Så kommer det til at handle om ørken, saltsletter og sjove skulpturer og en hel masse andet. Nu er vi nemlig kommet til det sydlige Bolivia, stadig laangt oppe i bjergene.

Fredag d. 24. maj drog danskerholdet, en brite og en hollænder sydpå mod Uyuni. Uyuni eksisterer, ligesom Potosi, kun i kraft af en eneste ting: Verdens største saltslette, beliggende nogle kilometer nord for byen. Turismen her er ene og alene baseret på en 1-4 dages tur gennem saltsletten og andre seværdigheder ned mod den chilenske grænse.
Netop det faktum at man kommer meget tæt på Chile, var en af årsagerne til at vi valgte 3-dages turen sluttende i San Pedro De Atacama, Chile. På den måde kom vi lige et smut ind i Chile, samtidig med at vi slap for de notorisk forfærdelige veje på vej sydøstpå og de berygtede narkocheckpoints de første 100km inde i Argentina, hvor AL bagage bliver tjekket og dobbelttjekket.
Det betød samtidig at vi måtte tage afsked med Arthur og Rob, der gerne ville nå at opleve Tupiza og nogle hesterygge inden de skulle ind i Argentina.

Efter heftige forhandlinger med utallige agencies kom vi endelig frem til en særdeles god aftale: Vi 5 danskere fik vores egen jeep med privat chauffør, hvilket betyder noget mere frihed og selvbestemmelse, og selvfølgelig mere plads i jeepen. Vi endte med at slippe under 1000 kroner for en 3-dages tur alt inklusive. DET er en pris der er til at tage at føle på!
Søndag morgen kom vi afsted ved 11-tiden og besøgte foerst en kirkegaard for toge. Mindst 15 lange togsæt var saa at sige parkeret lidt uden for byen og havde stået der og rustet i mere end 20 år. Det var tydeligvis gamle damplokomotiver der, når de var slidt op efter europæiske standarder, blev sendt til Bolivia og brugt en 20-30 år ekstra. Allerede her 5 minutters kørsel fra byen var man allerede ude i ørkenen, uden asfalt eller nogen egentlig vej og omgivet af bjerge og sand. Vinden pev og i en højde af 3800m var det, på trods af solens kraftige stråler, ikke just varmt. Det skulle vi komme til at mærke meget mere til de næste par dage.
Turen gik videre ud på saltsletten, som selv på lang afstand var utrolig imponerende. I starten flydende oven på vandspejlningen som skabtes i horisonten så langt øjet raekkede. Senere utrolig hvid og blændende med flotte naturlige romber kreeret af vinden. Vel en 20km inde på saltsletten stoppede vi ved det berømte salthotel hvor alt er lavet udelukkende af salt. Vægge, borde, stole, senge, køkken, toilet, you name it. Utroligt imponerende, men efter sigende ikke godt for miljøet, saa vi nøjedes med at kigge fascinerede ind ad vinduerne.

Næste stop var den utrolige kaktusø. Midt ude i absolut ingenting ligger en ø overbegroet af op til 4 meter høje kaktusser i de forunderligste former. En fuldstændig magisk location i det rene ingenting. Jeg tænkte: "Hvis kaktusser kan gro i dette salt-helvede, kan alting ske". Det var samtidig også her vi spiste vores lækre frokost, kokkeret af vores chauffoer i bagenden af vores jeep.
Efter frokost var det tid til de obligatoriske optiske illusions-billeder. Med en uendelig baggrund af salt, sjove genstande i forgrunden og personer et sted i midten kan man lege med perspektivet og lave en masse sjove billeder. Eksempelvis billedet ovenfor.
At ḱøre igennem denne tilsyneladende uendelige ørken af salt, er absolut noget af det mest imponerende jeg har set på min tur. Samtidig er himmelen her oppe i højderne en helt speciel blå farve, som kun gør sceneriet endnu mere spektalært.

