Endelig kunne vi sove længe! I går (22/2) behøvede vi for en gangs skyld ikke at stå op før kl.09.00 Hvor var det tiltrængt. Det er sådan det skal være, når man har ferie. Dagen bød på skattejagt. Bevæbnet med kort, tålmodighed og vand begav Tatjana, Bettina og jeg os ud i heden for at lede efter George Town's berømte street art. I 2012 hyrede Penang's regering Ernest Zacharevic til at skabe mere liv omkring nogle af husene og butikkerne i indre by. Det blev en succes, og nu kommer folk fra hele verden for at se alle malerierne. Ham Ernest har dog været god til at skjule det i omgivelserne. Det er godt gemt mellem planter, butikker og turister. I dette tilfælde var det faktisk godt at der var mange turister. Bare følg flokken, så er der nogen andre der gør det hårde arbejde. Det lykkedes os at finde en del. Farverne var noget falmet efter mange år i solen, men det var stadig imponerende. Store vægmalerier, og små tegninger på gadehjørnerne. De andre havde sagt til os at vi skulle prøve at finde gaden med den gule dør. Vi var lige på nippet til at give op, da vi endelig spottede den. Det var mere held en forstand, men var ligemeget for nu havde vi endelig fundet den famøse gule dør. Det var indgangen til "Art Lane". En sidegade fyldt med street art lavet af både lokale og internationale kunstnere. Det var sågar muligt selv at bidrage med en tegning, hvis man var i det kreative hjørne. Så mange farver og firgurer.

Turen igennem sidegaden var afgjort højdepunktet på vores skattejagt. Det var blevet gradvist varmere mens vi havde været på jagt. Så vi søgte tilflugt på The Black Kettle Café. En super lækker café med air condition! Der var stadig et par timer til vi skulle afsted til vores homestay, men ingen af os havde lyst til at gå ud i varmen igen. Så vi blev på caféen og spiste frokost mens vi kølede ned. Hvis man kommer til Geroge Town er den helt sikkert er besøg hver. Kl.13.00 deog vi afsted mod Chebderoh Lake hvor vi skulle bo hos nogle lokale. Jeg er fuldstændig med på at læse om lokale, og deres måde at leve på.. Men mit sidste homestay i Guatemala var ikke en succes, så jeg var lidt nervøs for hvordan det her nu skulle gå.

Alle mine bekymringer blev gjort til skamme. Vi blev mødt af Manu og Aysha, som var ejerne af Suka Suka Homestay. De har specialiseret sig i at lære turister om den malaysiske kultur og traditioner. Vi blev alle indlogeret i malaysiske træhytter. Det var originale træhytter som var blevet flyttet her til. Dog havde de "glemt" at tage de traditionelle toiletter med, og i stedet installeret normale toiletter. Det satte vi pris på! Vi boede 4 personer i en hytte. 2 personer i et værelse med privat toilet, og så en fælles opholdsstue. Det var super hyggeligt. Eneste minus var at der ikke var air condition. Temperaturen var kun blevet højere jo længere ind i landet vi var kommet, så det ville blive en lang nat. Vi blev budt velkommen med en traditionel iste, som smagte rigtige godt. Da vi havde slæbt bagagen op i vores hus, var der 20 minutters fri leg til at se sig lidt om. Der var et par vakkelvorne broer, en gynge med perfekt syn til solnedgangen og en masse stole og hængekøjer man kunne slappe af i. Inden vi smed os i hængekøjerne blev vi kaldt til samling. Vi skulle lære at binde en sarong. Vidste ikke der var en rigtig/forkert måde at binde den på? Og vidste slet ikke at en måde til manden, og en anden til kvinden. Aysha demonstrerede hvordan vi kvinder skulle gøre det. Og da vi alle havde bundet den, kom hun rundt og bandt dem alle om igen. Det var vi vist ikke særlig gode til. Men som hun sagde så kan man ikke lære alt i første forsøg!

