Siden sidst har vi rejst ned igennem Laos og er nu i Kampot i Sydcambodia, som er vores andet sidste stop her i landet. Vi ankom til Laos, uden rigtig at vide hvad vi kunne forvente. Det viste sig dog hurtigt, at landet i forhold til fx Bangkok, hvor vi næsten lige havde været, var som at komme 50 år tilbage i tiden. Her har man endnu ikke hørt om hverken 7/11, McDonald's eller nogen anden form for kæde, hvor man kan provianterer sig med mad ligesom back home. Landet minder på mange måder om Nepal, men har dog, gud ske tak og lov, nogle bedre veje! Turen til Laos gik fra Chiang Mai i Nordthailand med minibus til grænsen. Grænseovergangen mellem Thailand og Laos var ret speciel. Vi blev sat af ved en skurvogn, hvor vi blev "stemplet ud" af Thailand. Herefter skulle vi gå cirka 500 meter med vores bagage til et lille hus, hvor vi skulle have vores visum til Laos. Om Thailand og Laos har nogle interne konflikter ved vi ikke, men det virkede meget mærkeligt. Vi var cirka 20 personer som skulle have lavet visum og det tog næsten 3 timer. Vi er altid lidt nervøse, når vi skal have lavet visum, da mændene bag skrankene altid virker utrolige magtliderlige, og det virker ikke til, at man skal gøre meget forkert for at blive nægtet visum. Efter en masse venten, havde vi dog alle fået lavet visum, og to nye minibusser holdte klar til at køre os videre. Da der var langt til Luang Prabang, som vi skulle til, skulle vi overnatte på et hotel, i en by tæt på grænsen. Vi kørte i cirka 5 minutter, før vi kom til et øde område med 8 små hytter. Ingen af chaufførerne mestrede det engelske særligt godt, men de fik dog forklaret, at hotellet som vi ellers havde betalt for, var overbooket. Typisk.. Da vi var flere end der var plads til i de 8 hytter - som oven i købet var af en noget anden standard end hotellet på billederne - blev flere meget sure og forlangte, at der blev fundet et nyt sted til os. Vi kom derfor ind i busserne igen, men fortrød hurtigt, at vi ikke bare var blevet i hytterne. Vi blev sat af, ved denne lille øde ejendom, som man i hvert fald ikke kan finde i nogen rejsebøger. Vi havde ikke fået noget at spise hele dagen, og da klokken havde passeret 19., var vi mere end klar til at få noget at spise. På stedet var der en form fra overdækket terrasse med borde og stole, som var "restauranten". Vi spurgte efter menukortet, men de tre damer som var der, kiggede bare mærkeligt på os. Takket være tegnsprog, fik vi forklaret, at vi gerne ville have noget mad. Den ene dame, bad os følge med i bagved, og så sulte som vi var, gik vi med. Ude bagved havde de et meget primitivt køkken, med bål og alt hvad der dertilhører. Da engelsk var udelukket, måtte vi pege os frem til hvad vi ville have. Vi pegede på nudler, forskellige grønsager og vupti, så havde vi os selv et helt fint måltid. Jeg havde dog begået den fejl, at takke ja til æg, som de puttede i suppen rå - øv.
Nudelsuppen var ok, men lidt speciel, så da Mark var ude og udpege hans anden omgang, bad han kun om at få nudlerne og intet andet. De tre damer synes åbenbart det var meget morsomt, og fniste som små piger over Marks enkle ret.
Selvom aftenen ikke helt var gået efter planen, endte det alligevel med at være en meget sjov oplevelse, og vi kunne dagen efter rejse videre, friske og veludhvilede. Vi kørte en halv times tid, før vi nåede Mekong-floden. Her blev vi sat på en fin lille "slow-boat", som skulle sejle os til Luang Prabang. Turen var super dejlig, og vi nød den skønne udsigt, friske luft og en normal omgang kop-nudler, som vi kender dem hjemmefra. Efter syv timer på floden, ankom vi til den hyggeligste by. Vi er efterhånden blev ret gode til at tage det hele som det kommer, og uden at have fortaget nogen research, fandt vi et lækkert lille guest house midt i byen. Flere andre backpackers som vi har mødt på turen, læser og læser inden de kommer til et nyt sted og booker deres hotel over internettet. Vi kan nu godt lide friheden i, at komme til et nyt sted og se os omkring, før vi vælger et sted. Billeder kan være noget så "gavmilde", og på den her måde, ved vi hvad vi får.
