Vi nåede som nævnt i forrige indlæg akkurat frem til Flores ved aftentid og fandt os et godt hostel, Los Amigos. Her brugte jeg hele næste dag på at udforske lidt af Flores og Santa Elena og møde et par kendte ansigter på mit hostel. Jeg havde også en flot løbetur ud i forstaderne hvor jeg næsten blev fanget i et kæmpe protestoptog mod regeringen.
Næste morgen kl 2.45 stod jeg op med et par tyskere og satte mig søvndrukken ud i bussen der skulle føre os ud til Tikal ruinerne, 60km væk. Vi ankom i en masse biler og stod pludselig mere end 50 mennesker foran indgangen med vores guide, klar til at gå de 2km hen til tempel IV og se solopgangen fra toppen. Med pandelamper gik vi i mørket gennem jungleagtig vegetation. Til sidst måtte vi spæne op ad de flere hundrede trapper til toppen, da det allerede var ved at blive lyst. Desværre var det ret skyet og vi fik ingen fantastisk solopgang, men at sidde på toppen af et af de største mayatempler på kloden og se junglen stå op med syngende fugle og brøleaber overalt, var nu alligevel helt specielt - noget jeg sent vil glemme.
Hen ved 7-tiden gik vi ned igen og fik en lang og flot rundvisning af vores yderst entusiastiske guide. At et kæmpe tempelkompleks som dette er blevet bygget for mere end 1000 år siden af små maya folk er slet ikke til at fatte, oven i købet et sted uden naturligt forekommende vand.
Tilbage på mit hostel fik jeg nydt tilværelsen med et par drinks og lidt vestligt mad og opdaget hvor rart det kunne være at få normal føde efter i lang tid at have proppet mig med lokal gademad.
Senere på eftermiddagen stod jeg mellem at tage tilbage sydpå for at se resten af Guatemala eller at tage videre nordpå til Mexico. Jeg valgte det første. Ikke mindst fordi min tid er begrænset og Mexico er kæmpestort. Det må blive en anden gang. Jeg tog derfor en bus hen på eftermiddagen til Sayaxche. Her måtte jeg dog blive for natten, da jeg allerede havde misset den sidste bus. Til gengæld fik jeg en fin løbetur i området omkring Sayaxche og endnu engang set hvor glad og smilende man kan være uden penge på lommen. De fleste familier levede i hjemmelavede huse med grise, kyllinger og små børn flakkende rundt overalt.
Hele næste dag gik med at rejse sydpå, op i bjergene. Jeg havde besluttet mig for at tage op til Nebaj, en lille bjergby uden for "the gringo trail". Det var ikke ligetil at nå derop så sent på eftermiddagen, men jeg klarede den med et lift på ladet af en lokal mayafamilies pickup og nogle vildt overfyldte minibusser. Lonely Planets beskrivelse af det eneste rigtige hostel i byen var ikke dårligt, men jeg blev slemt skuffet da jeg nåede frem. Stedet havde bestemt set bedre dage, både mht faciliteter og antal turister. Heldigvis sad der to københavnerpiger og så fjernsyn da jeg ankom - så havde jeg da i det mindste nogen at hygge mig lidt med..
Morgenen efter skulle omgivelserne tjekkes ud, og meget gerne med løbeskoene på. Det blev til små 20k ned i en smuk dal langs med en brusende flod. De første 9,5km gik nedad, så turen tilbage var selvsagt ikke så nem. Jeg klarede den dog i fin stil. Det må være alle løbeturene rundt i andesbjergene i Argentina og Columbia der har gjort mig godt.
Da de danske piger skulle videre til Mexico samme dag og der ikke lige var andre backpackere i syne, valgte jeg også at tage videre på min rejse.