I klædt vores traditionelle saronger blev vi guidet igennem landsbyen af Manu. Først skulle vi dog krydse en af de vakkelvorne broer. Samme bro som vores minibus havde krydset på vej ind. At køre bussen over var flot præcisionsarbejde, for der var altså ikke mange centimeter at gøre godt med. Vi blev alle lidt mere trygge, da Manu sagde at der var metal under. Træ og bambus var kun til for syns skyld. På turen gennem landsbyen lærte han os om kultur, urter, planter og frugter. Alle har et formål. Og vigtigst af alt - man skal altid huske at hele planten kan bruges. Både mangoen og dens blade. Eller urterne og deres stilke. Det var super spændende at lære om hvordan de bruger det de har. Vi lærte også lidt om Manu. Han har rejst en del, og har også været forbi Danmark. Han var dog ikke videre imponerede over den lille havfrue. Han troede ikke at man skulle tage "lille" så bogstavligt. Vi havde et par timers fri leg før aftensmad, som Tatjana og jeg brugte på at slappe af på en af deres mange terrasser.

Vores aftensmad bestod af traditionelle malaysiske retter, som jeg ikke kan huske navnene på. Alle borde var flyttet ud af hovedhuset. Så vi indtog maden siddende på gulvet på ægte malaysiske manér. Der var heller ikke noget bestik. Ikke en gang spisepinde. Manu lærte os hvordan man spiser "rigtigt" med fingrene. Det var noget af en udfordring. Og man var noget griset til bagefter. Det hjalp heller ikke at ens fødder og ben faldt i søvn, næsten uanset hvilken stilling man sad i. Der var også lækkert dessert. En svampet kage med noget nøddefyld og med mango som tilbehør. Den ville jeg gerne have opskriften på. Hold nu op den var helt fantastisk! Da alle var godt mætte var det tid til at lære nogle traditionelle lege/brætspil. Spillet mindede utrolig meget om Kalaha, så det tog mig ikke lang tid at fange reglerne. Det var en super hyggelig aften med en masse dejlig nærvær. Der var ingen internet forbindelse, eller det sagde de. Jeg kunne da høre Manu's telefon plinge et par gange med What's app-beskeder. Så vi havde en hel dag og aften uden mobiltelefoner. Det car forfriskende og tiltrængt ikke at have sin telefon ved sig hele tiden. Inden sengtid kom næste næste udfordring. Myggenettet. Jeg fik relativt nemt mit bredt ud, så det dækkede hele sengen. Det var dog ikke lige så nemt for Tatjana. Hun var op og slås med sit flere gange. Det var lige før jeg troede hun ville rive det ned i frustration. Jeg tror ikke hun fik meget søvn. Jeg sov tilgengæld vidunderligt nok pga al den friske luft og ingen air condition. Det gør altså luften noget så tør, når man har den kørende hele natten.

I dag (23/2) stod vi op til lyden af hanerne der galede. De havde advaret os om at de alrså godt kunne finde på, også at gøre det i løbet af natten. Heldigvis hærte heg ingen ting før jeg slog øjnene op kl.07.30. Der var dækket i hovedhuset med traditionel morgenmad. Det var igen super lækkert. Der var specielt nogle kokosruller, dom var helr fantastiske. Igen ville jeg have elsket en opskrift, men tror desværre den ville have indeholdt for mange eksotiske ingredienser. I hvert fald i forhold til danske standarder. Efter morgenmaden sagde vi pænt farvel, og så satte vi kursen mod Cameron Highland. Det betød farvel til varmen og hej til regn og lavere temperaturer. Her skulle vi lige pludselig til at have lange bukser på! Selve turen til Cameeon Highland bar næsten som en scene taget ud af The Fast and The Furious. Vores chauffør kørte sindssygt stærkt på de snørklede veje, og overhalede hele tiden. På trods af der kun var en vognbane i hver retning. Han kunne umuligt se rundt i svingene, og det var da også ved at gå galt den ene gang. Han nåede lige præcis tilbage i sin egen vognbane i sidste sekund. Med høj puls blev vi sat af i byen, hvor vores guide for dagen ventede. Han tog os med rundt, og viste os hvad Caneron Highlands havde at byde på.

