Har nu i et par uger villet skrive dette indlæg om australiens dyreliv, men der bliver ved med at komme nye dyre-oplevelser på listen, så jeg har ikke fået taget mig sammen. Men det gør jeg nu! Australiens vilde dyr har været fantastisk gavmilde overfor os fra den første uge vi var her og de fortjener et afsnit for sig selv.

Langs Great Ocean Road flyver smukke, farvestrålende papegøjer frit omkring og de er meget nysgerrige og nærgående! Første gang vi spiste frokost på en rasteplads i skoven fik vi besøg af en rød og grøn papegøje, der gerne ville fodres med havregryn og fløj helt hen og satte sig på bilens tag. Den blev hurtigt modigere og fløj hen på køletasken, for derefter at lande på min skulder, hvorfra den bestemt ikke havde tænkt sig at flytte sig.

Generelt er her rigtig mange spændende og flotte fugle og de er ikke nær så sky som derhjemme. Vi har set undulater, sorte svaner, små blå gærdesmuttelignende fugle, en mærkelig sumphøne der ligner noget fra dinosaurverdenen, kæmpe grå og hvide gæs, ugler, pingviner, forskellige typer af ænder og en masse andre som jeg ikke kan huske…

Pingvinerne var en speciel oplevelse. Vi var taget til Phillip Island, syd for Melbourne, for at stifte bekendtskab med de små pingviner der lever på øen. Vi tog en vandretur ved et klippeområde, der kaldes "The Nobbies" og fandt masser af pingvinhuler i jorden, og flere steder kunne man skimte et pingvinnæb eller et helt hovede! Om aftenen tog vi til et turist-pingvin-arrangement, der viste sig at være rigeligt "turistet" for vores smag, men det var den eneste måde at se mere til de små pingviner. Hver aften dukker pingvinerne frem af havet kort efter solnedgang for at gå til deres huler på den anden side af stranden. Det kan man som turist få lov at betale i dyre domme for at overvære. De sælger op til 3000 billetter pr aften, så stranden er tætpakket med turister. Man skal være der i god tid, for man kan selvfølgelig ikke sige præcis hvornår pingvinerne vil dukke op. "Rangerne" på stedet gør meget ud af at fortælle at vi jo er gæster på pingvinernes område og der er strenge regler om at der ikke må tages billeder, og at man skal forholde sig stille og roligt når pingvinerne dukker op, ligesom man selvfølgelig skal blive på de afmærkede områder. Det virkede jo alt sammen rigtig fornuftigt, men desværre var Jonas og jeg vist de eneste der forstod anvisningerne, selvom de blev læst op på både engelsk, kinesisk og japansk. Vi sad længe og kiggede ud over havet mens solen gik ned og spejdede efter de små sorte klatter i bølgerne… Pludselig kunne man se pingvinerne dukke op i små grupper helt inde ved stranden, hvor de kæmpede lidt tid i bølgerne før de endelig gik i land på stranden og vraltede hen over sandet op mod deres huler, hvor ungerne ventede på mad. Det var et ret fantastisk syn, men stemningen blev helt ødelagt af at den første pingvin fulgtes af et øredøvende udbrud af "ihhh" og "åhh", og "mor, jeg vil hen og klappe pingvinen", samt et dårligt skjult arsenal af kameraer og mobiltelefoner, der fløj op af lommerne rundt omkring. Folk rejste sig og flyttede til en ny plads fordi de ikke var tilfredse med udsigten fra den første og i det hele taget var der kaos på stranden. Hvis jeg var pingvin var jeg hoppet direkte på hovedet i bølgerne igen og havde fundet mig et nyt sted at bo. Tænk at de skal finde sig i sådan et virvar hver eneste aften! Og pingvinerne ser jo nok ikke meget af indtægterne fra entré og popcornsalg. Vi behøver vist ikke sige at vi gik noget forargede fra arrangementet og var lidt skuffede over at en smuk naturoplevelse skulle ødelægges af mennesker, der i stor stil tog fokus helt væk fra pingvinerne.

