De sidste par uger har vi befundet os på den nedre del af østkysten, både helt ude ved havet og lidt inde i landet. Området er centrum for vandaktiviteter af alle slags og vi lagde ud med at prøve kræfter med bølgerne på surfbrædter ved Anna Bay. Anna Bay er en lille bitte by, med en lækker strand og en dejlig stor parkeringsplads ved stranden, med både græs, skygge, toiletter, rindende vand og brusere (det er kriterierne for et godt sted at slå lejr). Efter mange overvejelser fra min side, meldte vi os på et begynder-surf-kursus. Jeg havde haft en lidt voldsom oplevelse med nogle meget store bølger i Sydney, så jeg var ikke helt sikker på om jeg ligefrem ville betale for at blive væltet rundt i bølgerne i et par timer, men Jonas syntes at jeg skulle arbejde med min bølgeangst, så vi hoppede i våddragter og surfer t-shirst og slæbte hvert vores kæmpe begynder board ned på sandet. Her blev vi instrueret i padleteknikker og andet nyttigt inden vi skulle ud i bølgerne. De første 10 min øvede vi os i at padle ud og "body-boarde" ind. Derefter fik vi igen lidt instruktion på land, -denne gang øvede vi at komme op og stå på brædtet. Og så var vi klar! De tålmodige instruktører hjalp os med at vælge de rigtige bølger og så var det ellers bare om at padle afsted, strække armene og foretage det faretruende hop der skulle forvandle os fra maveliggende skildpadder til stående surfere. 1-2-3 hop, så stod jeg der! Hele vejen ind til det blev for lavt… Hoppede så kontrolleret af og trak brædtet med ud igen. I første forsøg! Tror nok jeg selv var lidt målløs og Jonas syntes jeg var dygtig. Jeg lagde ud med en 3-4 gode ture, men så begyndte udfordringerne at komme. Ved ikke helt om det var bølgerne og vindretningen der havde ændret sig, men i hvert fald var dette pludselig helt umuligt at fange en forrnuftig bølge, så hver gang blev jeg hvirvlet rundt under vandet med sand og saltvand over alt. Det var SÅ hårdt og alt det salt smager ikke særlig godt. Jonas begyndte tilgengæld at få et bedre tag på bræt og bølger og tog nogle lange flotte ture, stående på brædtet helt ind til stranden. Så efter 2 timer var vi godt trætte i hoved og krop og dasede vist bare i solen resten af dagen. Nu ønsker vi os et surfbrædt så vi selv kan lege lidt mere med teknikken.

Efter Anna Bay kørte vi nordpå langs kysten og overnattede forskellige steder i en nationalpark hvor vi igen så masser af kænguruer og udnyttede de smukke sandstrande til morgentræning med løb og styrketræning på stranden. Selvom jeg savner at lave gymnastik, er det altså noget mere motiverende at træne på en strand med bølgebrus i ørerne og sand mellem tæerne og en sten som vægtstang, end at tonse rundt i en mørk, kold gymnastiksal. Til fysserne: det er rigtig sjovt at udtænke nye øvelser og træningsmetoder i naturen. Fx er "spurt i knæhøjt vand" fantastisk for både kondi og benmuskulatur…

I disse dage brugte vi også mange kræfter på at få orden på omregistreringen af vores bil. Der har været en masse bøvl med at få papirerne i orden fordi irerne, som vi købte bilen af, åbenbart ikke havde fået omregistreret til deres navn da de købte bilen, og derudover havde skrevet et forkert navn på den konvolut vi skulle afhente på et posthus. Så brevet med de nødvendige papirer blev forsinket en måned inden vi langt om længe kunne samle det op i Coffs Harbour (hvor vi brugte mange dage i regnvejr på at vente på det) og sende det tilbage til Syd-Australien, hvorfra vi så endnu engang skal have det videresendt fra et posthus i Adelaide til Cairns hvor vi nok befinder os når papirerne endelig er færdige. Det er en meget lang og indviklet historie, moralen er: hvis du skal købe bil i Australien skal du være indstillet på at papirarbejdet er meget omstændeligt og reglerne skifter fra stat til stat. Derudover er postvæsenet hernede meget langsomt, hvilket forlænger besværet yderligere. Nå men alt dette gjorde at vi skulle få noget tid til at gå, mens vi ventede på at modtage registreringspapirerne. Vi kørte til den lille bjerglandsby Bellingen, hvor vi landede lige midt i det ugentlige landbrugsmarked med lokalproducerede madvarer. Vi camperede på dyrskuepladsen og tilbragte et par hyggelige dage med at se nærmere på byen, der var fuld af butikker med håndlavede kunstprodukter så som træskærer-arbejde, læderprodukter og malerier. Der var også en "vibe" af afslappet hippie/økofreak-stemning og de lokale var meget åbne og venlige. Efter flere dage i bushen nød vi at tage et varmt bad, og derefter spise varm pizza og drikke kølig hvidvin på en civiliseret restaurant om aftenen. På vej til restauranten så vi et ret fantastisk fænomen: flere tusinde kæmpe flagermus letter fra deres sovetræer og flyver over floden, ud for at fange mad. Imponerende syn!

