Så er det snart tid at sige farvel til Tela og halløj Triunfo. I dag kl. 14 (vores tid) skal vi nemlig på camping hvor vi skal ud og sejle kajak midt om natten for at se krokkediller. Mark fortalte lige til morgen at der vist er ret store chancer for at se nogle store nogle. Så det håber jeg selvfølgelig at vi gør :)

Ellers har de sidste par dage i Tela være meget afslappende. En af de flotteste dage var d. 6 okt. Det var der vi tog til National parken Cayos Cochinos. Det var fuldstændig som at være med i en reklame for et eller andet ferieparadis. I har sikkert set billederne, og de beskriver ret godt hvordan det hele var. Og denne gang kunne vi rent faktisk se noget da vi snorklede. Der var de meste farvestrålde fisk, og selvom jeg aldrig fandt Nemo, så var det bestemt en fantastisk oplevelse. Nu glæder jeg mig endnu mere til at vi skal dykke sådan rigtigt.

Udover at have været på paradisøer, så har vi også været i shoppe paradise. Vi piger synes vi havde lidt for meget fritid ved poolen og mente derfor at vores hud ville have godt af en dag i aircondition. Derfor fik vi stablet en ekspedition til San Pedro Sulas ene store shoppingcenter. Så afsted med 8 piger. Det var nærmest som juleaften, og da vi så priserne på alle de fine ting, ja så steg humøret end mere. Jeg kom til at snolde for lidt over 2000 lempiras. Det svarer altså til ca. 555 danske kroner og så havde jeg både fået to par bluser (den ene meget fin) et par ballerinasko OG et par shorts. Alle 4 ting noget som jeg selvfølgelig manglede aktur ;) Det var en meget vellykket dag, men også en dag hvor man igen kom til at tænke på de store kontraster man hele tiden støder på her i landet. Forskellen på rig og fattig. To dage forinde havde vi nemlig besøg den Triunfo, byen hvor vi skal lave frivilligt arbejde. Her bor de fleste folk altså i lerhytter og børnene løber rundt på bare tæer. Men en ting som vi også hurtigt lagde mærke til i Triunfo, var hvor meget børnene lyste op, da de fik øje på os. De er godt klar over, at vi kommer for at gøre noget for dem. Disse børn er jo ikke vant til opmærksomhed på den måde som børn får i DK. En ret vild oplevelse var da vi gik ned gennem gaden. Pludselig kommer en lille dreng på max 3 år løbende i mod os md udstrakte arme og et kæmpe smil på læben. Og så fik vi ellers bare knus og high fives. Han var så lykkelig over at se os, og så var han bare så sød. Måske kommer jeg til at tage nogle af dem med hjem ;)

I tirsdags var vi ude og besøge en Garifuna landsby Miami. Garifuna er navnet på det folk der stammer fra de sorte slaver der blev fragtet til Amerika fra Afrika. Landsbyen er den mindste garifuna landsby der er på nordkysten og den ligger ude på en lang tange. Derfor kan byen blive helt afskåret fra omverden når det er rigtig uvejr. Turen derud ud var ret sjov, men det skulle vise sig at blive endnu sjovere. Mig og 5 andre havde fået lov til at sidde på ladet af sådan en jeep, pick-up agtigt bil. Vejen bestod af sand som gik op og ned som i en rutsjebanen. Enten er mig og Nathalie (som også sad bagi) bedre "polstret" eller også har drengene bare en sart numse, for de brokkede sig rimelig meget over bumpene, mens mig og Nathalie bare grinede. Da vi kom frem til Miami skulle vi ud på en bådtur i en lagoonen og på den tur så vi både aber og en lille baby krokkedille (man kunne dog mest kun se bobler når den svømmede afsted). Da vi kom til bage skulle vi have tradtionel mad: hel fisk og stegte bananer (suprise). Men mens vi spiste blev det ret meget uvejr. Jeg havde lige lagt mig i en hængekøje under en palmehytte med Nathalie, da det hele pludselig tog en dramatisk drejning. Nøglen til pick-uppen var væk! og uvejret var blevet kraftigere. Vi var kørt ud til Miami i to biler, en minibus og pickuppen. Men alle kunne ikke være i den gamle minibus. Mark tog den beslutning, at dem som havde kørt med minibussen plus dem der havde siddet på ladet skulle køre hjem med minibussen NU! I det samme slår et KÆMPE lyn ned lige ude foran os og vi løber skrigende ind i bussen, og så kørte vi i fuld fart hjemad. De små bakkedale der havde kildet i maven på vej derud, var nu fyldt med vand og mens lynene oplyste himlen i vilde farver drønede vi igennem disse "vandpytter" der sprøjtede så meget op, at vi ikke kunne se ud gennem ruderne. Pludselig standsede vores guide hoppede ud i det vilde regnvejr og begyndte at sparke på dækkene. Da han kommer ind igen, vil bilen pludselig ikke starte. Vi når alle sammen at tænke f*** før guiden pludselig bryder ud i grin, starter bilen og fortsætter den vilde kørsel med os bumpende bagi. Dårlig joke! Dog var sparkningen på dækkene ikke en joke, for lidt senere gentager han proceduren. Efter en vild kørsel når vi endelig frem til asfalten og dermed var vi reddet . Spørgsmålet var om de andre kunne nå tilbage! Det gjorde de . Og dagen efter fandt Mark nøglerne til pickuppen. Han havde lagt dem ved vasken da han skulle vaske hænder.

I onsdags havde vi så triatlon! Jeg siger jer, det var SÅ varmt. Mit team hed Tela Force og vores tema var militær. Vi startede kl. 9 om morgen og vores hold skulle starte med at sejle i en gummibåd uden om en bro, trække den op på land, løbe rundt om, sejle tilbage. Så skulle vi løbe 3 km, og til sidste cykle 6. Det var virkelig hårdt, men virkelig også sjovt. Desværre blev vi kun nr. 2 ud af 4 hold.

Til slut vil jeg lige fortælle at vi har fået et ekstra medlem i gruppen. Solvej. Hun er en pink kylling som lever i en papkasse i vores fællesrum. Vi valgte at redde hende fra en gadesælger som solgte kyllinger i spøjse farver. Det er lidt ligesom at have en baby. Alle kigger på hende når hun optræder og vi går ture med hende og lærer hende tricks. Rigtig sjovt. Problemet er bare hvad vi skal gøre med hende nur hvor vi smutter videre til Triunfo.

Men det var en lige en opdatering. De næste to uger er vi uden net medmindre vi vælger at stable en ekspedition til Tela på benene. Men jeg tvivler. Derfor må I alle have en dejlig efterårsferie. Prøver at sende lidt varme op til jer alle :)

Varme knus og kram Josefine