Den indiske mad i Cameron Highland kan klart anbefales! Efter mange overvejelser valgte jeg butter chicken og naanbrød. Det var så lækkert, og smagte meget bedre end det man kan få i KBH. I går (24/2) tog vi med offentlig bus fra Cameron Highlands til Kuala Lumpur. Slut med privatbus og luksus. Eller det troede vi. Vi var alene ved stoppestedet, men tænkte at vi nok bare var tidligt på den. En stor grøn og lilla turistbus parkerer. Det kan da ikke være vores? Det var det. Med lækre bløde sæder ned tilhørende oplader til vores telefon. Da vi alle havde samlet os i denne ene ende af bussen kom Dek med en dårlig nyhed. Der kom ikke andre passagere. Bussen var vores. Så vi gik fra små private minibusser til stor privat turistbus. Det var ikke et dårligt byt! Lige pludselig var vi spredt for alle vinde. Hvem vil dele når man kan få et dobbeltsæde alene? Turen til Kuala Lumpur gik relativt hurtigt. Jeg sov det meste af vejen, og vågnede først op da vi kørte ind i Kuala Lumpur. En af de mange fordele ved at have bussen for os selv var at den sætte os af ved hotellet i stedet for busterminalen. Så vi slap for at skulle gå langt med vores store rygsække i heden.

Her er så varmt! Temperaturen er væsentlig højere end i Cameron Highlands. Der var svalt og vejret mindede lidt om det danske. Regn on/off og overskyet. Her var det lidt ligesom at træde ind i en ovn. Der vat kavlmende varmt, selv når solen gemte sig bag en sky. Vi efterlod vores baggage på hotellet og satte kurs mod Central Market. Central Marlet er en stor indendørs markedsplads som blev bygget i 1928. Det er fyldt med boder som sælger alt fra souvenirs til malaysisk batik printet tøj. Der er også en foodcourt hvilket var vores mål. Vi spiste frokost der, og havde så ellers resten af dagen til fri disposition. Grundet varmen gik Tatjana, Verina og jeg på en lille shopping runde på markedet. På den måde kunne vi alle få købt lidt souvenirs og nyde den kolde air condition i mens. Vi kunne ikke gå rundt derinde hele dagen. Vi var trods alt kommet til Kuala Lumpur for at se byen ikke for at shoppe. Så vi begav os ud i varmen, og gik mod Masjid Jamek moskéen og de 2 floder der har givet byen sit navn. Kuala betyder på malaysiske det sted hvor 2 floder mødes. Lumpur betyder mudder eller mudret. Vi stoppede på en bro hvor fra man kunne se de 2 floder mødes og moskeen i midten. Vi gik videre over broen og fulgte stien rundt. Der var et skilt med regler for hvad man måtte og ikke måtte på stien. Tror det er første gang jeg har set et skilt der forbød folk at kysse. På vores venstre side kunne vi se Sultan Abdul Samad bygningen. Et stort palæ som blev bygget i 1897 og var hjem til den birtiske koloni's administration. Vi udskød besøget til moskéen, og gik en runde i haven omkring palæet. Træer, skulpturer med vand og et springvand var gemt bag tårnene og de høje murer. Hvis det ikke havde været for varmen kunne man godt have brugt et par timer på at slappe af der. Da vi kom om på den anden side af bygningen, så vi lige ud på Mereeka Square - på engelsk Independent Square. Det var her det malaysiske flag blev hejst d.31. august 1957, da Malaysia fik sin uafhængighed. Det er ikke rigtigt et torv, som det vi har foran rådhuset i København. Det var faktisk "bare en mark med et flag på. En mærkelig kedelig og ordinær kontrast til den flotte koloniale bygning, som vi lige var gået rundt om.

