Efter en overnatning i Tela og kyllingbusser hele dagen, nåede vi frem til de berømte Copan ruiner. Jeg nåede lige en løbetur i nattens mulm og mørke, denne gang i fint selskab med 2 løbere, hvoraf den ene (kvindelige!) løber havde 5km pr på 16.09 - bestemt ikke at kimse af!

Vi fik beset ruinerne næste dag og nok var de flotte og store, men ikke så imponerende og fortryllende som de var blevet ophøjet til af andre rejsende. Ikke desto mindre strakte de sig over et anseeligt areal og nogle af pyramiderne var endda mulige at klartre op på. Om det var lovligt eller ej, var aldrig helt til at vide - skiltningen og vagterne var vist ikke helt enige på det punkt. Således gik det til at jeg blev smidt ned et par gange, klatrende på vej mod toppen af en ruin eller pyramide, men jeg nåede altid at få et godt billede. På toppen af sådan en pyramide må jeg nu nok indrømme at det føltes lidt specielt at stå og skue ud over en af mayaernes mest betydningsfulde bystater for mere end 1500 år siden. Copán blev forladt engang i starten af det 9. århundrede og dernæst overbegroet af jungle. Først i 1834 blev det genopdaget, og købt for kun 50 US dollar af de lokale indianere. I dag er de penge tjent ind ved kun 2 besøgende...

Om eftermiddagen tog vi videre på vores rejse for at nå så langt ind i Guatemala som muligt. Næste destination hed Semuc Champey, 11t shuttlebus fra Copan ruinerne. Vi valgte dog pris over komfort og gjorde endnu engang entré i utallige kyllingebusser. Vi kom til Chiquimula på Guatemala siden ganske gnidningsløst, men så blev det mørkt og Liza var opsat på at køre videre for at være sikker på at nå frem næste dag. Vi formåede således at køre lige forbi Rio Hondo, vores planlagte destination for natten. 20min senere finder vi os selv, stående ved en tankstation på en motorvej i midten af ingenting. Vi var heldigvis ikke de eneste der skulle tilbage mod Rio Hondo igen og efter en halv times tid, var der endelig en bus der var så venlig at stoppe (normalt stopper de ikke uden for byer efter mørkets frembrud p.g.a. fare for kapring og røveri). Vi kom frem til hvad der nærmere var en række comedores (madboder) langs en motorvej, men vi fandt et værelse til 17 kr pr person. Næste morgen hastede vi vidre, overraskende nok i Micros (små minibusser der i store dele af Guatemala har erstattet kyllingbusserne). Micros er væsentlig dyrere og ikke altid specielt komfortable, da der tit proppes 20 mennesker ind i en bus til 14. Til gengæld går det som regel hurtigere end kyllingebusserne, da de ikke stoppper lige så tit. Efter en lang dag i busser, kom vi frem til Lanquin, den sidste by inden Semuc Champey. Semuc Champey er en stor samling af limstenspools med krystalklart grønt vand i og ligger et stykke væk fra civilisationen. Alene vejen fra Coban til Lanquin var ikke asfalteret hele vejen, men det skulle blive endnu værre.Vi blev straks overfaldet af 10 sultne lokale der alle ville have os til at bo på netop deres hostel, som naturligvis var det bedste. Efter en masse snak frem og tilbage fik valgt et nede ved Semuc Champey, endnu 50min kørsel fra Lanquin. Og hvilken rute derned! En smal grusvej, snoende sig langs bjergsiden, nedad, nedad, nedad. Kun 12km, men vi forstod hurtigt, hvorfor det skulle tage os næsten en time. Desværre fik vi valgt os den "forkerte" jungle lodge - godt nok med den bedste location, men uden andre gæster.
Efter en lækker aftensmad, løb jeg lidt rundt for at kigge mig om efter et andet sted og jeg finder hurtigt ud af, at dette bliver vores lille paradis de næste par dage. Utopia Jungle Lodge hed det. Et lille hostel med åbent 1. sals dorm, en lækker bar, skøn fællesmiddag om aftenen og det bedste klientel og staff vi længe har mødt. Kort sagt, et sted man rigtig følte sig hjemme. Liza var selvfølgelig lige se begejstret som jeg og vi valgte faktisk at bruge vores sidste dag sammen her, inden hun skulle sydpå og hjemad mod Tyskland.