Vi var i Luang Prabang i omkring fire dage, hvor vi brugte tiden på at spise lækre baguettes, udforske byen og omegn på cykel og spise mere god mad. Laos er en tidligere fransk koloni, hvilket også kan ses på det kulinariske - lækkert!
Fra Luang Prabang tog vi videre til Vang Vieng. Turen varede seks timer, og var bestod 98 procent af tiden af bjergkørsel. Havde jeg vidst det, havde jeg taget et fly, men vi kom dog helskindet frem og med en del flere penge end hvis vi skulle have investeret i flybilletter. Her var vejret lidt overskyet, hvilket kun var rart, da vi havde haft flere dage med 30+ grader. Igen fandt vi et lækkert hotel, med den fineste udsigt over bjergene og Mekong-floden. Vi nød solnedgangen på vores terrasse med kølige drikkevarer efter en lang dag. Fra vores terrasse kunne vi se folk sejle i kajak på floden. Vi bestemte os derfor for selv at tage en tur. Dagen efter fandt vi et bureau, som arrangerede en tur til os med egen guide, med afgang en time senere - service! Efter lidt startproblemer og diskussion om hvem der var styrmand, gik det faktisk helt godt. Vi synes selv vi styrede godt, når vi kom til de (meget små) vandfald, og fortrød helt, at vi ikke havde valgt en vildere tur. Efter to timer kayaking i skønne omgivelser var vi tilbage i Vang Vieng og var godt trætte i både arme og r*v. (Det er ikke os, der laver * ved "beskidte ord", men de har åbenbart et striks politik her på hjemmesiden, hvad det angår).
Vang Vieng havde ikke så meget mere at byde på, medmindre man er meget interesseret i grotter, så videre gik turen for os. Efter fem timer - på en lige strækning! - var vi i Laos' hovedstad, Vientiane. Vi havde på forhånd læst, at byen, trods den var hovedstad, ikke havde så meget at bude på. Vi fandt dog alligvel et stort nattemarket langs floden, hvor vi brugte et par timer. Dagen efter slappede vi af på værelset og udforskede lidt af byen. Hen ad eftermiddagen bestemte vi os for, at vi egentlig gerne ville videre samme dag. Vi fandt et rejsebureau, hvor vi købte billetter til sleeperbus, som vi skulle med et par timer senere, til 4000 Islands i det helt sydlige Laos. Vi har flere gange købt billetter i sidste øjeblik, og har endnu ikke oplevet at der har været fuldt booket. Dette giver os en masse frihed, så der også er plads til spontane beslutninger. Vi fik selvfølgelig de dårligste pladser i bussen, med meget lidt plads og aircondition som kørte for fulde drøn, uden man kunne slukke for det. Vi fik alligevel sovet nogenlunde, og efter 11 timer var vi i Paske, hvor vi skulle skifte til en minibus. Vi var blevet fortalt at vi ville være fremme kl 11, men efter 10 minutter i minibussen, blev vi sat af ved en restaurant, hvor vi skulle vente på nogen flere, så vi kunne jo tilfældigvis få noget morgenmad. Dette har vi flere gange oplevet på turen, hvor chauffør får en eller anden form for fortjeneste ved at holde ind ved en bestemt restaurant. Ret irriterende, da vi derfor tit bliver forsinket med en time eller to, og maden alligevel koster det dobbelte af alle andre steder. Da klokken nærmere sig 10, synes chaufføreren endelig vi skulle videre, da der opstod et nyt problem. Allerede inden de andre kom til, var vores minibus fyldt op, så der ikke var plads til de nye passagerer, da vi alle skulle med videre. Hvad chaufføreren havde røget siden han troede, der var plads til to mere, ved vi ikke, men vi fik os da klemt nok sammen til at vi alle kunne være der. En højtråbende irlænder påpegede da også flere gange overfor chaufføren, at vi burde få en form for kompensation, da vi jo alle have købt billet. Han forslog øl, men dette ønske blev dog aldrig indfriet :-)
Kl 14, var vi endelig fremme på Don Det, som er en af de 4000 øer i området. 4000 lyder måske af meget, men som man kan se på billederne, er nogle af øerne ikke engang store nok til, at der kan stå et træ. Vi fandt turens hidtil billigste værelse, til 30 kr. pr. nat. Skønt værelset var meget sparsomt indrettet og med toilet og bad blandt høns og får, var det lige hvad vi havde brug for. Vi havde en fin lille terrasse udover Mekong-floden og en hængekøje, som flittigt blev benyttet. Vi tilbragte 4 dage på den lille ø, og dagene blev brugt på at cykle rundt og udforske øen og på det populære tubing. Tubing fungerer sådan, at man lejer disse store store baderinge for en dag - vi gav 7 kr for en hel dag - og derefter hopper man simpelthen bare ud i floden og flyder med strømmen. At flyde en kilometer tager cirka en time, så der er derfor god tid til at slappe af. Når man kommer til "stoppestedet"går man op og går tilbage til start, og kan derefter tage en tur mere, hvis man har lyst. På en af vores ture, så vi en masse mennesker samlet, der hvor vi skulle op, og vi troede at der måske var kommet en til skade. Det viste sig dog, at de var ved at slagte en ko. Det så meget brutalt ud, men så lærte vi da også lidt om koens anatomi.
