Tilbage fra The Whitsundays

Hej alle I trofaste læsere! Så er det igen blevet tid til nyt fra down under! :)

De sidste tre dage har Erik og Jeg spenderet på en båd, eller skib om man vil, langt fra alt, hvad der ligner skyggen af trådløst internet. Det er derfor også forklaringen på, at der er gået noget tid siden sidste update.

Vores rejse mod Airlie Beach, hvorfra vi skulle med vores båd "summertime", begyndte i Agnes Water, som vi forlod med bus engang i sidste uge. Turen fra Agnes Water til Airlie Beach er en køretur på over 10 timer, så buschaufførerne deler den op i to ved at tilbringe en nat i Kroombit. Vi havde ikke rigtigt nogen idé om, hvad vi skulle forvente af Kroombit. Det eneste, vi havde hørt, var at det var en såkaldt "Cattle Station". At vi skulle tage dette helt og aldeles bogstavligt havde vi nok ikke regnet med :D Kroombit viste sig at være placeret et par timer i bus inde i landet og var en kæmpe farm med heste, kvæg og alt, hvad der ellers hører sig til. Stedet havde utroligt mange ting at byde på, lige fra hesteridning for dem, der gad den slags, til guidede ture på Quadbikes. Det, der virkelig fangede vores interesse, var det faktum, at man for $10 kunne få lov at skyde efter lerduer med shotgun. Vi slog til uden tøven og med en træfsikkerhed på 60 % beviste jeg at venstrehåndede ikke er helt tilbagestående (i modsætning til hvad cowboy'en, der arbejdede på ranchen, mente)

Om aftenen var der mulighed for at lære at bruge pisk og for at prøve kræfter med mekanisk tyreridning. Vi skulle dog køre videre rimelig tidligt næste morgen, så helt sent blev det ikke.

Den resterende del af busturen, var ikke ligefrem nogen fornøjelse. Efter 7 timer ibus var vi dog endelig i Airlie Beach og fik checket ind på vores hostel og pakket til de tre dage på skibet. Vores store backpacks fik vi opbevaret af hostellet, mens vi sejlede.

Klokken 8:30 søndag morgen stod vi forventningsfulde og klar til nye oplevelser nede ved kajen, hvor båden lå til. Vi blev mødt af en imødekommende mand ved navn Flo (kort for Florian), som indsamlede formularer, som skulle udfyldes, hvis man ønskede at dykke. Han viste sig også at være dykkerinstruktøren på skibet og vores "undervandsguide".

Den første dag ombord på skibet startede med introduktion og briefing samt med at lære crew'et at kende. Vi var i alt 14 personer ombord fordelt på forskellig alder og nationalitet. Vi var 4 drenge og 10 piger, så det var bare super Sophie og Shani, begge 20 år gamle, og en del af crewet, stod for al opvartning og madlavning, og der manglede virkelig ingenting. Tre måltider om dagen og lige så meget mad, som man kunne spise. Og bedst af alt - ingen opvask! Totalt luksus. De stod også for underholdning og for at tage billeder af alle, der var med ombord. Da alle var faldet til, styrede vores skipper, Brat, mod en af verdens flotteste strande: whitehaven beach. Sikke et sted! På højde med Grand Canyon i USA, er det helt sikkert et af de flotteste steder, jeg nogensinde har været (se billeder i fotoalbummet).

Andendagen var den deciderede dag for dykning. Med mulighed for at prøve kræfter med op til 4 dyk fordelt på tre forskellige lokationer, var der noget for såvel nybegyndere som certificerede dykkere. Det viste sig, at der, ud over mig, kun var én anden certificeret passagér med på turen, hvilket bare var super! Flo tog os nemlig med ud i hold. Os to certificerede dykkede sammen og dem, der ønskede et par prøvedyk tog han med ned for sig selv. Dette betød, at jeg og en anden person ved navn Michael var de eneste to med på det første dyk. Jeg faldt hurtigt ind i rytmen igen, og det var dejligt at opdage, at jeg ikke havde glemt alt fra undervisningen Dykning hernede er virkelig noget helt andet end derhjemme - ubeskriveligt smukt. Hundredvis af fisk, der nysgerrigt svømmede rundt omkring én og tusinde forskellige slags koraller i alle tænkelige farver var med til at skabe en fantastisk atmosfære under vandet.

Efter at have taget os med tilbage til overfladen, var det nu Eriks tur til sit første prøvedyk. Han syntes også det var en kæmpe oplevelse. Erik fik nemlig også Flo for sig selv, så han var der hele tiden til at hjælpe ham med at styre opdriften og udstyret osv. Vores valg af et decideret dykkerskib kom nu virkelig til udtryk. Rigtig god service all around!

Efter at alle, som ønskede et prøvedyk, havde været igennem sejlede vi videre til det næste dykkersted, hvor det andet dyk skulle finde sted. Jeg havde fra startenbesluttet at gå efter hele pakken med alle 4 dyk på én dag af den simple årsag... ja, hvorfor lade være?