Næste morgen startede vores guidede tur rundt i området omkring Semuc. Først til en stor grotte, hvor vi alle fik udleveret små stearinlys, da der ingen elektrisk lys var i grotten. Ligesom grotten i Columbia måtte vi svømme gennem det mørke - og lidt kolde vand, med stearislysene højt over hovederne. Højdepunktet var vendepunktet et stykke inde hvorfra man kunne kravle op på en afsats og springe ca. 4 meter ned i et hul. De fleste, inklusiv mig selv, endte med at gøre det efter en lang kamp om overtalelse og en "hvad fanden er det jeg laver?!" tanke. På vej tilbage skulle vi ligeledes skylles ud i "toilettet", som var et lille vandfald man sænkede sig ned i og lod sig "skylle ud" og snurre et par gange rundt om sig selv inden man landede nede i "kummen".Endnu en god lille overraskelse lå lige uden for grotten, hvor vi, efter at have fået varmen, kunne sættes os op i en kæmpemæssig gynge og svinge 15m ud over floden og hoppe i. En manøvre der kræver særdeles god timing for at man ikke lander med maven eller ryggen først. De første 5 spring var vist gode opskrifter på hvordan man IKKE skulle gøre, men Liza og jeg, der sprang som nogle af de sidste, havde perfekt timing og fik lavet nogle formidable spring. Specielt Liza var god til at springe præcis så hun kunne lave et flot hovedspring - og det med GOPRO kameraet på hovedet!
Efter gyngen gik vi over til indgangen til selve Semuc og startede en brutal opstigning til udsigtspunktet over alle de mange naturlige pools. Op og op gik det, men hvilket syn der ventede os! Vores fantastiske guide fik klatret op i et nærtliggende træ som en anden abe med alle vores kameraer i favnen og fik taget nogle sjove billeder.
Vi gik ned igen, fik badetøjet på og så var det ellers bare at tage en dukkert i det turkisgrønne vand. Vi blev taget rundt til alle de små finurlige steder vi aldrig selv havde fundet. Et sted hvor fiskene nuppede alle vores døde hudceller (som man jo betaler i dyre domme for herhjemme), nogle sjove vandrutschebaner formet af sten med runde kanter og en masse mos på for at gøre det glat. Desuden spottede jeg en grøn slange der snoede sig rundt i vandet en 6-7 meter fra os - der var vist nogle i gruppen der fik sig noget af et chok og ret travlt med at komme væk! Inden vi fik set os om var dagen gået og vi tog tilbage til vores hostel, absolut propfyldte med oplevelser og indtryk. Men dagen var ikke slut endnu. Det var Lisas og undertegnedes sidste aften sammen og det skulle da fejres med lidt god mad og et par fabelagtige drinks fra baren på vores hostel!

Næste morgen da Lisa var taget af sted virkede her lidt tomt når nu jeg havde været vant til en fast rejsebuddy døgnet rundt i 2 uger. Den følelse forsvandt dog hurtigt igen da jeg senere på dagen med 2 amerikanere tog en tube (stor oppustet gummiring) under armen og gik et stykke op langs floden og flød hele vejen tilbage. Fantastisk vand og helt surrealistiske omgivelser! Resten af dagen gik med at slappe af på det nok bedste hostel jeg har været på og ellers gøre klar til at rejse videre nordpå til ruinerne ved Tikal. Efter en smuk morgenløbetur startede jeg med en polak den lange rejse til Tikal. Planen var at nå det på en dag, men man ved aldrig med trafik og veje i Mellemamerika.. Første udfordring var at komme op til civilisationen igen i Lanquin. Vi gik de 2km hen til vejkrydset hvorfra vi havde set der gik regelmæssige pickups fra. Der kom også en, men hold da op den var fyldt. Op kom vi dog, med al bagage, stående som sild i en tønde. Jeg forsøgte desperat at holde fast i den ovenliggende stang for ikke at vælte rundt og fik mig en ordentlig gang armtræning. Snart var vi med bus på vej tilbage mod Coban og Guatemala City, da den direkte vej åbenbart var spærret lige netop den dag. I Coban kom vi så på en ny minibus til Sayaxche. Nok den værste bus jeg har prøvet so far. Bagagen på taget var nok højere end selve bussen og inden for var der også totalt proppet med mennesker og bagage. På et tidspunkt sad vi to personer i mere end halvanden time i midtergangen på et 25cm bredt slå-ud sæde hvor hængslet var faldet af i den ene side. Ikke særlig rart skal jeg hilse at sige! Og selvfølgelig nåede vi da også at punktere på vejen, så alle måtte ud og bage i solen i 50 grader i en god halv time... Ved Sayaxche var vejen videre nordpå afskåret af en flod, så vi måtte skifte bus og tage en båd over på den anden side. Derefter var det yderligere 2t til Flores ved Tikal, men vi klarede netop at nå frem på 1 dag.

Nu svinger jeg rundt i en hængekøje efter at have besøgt og er på vej sydpå igen, det må i høre mere om i næste indlæg!