Efter en lang dags rejse fra Nebaj, til tider på forfærdeligt proppede busser, nåede jeg endelig frem til San Pedro ved Lago Atitlan. Lago Atitlan er en stor sø naturskøn sø oppe i bjergene - en pragt for øjet. Søen er til at bade i og har faktisk en dejlig forfriskende temperatur uden at være for kold. Derudover kan man leje kajakker og sejle rundt mellem de forskellige små byer, der ligger rundt om søen, en 6-7 stykker i alt. Ved første øjekast virkede San Pedro som jeg havde valgt at bo i, vældig turistet. Det var mørkt, men god og afslappet stemning da jeg ankom, så ingen fare der. De gode hostels var dog desværre optaget, så jeg fik mig en lidt dyr og ensom første nat på et hotel. Det blev dog opvejet af en lækker gang aftensmad hos den lokale mamas bod på gaden, mums! Næste dag flyttede jeg til et hostel placeret helt nede langs vandet. Balkonen man trådte ud på, var faktisk placeret med stolper ude i vandet og soldækket der løb i forlængelse af baren, havde et fremspring hvorfra man kunne hoppe direkte ud i søen - bestemt ikke det værste sted at bo! Dagen blev brugt på en løbetur rundt langs søen, en masse afslapning og så ellers en tur i fitness for første gang i mange måneder. Flere dage gik som den foregående og jeg fik virkelig nydt livet og det at være på en lang rejse hvor der er tid til fordybelse og at blive et sted i længere tid. Jeg mødte mange mennesker som var blevet utrolig opslugt af stedet og faktisk var blevet hængende i uge- og månedsvis. En af dagene mødte jeg et dansk par som inspirerede mig til at tage til Guatemalas anden hovedstad, Quetzaltenango, passende forkortet til Xela. Her har Quetzaltrekkers base - en organisation som via vandreture rundt i bjergene, organiseret af frivillige, skaffer penge til forskellige velgørende projekter rundt om i landet. Planen var at tage på et trek fra Xela og tilbage igen til Atitlan, i alt 3 dage og ca 40km. Næste dag tog jeg derfor til Xela og mødtes med Peter og Line. Peter var imidlertid blevet syg med madforgiftning og de måtte udskyde deres trek til 4 dage senere. Efter lidt problemer med at finde rundt i den ellers hyggelige by, fandt jeg frem til kontoret og fik skrevet mig op til turen. Senere samme aften var jeg til infomøde og fik set de andre deltagere. 17 var vi i alt, inklusiv 3 glade og udadvendte amerikanske guider. Jeg glædede mig! Tidligt næste morgen var der afgang, først med en kyllingebus til vores startsted i en landsby lidt uden for Xela. Straks gik stien opad mod bjergene, gennem skov og grantræer. Ikke helt som jeg havde forestillet mig Guatemalas højland. Efter et par timer og en lækker frokost i skoven nåede vi op forbi trægrænsen og op på en højderyg. Her holdt vi enden en af hundrede pauser og fik foræret lidt af vores madration til en fattig bonde. Hen på eftermiddagen nåede vi Santa Catalina, vores mål for dagen. Vi boede hos en lokal familie der havde nogle bare værelser til overs. Her lagde vi vores soveposer ud på en stråmåtte og kunne kalde det for vores seng. Komfort er ikke noget de kender til her langt oppe i bjergene. Jeg nåede at snuppe mig en løbetur på 10K i helt fabelagtige omgivelser. Selvom benene var trætte og ruten var alt undtagen flad (og naturligvis i 2800m højde), forsøgte jeg at nyde naturen. Højdepunktet kom i en lille landsby inden jeg vendte om hvor jeg på et tidspunkt havde en 10-15 børn i hælene på mig som fornøjede kunne råbe "gringo, gringo!" efter mig. Der fik jeg vist lidt ekstra fart på og glemte at benene skreg af smerte... Om aftenen inden aftensmad fik vi afprøvet en traditionel sauna her fra området. Den består af en lille lerhytte på et par meters længde og er ca 90cm Høj (man kan forestille sig en stor stenovn til at lave pizza i). Inde i saunaen er der et par træbrædder hvor man kan sidde ned, lænende op ad væggen. Fidusen er at pøse sig med en blanding af koldt og varmt vand, som er placeret i to tønder inde i saunaen. Hvordan det helt præcist skulle kombineres fandt vi aldrig ud af, men spændende og morsomt var det dog at prøve. Efter en god (læs hård) nats søvn stod vi op kl 5.30, fik morgenmad og var så klar på en ny dages udfordringer i bjergene omkring Xela. Videre gik det gennem dale og bjerge, primært nedad de første par timer. I bunden af dalen løb en flod og herfra begyndte record hill. En ca 800m lang og yderst stejl bakke, som guiderne havde snakket meget om. Rekorden op med taske og udstyr var på 9min og der var ligesom lagt op til at jeg skulle forsøge at slå den. Min taske vejede dog alt for meget til at jeg følte det komfortabelt at skulle løbe op med den. Derfor gik jeg op med den i raskt tempo på 12min, stillede den og løb med igen for så at tage den en gang til med fuld hammer. Alle de andre stod deroppe og heppede vildt, da jeg kom i mål på 6.01min, helt smadret. Også her ville jeg nu komme til at gå under navnet The Roadrunner. Hen på eftermiddagen nåede vi til en landsby højt oppe i bjergene hvor vi skulle sove hos Don Pedro og hans familie. Don Pedro var en rigtig flink mand og vi fik endda smoothies ved ankomst - mere luksus skulle man da lede længe efter. Efter en god aftensmad var der hygge med marshmallows rundt om bålet og et par kortspil. Klokken blev alt for mange inden vi kom i seng, og efter små 4t blev vi vækket. Af sted gik det i raskt tempo med kun pandelamper til at oplyse den sti der skulle føre os til et udsigtspunkt over Atitlan. Vi ventede på en politieskorte der skulle føre os derhen, men eftersom de ikke dukkede op til tiden (hvem havde dog også forventet det i Guatemala??), måtte vi gå alene for at nå solopgangen. Vi nåede det i fin stil, fik rullet soveposerne ud og lagt os til rette til det forhåbentlig smukke syn når solen stod op, mens vores altid flittige guider forberedte en lækker morgenmad. Selve solopgangen var bestemt set pænere, men lyset og genspejlet i søen var helt fantastisk flot og kan ikke sammenlignes med andre ting jeg før har set. Efter den umådeligt delikate morgenmad gik vi de sidste timer ned til søen. Målet var nået og hvilken fantastisk tur! Ikke blot på grund af landskabet, udsigten undervejs og de mange timer "on the Road", men også pga de fantastiske guider og hikere med hvilke jeg havde nogle skønne dage med.