Da vi var trætte af Bellingen kørte vi til Dorrigo og gik en lang regnskovstur inden vi af små øde veje kørte mod Coffs Harbour, hvor vi skulle samle post op. Det var en noget vild tur i silende regn, på meget smalle og stejle skovveje. Undervejs kom vi igennem området "Suicide", -vi tror vejforholdene må være skyld i dette navn…

I Coffs Harbour væltede regnen ned det meste af tiden, så selvom vi havde slået os ned ved en dejlig strand, var vi ikke rigtig i badehumør. Til gengæld tog vi hul på en ny vand-disciplin: fiskeri! Udstyret med fiskestang og kroge, tænkte vi at vi da snildt kunne fange lidt aftensmad, men det lykkedes nu ikke den dag. Forhåbentlig har vi heldet med os en anden gang. En aften, hvor det rent faktisk var tørvejr, blev vi inviteret med til udendørstræning i et stort parkområde sammen med nogle lokale. Så vi hoppede i træningstøjet og deltog i en hård og sjov time med masser af styrketræning på græsset. Det var en rigtig god oplevelse og dejligt at have et par trænere til at holde gang i flokken!

Da posten endelig kom og vi kunne begive os videre, kørte vi til Nimbin, hvor vi havde lavet en "wwoofing"-aftale. Wwoofing er ret udbredt hernede og består oftest i at man arbejder frivilligt på en økologisk farm og får så kost og logi som løn. I vores tilfælde var det en familie, der havde brug for hjælp til noget maler- og havearbejde. Vi ankom torsdag middag og hilste på Jay og datteren Kaara. Moderen Claire og sønnen Ben var på hospitalet for at løse Bens søvnproblemer, så dem mødte vi først et par dage senere. Da vi var blevet vist rundt, gik vi i gang med arbejdet som denne dag bestod i at male badeværelset. De følgende dage fortsatte vi med malerarbejdet eller slog græs og ryddede op i haven når regnvejret tillod det. Vi stiftede bekendtskab med igler i buskene og på vores ben, (adr!!!) og kæmpe store edderkopper, der lavede smukke spind. I baghaven havde 2-3000 flagermus slået sig ned, så de baskede højlydt afsted sidst på eftermiddagen hver dag og kom så hjem ved daggry. Vi var med familien på det lokale økologiske lørdagsmarked og til tromme-jam i Nimbin fredag aften. Jay viste os et "hemmeligt sted" i regnskoven, med et lille vandfald og en stor pool man kunne svømme i. Kaara på 4 år adopterede os fuldstændigt, nok mest fordi hendes mor jo var afsted på hospitalet med lillebroren. Vi var der en lille uges tid og satte stor pris på varme bade, nyvasket tøj, mad fra et rigtigt køkken og ikke mindst at man kunne komme indenfor i tørvejr, for regnen blev bare ved med at tage til.

Nimbin er noget for sig. En lille bitte landsby fyldt med hippier og andet 70´er levn. Mange af byens beboere ser ud som om de stadig tror det er 1978 både hvad angår påklædning, livsstil, opførsel og musiksmag. Man kan ikke gå en tur ned af hovedgaden uden at blive tilbudt et bredt udvalg af hash-cookies, svampe og andre sjove sager og hele byen er udsmykket meget farvestrålende med regnbuer og hampblade over alt. Der danses frit i gaderne og butikkernes åbningstider er skiltet meget præcist: "butikken er åben når jeg er her"… På byens museum blev vi "vist rundt" af en ældre dame, der var så langt væk i hash-tåger, at vi ikke helt forstod hvad hun fortalte. Generelt er det en meget hyggelig og fredelig by, men det virker som om kampen for fri hash og hippiernes regnbuedrømme er blevet til en kliché til ære for turisterne.

Da vi syntes at vi havde oplevet hvad vi ville i området (i hvert fald så meget som regnvejret tillod) og vi havde klaret det aftalte arbejde for familien, drog vi mod Byron Bay. Det kom dog til at tage lidt længere tid end vi havde regnet med at komme afsted fra Nimbin. Det havde regnet heftigt det meste af natten og da vi nåede en lille bro tæt ved Nimbin, kunne vi se vandet fosse i stride strømme OVER (og ikke under) broen. Nå ja, man har vel været på Island, så lidt vand på vejen er jo ikke noget nyt. Vi blev enige om at det nok var smart at tjekke hvor dybt det var før vi begav os ud i vandmasserne, så jeg hoppede ud af bilen og traskede ud i vandet, der hurtigt nåede til lige under knæene og rev så stærkt i mine ben at jeg var ved at miste mine sandaler. En lokal kom forbi i 4hjulstrækker og kørte igennem med vand op til midt på begge døre. Efter et hurtigt krigsråd blev vi enige om at det vist ikke var værd at ofre vores bil på denne flod. Så vi tog en tur tilbage til "vores familie" og ventede et par timer. Ved middagstid forsøgte vi igen og nu var vandstanden faldet så meget at vi kunne komme over broen.