Tilbage til den oprindelig plan. Vi gik tilbage til stien og fulgte broen over til moskéen. Inden vi kunne få lob til at komme ind, skulle vi dog klædes ordenligt på. Tatjana og Verina fik en form for orange hijab på som gik helt ned til knæene. Jeg fik derimod en lilla kåbe på. Den kan bedst beskrives som en badekåbe eller en rekvisit fra Harfy Potter. Det var noget af en fashion statement at gå rundt i det outfit. Vi fik heldigvis foreviget det med et billede! Det blev ikke køligere af at vi nu havde endnu et lag tøj på. Vi tog en hurtig runde i moskeen. Der var en sød mand fra moskeen som forklarede os lidt om arkitekturen og hvem der havde bygget moskéen. Den blev bygget i 1907 af en britisk arkitekt. Det er den ældste moské i Kuala Lumpur. Den var flot, men i mine øjne mere imponerende ude fra. Det blev sidste stop for os. Det var på tide at komme hjem til vores air condition.

Åh vi nød den dejlige kolde luft på værelset! Jeg var dog ikke helt færdig med at se byen, så jeg gjorde mig mentalt klar til round 2. Først gik jeg ned med mit vasketøj. Det skulle vise sig senere at være en dårlig idé. Derefter satte jeg kursen mod Chinatown. Der lå Sri Mahamariamman tempel. Et farverigt hindu tempel. Det passer ikke helt ind i gaden ligger på. En gade fyldt med kinesiske butikker, og som er dekoreret med kinesiske lamper og buddhistiske figurer. Det er specielt templets overdådige indgang som er i øjenfaldende. Et næsten 23 meter højt tårn med farverige figurer. Det car ikke tilladt at tage sine sko med ind, hvilkeg jeg efterhånden er vant. Men alligevel viste de noget nytænkning. De havde simpelthen et sted hvor man kunne aflevere sine sko, og så få et nummer. Lidt ligesom når man afleverer sin jakke på et diskotek. Selve templet var lige så farverigt som dets indgang. Smukke vægmalerier på alle væggene. Det inderste af templet var dekoreret med guldfigurer. Det var som at træde ind i en anden verden. Gaden var fuld af liv og travlhed, men indenfor templets vægge var der en anden form for ro.

Manden der skulle give mig mine sko, var meget begejstret da han fandt ud af jeg var fra Danmark. Han havde mødt mange turister, men aldrig en fra Danmark. Hna var fuld af gode råd, og foreslag til hvad jeg skulle se i Kuala Lumpur. Det var lige før jeg aldrig var kommet derfra, så meget snakkede han. Jeg fik dog vristet mig fri af samtalen, og kom videre til næste punkt på dagsordenen - Petaling Street. En gade fyldt med boder. På vejen gik jeg forbi et buddhistisk tempel som virkede meget rødt og gyldent, i forhold til det tempel jeg lige havde været i. Jeg gik hurtigt igennem Petaling Street. Her var sælgerne mere aggressive end de andre markeder jeg har været på. Det kombineret med varmen eliminerede resterne af min shoppinglyst. Jeg havde dog et stop til før jeg kunne nyde air conditionen på værelset. Tilbage til Central Market hvor jeg var på udkig efter souvenir til mig, en gave til Sof og postkort til resten af familien. Jeg trængte virkelig til at komme hjem, så det var en rekordhurtig shoppetur!

Om aftenen mødtes vi og tog sammen til KLCC Center. Et stort center der er forbundet med de berømte Petronas Towers. Her spiste vi i deres foodcourt (Dem har de altså mange af her i landet). Glæden ville ingen ende tage da Tatjana og jeg spotter en mexicansk bod. Vi har haft trang til mexicansk mad og specielt guacamole lige siden vi ankom til Koh Samui. Og mexicansk mad er ikke sådan at opstæve, når man er i Asien. Det var lige før vi købte alt de havde på menuen! Da vi havde fået stillet vores mexicanske appetit førte Dek os ned til de springvand der var foran centeret eller bagved centeret. Det er ikke helt til at finde ud af hvad der er foran og bagpå på de her store butikscentre. Man var lige ved at blive slået omkuld af fugtigheden, da man gik ud af centeret. Mit glatte pande begyndte nærmest at krølle med det samme, og varen begyndt at løbe på os alle. Vi fandt alle en plads hvorfra vi kunne se springvandet's lysshow med Petronas Towers i baggrunden. Tror vi alle håbede det ville være et kort show, så vi kunne komme hurtigt væk fra denne ulidelige fugtige varme.

