I går (20/2) var den mindst begivenhedsrige dag på hele turen. Vi forlod vores hotel kl.05 30, hvilket er alt alt for tidligt. Det burde være ulovligt at stå så tidligt op. Specielt når man er på ferie. Vi sagde farvel til Koh Samui, og tog færgen til fastlandet. Herefter ventede der os en laaang bustur. 5 timer fra havnen til den thailandske/malaysiske grænse. Det er på ture som denne jeg ville ønske jeg kunne læse i en kørende bil. Så var tiden gået noget hurtigere! I stedet brugte jeg tiden på at indhente noget søvn. Ved grænsen sagde vi farvel til vores thailandske chauffører, og krydsede begge grænser til fods. Ingen problemer. Alle kom igennem. Jeg var ellers forberedt på det helt store papirarbejde. Synes altid man skal udfylde en formular eller to, når man træder ind i et nyt land. I Malaysia holdte vores nye chauffører klar til at køre os til George Town i Penang. Det betød endnu 4 timer i bil. Der er 2 broer som fører fra fastlandet til George Town. Vi kørte over Penang Bridge, som er 13,5 km lang. Myldretrafikken er ikke kun slem i DK. Her var der kø helen vejen over broen. Heldigvis ikke i den retning vi skulle. Så vi kørte lige over, mens vi så på alle de stakler der var fanget i køen. George Town er en del af Unesco's World Heritage site. Det er hovedstaden i delstaten Penang. Byen er kendt som the Silicon Valley of the East fordi mange IT- virksomheder har kontorer her. Endnu en gang spiste vi på et lokalt madmarked. Der var lige så meget kaos her, som der var på madmarkederne i Thailand. Åh de stakkels tjenere, de må da få grå hår af alle de turister som glemmer hvad de har bestilt. Dette markede udskilte sig dog fra dem i thailand på et punkt. Underholdning. Der var simpelthen live underholdning, mens vi spiste. 3 sangere som skiftevis underholdte os med alt fra ballader til partysange. De var super dygtige! Dog blev vi ikke alt for længe. Den tidlige start, og udmattende rejse gjorde at vi tydeligt kunne høre vores senge kalde på os!

I dag (21/2) havde vi endelig mulighed for at sove længe! Og når jeg siger længe, så mener jeg helt til klokken 8. Klokken 9 satrtede vores guidet tur gennem byen. Det var noget varmere end sidste par dage med regn og vind, så vi var glade for at vi fik lov til at køre rundt i bil med air condition. Første stop var Fort Cornwallis. Det er det største fort i Malaysia. Det blev bygget i det 18. århundrede af British East India Company. På trods af det er udstyret med kanoner og våben har fortet aldrig været brugt i krig. Vores lokale guide Steven fortalte os alt det mens vi stod i den bagende sol. Heldigvis var der lidt vind ellers var vi alle kollapset på første stop. Næste stop var Clan Jetties. Det er en samling af 7 landsbyer ved havnefronten. De har hver deres havnebro med huse på hver side. Alle selvfølgelig løftet højt op på pæle. I det 19. århundrede immigrerede mange kinesere til Malaysia, og specielt George Town. For at holde sammen og bedre klare sig grundlagde de 7 landsbyer. I dag er der kun 6 tilbage da en af dem brændte ned. Det var egentlig meget hyggeligt at gå der i skyggen blandt alle træhusene. Det må dog være irriterende for beboerne at turisterne går og kigger ind i deres huse hele tiden. For enden af den bro vi gik på var der et budhistisk tempel. Her fortalte Steven os om do's and dont's, når man besøger et tempel.

1) Når man tager skoene af, så stiller man dem til siden. Ikke bare foran døren som mange turister gør.

2) Man tager hat og solbriller af. Og man søeger for at man er dækket ordentligt til.

3) Inden man træder ind folder man hænderne og bukker for at vise respekt.

4) Man træder IKKE på dørtrinet, når man går ind. Det giver 7 års uheld.

Der var godt varmt i det tempel, så vi skyndte os hurtigt ud igen. 3. stop var en stofbutik. Det var godt nok ikke imponerende. Hun brugte max 30 sekunder for at fortælle os hvordan de laver stoftryk. Hun kunne ikke få os hurtigt nok ind i butikken. Det var meget tydligt at hun kun var ude på at sælge. Ikke særlig charmerende. Det gav ikke en lyst til at købe noget. Tværtimod. Næste stop var lige inde ved siden af, og det var straks en større succes. Det var en Kaffebutik med gratis smagsprøver. Nu er jeg ikke den store kaffedrikker, så de andre fik lov til at få alle smagsprøverne for sig selv. Der var alt fra kaffe med durian til kaffe med hvid chokolade og tiramisu. Heldigvis var der også en afdeling til mig. En hel afdeling fyldt med chokolader og slik. Der kunne jeg sagtens have købt mig fattig. Inden jeg fik mukighed for at tømme pungen, var det dog tid til at skulle videre. Næste sidste stop på turen var Penang Botanic Gardens, som lå lidt uden for byen. En stor park fyldt med meter høje træer og aber. Så mange aber. Steven tog os med ud på en lille vandretur i haven. Han fik også lokket et par aber hen til os, så vi kunne sige hej dog stadig på afstand. Aberne var niget aggressive, så ingen af os ville alt for tæt på. Steven var dog helt ligeglad. Han skældte dem bare ud hvis de blev for frække. Og frække det var de. En dame kom gående med en pose med peanuts i hånden. Vupti så havde den ene abe altså snuppet den, og den ville ikke give den fra sig igen uden kamp. Så damen gik (nærmest løb), og aben fik en formiddagssnack.