Kænguruerne er et helt kapitel for sig. Det er nogle fantastiske dyr som vi er blevet meget fascinerede af. Første gang vi mødte dem var ved Tower Hill, et naturområde ved Warnambool, ved slutningen af Great Ocean Road. Vi ville bare lige gå en aftentur ved solnedgangstid og gik og var optagede af at kigge på kaniner (de er overalt i naturen og har tidligere været en stor plage, fordi de åd alt grønt de kom forbi, så de er forsøgt udryddet flere gange siden deres indførsel i 1800-tallet, men uden held. Vi synes bare de er søde!). Pludselig gav Jonas tegn til at jeg skulle komme stille hen til ham, og så så jeg at der stod en lille flok kænguruer i en lysning mellem træer og buske ca. 100 meter foran os. Vi listede os stille nærmere og fik øje på flere og flere kænguruer langs vejen og søbredden foran os. Jeg tror der var et sted mellem 50 og 100 i alt. Mange havde unger, der kiggede ud af pungen! De er så søde J Vi fandt hurtigt ud af at kænguruerne ikke tog sig særlig meget af vores tilstedeværelse. De satte sig blot på bagbenene og betragtede os, når vi kom tæt på, og græssede så videre igen. Vi brugte laang tid på at kigge på dem og fascineres af deres hoppeteknik og hvor elegante de er når de skal bevæge sig et lille stykke: de lægger al vægten over på de små forben og løfter så hele deres bagkrop fri og trækker den til sig, ubesværet og kontrolleret. En stemmeteknik, der ville gøre enhver springgymnast misundelig. En anden fascinerende ting ved kænguruerne er der virker meget menneskelige i deres udtryk. De bruger forbenene næsten som hænder og arme og kan sagtens finde på at klø sig bag øret eller på maven. Et par dage senere mødte vi flere kænguruer i The Grampians og her til morgen vågnede vi op til en flok af 9 voksne kænguruer og adskillige unger lige uden for bilen J Da jeg for et øjeblik siden gik hen til campingpladsens toilet, lå der en kænguru i marken ved siden af og græssede som en anden bambi. Det er eller ret usædvanligt at se dem i fuldt dagslys, de plejer mest at komme frem ved solopgang og -nedgang. Udover kænguruer ser vi en del wallaby´er, der er et lidt mindre kænguru-agtigt dyr. De er dog ikke helt så elegante og har et lidt mindre udtryksfuldt ansigt synes jeg.

Langs Great Ocean Road mødte vi også koalaer, der sad og sov i træerne, men vi har ikke set nogen siden. Man skal dog også åbne øjnene godt og grundigt for at se dem, for de er virkelig gode til at skjule sig i trætoppene. Men søde ser de ud. Vi så dem et typisk koala-sted, hvor mange turister stopper for at se koalaer. Vi havde efter lang tids søgen fundet et par stykker og var på vej tilbage til bilen, da vi mødte en stor flok japanske turister. De spurgte om vi havde set nogen koalaer og vi kunne så fortælle at vi da stod og så på en i træet lige over os. Jeg tror aldrig de havde fået øje på en eneste kænguru, hvis ikke vi havde udpeget den for dem J

De sidste par dage har vi været i Kangaroo Valley hvor vi selvfølgelig har set kænguruer, men derudover er området domineret af et andet australsk dyr: wombatten. En wombat ligner en krydsning mellem et forvokset marsvin, et hængebugesvin og en tøjbamse. Den er som mange andre australske skabninger et natdyr og kommer frem omkring solnedgang for at græsse. Det bliver den så ved med indtil solen står op igen og den vender tilbage til sin hule i jorden. Wombats´ne er lidt sky, men absolut ikke bange for mennesker og menneskeskabte genstande. De sidste par nætter er vi blevet vækket af at bilen pludselig rokkede fra side til side. Det var da bare en wombat, der i bedste hestestil, manglede noget at klø sig om af og mente at vores bil kunne være velegnet til formålet… Heldigvis var vi blevet advaret om fænomenet, ellers var vi nok blevet en smule forskrækkede! De stakkels wombats er også ofte at se i vejkanten i død tilstand. Her ligger de med alle fire ben i vejret og ser ud som om de var udstoppede. Det er ikke så behageligt et syn.

I går var vi på udkig efter platypusser ved Fitzroy Falls. Vi så dem desværre ikke (de er også natdyr og vi var på dagbesøg), men håber at få et glimt af en en dag. Efter at have lært lidt om dem på National Museum of Australia i Canberra den anden dag, har vi fået øjnene op for hvilket fantastisk og anderledes dyr et næbdyr er. De har pels, næb og svømmefødder. De lægger æg, der klækkes efter 2 uger hvorefter de mikroskopiske unger vokser sig store lidt på samme måde som kænguruungerne i pungen og så alligevel ikke. Man kan godt forstå at europæerne i første omgang troede at dyret var kunstigt konstrueret, for som mange af australiens andre dyr, ligner den slet ikke noget vi kender i forvejen. Det er ret fantastisk at være i et land, der har et så anderledes dyreliv end vi er vant til hjemmefra.

Derudover havde vi jo en helt fantastisk dag med sæler og delfiner, men den har vi jo allerede skrevet om i et andet indlæg.

Det bedste ved australiens wildlife er at det underholder os konstant. Næsten uanset hvor vi befinder os, er der en sjov fugl, et stort firben, en kæmpe flagermus, et underligt kæmpeegern, en slange (det er endnu kun Jonas der har set en, men den var vild siger han!) eller et andet dyr der dukker op og giver stof til forundring/sjov/eftertanke/fascination/beundring/væmmelse/begejstring :-)