Showet var flot, men det var Petronas Towers som tog al opmærksomheden. Det er 2 identiske skyskrabere som måler 451,9 meter og har 88 etager. De var engang den højeste bygning i verden, men blev overgået i 2003 af en bygning i Taiwan. Selvom man lagde hovedet helt tilbage, så kunne man godt have svært ved at se til toppen. Det var dog kombinationen af lyset fra tårnene og dem mørkerøde/orange himmel, der skabte den magiske og lidt uhyggelig baggrund. Det var som taget ud af en film. Man blev næsten helt hypnotiseret af det. Inden vi tog på skybar gik vi om til hvad der måtte være hovedindgangen? For at se tårnene fra en anden vinkel. De er altså virkelig virkelig høje... Jeg er rimelig sikker på vi lignede myre for dem der bor på toppen.

Når man skal på skybar her i Kuala Lumpur dur ens almindelige backpackertøj altså ikke. Ingen klipklappere og gerne kjole eller nederdel til damerne. Så vi havde alle stadset os ud, så vi kunne komme ind. Vi havde alle ID med, og havde en plan for hvordan vi skulle få dem der ikke var gamle nok med ind. Så mange planer som vi slet ikke fik brug for. Ingen tjekkede os. Vi gik lige ind, tog elevatoren og så var vi oppe. Det vae til antiklimatisk. Der var en smuk udsigt over byen og Petronas Towers, men så var det heller ikke mere specielt. Der var næsten ingen gæster, og drinksene kostede mere end hjemme i DK. Så da vi havde fået en enkel drink og et par gode billeder smuttede Tatjana, Verina og jeg hjem til vores dejlig kolde værelser.

I dag (25/2) havde vi en klar kampplan. Jo tidligere vi kom afsted jo bedre. Det ville betyde mindre varme og fugtighed. Vi (Bettina, Tatjana, Verina og jeg) tog en Grab fra vores hotel til Batu-Caves, som ligger lidt udenfor Kuala Lumpur. (Grab er Asiens svar på Über). Batu caves er et kalkstensbjerg som er hjemsted for en håndfuld grotter med tilhørende hindutempler inde i grotterne. Det er ikke til at tage fejl af hvor "hovedindgangen" er. Den var bevogtet af en flere meter høj guldstatue. En trappe med trin i alle regnbuens farver førte os op til midten af bjerget hvor indgangen til selve grotten var. Det var en smuk tur op, men den var også lang. Godt vi gjorde det tidligt på dagen, så vi ikke også skulle kæmpe med eftermiddags heden. Vi blev mødt en et stort hulrum med uendeligt højt til loftet og et tempel i midten. Så man godt efter kunne man se flagermusene hænge i loftet. Dek havde advaret os og fortalt os skrækhistorier om aberne, men vi troede kun det var et par stykker... De var over alt! Kravlede på væggene, løb over gulvet, sad på templet. Der var sågar en der kom op ad en skraldespand. Vi skulle have skoene af for at gå ind i templet, og vi var lidt bekymrede for om de nu stadig ville være der, når vi kom ud igen. Vi blev glædeligt overrasket da vi kom ud, og vores sko stadig var der. Vi gik længere ind i grotten til næste og sidste tempel. Vi gjorde hvad vi kunne for at undgå aberne. Ingen af os ville ende som ham Dek blev nødt til at tage med på hospitalet. Jeg så en turist prøve at røre en af aberne. Der var kontakt afregning, og hvis det ikke havde været for hurtihe reflekser, så havde manden fået et par skræmmer.

