Key West er stedet, hvor der er plads til at skeje ud - og ikke mindst de "lidt ældre" tiltrækkes af denne frihed.
Drikke øl, ryge vandpibe og havannacigarer - ja, endog pulse cigaretter både på gaden og på pubberne. Her er moralen veget tilbage til fordel for fest, farver og ren livsnydelse.
Efter Lars' sædvanlige morgenløbetur og Hannes dvaske forsøg på at sove videre på trods af enerverende hanegal, spiste vi vores fedtfattige blåbæryoghurt med müsli og spadserede derefter de 5-7 km Down Town Key West.
Her ligger stribevis af restauranter, værtshuse, sjove butikker og originale cubanske cigarkiosker, sidstnævnte betjent af store frodige mørke kvinder.
Byen er generelt godt krydret med en mangfoldighed af mennesker fra nær og fjern; heriblandt talte vi både med en tysk, en engelsk og en russisk pige, som alle arbejdede i nogle af byens mange tøjforretninger.
Imødekommenhed er meget kendetegnende for de amerikanere, vi indtil nu har mødt. Både i butikker, på camppladsen og på gaden. Med deres "how're you doing" og "where are you guys from" oplever vi, at vi som gæster er velkomne her i Guds eget land.

Vi fik set 'most southern house', 'most southern beach', 'most southern hotel' - og naturligvis også taget det obligatoriske foto af 'the southernmost point continental U.S.A.' Underligt at dette sydligste punkt kun ligger 90 miles fra Cuba.
Efter lidt tøjshopping med fokus på indkøb af kasket til Lars (som nu seriøst går mod ultimativ truckerstil med ærmeløs t-shirt, kasket, solbriller og dagsgammel skægvækst), var vi SÅ klar til fredagsøl.
Vi stilede direkte mod 'Sloppy Joe's bar', som er Hemmingsways gamle stamværtshus - og som siden 30'erne er blevet flittigt besøgt, dels pga. dets historiske baggrund, dels fordi det sælger sig på at være "still the best party in town". www.sloppyjoes.com

Ud fra de mange pubber lød der tiltagende høje, glade menneskelyde og levende musik, som pirrede vores nysgerrighed og tvang os til at stoppe op og glo ind ad de åbne døre. Og på trods af vores målrettethed måtte vi udskyde vores besøg på Joe's til efter middagen, da vi simpelthen blev indfanget af den guitarspillende entertainer på én af gadens irske pubber. Da det ikke lykkedes det hujende værtshuspublikum med tilråb at få os lokket ind i lastens hule, sprang guitaristen simpelthen ned fra scenen, styrtede ud på gaden efter os - for derefter at improvisere nye tekster omhandlende fallerede danskere. Alt imens blev vi bænket på hver vores barstol og bundet ind i blå gaffatape til stor jubel og applaus fra de andre gæster..
Om ikke andet så henter vi da noget inspiration at tage med hjem til Endelave Kro.

Fra fredagsøllene gik vi direkte over i tidlig aftensmad: De mest lækre skalddyrsretter garneret med herligt tilbehør og krydderi. Aldrig før har jeg drukket veltillavede mojito til min mad, hvilket jeg dog nu hjerteligt kan anbefale. Det er både velsmagende og virkefuldt.
Vi sov inden klokken 22…