Køreturen fra grænsen og til San Pedro de Atacama er en 30km lang bakke nedad. Lige før byen var der immigration, hvor vi stødte ind i lidt problemer. Først kører Martins taske igennem, og han bliver straks trukket til side og bedt om at redegøre for sin machete. De snupper samtidig også hans pas og smutter med det hele. Med lidt bange anelser sætter jeg min taske på båndet, men de kære bagagekyndige opdager ikke min, mindst lige så store machete, pyha!
Politiet bliver dog kontaktet og vi venter en god halv time inden vi får at vide at de ikke gider dukke op alligevel. Historien ender med at Martins machete bliver konfiskeret og vi får lov til at køre videre. Først må han dog lige skrive under på at den er afleveret og at han ryger direkte i kasjotten hvis han indfører flere våben i Argentina.

Ved ankomst til lille hyggelige San Pedro bliver vi først præsenteret for en hippiehytte af nærmest bibelske dimensioner, som vi pænt siger nej tak til. Vi burde måske have fornemmet det på den gøglerklædte mand med dreadlocks og piercinger i hovedet, der kom og hentede os ved plaza.
Inden længe finder vi dog et andet, mere passende hostel og får presset os ned på en, efter forholdene, rimelig pris. At gaa fra at betale 25-40kr pr nat til nu godt 80kr, er dog lidt af et chok.

Første dag gik med afslapning og akklimatisering til de nye luft- og klimaforholdene. Et skift på 2500m i hoejden og 30-40 grader i temperaturen kan godt mærkes i krop og hoved. Om aftenen havde vi dog booket en stjernetur et stykke ud for byen. San Pedro råder nemlig over en af verdens bedste stjerneobservatorier og ikke mindst en af verdens bedste beliggendeheder til at kigge på stjerner. Det var derfor med store forventninger, at vi, sammen med 25-30 andre turister begav os i det altomsluttende mørke i ørkenen. Den første time gik med forklaring af stjernehimmelen og dens historie ved blot at kigge op i himlen, naturligvis kombineret med en masse sjov og spas af vores fantastisk passionerede canadiske guide. Næste time fik vi indtroduktion til de 10 teleskoper på mellem 30 og 100cm i diameter og kunne derefter frit gå rundt og kigge ind i dem. Og sikke et syn: Glitrende diamanter, en enorm ring rundt om Saturn, glimtende stjerner og utrolige formationer på nattehimlen. Det var ikke så lidt imponerende!

Næste dag gik med en ordentlig omgang velfortjent afslapning i varmen og at planlægge vores vidre færd. Vi fik købt busbillet til Argentina og lavet en masse god mad. Sidst på dagen fandt vi så lige på at leje et par cykler og køre et flot sted hen og se solnedgang.
Ikke langt ude for San Pedro kørte vi ind i et kæmpe massiv af klippestykker med karakteristiske riller gennem. Her tabte Martin og undertegnede Jakob af syne og vi så ham først en lille time senere. Vi kørte og kørte, om kap med solnedgangen som efterhånden var nært forestående. Hårdere og hårdere blev det, da de kæmpe sanddyner nærmede sig - de sidste km kørrte vi nærmest udelukkende i sand. Vi stillede cyklerne og spurtede op ad bakken for at nå det inden tidsfristen udløb. Som altid undervurderede vi denne sandbakke og selvom der vel ikke var mere end 150m op, tog det over en halv time. Med brændende lunger nåede jeg som den første toppen til et fantastisk skue, dog lige efter solens vandren under horisonten. Ikke desto mindre var synet af de bagvedliggende 5000m hoeje bjerge og de mange farver på himmelen et nydeligt syn.
Jakob fik vi at se lidt senere. Han havde opgivet at køre laengere med cyklen, kastet den i grøften og gået videre til fods. Nu var han på vej op ad skrænten, bandende og svovlende. Humøret kom dog op igen da han nåede toppen, kunne tømme skoene for 1kg sand hver og, trods alt nyde øjeblikket.

Dagen efter gik turen videre med bus til Salta, Argentina. Eneste spændende øjeblik ved denne tur var ved grænsen, da jeg måtte smugle min machete over grænsen ved at gemme den i et pulturrum bag i bussen.
Salta blev en torsdag aften gået tyndt af to backpackere med oppakning, på jagt efter et hostel. Det lykkedes os at finde et billigt et af slagsen, dog uden så mange gæster.
Det er helt tydeligt hvordan vinteren er kommet til den sydlige halvkugle og har tørlagt den for alle de sædvanlige backpackere. Nu er der kun de "lokale" sydamerikanske turister tilbage.

Salta er en særdeles smuk by. Flotte kirker, imponerende regeringsbygninger og smukt udsmykkede plazaer. Lækre fortovscafeer fyldt med altid spisende eller shoppende argentinere. Alt her minder om en storby i Sydeuropa. Det giver selvfølgelig lidt sig selv da 85 % af befolkningen stammer fra sydeuropa.

