Disney-udstillingen på Arts Science Museum får mine varmeste anbefalinger! Efter morgenmaden i går sagde jeg et endegyldigt farvel til Gardens by the Bay, og satte kurs mod Art Science Museum. De havde mange spændende udstillinger at vælge mellem. Så hvad skulle jeg dog vælge? Når ens hoved er mættet af oplevelser, har man brug for noget der virker bekendt, og som ikke kræver alt for meget tankevirksomhed. Med de kriterier var der lige pludselig kun en udstilling tilbage - Disney: Magic of Animation. Man kan aldrig gå galt i byen med Disney.

Det var en udstilling som viste den udvikling Disney er gået igennem siden de startede. Fra håndtegnede tegnefilm til computer animerede film. Hver afdeling man gik igennem var tilegnet en specifik Disney-film eller figur. De første handlede om klassikerne Mickey Mouse, Anders And & co. Det var fantastisk at kunne gå rundt og se alle de originale tegninger. Specielt hvordan tegninger og scenerne så ud i starten af filmudviklingen i forhold til hvordan de endte med at se ud i filmene. Der var så mange tegninger fyldt med noter og bevægelser tegnet ind med andre farver på samme tegning. Jeg gik rundt og fik igen den der fornemmelse man havde som barn, når man så en disneyfilm. Den der Disney-magi man altid tryllebandt en. Jeg vil være ærlig. Den sidste del af udstillingen sagde mig ikke lige så meget som den første. Den sidste del handlede kun om alle de nye animationsfilm. Og det er ikke fordi de ikke er gode, men de vil aldrig kunne slå originalerne som fx Alice i Eventyrland, 101 dalmatiner og Skønheden og Udyret.

En dejlig formiddag indenfor i air condition blev afløst af en sidste eftermiddag ved poolen. På vej hjem fra museumet købet jeg en masse frisk frugt og en smoothie. Frisk frugt smager bare bedre herover, så jeg kunne lige så godt få fyldt depoterne op mens jeg stadig kunne. Som så mange andre eftermiddagen nød jeg solen ved poolen. I de 5 dage jeg brugte poolen, skulle jeg kun dele den med nogen en enkelt gang. Det er altså ikke helt dårligt at have sin "egen" oase midt i Singapore. Jeg fik læst min bog færdig. Hvilket var meget praktisk for så behøvede jeg ikke at finde plads til den i min allerede fulde rygsæk. Nu sagde jeg godt nok at jeg nød solen, men det meste af eftermiddagen legede den gemme leg bag skyerne. På den lyse side behævede jeg ikke at sidde flere timer i et fly med en solforbrændt ryg. Da jeg ikke gad vente på solen længere vendte jeg tilbage til mit værelse, og begyndte at forberede mig på den lange tur til lufthavnen. Jeg havde tænkt at jeg ville tage toget til lufthavnen, men så blev jeg alligevel lidt dovn. Så jeg bestilte en Grab i stedet for, som samlede mig op lige ude foran hotellet.

Det var en super sød chauffør, som godt nok var pakket ind som om han skulle transportere en der var dødelig syg. Maske, handsker og briller. Jeg har da tænkt over Covid-19 på hele turen, men først der gik det virkelig op for mig at der altså var nogen som var virkelig bange for denne virus. Det gik også op for mig hvor få turister der egentlig havde været de sidste par dage i forhold til de første dage jeg var der. Trods beskyttelsesudstyret havde vi en god snak hele vejen til lufthavnen. En tur som kun tog 25 min, men som ifølge ham normalt ville tage 45-60min. Det skyldes at alle var blevet beordret til at arbejde hjemme, og der derfor ikke var så mange biler på vejene som normalt. Changi Lufthavn er en helt turistattraktion i sig selv. Jeg skulle først flyve kl.02.00, og jeg var der allerede kl.20.00. Så jeg havde nok tid til at komme rundt og se det hele. De havde en smart funktion hvor man kunne få lov til at aflevere sin bagage tidligere end normalt. På den måde behøvede man ikke at slæbe sin bagage med rundt til alle attraktionerne. Jeg fik set én ting, og så blev jeg enig med mig selv om at min tid var bedre brugt på at nyde en burger....

Men sikke en attraktion. Midt i deres ankomsthal er der et mega vandfald, også kaldet The Rain Vortex. Det er i et rum for sig selv omringet af en menneskeskabt jungel. Siddepladser og plateauer fordelt på flere etager, så man kan se det fra alle vinkler. Lys der skifter farve, så vandfaldet hele tiden lyser op i smukke farver - midnats blå, neon lilla, frodig grøn. Gik man den forkerte vej rundt om vandfaldet blev man våd. Jeg er ikke helt sikker på hvor vinden kom fra, men noget blæste altså vandet ud til den ene side. Jeg gik et par ture rundt om det på forskellige etager, og gik derefter på jagt efter aftensmad. Det blev det mest usunde jeg kunne finde. Burger, pomfritter og en milkshake. Der skal altid ligges en god bund, når man skal flyve. Da brugeren var spist og milkshaken drukket havde jeg stadig 3 timer jeg skulle slå ihjel. Måske jeg var kommet i lidt for god tid... Jeg besluttede mig for at gå igennem sikkerhedskontrollen, som ikke var der? Jeg troede man skulle igennem den samme mølle som i København - tjek af boardingpas, screening af bagage og en tur igennem en metaldetektor. Jeg skulle igennem ingen af delene, hvilket gjorde mig lidt nervøs.

Når man har 3 timer at slå ihjel, så skal noget af tiden bruges på at spise chokoladekage. Alt andet ville være helt forkert. Så jeg fik købt mig et stykke halvdårlig chokoladekage som jeg fik kæmpet mig igennem. Derefter fik jeg slået noget tid ihjel ved at snakke med Sof som havde lang dag på DTU. Den sidste time sad jeg bare ude foran gaten og ventede. Det var også det gik op for mig at deres lufthavn var sat sammen på en helt anden måde end alle de andre jeg har været i. Her går man først igennem sikkerhedskontrollen ved gaten. Så der hvor vi normalt bare viser boardingpas og stiger ombord, skulle man her have screenet sin bagage og vise pas osv. Det skabte lidt ekstra kø, og så gav det lige pludselig mening hvorfor vi skulle møde så tidligt op ved gaten.

Jeg sov hele vejen fra Singapore til Doha. Så det var en dejlig hurtig flyvetur. I Doha kom jeg hurtigt igennem kontrollen, og så havde jeg lige pludselig igen et par timer at slå ihjel. I forhold til Singapore så var standarden lige et hak lavere Doha. I Singapore kunne man sidde og vente i massagestole, men i Doha var der ikke en gang stole nok til alle. Så de fleste af os sad på gulvet og ventede, hvilket meget hurtigt blev meget ubehageligt. Man får altså ondt i numsen af at sidde på kolde fliser alt for længe. Igen gik flyveturen dejlig hurtig. Denne gang sov jeg ikke hele vejen, så der var også tid til at se en film eller to. Nu sidder jeg endelig her med dansk grund under fødderne, og evnter på min bagage. Ude i ankomsthallen venter mor, far og vigtigst af alt Sof. Jeg glæder mig til at komme derud.

Jeg er nu nået til vejs ende på min tur gennem Asien. En tur der var inspireret af mor og fars bryllupsrejse. Det har været 3 fantastiske uger fyldt med så mange uforglemmelige oplevelser. Der er helt sikker meget jeg ikke har fået set, men så er der også en grund til at komme tilbage en dag! Måske sammen med Sof...