D. 2. januar forlod vi Sydney og kørte mod Blue Mountains, der er et kæmpe bjergområde/nationalpark et par timers kørsel fra Sydney. Vi kom først afsted sidst på dagen, så vi valgte at overnatte i Richmond lidt uden for Blue Mountains. Næste dag var vi til gengæld klar til at gå på opdagelse, så vi kørte til det nærmeste "visitor center" for at få udleveret kort over vandrestier, samt huske at spørge om der var noget specielt vi skulle være opmærksomme på (det kan være slanger, bushfires eller andre ubehagelige ting, -slangerne skal man dog altid være opmærksomme på har vi lært). Det var en meget varm dag, så vi startede med en dukkert i en lille bjergsø inden vi kørte videre til Wenthworth Falls, hvor vi gik et par lange ture i området omkring vandfaldene. Turen bød både på soppetur i et vandfald, fantastisk udsigt ud over bjergene med det blå skær fra eucalyptustræerne, vandring under og over stejle klipper og på endnu mere stejle trapper. Da benene var kørt trætte, fortsatte vi til den nærmeste by Katoomba, for at handle lidt. Det var efterhånden aftensmadstid, så vi stoppede på en rasteplads og lavede mad og kørte så videre i mørket for at finde et sted at overnatte. Man må ikke overnatte på alle rastepladser og parkeringspladser, så enten skal man finde en hvor det er tilladt (og helst gratis) eller også skal man finde et ugeneret sted i en skov eller lignende. Vi har et kort med en masse gratis lejrpladser (vores bibel!) så vi havde udset os to mulige steder i området, men de lod sig ikke sådan finde i mørke. Til sidst fandt vi en indkørsel ind i skoven, hvor vi besluttede at slå lejr. Der var heldigvis ingen trafik på den nærliggende hovedvej, så der var fred og ro, bortset fra skovens dyr (måske var det en possum?), der nysgerrigt kiggede ned fra træerne. Næste morgen kørte vi til Jenolan Caves, som vi ved et tilfælde havde set en annonce for. Efter at have kørt af små snoede bjergveje et godt stykke tid, kom vi pludselig til en sø med en klar grøn-blå farve, -helt anderledes end noget andet vi har set. Ved siden af søen fortsatte vejen ind gennem et kæmpe hul i bjerget og det viste sig at være den første af Jenolan-grotterne. På den anden side gemte der sig en hel lille by bestående af hotel, restaurant, cafe, guide-kontor, billet-kontor og masser af parkeringspladser rigt befolket af turister, papegøjer, water dragons (en slags øgle), og en enkelt meget tam wallaby. Vi skyndte os ind på billetkontoret for at finde ud af om vi kunne få et kig ind i hulerne samme dag. Der var lige to ledige pladser tilbage på en tur om 10 min lød svaret. Som med så mange andre turistatraktioner, ved de godt hvad de skal tage for billetterne, så det var ikke billigt, men de 340 mio. år gamle grotter lød for spændende til at vi kunne køre videre uden at kigge indenfor. Så få minutter efter mødtes vi med vores guide og resten af gruppen. Vi blev lukket ind gennem en tung dør i klippesiden og derefter stod vi i en lang, svagt oplyst gang, der første ind i bjerget. Jenolan Caves består af flere hundrede grotter, hvoraf de 11 er åbne for publikum. Alle grotterne er dannet for mange millioner år siden og er siden blevet beklædt med krystaller, der naturligt vokser frem i forskellige formationer i de fleste af grotterne. Den grotte vi nu skulle ind i bliver kaldt for Temple of Baal. For at komme til grotten skal man ned af en lang trappe i "The devils throat" og det var præcis hvad de rødlige uklare krystalformationer lignede, mens vi begav os ned i det mørke dyb. Vores guide fortalte at krystallerne vokser ca. 1 cm på 100 år. Det gav lidt perspektiv på krystallernes alder! Nede i forkammeret til "Temple of Baal" fik vi mulighed for at se lidt nærmere på de fantastiske krystalvækster, der oftest er rødlige, men nogen gange helt hvide. Nogle af dem blinker som diamanter, mens andre skinner af vand og andre igen er helt matte. Hvis man rører ved dem bliver de sorte, så det gjorde vi os stor umage for