Efter godt og vel et døgns rejse, ankom vi til Manila. Som ægte backpackere, havde vi ikke booket et hostel. Derfor blev første stop gjort ved hæveautomaten, så vi havde penge til en taxa. Vi fik hjælp til at finde et hostel lufthavnens turistinformation, da vi egentlig bare ville udnytte et rum til vores bagage ;-). Vi løb hurtigt ind i første udfordring, da taxachaufføren tilsyneladende aldrig havde hørt om en gps, og han havde derfor ingen anelse om, hvor hostellet lå. Til vores store glæde, var taxaen forudbetalt - 440 filippinske peso (ca.65kr), for vi endte ud med at bruge to timer på at finde det. Ingen på gaden kendte til dette hostel (i hvert fald ikke under søgningen). Nå, men endelig fandt vi det lille hostel i en lille smøge.. Med et skeptisk blik, begav vi os gennem jernlågen og ind i huset, hvor vi blev modtaget af tre mænd (vi ved godt det bliver spændende nu..). Line så straks videoovervågningen og mente, at vi var fanget i en sexhule. Det viste sig dog at være et ganske normalt "hostel". Da vi snakkede med dem, fik vi af vide, at de ikke havde noget 'bagage-rum.. Så vi måtte 'købe' et værelse til bagagen og med i prisen fik vi transport til Ohaymai busstation for 650 ph. Vi fik først udleveret et værelse uden nøgle, heldigvis fik vi lov til at bytte til et andet værelse MED lås på. Herefter kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud og se byen. Byen, Manila, der mest af alt minder om Bangkok, var yderst interessant og meget forvirrende at finde rundt i.. Derudover gjorde den forurenede luft det ikke nemmere at holde hovedet koldt, men det gik, og vi overlevede trafikken med de ikke-eksisterende færdselsregler ;-). Efter et par timer på jagt efter solcreme (som de åbenbart heller ikke ejer), blev vi enige om, at vi var de eneste turister tilbage i Manila, og at vi helt klart var endt et forkert sted. Til vores lykke fandt vi dog et kæmpe supermarked (mindede lidt om Pak'n Save fra NZ), der havde både solcreme og aftersun. Efter et hurtigt pit-stop på hotellet, gik vi på jagt efter mad midt i eftermiddagstrafikken. Vi fik os kæmpet helskindet forbi de massende jeepnyer (lange tuk-tuk'er, som er filips transportmiddel), samt de belastende taxaer. Da vi for en gang skyld gik på fortorvet, fordi der faktisk var et, blev vi overrumplet af tre scootere, der åbenbart ikke gad vente :-). Kl.19 gik turen mod busstationen efter et hurtigt trucker-bad. Igen lidt skeptiske, satte vi os ind i hostellets transportbil. Der var dog ingen grund til panik, med vinduet nede og masser af snak, ankom vi til busstationen efter en god times tid i Manilas lækre aftentrafik. Her bestilte vi billetter til natbussen mod Banaue - for at krydre turen lidt, var vi de heldige vindere af midtersæder (klapsæder i midtergangen, yes yes) på den mange timers bustur. Imens vi ventede på afgang, stødte Kat ind i to venner fra gymnasiet (Melinda og Tobias). Det var mega surrealistisk at stå på den anden side af jorden og støde ind i folk, som man kender, på en tilfældig busstation. De skulle samme sted hen som os, så måske mødes vi igen i Banaue. Men nu sidder vi så her, godt smadret efter 24 timers transport og masser af faren vild, med et smil på læben - glade for, at vi også fik den oplevelse med. Vi så i hvert fald set en helt anden side af Manila end så mange andre (bl.a. et marked, hvor de solgte masser af frugt og æg, der lå direkte i solen). Så ingen grund til panik muttier.. Vi har det godt og har helt styr på, hvad vi foretager os - Salama (betyder tak ;-)). Desuden har vi overlevet to, og de eneste, flyvninger med Malaysia Airlines i dag - så vi er ovenpå ;-) Flere oplysninger kommer, når vi videre ved, hvad vi gør!