Om morgenen sagde jeg til dem, at så måtte de gerne synge for mig, og det gjorde de så. Men de næste timer blev en blandet fornøjelse for mig. Ifølge min bog skulle jeg gå tilbage over den bro, vi var kommet over dagen før. Jeg gik bare for langt tilbage. Hele 3,3 km op ad et meget stejlt bjerg, indtil Alto Erro. Her spurgte 3 ældre spanske herrer mig, om jeg var på vej tilbage igen. De fik mig overbevist om, at jeg måtte den stejle vej ned igen. Erro ...

Jeg fik minimalt at spise i Zubiri for at skåne maven. Men på et lille hyggeligt privat hostel var jeg sammen nogle gemytlige tyskere, en dansker og den irske pige fra første dag. Jeg fik lelighed til at forklare mit projekt både på både tysk og engelsk, og den tyske pige på billedet tegnede min EN3-model ned i sin dagbog ifm et praktisk eksempel. Den irske pige, der er psykolog sagde: That makes sense. Det var det jeg allerhelst ville høre - uden at have...

Tanken om Zubiri og højdedraget Alto Erro vil jeg aldrig glemme, både for det dårlige og det gode. I klostrets rare bløde seng fik jeg allertiders mavekneb. Det gjorde bare så ondt, som med hård mave. Hele natten prøvede jeg at massere det væk, men det hjalp kun kort. Kl. 3 var jeg på toilettet og brækkede mig. Det hjalp lidt, så jeg også fik sovet lidt. Kl. 6 stod jeg op, men kom ikke afsted før over 8, fordi min nye tyske ven på 74 år ikke var kl...