Tiden var ved at løbe fra os og inden længe landende vi på vores hostel for natten, lige før solnedgang. Det var efterhånden blevet modbydeligt koldt, som det jo gør i ørkenen om natten. Dette hostel var, ligesom det forrige på saltsletten, udelukkende konstrueret af salt. Således var gulvet belagt af salt-krystaller og vi sov på en seng af solidt fast salt.
Efter en smuk solnedgang set fra et udsigtspunkt lidt oppe ad det tilstødende bjerg, blev aftensmaden serveret. Helt forrygende med vin til maden - der manglede bestemt ikke noget der.
Natten blev halvkølig med omkring 5 grader på vaerelset. Det er dog ikke noget som 9 lag tøj og tæpper ikke kan rette op på. Frøs gjorde vi i hvert fald ikke!
Næste dag videre sydpå gennem fantastisk ørkenlandskab i normal forstand. Mørkeblå himmel, topstemning i bilen og ingen hasarderet chauffør bag rattet. Salar de Uyuni er nok det sted i Bolivia hvor flest turister er døde pga fulde chauffører, dårligt vedligeholdte biler og uforudsigeligt føre. Forbi Arbol de Piedra, en samling af sten i mange underlige former, en rygende vulkan og en masse laguner i forskellige farver med tusindevis af flamingoer daskende rundt på deres lange stankelben. Det ene sceneri mere fantastisk end det andet, fortsættende dagen lang.
Aftenen på anden dag er kendt for at være den suverænt koldeste på turen, men heldigvis havde vi opgraderet fra 3 til 5-værelsesrum og kunne samle lidt mere kropsvarme i rummet.
Aftenen blev brugt på at spise, drikke og hygge i selskab med en anden gruppe der boede samme sted. Lidt vin og vodka var også med til at sørge for at vi ikke omkom om natten.
Først næste morgen kl 4 blev det seriøst koldt. Vi trådte nærmest direkte fra vores varme soveposer og ud i en -20 grader dybfrossen jeep uden aircondition. På trods af kulden, var turen i mørke dog alligevel speciel og mindeværdig. Kørende igennem det rene ingenting, omgivet af et altomsuttende mørke, uden nogen form for vej foran os i en højde der nærmede sig 5000m meter. Hvor ellers i verden oplever man det?
Første stop var ved nogle sprudlende gejsere, der spyede uendelige mængder af damp op i atmosfæren. Dampen var 120 grader, så det gjaldt om at komme tilstrækkeligt tæt paa til at varme sig, men heller ikke for tæt, så man blev skoldet.
Turen gik videre med dybfrosne lemmer, dog forventningsfulde forud for næste stop, som nok var det vi havde set allermest frem til. Til den længe ventede solopgang stormede vi ud af jeepen, smed klunset og hoppede i et hotspring på 38 grader sammen med en masse andre frosne turister.
Det øjeblik staar nok som et af de bedste på hele turen. Siddende i en brandvarm pool midt i ørkenen i ekstreme højder, nyde solopganen, den magiske udsigt, dampen fra gejserne og tænke: "her kunne jeg blive for evigt".

Resten af turen til San Pedro de Atacama var blot et komma, præget af kulde. Vi blev sat af ved grænsen i 4800m, takkede chaufføren og ventede på vores forsinkede shuttle-bus ned til civilisationen. Da han endelig dukkede op, kunne han uforskammet og råbende blot konstatere at han da var tidligt på den og at vi ingen grund havde til at klage - vel og mærke selvom klokken havde rundet 12 og der stod kl 10 på vores billet. Sikke et førstehåndsindtryk af det chilenske folkefærd! Men mon ikke det bliver bedre som vi nærmer os civlisation?

Hermed afslutning på vores, nok bedste udflug i hele Sydamerika. Næste blogindlæg bliver en blanding af et lille chilensk besøg og vores afslutning på rejsen i Argentina og BA.