I Byron Bay hersker også en afslappet hippie-agtig stemning, men byen er meget præget af turister. Der er smukke strande og flotte vandreture, -har vi fået fortalt. For i silende regn orkede vi altså ikke at udforske dem. I stedet fik vi arrangeret hvilke udflugter vi skal på videre op langs østkysten, så vi smed de sidste sparepenge efter tur-arrangørerne og krydsede fingre for at få endelig bekræftelse på et job vi havde søgt. Vi ventede og ventede og hørte ingenting. Forsøgte gentagne gange at få kontakt til arbejdsgiveren, men det lykkedes ikke. Vi forlod Byron Bay og kørte til Surfers Paradis, med stop i et parkeringshus i Tweed Heads på vejen (tørvejr til at åbne bildørene og få ryddet lidt op og luftet ud. Der bliver forfærdelig fugtigt og varrmt inde i bilen efter så mange dage med regn, og vores våde tøj kan ikke tørre ordentligt). Her forsøgte vi at få repareret vores telefon, der har opført sig mærkeligt i nogen tid. Det blev til en masse ventetid, en masse penge ud af lommen og ingen helbredelse til telefonen. Vi fik dog kontakt til en gut i Surfers Paradise, der skulle kunne ordne det. Endnu flere penge ud af lommen, resultat: telefonen virker stadig ikke optimalt, al musik, alle tlf-numre og al anden data er slettet! Øv hvor følte vi os snydt over at have brugt en masse tid og penge og så endte vi med et dårligere resultat end vi var startet med. Fyren der kiggede på den sidst, skulle bare skifte batteriet og alligevel ender han med at slette alt på telefonen uden at gøre os opmærksom på det først. Det regnede stadig og vi havde stadig ingen anelse om om vi ville få arbejde før vi gik helt fallit. Humøret var temmelig lavt. Det er rigtig dårlig timing at regnen har valgt at indfinde sig nu hvor tidsmæssigt godt kunne havde i en midtvejskrise. Men vi prøver at holde humøret højt.

D. 26. jan. stod vi op til tørvejr og små glimt af blå himmel!!! På med løbeskoene og ud og nyde tørvejret! Det var Australia Day, så alle havde fri og der var mennesker og flag og barbeques overalt. Vi slappede af hele dagen og åndede lettet op over at få en hel dag uden regn. Vi gik rundt og så lidt på byen, der kaldes Australiens Las Vegas. Der er kæmpe hoteller og glitrende lys overalt og det vrimler med butikker og underholdning. Vi holdt os dog fra at bruge de store penge, men købte bare ind til en god gang barbeque om aftenen. Vi nåede lige at spise færdig og pakke tingene i bilen inden regnen vendte tilbage igen. Fredag morgen stod vi op til masser af vand overalt og benyttede chancen for et gratis varmt bad på en stor tankstation. Da vi kom ud af badet lå der sørme en email og ventede på at fortælle os at vi endelig har fået betalt arbejde!!! Vi skal plukke lime-frugter tæt på Cairns, 3-4 dage om ugen og så har vi jo fri til at tage ud ogg dykke ved Great Barrier Reef de andre dage. Så nu kunne vi endelig ånde lettet op over den økonomiske situation. Vi ved ikke helt hvor længe vi har arbejde, men forhåbentlig er det nok til at finansiere resten af turen. Eftersom regnen jo stadig væltede ned valgte vi at fejre jobbet med at bruge en masse penge på at spise varm mad på restauranter, hjælpe CSI med at løse drabssager og se Sherlock Holmes gøre os kunsten efter på det store lærred om aftenen. Regnvejret er lidt lettere at holde ud når man kan krydre det med hyggelige indendørsoplevelser!

I dag gik vi "all in" på vandland og tog i forlystelsesparken Wet´n´Wild. Våde var vi jo alligevel, så hvorfor ikke give sig i kast med de store rutchebaner? Området her bugner med forlystelsesparker over forskellige temaer, men Jonas ville helst prøve den vandede af slagsen og i regnen gjorde badetøj sig jo fint. Vi lagde ud med en knap så stejl klassisk vandrutchebane. Uhh, den var lidt vild syntes jeg. Jonas syntes vist den var kedelig. Videre til den næste, hvor man blev placeret sammen i en kæmpebadering og så for fuld fart nedad. Det var sjovt! Jonas havde set en bane, hvor man også kunne sidde to i samme badering. Her blev man så skudt ud i næsten frit fald (sådan føltes det i hvert fald) inden man hvirvlede rundt i en stor tragt. Det var vildt!!! Selvom Jonas råbte vist lidt undervejs og der skal ellers meget til. Jeg var dødsens angst både før og under turen, men bagefter var det ret fedt. Vi fortsatte med de vilde våde aktiviteter indtil det blev for koldt. Dejligt at vide at vores bil altid er varm indeni uanset om den er våd eller tør!

Om et par dage kaster vi os ud i sand-aktiviteter på sand-øen Fraser. Det glæder vi os meget til og håber at vi får lov at opleve det i tørvejr.

Øverst på formularen