Efter at både Erik og Jeg havde fået gennemført andet dyk, tog vi videre til tredje, og hvad der viste sig at være det mest fantastiske, sted. På det første dyk på dette sted tog han Erik, Michael og Jeg med ud at dykke samtidigt. Dette var også det dybeste dyk - helt ned til 14 meter.

Dykket startede som de andre med masser af spændende fisk, i alle størrelser ogfarver. Flo havde godt fortalt os om muligheden for at se hajer i området, men det var sjældent, og ikke noget vi turde sætte vores forventninger op efter. Det var derfor også en følelse af ubeskrivelig glæde, og nok også ærefrygt, der fyldte os alle, da en to meter lang white-tipped reefshark (hvidtippet revhaj?) cruisede hen over os, for så at forsvinde over en skråning og ud i mørket. Da jeg senere snakkede med Sophie og Shani (se fotoalbum) fortalte de, at i de fem måneder, de havde været der, havde de aldrig set en eneste haj. Talk about luck ;)

Tyve minutter henne i tredje dyk, bad Flo Michael og Jeg om at vente på bunden, mens han sendte Erik med en lille båd tilbage til skibet, da han var løbet tør for luft. Derefter kom han igen ned til os, og tog os med til et helt fantastisk sted påomkring de 14 meters dybde. Han gav os muligheden for at prøve noget, som jeg slet ikke havde troet, vi ville have fået lov til - nemlig huledykning! Midt i den stejle skrænt, som vi dykkede langs, var der en blot 1,5 meter bred indgang godt camufleret af koraller. Vi gav os til at svømme ind på en række efter hinanden, da der simpelthen kun lige var plads til at mase sig igennem. Ikke at kunne se en hånd frem for sig i en ukendt hule på havets bund var en uveskrivelig følelse, som Jeg nok aldrig glemmer. Efterhånden, som vi kom fremad, lysnede det mange meter over os, og de enkelte solstråler, som trængte ned til os, gav sig til at danse på bunden. Simpelthen fantastisk. Et stykke inde i hulen drejede den mod venstre og ved at dykke lidt dybere ned og derefter gennem en slags bue eller port om man vil, kom vi ud på den anden side.

Efter det tredje dyk havde Erik og Jeg egentlig besluttet at blive tilbage på bådenfor at blive tørre og varme inden aftensmaden. Sophie, der åbenbart også var certificeret, besluttede sig dog for at tage en pause fra madlavningen og ville gerne med på det sidste dyk. Det endte derfor med, at jeg lod mig overtale, og tog med som hendes buddy. En af reglerne for dykning er nemlig, at man aldrig må dykke alene. En hel del af de andre, som var med på turen, ville også gerne med, så dem var Flo nødt til at tage sig af og hjælpe med opdrift osv. Derfor var det sidste dyk på mange måder, for mig, også et af de bedste - rent teknisk set. Det var tydeligt at mærke, at mine færdigheder nu virkelig var skærpet, og det var godt at få trænet dét at dykke med makker.

Hver aften efter aftensmaden satte Flo et diasshow på med alle billederne, fra hele dagen på nedenunder. Mens vi spiste alskens dejlig dessert, alle basseret på chokolade :D, kunne vi så alle se, hvem der havde dummet sig iløbet af dagen og hvordan. Flo havde på stort set alle dykkene et undervandskamera med nede, så også fra vores dyk har vi en masse gode billeder. Ved at tage med på alle fire dyk for $200 fik jeg samtidig en gratis t-shirt og en gratis DVD med alle billeder fra hele turen.

På den sidste dag stod den på kajak sejlads - tre hylemorsomme timer :D Erik og Jeg besluttede os nemlig forholdsvis hurtigt for, at der skulle erklæres krig mod samtlige af de andre kajakker, og alle blev plasket godt og grundigt til. På kajakturen rundt langs kysten så vi 5-6 rokker, der yndefulgt svømmede afsted under os.

Efter frokost vendte vi stavnen mod Airlie Beach og omkring klokken 3 om eftermiddagen var vi tilbage i havnen. Paa vej tilbage saa vi to humpback hvaler som sprang og dansede i vandet for os. Et rigtig flot syn! Samme aften var der reserveret et bord på hostellet for alle os passagerer og besætningsmedlemmer på Summertime. For hver fire personer, der dukkede op, fik vi tildelt en gratis kande øl, så I kan nok forestille Jer, at det blev en hyggelig aften. Det er utroligt så hurtigt vi efterhånden lærer folk at kende og dermed også så meget mere trist, når vi skal sige farvel

i morges var så dagen, hvor vi forlod Airlie Beach og er nu ankommet til Magnetic Island, hvor vi skal tilbringe de næste tre dage. Her er ikke meget at lave, men hold øje med bloggen i tilfælde af, at vi alligevel falder over noget spændende, hvilket ikke er usandsynligt hehe.

Vi sender alle de bedste tanker hjem til Jer alle i DK og håber, at I også savner os. Nu er det snart en måned siden, vi tog afsted, og dagene flyver bogstavligt talt afsted.

/ Lasse