at lade være med. Grotterne er oplyst, men på en nøje udregnet måde så man aldrig står badet i dagslys. Guiderne kan tænde og slukke belysningen af forskellige områder og formationer og flere gange fik vi lov at gå ind i et nyt afsnit uden at kunne se noget i mørket. Det var ret fantastisk at stå midt i den mørke grotte og se hvordan den stille og roligt kom til syne for os når lyset blev tændt rundt omkring. Når lyset bliver slukket er det HELT mørkt. Vi fik også lov at opleve grotterne i skæret fra et stearinlys magen til det de første opdagere brugte, da man udforskede grotterne i midten af 1800-tallet. Det må have været en ubeskriveligt spændende, skræmmende og farlig opgave! Da vi havde set os godt om i den første lille grotte fik vi besked på at gå videre ind i "hovedgrotten" i stilhed. Da vi kom ind i det vi godt kunne fornemme var et stort rum, var den ene væg svagt oplyst af et blå-grønt lys. Fra nogle skjulte højtalere lød tonerne af Queens "Who Wants to Live Forever". Det var enormt stemningfuldt at befinde sig dybt nede i jorden i en 340 mio. år gammel grotte og stå i mørket og lytte til den smukke musik. Så føler man sig meget lille og indser at vores tid på jorden er kort sådan set i det store perspektiv! Da lyset stille og roligt blev tændt oplystes de smukkeste krystalformationer og vi stod i et KÆMPE rum med meget højt til loftet. Krystalformationer på mange meter hang ned fra vægge og lofter, mens de andre steder voksede op fra gulvet. Det er umuligt at beskrive hvor flot det var og vores billeder yder heller ikke grotterne retfærdighed. Så der er ikke andet at sige end at man selv må et smut forbi Jenolan Caves hvis man vil opleve dette utrolige syn. Efter at have tilbragt 2 timer i det kølige mørke blev vi lukket ud i solen igen, med et helt nyt syn på geologi og vores planets magiske kræfter. Vi fik at vide at vi kunne få halv pris på næste tur, så vi bookede en tur i en anden grotte til dagen efter. Sidst på eftermiddagen begav vi os på "self-guided tour" med en fjollet telefon om halsen, der kunne fortælle os om de ting vi kom forbi. Turen førte os ind i "Nettle Cave" og "Devils Coachhouse" der er åbne grotter hvor dagslyset skinner ind gennem huller hist og pist. Her er ikke helt så mange og flotte krystalformationer som under jorden. Men det var stadig en oplevelse at se. Derefter begav vi os på bush-walk af en afmærket vandresti rundt i området. At dømme efter mængden af spindelvæv (flest i hovedhøjde) og brændenælder var det vist længe siden der havde gået mennesker på stien. Vi gik længe gennem en dal og ind gennem en skov og pludselig stod en hel flok kænguruer foran os. Jeg er ikke sikker på om de overhovedet havde set mennesker før, de stirrede i hvertfald længe og undrende på os, før de genoptog græsningen. Jonas mente at de ikke ville blive skræmte hvis vi nu bevægede os lige som dem, så jeg blev underholdt fra alle sider af de nysgerrige kænguruer og af Jonas, der næsten kunne hoppe som en. Om det var "forklædningstaktikken" der gjorde det, ved jeg ikke, men kænguruerne lod os komme meget tæt på, inden de hoppede længere ind i skoven. Vi fortsatte vores tur af stien, der efterhånden var indsnævret til et 20 cm smalt spor. Skiltene havde vi ikke set længe, men vi fortsatte af stien, gennem spindelvæv og brændenælder, indtil der ikke længere var nogen sti. Da vi havde afsøgt hele området og ikke kunne se spor af mennesker eller høre andre lyde end skovfuglenes pippen, opgav vi at komme videre. Der var kun et par timer til solnedgang og vi har en forestilling om at det ikke er særlig sjovt at overnatte i den australske bush, uden telt eller mad. Så vi tog hele den lange tur tilbage hvor vi kom fra. Alt i alt blev det vist til en 5 timers vandretur. Svedige og trætte som vi var, drømte vi om et varmt bad og ville gerne være fri for at køre langt for at finde et sted at sove. Så vi spurgte pænt om vi måtte overnatte på parkeringspladsen og vi fik ovenikøbet