Efter vores lille rendez-vous med aberne tog Steven os med længere ind i parken på en af de lidt mindre, og mere bevokset stier. Hvilket var okay indtil han sagde der også var slanger i parken. Så gik jeg lige pludselig lidt hurtigere. Stien førte os op til en sø fyldt med åkander, og med et flot springvand i midten. Det var smukt og meget idyllisk. Hvis det ikke var for slangerne, som gemte sig i buskadserne, så kunne jeg sagtens være blevet der lidt. På vej ud af parken fortalt han os om alle de dyr der ellers var og har været i parken. De har både haft kænguruer og gorillaer, men de kunne trives i klimaet, så de blev sendt tilbage. Tænk hvis der havde gået en gorilla frit rundt i parken?? Det kunne jo være endt som efterfølgeren til King Kong. Sidste og smukkeste stop var Kek Lok Si Temple. Det er det største buddhistiske tempel i Malaysia. Det blev bygget fra år 1890-1930, og rummer blandt andet en 36,57 meter høj statue af Kuan Yin (Goddess of Mercy). Det ligger i flere etager op ad et bjerg. Fra øverste del af templet kan man se ud over hele byen. Steven fortalt os lidt om templet og dets historie. Han fortalte os også lidt om de kinesiske stjernetegn. Det var egentlig meget spændende at høre om de forskellige personlighedstræk for hvert tegn. Jeg er født i abens år, hvilket betyder at jeg er meget klog. Det passer jo super godt hvis jeg selv skal sige det! Efter rundvisningen fik vi lidt tid på egen hånd. Jeg bliver altid forbløffet over hvor farverige de buddhistiske og hindu-templerne er. Så mange farver alle steder. Selv græsset virker grønnere og himlen mere blå. Jeg fik tiden til at gå med at nyde farverne, den anderledes arkitektur og ikke mindst udsigten over byen. Inden jeg gik hængte jeg ønskebånd på et ønsketræ ude foran et af templerne. Der var en stand foran templet med ønskebånd. Man kunne ønske alt fra "Health and happiness" til "Keep my family safe". Hvert bånd kostede 1 ringgit hvilket svarer til ca. 1,5 kr. Det er jo ingenting. Ingen stod og kontrollerede om du betalte. Der var bare en boks til pengene. Det kan man da kalde tillid. Der var dig en lille seddel om at hvis man ikke betalt, så gik ens ønske ikke i opfyldelse. Faktisk kunne man risikere at blive ramt af en forbandelse. Jeg har haft nok uheld i mit liv, så jeg turde ikke andet end at betale! En med et ønske til mig og Sof, og en med et ønske til min familie.

Det var en super fin måde at slutte turen på. At sende en kærlig tanke til alle dem man elsker og holder af derhjemme. Vi blev kørt hele vejen ned igen, og sat af ved en restaurant hvor Dek ventede. Her spiste vi frokost, og så var der ellers fri leg resten af eftermiddagen. De fkeste gik ud fir at se på Street Art, men Tatjana, Bettina og jeg gik hjem. Det var simpelthen alt for varmt og fugtigt til at gå rundt i solen. I stedet fik vi en is på vej hjem, og brugte ellers resten af eftermiddagen på at slappe af. Jeg forsøgte at ringe hjem, men internet forbindelsen var alt for dårlig. Så Sof og jeg måtte nøjes med at skrive frem og tilbage. Det bliver irriterende i længden, når begge har så meget at fortælle. Kl.18.30. mødtes vi alle til en deink før aftensmaden. Dek tog os med på rooftop bar, hvor der var den smukkeste udsigt udover byen. Her sad og nød vores drinks, mens vi så solen gå ned. Det var fuldstændig perfekt. Hvis vi altså lige ser bort fra vinden. Mit hår fløj rundt. Det ene sekund dækkede det hele hovedet, og i næste sekund stod det tilbage, som kørte jeg i en bil med taget nede. Godt jeg ikke skulle ud og imponere nogen bagefter. Aftensmaden var endnu en gang streetfood. Denne gang fra det kinesiske marked. Det så super godt ud, men menukortet var på kinesisk og malaysisk. 2 sprog ingen af os taler. En af de andre kunder kom os dog til undsætning. En søde dame som simpelthen oversatte hele menukortet for os. Hun burde næsten have fået løn for sin indsats.

Nu sidder jeg her i receptionen efter en lang og varm dag. Der har været så mange indtryk. Malaysia er så anderledes i forhold til Thailand. For det første så taler næsten alle engelsk. Det gør altså det hele meget nemmere. For det andet så er det et muslimsk land. Så 5 gange om dagen kan vi høre kaldet til bøn. Der er højtalere over alt, så man kan høre det uanset hvor man er. Og så er her væsentligt varmere! Varmt og fugtigt. Det er lige før man savner lidt regn.. En lille sjov detalje inden jeg smutter i seng. Jeg fandt "Hygge bar & Restaurant" på vej hjem til hotellet. Hygge har simpelthen fundet vej helt til Malaysia. Den skal jeg helt sikkert besøge næste gang, jeg kommer på disse kanter.