Åh åh.. først og fremmest vil jeg gerne undskylde for, at længden af mine blogindlæg stiger omvendt proportionalt med antal dage, jeg har tilbage hernede. Det er helt okay, man ikke gider at læse det hele, jeg ved min mor trofast sidder bag skærmen!
De sidste to uger har budt på rigtig mange oplevelser. For det første har jeg nu efter rigtig mange år forstået sangen "I'm a little yellow fish in the deep blue see".. for det var jeg! Må indrømme, at jeg efter Open Water dykkercertifikatet fik lidt smag for at trække vejret under vand og har derfor tilføjet en stor sum mørkerøde tal på den i forvejen neonblinkende kontobundlinje med et Advanced dykkercertifikat. Hvilket jeg bestemt ikke har fortrudt, for fik en af de store oplevelser i mit liv foræret ved sidste dyk. Så en kæmpe stor stingray rokke med en diameter på ca. en meter (alt forstørres ca. 33 % under vand!!), en masse flotte fisk, fantastiske koraller og sidst men ikke mindst ploppede vi i vandet lige idet en delfinfamilie skulle forbi! Ligge stille og roligt midt i en flok af 27 delfiner, der bare svømmer og leger forbi én var helt vildt fedt! Fedt er det også at have lærerundervisning.. eller det tror jeg i hvert fald nok, det skal blive. Det der med at møde op er åbenbart ikke noget man bruger her i Afrika. Så i onsdags, hvor jeg havde første undervisningsgang sad jeg fint alene og kiggede på uret. Klokken blev 17.15, 17.30, 17.45 og 18.00 .. og det var den lærerundervisning! Har senere fundet ud af, at skoleinspektøren jeg arrangerede det med havde glemt at sige det videre til lærerne! Det kan jo smutte! Men man er jo ikke i Afrika for ingenting, så Hakuna Matata.. Jeg brugte i stedet tiden på at kommunikere på swahili med de små børn, og faktisk er jeg overrasket over, hvor meget "samtale" jeg kan have med dem. Så ingen undervisning til Louise ØA, men en rigtig god mavefornemmelse og et lille smil tog jeg heldigvis med mig derfra!
En aktivitet arrangeret af skolen, der ganske bestemt er værd at nævne er masaidans. Masaierne er et stammefolk fra Tanzania, der tager ud på Zanzibar som vagter og sender pengene tilbage til deres familie på fastlandet. Disse masaier kom ud på vores skole for at danse (kalder de det). Jeg vil nu forsøge at forklare, hvad jeg så.. for det var i hvert fald ikke dans.
Forestil jer super-duper-hoppende tigerdyr dyppet i sovsekulør og viklet ind i et rødt- og blåternet gardin. Det sidste halve år havde tigerdyret brugt på acapella-kor-undervisning ved Basics samtidig med enkelte dansetimer blev taget i House og senere Popping. Alt dette blandet sammen med et stort piskeris og så ganget med 10 = ti hoppende og helt ustyrlige masaier, der hoppede så meget, at vores cementgulv var helt ødelagt og smuldret bagefter. Har så svært ved at forestille mig, at dette ritual rent faktisk finder sted i virkeligheden. I år 2011! Men det er det, der er det spændende ved at være hernede. At se og blive en del af kulturen, der ikke er til at sammenligne med Nøvling! Og selvom Nøvling er mit hjem, er jeg nu ved rigtig at føle mig hjemme hernede. Så meget at Helle, Birgitte og jeg i sidste weekend besluttede os for, at vi nu også ville have de zanzibarianske landeveje i vores baglomme. Så vi lejede en bil, fik en lidt forkølet jeep uden benzin og jaah uden forsikring. Fik selv lidt store øjne, pegede på det sted på papiret og kiggede på udlejeren.. hvortil jeg fik et par øjne tilbage, der tydeligvis sagde "ej nu må det holde, hvad de hvide mennesker ikke finde på at bede om?" Så uden forsikring trillede jeg ud i venstre vejbane og formåede da også at holde mig der det meste af tiden. Always keep left! Og always slalom uden om køer, geder, aber, små børn og fjerkræ! (hvilket er det man skal holde øje med hernede!)
Vil allerede nu afsløre, at vi kom helskindet hjem uden problemer overhovedet (så mor - nu kan du også læse videre..). Ikke engang, når vi blev stoppet af det korrupte politi, mødte vi modstand. De brugte overhovedet ikke deres energi på at få penge ud af tre lyshårede piger, men derimod telefonnumre og giftemål!
Hernede planlægger man ikke, og det kan ikke engang lade sig gøre at købe et kort over øens vejbaner, så vi valgte at køre ud på eventyr og se, hvor vi endte. à Hvilket tre dage senere betød, at vores bagage med oplevelser var blevet væsentlig tungere og vi havde haft tre afrikanske mænd op at køre!.. (??) men hvad skal man gøre, 1- vi kører ned til et landbrug og spørger om vej til nogle ruiner. 2 - landmanden viser os sin familie og sit hus. 3 - han går ind og skifter til pæn skjorte og forsøger at komme ind i bilen?.. Efter et minut blev vi enige med hinanden om, at vi både kunne Capoira og var stærkere end ham! Så ind i jeepen kom han! Og herfra samlede vi mænd op på må og få!

