Så er den første uge i klinikken overstået. Og hold da op for en uge.

Jeg har haft en rigtig god uge på hospitalet og vi endte med at være på Medical Ward i stedet for på Tuberkulose Ward. Det var meget rart for os, da vi så kunne lave meget mere!

Vi så SÅ meget forskellige på både på female og male ward, og det var ikke alt sammen lige rart. Der døde ca. en patient hver nat, og der var altid for mange patienter i forhold til sengepladser. Så patienterne lå bare på maddresser på gulvet.

Strukturen og tempoet på afdelingen var meget anderledes end i Danmark, og alting foregik nærmest i slowmotion. Der var kaos i deres depoter, og de havde ikke særlig meget styr på deres ting. Så på 2. og 3. dagen prøvede vi at få lidt struktur på tingene og rydde lidt op, nu må vi bare se hvor længe det holder!

Hver morgen mellem kl. 8-10 gjorde sygeplejersken rent på afdelingen, eller rettere sagt, de vaskede lidt hylder af på deres kontor og vaskede deres vogne af, som de bruger, når de skal gå medicin runder. Så kl. 10 skulle vi så fylde de to vogne op med kanyler, sprøjter, forskellige væsker, piller, andet medicin, handsker, sprit (hvis der var noget) og vat. Så først kl. 11-stykker kunne vi gå i gang med at give medicin og væske til patienterne. Tit hvis lægerne ikke var mødt ind endnu, kunne vi heller ikke gå i gang, før de var kommet. Så det var ikke altid lige nemt.

Den sidste dag på afdelingen (10.05.13) var Camilla, My og jeg de eneste på Female Ward hvor der altså lå 25 patienter. En gang imellem kom der en dame, som var noget, der minder om Social og Sundheds-medarbejder, som vi så kunne spørge til råds! Problemet for os var at læse hvad der stod i journalerne. Lægerne skriver simpelt hen så grimt her nede, og alt foregår i hånden! Og da det eneste vi lavede på afdelingen var at give medicin, var det ret svært at være alene, når man ikke kunne læse hvad patienterne skulle have! Men vi klarede os flot igennem afdelingen og fik lov at ligge PVK'er hos nogle patienter (nål i hånden til medicin givning), hænge væsker op og dosere en masse medicin og skyde det ind i årene hos patienterne. Så det har været lærerigt, sjovt men også hårdt!

Som i måske kan læse fik vi altså lov at lave rigtig meget selv, og de stolede blindt på os! Men det var nu altså meget rart at have en sygeplejerske til at stå ved siden af en, eller i hvert fald til at være på afdelingen, så man altid kunne spørge om hjælp, hvis man var i tvivl om noget!

Sproget har også været en udfordring her nede! Det er ikke lige alle patienter eller deres pårørende, som kan engelsk, så det er ret svært at forstå hvad de vil have, når de begynder at snakke lankole som er en af de 40 dialekter de taler her i Uganda.

Det er også de pårørende som skal tage sig af patienterne. De sørger for at de kommer i bad, får mad, kommer på toilettet osv. Så jeg følte ikke, at jeg gjorde så meget for patienterne, som man ville gøre hjemme i Danmark. Men bare det at vi var der og rent faktisk gjorde lidt for patienterne var en stor ting for de pårørende!