Mens Jakob om fredagen tog på galleri mm, løb jeg en tur op til et udsigtspunkt over byen hvor ogsaa en kabelbane fører op. 1500 trin senere, helt tømt for lungekræfter nåede jeg op. Til min store overraskelse kunne jeg sætte mig op på en spinningcykel og køre derudaf til lækre elektroniske rytmer og samtidig nyde den vidunderlige udsigt over byen. Bagved fandtes et lille udendørs traeningscenter med vægte og det hele, fyldt med hårdt trænende argentinere. DET er da et koncept man kunne lære noget af i resten af verden!!

Aftenen bestod af opvarmning på hostellet, bowling på en bar og senere en nyåbnet bar/club der serverede gratis empanadas og en kæmpe pizza. Det tilbud siger man jo ikke nej til når man står, småsulten ude på gaden. Ved 02-tiden gik der oven i købet et liveband på scenen og leverede et brag af et show til stor begejstring for horden af mennesker, der nu optog hver en stol og ståplads i baren. Sikke en åbningsaften!

Dagen efter var vi godt haergede af tømmermænd og kom således ikke ud til funparken lidt ude for byen, hvor det var meningen at vi skulle have bungyjumpet. Istedet valgte vi at tage en natbus til Cordoba og på den måde få en ekstra dag i Buenos Aires. Imidlertid valgte vi dog at fare vild i byen op til flere gange og misse bussen. Sådan smider man 700kr ud af vinduet!
Med en ny, dyrtindkøbt billet i hånden en halv time senere kunne vi gå ombord på næste bus, en smule irriterede på os selv...

Næste morgen kom vi frem til Cordoba, 600km længere sydpå. Cordoba er Argentinas by nr 2 og selvsagt forholdvis stor. Noget mindre charmerende efter min mening, men ikke desto mindre imponerende.
Da vi hen paa aftenen gik ned på plazaen for at få vekslet nogle penge var der kun én "arbolito" (argentinsk ord for sort gadeveksler) at finde, en ikke særlig handlevillig fætter. Jeg skal måske lige fortælle at Argentina har et blåt marked (ja det kalder de det) for dollars. Tricket, som de fleste oplyste turister benytter sig af, går ud på at hæve en masse dollars i et naboland (de kan ikke skaffes inden for landets grænser), medbringe dem til Argentina og veksle dem sort på gaden. På den måde for man en 40-100% højere kurs.
Lige inden vi kom til Argentina var den magiske 10 per dollar barriere netop sprunget, men herefter har regeringen gjort sit til at sænke kursen.
I cordoba fik vi således kun 8 pesos per dollar, mens vi havde formået at presse en anden arbolito i Salta op på 8,5.
Vi var samtidig blevet gjort opmærksom på af en medrejsende, at skydive var utrolig billigt i Cordoba, så det måtte vi jo benytte os af. Jakob havde endnu ikke prøvet det og da dette umiddelbart var sidste chance, slog vi til. Men den gode kurs endte vi med at betale kun 600 kroner for et 3000 meters spring. Normalpris i et hvilket som helst andet land er til sammenligning 2000-2500kr.
Næste morgen blev vi hentet af en chauffør og et britisk vennepar, der ligeledes skulle med ud og skydive. Briterne sprang først og imens steg forventningens glæde, ikke mindst hos Jakob. Da tiden kom, var vi begge ret godt oppe at køre og spændingen blev bestemt ikke mindre da vi satte os ind i flyet og stormede afsted på den hullede mark af en landingsbane. Snart fløj vi rundt i 3 kilometers højde og forsøgte at nyde udsigten trods en stor klump i halsen. Jeg sad nærmest døren og skulle således springe først. Da den bliver åbnet stormer vinden ind og hyler helt vildt for ørerne. Jeg er lige blevet spændt fast til min tandem-indstruktør og bliver nu løftet ud til kanten af flyveren med benene dinglende i luften.
NU sker det! Med ét hopper min instruktør og jeg ud af flyet og styrter i uhørt fart mod jorden. Det hele er så surrealistisk. De bittesmå prikker på jorden som faktisk er ejendomme og kæmpe lastbiler.
Efter godt 20 sek frit fald med en fart lige over 200km/t udløses faldskærmen med et ordentligt ryk og den pumpende adrenalin mærkes i dette øjeblik nu allermest intenst. Vildt glad, ovenud lykkelig og i total ekstase svæver jeg roligt rundt, 600m over jordoverfladen. Nyder udsigten og den kildrende fornemmelse i maven. Hidsigt venstredrej, snart højre og pludselig rammer vi marken, perfekt stående landing.
This is life - kunne man dog bare starte dagen sådan hver morgen!