… så hurtigt som en utryg dykker ( Louise ØA) kan tømme en flaske ilt med 200 bar første gang hun er nede på åbent og dybt hav - lige så hurtig er de sidste to uger fløjet af sted. Det er ingen hemmelighed, at maven stadig ikke er i orden, men har indset, at kronisk dårlig mave er Afrikas ying og måske mest egentlig bare en løbende naturlig "slankekur", som kan veje op på de 2 liter olie, jeg indtager hver dag. Lige nu ligger jeg i vores hængekøje og kigger op på den utrolig flotte stjernehimmel, men har svært ved rigtig at nyde det, idet jeg nærmest venter på at hængekøjen hvert sekund endnu engang siger "khrrg khrrg" og falder sammen. Kvalitet og arbejdspålidelighed er ikke altid noget man skal regne med hernede. Heller ikke i undervisningen på de lokale skoler eller aftalerne omkring, hvornår man skal undervise. Efter nu at have tilbragt en måned på højskole er vi på min volontørlinje startet med det egentlige arbejde - undervisning på de lokale skoler. Hvilket jeg skulle hilse og sige er en varm fornøjelse. Første time rendte sveden simpelthen af mig som stod jeg under en bruser - Af flere årsager. For det første kan jeg på ganske få minutter nu forvandles til en helt og aldeles anstændig klædt kvinde i kanga fra top til tå og med hovedbeklædning - med gemasher og langærmet indenunder vel at mærke (jeg minder her om 30 grader)! Tænk nu, hvis der skulle være mulighed for at se et par cm. arme, lyst langt hår eller benbehåring for den sags skyld! For det andet er klassen 20 m2 og tilstoppet med 55 små larmende og sløve (på en gang) børn, som de må have presset ind i rækker og så lukket døren, inden de alle sammen faldt ud igen som dominobrikker. Men søde kan de være. Når vi kommer ind i klasserne rejser de sig alle op og i kor nærmest skriger: "Welcome teacher". Det var simpelthen chokolade for øregangen første gang vi var udsat for dette! Derudover skyder de også op som små kanonkugler og står op, hver gang de skal sige noget. Forholdene er dog ikke altid helt velegnede for 55 små børn, der skal lære. Med en bog pr. 3 elever, ingen papir og skriveredskaber kan det være svært at fastholde koncentrationen i ja.. 95 minutter uden pause overhovedet.. så allerede i første time lagde vi ud med en sovende elev, som med helt åben mund og nakken godt tilbage ikke var til at vække! Jjeg har også oplevet at få en til at græde - bare ved at være til. En pige med en baby på armen gik hen til os. Denne baby begyndte simpelthen at sætte i vræl ved synet af os. Jeg forsøgte at bløde stemningen op ved lige at smile lidt og lave lidt ansigtsgrimasser "dikke dikke", men - men aarh heller ikke.. det plejer da at virke at vride sit ansigt som var man Jim Carry? Pædagogen fortalte heldigvis senere, at det ikke var min imitation af Jim der var noget galt med, men derimod min hudfarve?

Efter vores undervisning indtager vi vores middagsmad ved en lokal dame i landsbyen, hvor klør fem er blevet til indbygget kniv/ske/gaffel. En teknik jeg allerede nu er blevet vild med. Lige presse risene lidt sammen, puste lidt på det hårde hud der kommer på fingerspidserne pga. varmen og ellers så bare tænde for højrehåndskranteknikken. Er det uciviliseret i Danmark at spise ris med hænderne? - Det må tiden vise. Men ris smager bare bedre fra højre hånd!
Så ja - jeg oplever det sande Afrika, og hvis der er for lidt, så opsøger jeg lidt mere.

Helle og jeg besluttede en dag at pakke lommerne med småpenge og så bare stige på en dalla dalla. (lokalt transportmiddel, der er en meget lille åben lastvogn, hvor der i lasten er blevet smidt to bænke ind som man sidder på). Vi endte i Makunduchi, helt syd på øen. En rigtig flot, frodig landsby med helt rødt jord, hytter lavet af ler/sand og søde mennesker - måske lidt for søde.
Hvornår dalla dalla'en kører ved ingen, så Helle og jeg sad og ventede idet en mand kommer hen til mig: "husband", Louise "no", mand "you marry me?", Louise "øhh", mand "yes you marry me", (Louise rømmer sig og gemmer de forvirrede øjne væk) "no", mand "yes", Louise "NO" (lidt mere bestemt), mand "why not". Og det er her tanken strejfer mig - hvor mange høns og skæve køer er jeg mon værd? Det var ikke bare et "why not" men et inderligt uforstående "why not". En mand der desperat gerne ville sende et par høns hjem til min far i Danmark? Uhh jeg er i tvivl, er det nu jeg skal smide alt, hvad jeg har i hænderne, kysse ham og slå mig ned i en lerhytte og kæde-skyde børn ud? Aarh .. Hvor meget jeg er værd blev jeg ikke klogere på (bud modtages?), derimod blev jeg meget klogere på størrelsen af afrikanske kvinders bagdele på hjemturen. Intimitet uden lige. 35 mennesker på en lastvogn, hvor jeg umiddelbart ville have skudt maks 25 mennesker til at kunne have siddet. Jeg undrede mig over, hvor kvinde nr. 26 skulle være, endnu mere undren ved kvinde nr. 27 - og jeg er stadig helt uden forståelse for, hvordan nr. 35 overhovedet kunne klemme en arm ind! (numserne kommer ind i billedet (eller nærmere i Helles hoved) undervejs, hvor et par eller 10 minutter bliver brugt med op til to numser helt op i hovedet!) - Den er god nok, store fyldige bagdele.. det er ikke en fordom!
Ellers har ugerne budt på afrikansk historieundervisning, en tur i (regn)skoven, luksusliv på et hotel for en dag og et par ture i Stonetown for at fornemme bylivet.

Tiden er ved at være moden til, at jeg vil smutte ind i min seng og sove sammen med alle mine kæledyr - bedbugs. Jeg er bange for, at jeg har mig en hel familie boende. Det er intet mindre end en fryd og vågne op med 112 bid bare på højre fod!
- godnat!