Hvis vi troede der var mange i første del af grotten, så var det intet imod den næste del af grotterne. Sidste rum i grotten var utrolig lyst og åbent. Skyldes nok det store hul i loftet. Kiggede man op kunne man se himlen og skyerne omkranset af grønne planter. Det var virkelig flot, og endnu en gang følte man sig utrolig lille. Man blev også hurtigt hevet tilbage til virkeligheden af abernes råben og skrigen. Aberne havde en væg, som de havde erobret og erklæret deres. Der kravlede de rundt, gamle som unge. Mødre med ungen hængende på maven. De var faktisk rigtig søde... Altså på afstand. Vi bevægede os langsomt ud gennem grotten igen. Vi blev mødt af den smukkeste udsigt da vi skulle ned af regnbuetrapperne. Vi havde haft så travlt med at komme op og ind at vi ikke havde tænkt på at vende os om og nyde udsigten. På vej ned mødte vi nogle andre fra gruppen, som først var på vej op. I den bagende sol. Den tidlige start på dagen var uden tvivl den bedste beslutning længe. Da vi endelig kom helt ned, gik vi kortvarigt rundt og udforskede området. Vi fandt et par andre templer, men de var begge lukket. Så vi vendte om og gik på jagt efter en taxa. Vi var stenhårde forhandlere. Dek havde fortalt os hvor meget en taxa skulle koste, så vi gav os ikke en milimeter. Endelig fandt vi en som var villig til at køre os tilbage til hotellet for den ønskede pris.

På hotellet havde vi en tiltrængt air con-pause. Der var dog flere ting at se, så vi måtte ud i heden igen. Vi tog afsted mod Kaula Lumpur's Botanical Gardens. Vi var overmodige og gik den 30 minutter lange tur. Det var en laaaaang tur. Lige da vi var ved at give op kom vi dog endelig til den Nationale Moské, som gerne skulle ligge ved indgangen til haven. Det var en meget moderne udseende moské i forhold til den vi havde besøgt dagen før. Vi ville gerne have været inde og så den, men der var desværre lukket for ikke muslimske turister. Så vi begav os videre mpd hvad vi troede var indgangen. Vi gik og gik og gik ad de snoede veje, men vi kunne ikke finde nogen indgang. Vi holdt et kort pitstop på en café hvor vi fik en is i et desperat forsøg på at køle os ned. Vi fik også en til at vise os hvilken vej vi skulle. Mes fornyet optimisme gik vi ud i varmen og endelig lykkedes det os at finde en indgang. Troede vi. Vi npeg et par 100 meter ind, hvor vi blev mødt af en stor byggeplads og et "No entry"-skilt. Så vi måtte vende om igen. Og så gad vi altså ikke mere. Vi stod og diskuterede hvor vi nemmest fandt en taxa, da en nærmest dukkede op ud af det blå. Nogen må have hørt vores frustration og sent en for at redde os ud af varmen.

Vi kærte til KLCC Center, for at finde et sted og spise frokost. Vores maver havde brug for mad, og vores fødder havde beug for hvile. Vi fandt en restaurant med mad fra vesten. Det er altså begrænset hvor meget ris man kan spise, når man får det 3 gange om dagen. Vi nød vores frokost i de kølige omgivelser med udsigt udover de speingvand, vi havde stået og kigget på i går. Da depoterne var fyldt op tog vi metroen tilbage til hotellet. De andre gik til Chinatown og jeg gik til Central Market. Jeg havde glemt at købe et postkort. Ingen skal snydes! På vej derhen valgte min klipklapper at forråde mig. Den gik i stykker, så det blev til et postkort og et par nye klipklappere.

Nu ligger jeg her på hotellet, og har ikke planer om at flytte mig foreløbigt. Jeg har været lidt bekymret for mit vasketøj. De andre har prøvet at få deres rilbage flere gange i dag, men butikken har været lukket hver gang. Så panikken var begyndt at sprede sig. Jeg har dog lige været nede og hente mit. Ingen problemer. Han sad på samme stol i samme stilling, som da jeg kom i går. Krydser fingre for at alle andre også har fået hentet deres vasketøj. I aften står i afslapningens tegn. Om lidt går Tatjana og jeg ned og henter snacks i 7/11. Resten af aftenen skal bruges i selskab med Netflix og min bog. Nogle gange har ens hoved brug for en oplevelsesfri aften. Så den kan bearbejde alt det vi alletede har oplevet.