Vi fik alle mast os sammen i den lille jeep, og så var det ellers en bumpy ride. Første stop var en udkigspost udover en teplantage. BOH teplantage er den største i Malaysia. Den blev grundlagt i 1929 af en britisk forretningsmand. Næste stop var på selve teplantagens fabrik og tilhørende butik/café. Det var lige et sted for mig! Første stop ar butikken hvor man kunne købe alle former for te sågar iste. Jeg kunne godt have købt mig fattig, men så meget plads er der heller ikke i rygsækken. Bagefter tog vi på "rundvisning" på fabrikken. Eller rundvisning er nok så meget sagt. Det tog max 5 minutter af gå forbi de 3 store vinduer, hvor vi kunne se ind til al maskineriet. Og så var den rundvisning slut. Ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Inden i tog videre nød vi en kop varm te i deres café. Aldrig har jeg stået i kø så længe for en kop te. Det var helt skørt, men det var også en gos kop te. Næste stop på turen var Mossy Forest. Det er den ældste skov i Malaysia. Det siges at den er 200 millioner år gammel, og at den formentlig har været her samtidig med dinosaurerne. Selvom det var holdt op med at regne, så var stierne alligevel nået at blive mudret. Derfor aftalte vi med guiden at vi bare ville se de udefra.

Eller det troede vi var aftalen. Han kørte os op ad bjerget, og satte os af lidt før indgangen til Mossy Forest. Så kunne vi gå op det sidste stykke og se skoven på den måde. Vi var omringet af skov. På begge sider, og over os. Lidt farligt at gå på så snørklet en vej... Men vi klarede den. Det var faktisk lidt hyggeligt at gå der, og igen føle sig meget lille. Da vi kom op til toppen troede vi at det var på tide at køre ned, men guiden havde andre planer. Han tog os med i den modsatte retning af den officelle indgang. Der blev vi stoppet af en stor metal port, som havde tydelig advarsler om IKKE at overtræde og gå ind. Men Alec måtte gerne sagde han, så han åbnede lågen for os og vi gik ind. Vi fulgte vejen lidt op, og så blev vi ledt ind i skoven. Vi klatrede op, og gik længere ind på stier der blev mere og mere mudret. Og så nåede vi målet. Det var som en scene taget ud af Tarzan eller en eventyrfilm. Træer, mos, lianer, og eksotiske planter. Det var lidt ligesom at blive taget tilbage i tiden. Jeg kunne sagtens forestille mig dinosaurer gå rundt her. Vi fik også lov til at prøve en naturlig trampolin. Rødder som over mange hundrede år var vokset sammen. Det var næsten som en almindelig trampolin, man kunne dog ikke hoppe så højt. Og hver gang man hoppede bevægede hele skoven sig. Man blev lidt bange for om det nu også ville holde, eller om man lige pludselig ville falde igennem. Tågen begyndte at komme snigende og fik det hele til at lugne noget fra Ringenes Herre. Kommer skurken ikke altid med tågen? Vist godt vi snart skulle tilbage. Turen ned var mere mudret en turen op. Men vi klarede den alle sammen, dog var vores sko ikke helr tilfredse med oplevelsen. Så meget for at droppe trekkingen...

Vi gik ud af den samme låge, vi kom ind af. Jeg er ikke helt sikker på om vi brød loven eller ej. Uanset hvad er jeg bare glad for at vi ikke blev opdaget! Efter den energikrævende oplevelse fik vi pulsen helt ned med et besøg på en jordbærfarm. Altså jeg kan lige så godt sige med det samme at deres jordbær ikke er lige så gode som vores. Jordbær er som sådan ikke noget specielt, når man kommer fra europa. Her er det dog enestående for jordbær har rigtig svært ved at overleve i deres klima. Så det er mere populært for de indfødte end det er for turisterne. Det var nu alligevel dejligt at få noget forfriskende efter vores tur i skoven. En stor is med jordbær og chokoladesovs. Uhh den var god!

Nu sidder jeg her på vores hotel. Jeg er så glad for at vi ikke skal køre mere i den jeep. Kombinationen af snørklede veje og ujævnt underlag er ikke noget jeg kan anbefale. Lige nu har min krop det som om vi stadig er i bilen. Jeg har lige snakket med Sof. Lejligheden står endnu. Så snart resten af gruppen kommer er det rid til afrensmad. Denne region af Malaysia har en masse indiske immigranter, så menuen i aften er indisk. Det glæder jeg mig til! Nu vil jeg prøve at redde mine sko. Med lidt held får jeg al mudderet af, men det kommer til at koste blod, sved og tårer. Forhåbentlig kun sved!