Da 8 timer i verdens koldeste bus (vi ved ikke helt hvad de har gang i med aircondition, her i den store verden.. De har vidst ikke helt forstået princippet, når folk sidder med kæmpe trøjer) fra Manila var overstået, ankom vi til Banaue. En lille hyggelig by oppe i bjergene - byen bestod ikke af så meget, men den havde sine hostels, det lokale marked hvor man kunne købe lækkert og billigt frugt, samt deres små shops. Efter vi ankom til busstoppet, blev vi med jeepney, kørt til et hotel, hvor vi fik morgenmad. Vi havde knap sat os før en mand havde solgt os en to-dagestrek i Banaue - planen var ellers bare en en-dagstur. Så efter vi havde slugt vores morgenmad, stod den på ompakning af backpacks, så vi var klar til at trekke i to dage - vi skulle nemlig overnatte i en landsby, kaldt Batad. Turen gik med tricykel (en trehjulet motorcykel med 'sidevogn') mod Banuaes risterrasser. Vi stoppede tre gange ved diverse viewpoints, for at tage billeder af de smukke smukke omgivelser. Her mødte vi også en dame i deres nationaldragt, grundet billedtagning, af hende måtte vi donere en skilling, da man åbenbart ikke må tage billeder af dem uden at betale (dumme dumme turister.. Så hun fik godt 6 peso, hvilket er omkring 0,5kr. - gavmildt, ja). Herefter tog vi ned til det lokale marked, hvor vi købte en ananas og to mangoer, for 60 peso (det svarer til omkring 10kr). Herefter startede trekkingen. Vi skulle besøge første landsby, der hed, Bangaan Village. Turen bestod af en million trin (i hvert fald næsten) og et stier langs risterrasserne. I landsbyen prøvede vi deres super pæne nationaldragt og blev vist lidt rundt, før turen atter gik op. Her fil vi sved på panden, og godt gang i bentøjet. Da vi nåede til tops stod den på frokost, adoba kylling (noget de meget godt kan lide hernede, ris og meget saltet kylling). Efter et endt måltid med vores frugt til dessert, gik trekkingen videre mod Batad, som vi skulle overnatte i. Turen tog godt 3 timer og var på 7km. Vi trekkede gennem skoven, og og ned ad diverse stier. Da vi havde godt og vel en times tilbage, gik der hul på himlen. Torden og regn var over os, og selvom vi gik og troede vi var våde af sved, blev vi nu total gennemblødt af regn i stedet. Her blev turen derfor også en kende hårdere, da alting blev meget meget glat. Vi havde hver i sær vores små perioder, hvor vi gled, men vi hjalp hinanden og holdt humøret højt. Vi gik langs risterrasserne på de smalle kanter, og måtte bogstaveligt talt klatre flere gange op ad skranter m.m, her gik vi all-in og var ikke længere bange for at blive beskidte, nu VAR vi beskidte! Våde og trætte ankom vi til vores lille landsby, hvor vi fik vores værelse, og fik skiftet til det tørre tøj, vi nu engang havde. Alt andet blev lagt ud til tørring. Tiltrængt efter dagens lange tur, forkælede vi os selv med en omgang fodmassage til 200 peso (30kr). Før aftensmaden spillede vi røvhul med vores flinke guide, Jerry. (Jerry var rigtig rar, havde dårlig humor og utrolig klamme tænder. Tænderne bliver røde, og det gør de, da de tygger på en nød, de ruller i tobak med sneglepulver og et blad - denne kombination farver deres tænder røde, derfor spytter de også rødt. Hvilket får deres tænder til at se rådne ud). Da vi havde spist aftensmad, gik vi op på værelset.. Egentlig for at spille kort, men da vi ikke havde sovet i en seng siden Nadi, gik der ikke længe før vi begge sov. Omkring kl. 2 vågnede Katrine og slukkede lyset. Morgendagens trek startede 8:30 efter en lækker omelet. Dagens første tur gik mod Batads højeste viewpoint og herefter til vandfaldet. På turen havde vi vores guide og vores nye følgesvend, hotellets hund, med. Den fulgte os over alt og ventede på os, når vi langsomme. Den stillede sågar også op til fotoshoot. Efter godt en times gåtur, ankom vi til det højeste viewpoint, hvor vi kunne skue ud over alle risterrasserne, som vi desuden brugte til at komme derover. Turen derhen gik nemlig med at balancere på kanten af diverse risterrasser, lænede man sig for meget til venstre trådte man ned i 'marken' og fik våde sko, tog man til højre faldt man et par meter ned, så det var med at have styr på balancen. Efter et par fine billeder gik det godt 900 trin ned mod en lille bod (overalt havde de små boder, hvor de solgte vand, cola og slik - vi fandt senere ud af, at disse boder var guld værd). Efter en lille pause, fortsatte turen mod Tappia waterfall, godt 600 trin nedad. Det skal lige siges her, at trinene ikke er lavet i menneskestørrelse, men kæmpestørrelse.. Hvilket undrede os, da de ikke selv kan prale af at være særlig høje ;-). Ved vandfaldet stødte vi ind i Melinda og Tobias fra Katrines gymnasie, som fulgtes med os tilbage til landsbyen, her drog de dog videre op til deres pickup. På vej op fra vandfaldet, var vi døden nær, og de sidste trin blev bestiger kravlende!! Her fik vi for alvor udnyttet boderne med diverse fødevarer. Boderne blev også udnyttet på vej tilbage til villagen, da vi hurtigt manglede vand igen. Og så nyd vi også en lille 'ice-candy' med ananassmag. Tilbage i landsbyen nød vi en frugtsalat, som vi er overbevist om, at de havde lavet ud af vores egen selvbetalte frugt, før turen gik mod vores tricykel. Vores tricykel befandt sig i et sadelpunkt på toppen af vejen. Første del gik opad stier i skoven, mens anden del gik på meget meget meget stejle veje. Her blev vores lårmuskler sat på prøve, og de blev syretestet på det groveste. Efter noget der føles som evigheder, ankom vi til toppen, hvor vores pick-up ventede. Herefter gik den ellers ned af bjerget, og lidt op, tilbage mod hostellet, hvor et dejligt bad (også kun fire dage vi ikke havde været i bad) ventede. Vi fik pakket om, og nød en omgang fried rice, og en bananpandekage, før vi igen steg på bussen mod Manila. Glade efter en rigtig fed oplevelse med trek gennem skov og rismarker, i sol og regn, er vi nu på vej mod Cebu. :-)) Banaue var utrolig smukt, og er kendt som verdens 8. vidunder. Nye oplevelser kommer snart!