Jeg fortsætter hvor jeg slap sidst - med en vulkanbestigning. Med Lisa fra Tyskland og hendes veninde og kæreste, skulle vi vandre de cirka 1800hm op til toppen og campere i 2 små telte til €10. Med Marina inde i billedet stod vi over for lidt udfordringer i form af pladsmangel i teltene og varmt tøj. Selvom man ikke skulle tro det, kan det blive hård frost på toppen, selvom der kun 1,5t kørsel væk er mindst 20 grader om natten.
Gennem et andet hostel fik Marina og jeg arrangeret at leje ekstra telt, soveposer, liggeunderlag osv, endda ganske billigt. Den 10. Marts havde vi så fået arrangeret det hele og holdt en lille "afskedsmiddag" med en amerikaner og en canadier vi havde mødt på hostellet.
Næste morgen efter den sidste proviantering var det afgang med en lokal bus op i bjergene. Vi var så heldige at blive kørt hele vejen til indgangen mod et lille ekstra gebyr. Det var ikke så dårligt endda, for med al vores oppakning, var det faktisk ret hårdt at gå i højden. Marina og jeg havde valgt at dele min store backpack og tage hendes lille med. Det gjorde så at min vejede tæt på de 20kg da vi startede, b.la. fordi vi selv skulle medbringe alt vand.

Selve stien derop var egentlig mere en hullet og bumpet grusvej med kæmpe klipper, men ikke desto mindre så vi flere tours der blev fragtet op i firehjulstrækkere med kæmpe frihøjde.
Vi gik og vi gik, med kæresteparret sakkende længere og længere bagud. Vi endte med ikke at vente på dem, da det vitterligt var 30min gang og 20min venten. Jeg endte med at bære den store backpack 80% af vejen, da det simpelthen gik for langsomt til min smag hvis Marina bar den.
Vi nåede campen som lå 20min fra toppen i 3500m lige da det blev mørkt, tåget og da det begyndte at regne. Perfekt timing! Heldigvis var der et halvtag hvor vi kunne sætte teltene op, så vi slap for en ellers ganske våd nat. Det blev hurtigt koldt og der gik ikke lang tid før vi havde al tøj på, lå i soveposerne, spillede kort og fik lidt rom for at holde varmen. Ved 21.30-tiden gik vi i seng i håbet om at få en del timers søvn inden opvågning kl 4.30 for at nå solopgangen. Jeg sov indtil omkring kl 1.30. Fra da af var det simpelthen for koldt at falde i søvn igen, lige meget hvor tæt jeg lå op ad Marina. At vores liggeunderlag ikke var mere end centimeter eller halvanden tyk har nok heller ikke hjulpet på situationen. Selvom det ikke var den fedeste situation, kunne jeg ikke lade være med smile og tænke tilbage på Pan De Azucar i Venezuela 14 mdr tidligere, hvor præcis det samme skete og vi faktisk endte med en fantastisk tur.
Da vækkeuret endelig ringede kl 4.30 var jeg SÅ klar til at stå op. Lidt barer, kiks og et par sandwichs senere var vi klar til at gå de sidst eneret op bjergene i mørket for at nå toppen og vente på solopgangen. Og hold da op, det var det værd. Godt nok kom vi lidt for tidligt derop, men det gjorde blot at vi kunne følge udsigten lige fra kulsort til den begyndende rødmen i horisonten og mærkelige formationer dukkede op. Var det skyer, øer eller noget helt tredje ude i horisonten? Som lyset gradvis forstærkedes, kunne vi konstatere at det måtte være øen Bocas Del Toro vi kunne se. På den anden side af bjerget kunne vi pludselig også skimte havet og på den måde fik vi på samme tid set både stillehavet og det caribiske hav - hvor mange kan lige sige at de har gjort det? I minutterne da solen endelig kom op, efter en lille times venten, var det noget af et lyshav der omgav og et magisk øjeblik. Det må have været en af de flotteste solopgange jeg har set i mit liv.

Turen ned var lige til at klare eftersom det mest var ned ad bakke. Da der manglede en 4-5km blev vi endda stoppet af 2 guider som parkerede midt på vejen og kunne fremvise hele 10 Quetzals oppe i træerne - et meget sjældent syn. Quetzals er nogle meget farverige fugle som man tit hører, men ikke så ofte rent faktisk får at se. De 2 guider her var helt oppe at køre eftersom de aldrig før havde set så mange på samme tid, så jeg gætter på at vi var usandsynligt heldige. At vi oven i købet fik et gratis lift ned de sidste kilometer var bare en bonus.
Om aftenen tog Marina og jeg med en canadisk fisker og en amerikaner på restaurant for at fejre bestigningen. Vi fik sagt farvel til det fantastiske staff på Mamallena og forlod Boquete. Efter at være kommet tilbage efter et par omgange for at hente glemte ting kom vi lidt sent afsted og det var næsten mørkt da vi nåede ned til David, hvorfra den næste bus gik fra.
Vi endte med at tage en bus i mørke, da vi meget gerne ville nå frem samme dag, men det var nu ikke optimalt, eftersom vi skulle af midt på en mørk landevej og trekke 20min op ad en lille sti gennem en skov for at nå til vores hostel, Lost and Found. Vi kom dog mirakuløst af det rette sted og trådte ud i køligt vejr og støvregn, sikke en omvæltning.

