Torsdag aften blev det sent, inden vi nåede staten UTAH. Vi kørte længe i mørke på veje, hvor der var meget langt mellem steder med liv og lys. Målet var en KOA kampground, hvor vi glædede os til at skulle holde en fridag, få god netforbindelse, vaske tøj og slappe lidt af. Det fremskredne tidspunkt taget i betragtning bestemte vi os for at finde et sted at spise på vejen, så vi ikke skulle til at lave mad, når vi kom frem.
Meeeen… Hvor pokker var der madsteder, som havde åbent? Optimismen var stor, da vi endelig kom til en landevejskroagtig ting, hvor der var lys. Værtshusholderen var i gang med kosten, da vi spurgte til et måltid: "No no, we're done", svarede han, og vi kørte slukørede videre og ændrede planer: Knækbrød med hytteost, når vi nåede frem.
En time senere skimtede jeg i mørket et stort, gult M i det fjerne. Aldrig er jeg nogensinde før blevet så glad for et Mc Donalds-skilt - endsige en åben Mc Donald - for ikke at nævne A MEAL med både fritter og cola! Et festmåltid - men da jeg spurgte Lras (som er mere kompent udo Mc D menuer), hvordan hans burger var, svarede han: "Den smager ligesom dem på Transportcenteret i Vejle"....

Utah var stedet, hvor vi oplevede at komme til en lukket KOA. Alt var mørkt, der var meterhøje snedriver på pladsen - og vi måtte foretage en U-vending og tage tilbage til den rasteplads, vi havde passeret nogle kilometer tidligere. Det var koldt, vi var trætte og en smule modløse over, at vores planlagte fridag måtte konverteres til endnu en køredag. Vi var sikre på, at vores oplevelse med mormon-staten Utah ville begrænse sig til en burger på Mc Donalds og en overnatning på en kold rasteplads. Vi blev dog klogere!

En tur i rutchebanen
I flot solskin, kølige temperaturer og snebelagte bjerge lige uden for vinduet forlod vi vores rasteplads forholdsvist tidligt dagen derpå.
Vi havde to overordnede mål: 1. At komme hurtigt ud af Utah, 2. At komme hurtigt til Las Vegas!
Kursen blev lagt ud fra vores KOA-kort - og vi kørte glade af sted, indtil vi nåede et betalingsbur. Indgangen til "Zion National Park".
Ok, så tog vi det med, selvom vi godt nok syntes, at 25 dollars + 15 dollars, fordi vores RV var en "oversize vehichle", var lige til den gode side. Og snart udbrød Lars spontant: "Fotografér for satan, vi har betalt 40 dollars". Det gjorde jeg så….
'Zion' betyder himmel - og navnet er givet af nogle af Utahs mormoner, da de havde genvundet mælet efter at have opdaget den fascinerende klippekløft. Når man begynder sin bjergtur, er man allerede oppe i højden - hvorefter nedstigningen tager fart, inden man er i bunden af dalen og kan nyde de rødmelerede klippevægge.
Helt ubeskrivelig smukke bjerge, som med farvespil og unikke formationer vokser sig frem efter hvert et sving. Og sving - ja, dem er der mange af. Og to tunneler, hvor vi skulle "guides" gennem den sidste, som var 1,8 km lang - smal og lav i højden ift. vores motorkøretøj. Det gik fint! Men SÅ begyndte balladen: Nedstigningen! Kombinationen af markante hårnålesving, fald på 10-12 % og sne på vejene bekom mig ikke vel, hvorimod Lars syntes, det var spændende.
Jeg begyndte simpelthen at hyperventilere, koldsvede og småpibe. Lars, som gennem tiden har måttet aflede mange børn i lignende tilfælde, foreslog, at vi skulle synge en sang, hvilket jeg afslog for i stedet at fokusere på min vejrtrækning. Ned kom vi, og jeg er stadig dybt taknemmelig! Og pænt - det var det.

Min skræk kombineret med højde-svimmelheds-kvalmeneurosen dobbeltkombineret med almindelig sult, fik mig til at fable (i vildelse?) om en stor gang morgenmad med æg, bacon, brød, fed ost, juice - ja, hele svineriet , helst på en westernrestaurant ude på landet.
Det blev til "Deli"- en kop kaffe i plastbæger, opvarmet bolle med ost, kød og spejlæg (citat Lars: en morgenmadsburger) OG en chokoladedonut og et stk. blåbær turnover (!) til deling. Alt sammen serveret i pap og plast.
Til gengæld titulerede bagerdamen i Deli mig "baby girl", hvilket formentlig svarer til "ven" på horsensiansk. Men alligevel...!
Vi oplevede kun den syd-vestlige del af Utah og syntes umiddelbart, at der her var generelt flere pæne beboelser, og knap så meget rod og skrammel, som vi ellers havde oplevet indtil nu …

(H)