til køjs i vores hængekoejer som allerede var hængt op under et lille halvtag i haven.

Vågnede næste morgen kl 7 til en million dyre-lyde og den smukkeste natur. Playa Colorada er en lille perle af en landsby med få hundrede indbyggere og en flot strand.
Her i campen har vi vores egen mad-mutti, der, når vi er hjemme serverer måltider 3 gange om dagen - ikke helt dårligt! Den første dag er bare gået med introduktion til byen af vores fantastiske guide Iruani (nickname Yuru) og hygge i køjerne. En lille løbetur på 9km blev det da også til. Fantastisk at opleve fremmet natur og kultur på 2 ben.
Om aftenen havde vi en lille velkomstfest hvor nogle af os hyggede med en masse rom og druklege. Det går fantastisk hurtigt med at lære hinanden at kende og alle folk hernede inklusive teamet bag rejsen er super søde!

De næste par dage er gået med småture til omkringliggende landsbyer og lidt afslapning på stranden. Blandt andet var vi på en super hyggelig tur i vores minibus til en bjerglandsby hvor vi så en kaffeplantage og fik lov at smage kaffe - ikke så ringe endda!

For at træne til den helt store bestigning af Roraima sidst i programmet bliver vi hver morgen vækkket omkring 5.30 for at morgen-hike paa en lille stigning lidt uden for Playa Colorada. Jeg skulle self løbe op ad den - det kan ikke anbefales, da ruten mere eller mindre foregår springende fra en klippe til en anden og med meget stejle trin. Løb dog hele vejen til toppen på lige over 6min og slog den tidligere rekord :)

8. jan drog vi med vores minibus til Mochima National Park, som er en lille samling af fredede øer. Her skulle vi lave barbecue på stranden og senere overnatte der. Fuld fart fremad med speedbåden inden vi stoppede halvvejs for at få introduktion til snorkling af vores anden fremragende guide Christian. Sjovt at prøve og mange flotte koraller og store farvestrålende fisk. Det får mig dog nok ikke til at tage dykker-certifikat som er et tilvalg vi får i løbet af februar.
Dagen gik med solbadning og svømmeture på stranden inden vi grillede lækkert kød og hyggede med god rom om aftenen. Overnatning på stranden var noget speciel. Vi var faktisk de eneste tilbageværende mennesker på øen. En utrolig flot og klar nattehimmel fik os til at ligge på strandstole og kigge efter stjerneskud til langt ud på natten.

Hjemturen var en typisk opskrift på venezuelansk mindset. Tingene var åbenbart ikke koordineret ordentligt og vi endte med at vente 4t på vores bus der skulle køres hjem. Vi fik hele tiden forskellige meldinger om at der var kø, vejspærring og andre uforudsete forhindringer, men i sidste ende havde chaufføren bare sovet over sig...

Punktlighed og at overholde aftaler og tidspunkter er ikke noget man skænker mange tanker hernede. Alt er flydende og planer bliver dagligt lavet om og byttet rundt på. Det er noget man lige skal vænne sig til, da det ligger virkelig langt væk fra den danske mentalitet. Heldigvis har gruppen valgt at se positivt på det, når vi ikke lige når hvad vi skal eller guiden er et par timer forsinket. Manana, manana (i morgen, i morgen) er et meget passende udtryk om mentaliteten her i Sydamerika. Denne mentalitet giver en helt anden dagligdag uden jag og stress som jeg virkelig godt kan lide. At alt så bliver utrolig ineffektivt hernede er en anden, mindre god side af sagen...

Det var alt for denne gang. Ha` det derhjemme!