Onsdag kom vi for en gangs skyld i rimelig tid ud af røret, så allerede ved 15-tiden ankom vi til KOA Kampground uden for New Orleans.
KOA (Kampgrounds of America) er en kæde af pladser, hvor denne var ligeså tjekket som de øvrige KOA Kampgrounds, hvor konceptet er ensartethed og standardisering. I næsten snorlige rækker står campere og mobilehomes linet up - alle med elstik, vandhane og kloakafløb til samme side. Her er rene restrooms, velfungerende vaskeri, fast rengøringstid af toiletterne og en lille butik, hvor man kan købe det mest fornødne.
Alt personale er iklædt grimme gule polo-shirts med KOA-logo. Usmageligt, men praktisk genkendeligt.
Campingmutter (Roberta) tjekkede os ind - anviste vores plads, gav os koden til restroom og det trådløse netværk. Ingen slinger i valsen der. Campingfatter blev straks adviseret via walkie talkie, så han var klar til at gelejde os rettelig ind på plads nr. 104!
I løbet af fem minutter var vi installeret og kunne nyde en Budweiser "på terrassen".
Denne KOA-plads havde desuden den udsøgte service, at den storrygende fatter hver morgen og eftermiddag tilbød henholdsvis at bringe og hente de camperende til bymidten.
Vi valgte at tage turen ind klokken 17 - to aftener i træk.

Spor efter Cathrina-orkanen
Nogle områder omkring New Orleans er stadig præget af ødelæggelserne efter orkanen seks år tidligere; en naturkatastrofe i et omfang som U.S.A. ikke tidligere havde oplevet.
Før katastrofen boede der ca. tre mio. mennesker i New Orleans, i dag er tallet usikkert - men man ved, at omkring 1800 mennesker omkom, og at en stor del flygtede fra katastrofen.
Hårdest ramt var forstæderne, hvor der stadig kan ses en del ruiner, men heldigvis også mange nyopførte huse og en generel høj byggeaktivitet.
Langs med kanalen/Misssisippifloden er opført betonarmerede diger i en højde af 15-20 meter - og her kan man stadig ved farveforskellen se aftryk af, hvor vandet har gået under orkanen - ligesom man også ved flere bestående huse kunne se en sort streg 2-3 meter over jordens overflade.
Ved digerne har man efterfølgende opført forebyggende pumpestationer, som stadig - nu seks år efter katastrofen - pumper vand væk.
Der e ingen tvivl om, at denne katastrofe har sat sit præg på befolkningen - om end det var vanskeligt at spore pessimisme, når først man befandt sig down town.

http://en.wikipedia.org/wiki/Hurricane_Katrina

Bourbon Street - partytime
Vi var forberedt. Og vi havde hørt, at der var gang i den i New Orleans - i weekenden!
Men en ganske almindelig onsdag aften i januar - der havde vi måske bare forventet lidt afdæmpet jazz-musik stille liste sig ud fra de små beværtninger. Men dér tog vi fejl. Holdaheltop hvor var der bare totalt gang i den.
Efter et herligt måltid lanceret af marguithas (dagens tilbud) på en creolsk/spansk restaurant vandrede vi ud i det vilde natteliv.
Bymidten er delt op i to: Central Business District og the French Quarter. Det fransk kvarter er er skøn sammensurium af fransk, spansk, tysk, irsk, italiensk og afroamerikansk mad og musik, kunst og kultur - inde såvel som ude. Her er masser af eksklusive gallerier, hippiebutikker med spraglede gevandter og en duft af kvalmende røgelse, forretninger med t-shirt, souveniers og alskens crap, kiosker med cigarer og røg. Derudover er det et rent paradis hvad angår caféer, restauranter, barer, pubber - ja, selv steder med "shows for adults" (hvad det så end måtte indeholde?)
Her faldbyrder alle hinanden - og veldrejede sild står uden for beværtningerne for at trække folk ind, mens de lokker med 3 for 2's pris, billige drinks og "no cover".
På størstedelen af beværtningerne er der levende musik af skiftende genrer og svingende kvalitet - og da dørene eller hele facaden ud mod gaden er åben, har man mulighed for at smuglytte, inden man vælger af tage sig en drink lige der. Det koster typisk ikke noget at komme ind - konceptet er blot, at man skal købe mindst én genstand pr. person pr. sæt. Rimeligt nok!
Med så meget musik er konkurrencen stor. Ikke kun ift. at få et publikum, men også når det kommer til at vinde volumenmæssigt. Det kan være vanskeligt at spille højt nok til, at naboen ikke overdøver én!
Her er al slags musik: Funk, rock, blues, bluegrass, cajun - og naturligvis jaaazzz, som vi alt sammen nød i høje og lave toner.
Cajun, som er den originale, autentiske musikgenre, er specielt iørefaldende, om end den nok - de steer vi oplevede den - blev krydret med lidt andre stilarter. Bl.a. oplevede vi en bar et festligt band få den største lyd ud af den lilleste harmonika - og en rytmisk neger spille med teskeer på vaskebræt - i en moderne udgave hængende om halsen. Den sølvgrå farve klædte det sorte rigtig godt.

Røg under 40 m2?
Rygeloven er tilsyneladende ikke trådt helt så meget igennem i USA som i Danmark. I hvert fald ikke i Key West og absolut heller ikke New Orleans.
Trods 'forbudt-skilte' på væggene, pulses der lystigt - både ude og inde, på scenen og på tilhørerrækkerne, og umiddelbart var der ingen steder installeret genveks-anlæg.
Øl serveres mange steder i flasken uden glas, drinks i kreativt formede plastglas, rødvin i plast med låg. Praktisk med plastik, da mange gæster tager deres drikkevarer med sig, når de surfer mellem de forskellige steder og går på gaden og får et nip.
Plast er i det hele taget en stor artikel inden for restaurationsbranchen; en detalje som måske var værd at tage op til overvejelse på Endelave Kro. Sikke vi kunne spare tid på at pudse de skide glas!

Torsdag var praktisk dag - med tøjvask og let rengøring af huset på ryggen (feje guld og tørre håndvasken af).
Fredag tankede vi gas og forlod KOA'en kl. 12. Nåede at se New Orleans by light - inden turen gik videre mod Texas, hvor vi overnattede på en rasteplads lige ved grænsen…

(H)