Nede i David blot en time tidligere var det stadig omkring de 30 grader kl 20, men heroppe i bjergene kom der andre boller på suppen.
Mens vi tog regnslag på, ankom en anden bus fra den modsatte vej og satte en fransk canadisk stewardesse af, ved navn Cathrine. Hende fulgtes vi op til hostellet med, og det var hun vist meget glad for, da hun ikke havde nogen pandelampe!
Vi kom sikkert frem og blev varmt modtaget af staff og de andre gæster. Deres dorm var det hidtil mest spektakulære jeg har set. Rummet, hvori der var placeret 6 enkeltsenge og 9 dobbeltsenge var vitterligt højere end det var langt og bredt og vi havde således 3 senge stablet oven på hinanden. Selvom rummet vel ikke var mere end 20m2, sov vi, når der var fuldt booket 24 mennesker derinde, overraskende nok helt uden problemer. Det var faktisk helt rart at ligge på øverste køje og falde i søvn til vindens susen og regnen på bliktaget lige over mig.

Næste morgen vågnede vi op til den vildeste udsigt. Så snart man åbnede døren var der 180° panorama udsigt over jungledalen under os med en hængekøje eller tre strategisk placeret til at nyde udsigten og suge indtrykkene til sig. Hele hostellet var fantastisk bygget op med en opholdsstue, en balkon med hængekøjer og et fuldt udstyret køkken (alt var udendørs undtagen køkken og dorm). Desuden var køkkenet fyldt med madvarer, som man kunne købe og skrive på sin "bon", der blev udskiftet hver dag - vildt smart system. Marina og jeg havde dog medbragt en del mad, da vi ikke vidste hvordan det forholdte sig med madsystemet før vi kom.
På vores første dag tog vi på kaffetur på Don Cunes kaffefarm, som egentlig var meget mere end det. Han havde, udover sin kaffe, alverdens urter, 6 forskellige sorter bananer, mango, sukkerroer, maracuya og en masse andre frugter jeg ikke husker. Vi blev på fin manér vist rundt på farmen, som han selv havde startet fra grunden i slutningen af 60'erne, som en af de første i regionen. Han havde mange økologiske metoder for at undgå sprøjtegift og han fortalte stolt om sine egne øko-opfindelser i timevis.

Med i prisen var både lækker frokost med vin og tequila smagning, saft fra sukkerroer som vi selv maste på gammeldags manér med en lang træstang (jeg skal love for at det er hårdt arbejde!) og selvfølgelig en kafferistning og smagsprøver på kaffe til slut. Og far, jeg vil ikke sige at jeg har lært at drikke kaffe, men det var søreme tæt på at jeg kunne lide det!

Den efterfølgende dag tog jeg med Marina og Cathrine en bus til et flot vandfald langt inde i en smal dal og senere videre med et dansk par til et badested for lokale. Det var i princippet en stor klippe med en 2-3m bred, men meget dyb revne i, hvor der løb en flod og man kunne springe i og svømme rundt. Vi hyggede hele eftermiddagen og det var da helt rart at snakke dansk igen.

Dagen efter ankom Dylan fra Mamallena. Vi tog til den nærliggende "revne i klippen" endnu engang. Med nyligt indkøbt og Rom til Picnic glædede vi os fantastisk og fik endda lift af nogle lokale piger. De insisterede på at tage os med selvom de i forvejen selv var 3, plus bagage. Så med 7 mennesker i bilen kørte vi det sidste stykke ned til hvad der også er udflugtsdestination for mange lokale i weekenden. Desværre var vejret slet ikke med os som den foregående dag og inden der var gået 10 minutter, begyndte det at styrtregne. Vi søgte ly under et træ og den vandrette stamme, men der gik ikke mange minutter før vi alle var gennemblødte.
Når det regner så meget som det gjorde, er det en vis risiko for at floden går over sine bredder, og det i et rasende tempo (kaldet flash flood). Derfor var det bare med at komme op på vejen og i sikkerhed. Heldigvis skete det ikke, men det går så hurtigt at man måske ikke når at slippe væk i tide og flere turister er faktisk omkommet her.
I silende regn gik vi tilbage til busstoppestedet og måtte, lidt slukørede tage hjem igen. Istedet blev Dylans ankomst fejret på behørig vis i baren samme aften med drinks for en flad 10'er og kæmpe størrelse klodsmajor.

På 4. dagen gik det rigtig op for mig hvor meget sjov vi havde haft de sidste dage, men at jeg jo ikke kunne blive her for evigt. Eftersom jeg gerne ville nå at se en 6-7 lande på kun 2 mdr, går det jo ikke at blive 3 uger i Panama alene (som faktisk er et af de mindste lande). Jeg besluttede derfor at tage videre dagen efter, i lighed med Cathrine og Dylan.
Den sidste dag brugte vi på skattejagt rundt i området. Skattejagten er lavet af det canadiske par der startede hostellet og består af en masse vandring i junglen, klart en på sten og klipper langs floden mm. En helt igennem fantastisk møde at få set området på! Undervejs skal man finde poster og løse gåder og til sidst ender man tilbage på hostellet med en skattekiste. Så langt nåede vi dog ikke, da Cathrine ikke var på toppen. Istedet blev vi nogle timer nede ved floden, sprang i fra klipper, solede os og sang.
Jeg havde også 4 gode løbeture rundt i området hvor koordinationen virkelig blev sat på prøve med stejle op- og nedstigninger blandt rødder og blade inde i junglen og en vanvittig 11min løb/klatring op til et udsigtspunkt, der i den grad trak tænder ud.

Efter 4 fantastiske dage på Lost and Found hostel og en uge i selskab med herlige Marina, skiltes vores veje. Jeg tog videre til Bocas Del Toro, mens Marina tog tilbage mod indre Panama og Cathrine tog direkte videre til Costa Rica. Det er nogle gange lidt ærgerligt at skulle skilles ad når man lige har lært nogle nye mennesker godt at kende, men sådan er det nu engang at rejse alene - der er altid fordele og ulemper.