Næste dag var en af de bedste dage jeg længe har haft. Kizimkazi, Kl. 05.45 og delfinjagt stod på programmet. Delfinerne var åbenbart ikke klar over denne aftale, så ude midt på åben hav ventede vi, tre piger og to guider (uden redningsvest) i 2,5 timer. Endelig fandt vi dog de vilde delfiner og snorklingen begyndte. JUUUMP! (råbt af guiden) - og så ellers smadre i vandet så hurtigt som overhovedet muligt og se delfinerne. Idet klokken nu var blevet lidt i 9 var de tykke japanere i speedoes også kommet ud. Og sammen med mig sprællede som hunde, der har glemt, hvordan man svømmer.. JUUUMP.. vild panik - i igen, masken fyldt med vand, snorklen, der vender nedad (det er ikke meningen), hvalrossen (Louise) op i båden igen. Trække vejret, speedbåden vender og sejler lidt længere.. JUMP! I igen! For første gang hernede tror jeg, at jeg har drukket de 6 liter, som de anbefaler dagligt, for halleluja hvor fik jeg slugt meget saltvand.. JUUMP.. okay. En ordentlig maveplasker og tab af en svømmefod! - mit andet møde med delfinder på Zanzibar var knapt så fredfyldt, men derimod sjovt, kaotisk og meget tæt!
Herefter spiste vi mad, der tydeligvis indeholdt rester Petroleum (det er da ikke sundt er det?) Så et kæmpe baobabtræ, Østafrikas ældste moské, endnu nogle ruiner og en mand på en grøn scooter. Vi ville på Spicetour og havde hjemmefra fået et nummer på en mand. Da vi nærmede os området omkring Kidichi (troede vi) ringede vi til ham og fik dette af vide: "I find you. I am on a green scooter." Nej hold nu engang. Du kan da ikke bare finde os? Vi ved ikke engang, hvor vi selv er.. Men ganske rigtig fandt han os, et herligt menneske, der guidede os igennem den skønne verden af frugter og krydderier på hans krydderifarm.

Sidste stop var helt nord på øen i Nungwi, hvor vi (med hjælp fra en (skæv) receptionist)snød os ind på et kæmpe resort, og så solnedgangen ud over Zanzibars flotteste strand! Herefter kørte vi ned til vores eget low-budget ressort og fik os et værelse fyldt med skimmelsvamp og mug!! Hvad mere kunne vi ønske os? Nåår - så skal det da lige være en kæmpe fest nede på stranden? Og det skal jeg love for vi fik! Paradis på jord er ikke kommet endnu, men jeg må sige, at det afrikanske dansegulv er særdeles tæt på! Mine hofter skal skrues usædvanligt godt på, hvis jeg skal følge med alle de afrikanske hankøns dansemooves! Men jeg prøver det bedste jeg har lært!
- Ligesom jeg lige nu prøver at smøre mine baller ind i aftersun.. Og ja jeg ved godt, at min kære fader sidder og krummer tæer nu, idet han gav mig to stk. faktor 50 med mig hernede. Men sådan en solblogger er bare ikke holdbar i længden? Og hvem skulle have troet man kunne få en solskoldning, når det var overskyet med mørke skyer, lidt regn, klokken var 10 og vi kun skulle være på stranden lidt over en time (morgenen efter strandfesten).. ikke jeg i hvert fald, men med solskoldede og helt røde baller (stadigvæk nu efter en uge) skal jeg love for, at jeg har lært min lektie. Og bare lige til advarsel vil jeg sige, at ballerne er det ultimative værste sted at blive solbrændt, du kan mærke det, når du sidder, når du går og når du ligger = HELE DØGNET! (dog er det heldigvis nok det bedste og mindst synlige sted at skalle, når den tid kommer!). Ellers bød tredjedagen mest af alt på regn i stride strømme, udforskning af små byer og en ventetid på restaurant i halvanden time for en lille pastaret! En helt fantastisk tur!

I dag har vi været ude og holde aktivitetsdag i nabobyen for børn på et børnehjem. Endelig en lille workshop med de små søde negerbørn. Det jeg har ventet på hele sidste år og har det af samme årsag dokumenteret med masser af billeder!
I morgen skal jeg ud på en lille ø, snorkle og se på store gamle skildpadder, herefter tager jeg til Dar (please båd vær nådig!) på lørdag - og så venter en adventertur med safari, hiking og meget mere. Vi ses igen om 3 uger! Kwa Heri!