lov at tage bad i en af hotellets bygninger. Lige hvad vi trængte til! Næste morgen skulle vi på tur i "River Cave", der indeholder underjordiske søer og floder. Det var lige så fantastisk som grottebesøget dagen før. Det var helt magisk at se det klare vand strømme i floden "Styx"! Jonas var klar til at hoppe på hovedet i hvis han havde fået lov. Så nu er grotte-dykning vist kommer på ønskelisten. På denne tur kom vi langt omkring i forskellige grotter og op og ned af mange stejle trapper og stiger. Vi lærte mere om grotternes opståen og krystallernes dannelse. Så endnu en gang blev vi klogere samtidig med at vi fik en fantastisk oplevelse. Ude i dagslyset igen var det tid til frokost inden vi forlod området for at køre tilbage mod Richmond hvor vi gerne ville overnatte igen. På vejen kørte vi forbi udsigtspunktet "Echo Point" og bjergformationen "De 3 søstre", men det var trods den flotte udsigt, bare en turistfælde der fik os til at bruge alt for mange penge på parkering. Udsigten var da fantastisk, men når man var omgivet af en milliard japanske turister, kunne det altså ikke måle sig med de mere ensomme ture rundt i området vi havde taget de foregående dage. Efter Blue Mountains kørte vi endnu engang mod Sydney, denne gang for at slå os ned hos Kristine og Mark i Ryde. Jeg har gået på Ollerup med Kristine og har altid tænkt at det ville være sjovt at besøge hende, hvis jeg nogen sinde kom til Australien. Så 6½ år efter farvel til Ollerup, blev vi varmt modtaget i Kristine og Marks nye hus. Den første eftermiddag tilbragte vi i Kristines forældres 30 grader varme pool og om aftenen stod den på barbeque. Vi blev indkvarteret i gæsteværelset og nød al den luksus som man ikke finder i en campervan. Rindende vand, varme bade, køleskab, aircondition, nyvasket tøj og en rigtig sofa! Dertil to hyggelige og gæstfrie værter, -så bliver det ikke meget bedre! Næste dag to vi på opdagelse på Coockatoo Island, der ligger i Sydneys havn. Øen har tidligere været befolket af straffefanger, men rummer nu en campingplads, en masse historiske bygninger og forskellig moderne kunst hist og pist på øen. Det var en rigtig hyggelig tur med picnic på toppen af øen og indsigt i Australiens fortid som straffefange-koloni. Noget af det fantastiske ved Sydney er at man kan tage færgen i stedet for bussen mellem flere bydele, strande og seværdigheder. Det er så også det eneste gode der er at sige om Sydneys offentlige transport, men lidt har også ret. Australierne går rigtig meget op i kricket. Skik følge eller land fly, så vi tog med til kricketkamp søndag aften. Vi ville gerne lære lidt om reglerne og få en bedre fornemmelse og forståelse af spillet, som vi har hørt kan vare op til 5 dage. Denne kamp var dog begrænset til 3 timer og skulle foregå på det Olympiske Stadion så det var en ideel mulighed for et par kricket-novicer som os. Kampen startede dog med en halv times forsinkelse pga regnvejr, men det er man vant til, så en komiker sørger for at stemningen på stadion ikke daler for meget i regnpauserne. Kampen var mellem Sydneys to hold: Thunders og Six´es, og havde trukket lidt over 30.000 mennesker til stadion denne aften. Kricket-tilhængerne lader ikke fodboldhooligans noget efter hvad angår udklædning og kampråb fra tilskuerrækkerne, så vi var godt underholdt selvom spillet må siges at være noget langvarigt. Ca. halvanden time efter at kampen endelig var kommet i gang brød et voldsomt uvejr løs over stadion med lyn og torden og masser af regn. Det endte med at kampen blev aflyst og sammen med de andre 30.000 forlod vi stadion i silende regn. Men når temperaturen stadig ligger langt over 25 grader gør det egentlig ikke så meget at man bliver gennemblødt… Vel hjemme i tørvejr hos Kristine og Mark sluttede vi sportsaftenen af med olympisk dyst på wii´en inden vi trætte kravlede under dynerne. Tusind tak til Kristine og Mark for et fantastisk hyggeligt indblik i ægte australsk kultur og gæstfrihed!