Efter nogle afslappende dage på Don Det, var vi nu færdig med Laos for denne gang, og tog videre til Cambodia. Igen var det lidt specielt ved grænseovergangen og vi skulle selv gå et par hundrede meter over til den cambodjanske grænse. Ved grænsen stod der to kvinder med nogle mærkelige apparater, som viste sig at være temperaturmålere. En dansker vi havde mødt, på bussen, fik målt sin temperatur til 35,7 grader og fik alligevel lov til at komme igennem uden problemer. Hun så dog sund og rask ud, så man skal åbenbart være død og have en temperatur på 20 grader, før man ikke kommer ind i landet.
Efter hvad der føltes som den længste tur i nogensinde, var vi efter 18 timer i bus, fremme i Siam Reap i Nordcambodja. Selvom klokken var et om natten, fandt vi en rigtig sød tuk-tuk chauffør, som kørte os rundt i næsten en time, indtil vi fandt et hotel der ikke var fuldt booket.
I Siam Reap ligger det verdensberømte Angkor Wat, så der skulle vi selvfølgelig ud. Vi hyrede vores chauffør fra et par dage før, som for 25 $ kørte os rundt hele dagen. Vi stod op kl 4.30, da vores chauffør syntes vi skulle opleve solopgangen over Angkor Wat. Selvom det var forfærdeligt hårdt at stå op så tidligt, var det det hele værd. Da solen stod op bag det imponerende tempel som er helt tilbage fra 1100-tallet, var det bare ganske enkelt smukt! Efter solopgangen udforskede vi det store gamle tempel, og efter et par timer gik vi tilbage til vores chauffør, som lå og sov så sødt, at vi næsten ikke nænnede at vække ham. Angkor Wat er et stort område med over 40 kilometer fra den ene ende til den anden, så at se det hele var mildest talt umuligt at opleve det hele, medmindre man købte et 30-dags pas til området. Vi nøjedes dog med et 1-dags pas, hvilket passede fint til os, da vi aldrig har været de helt store tempelentusiaster. Når det så er sagt, blev vi alligevel meget imponeret over de forskellige templer vi så. Templet som er med i Tomb Raider filmen med Angelina Jolie, kan vi nu også krydse af listen. Nu mangler vi bare lige at se filmen også.
Fra Siam Reap gik turen videre til hovedstaden Phom Phen. Her fik vi så for første gang svært ved at finde et værelse. Efter at have kørt med to forskellige tuk-tuks, gået gade op og gade ned, mødte vi en tuk-tuk chauffør som kendte et sted med ledige værelser. Det viste sig at være et nyåbnet hotel, faktisk så nyt, at vi var de første gæster. Vi blev behandlet som konge og dronning og selve ejeren kom for at vise hvordan man tændte for aircondition og TV'et. Vi nænnede ikke at fortælle ham, at vi havde boet mindst 30 andre steder med AC og TV. Dagen efter var vi desværre nødt til at finde et nyt sted, da lugten af den nye maling, gav os begge hovedpine. Vi fandt Nordic House, som var ejet af den sødeste gamle nordmand. Han bød os på saltlakrids og så var vi solgt. Hotellet havde sin egen lille restaurant, hvor de serverede skandinaviske retter. Hver dag fik vi de lækreste frikadeller (bare rolig mødre, de slår ikke jeres!), med kartofler og brun sovs - mums! Da vi bestilte retten for tredje gang spurgte tjerneren os lidt undrende: you must really like meatballs?" Det kunne vi kun svare ja til.
Det meste af tiden i Phnom Pehn endte vi faktisk med at bruge på denne lille udendørs restant, hvor vi fik snakket med nogle søde mennesker.
Cambodia oplevede for kun 30-40 år siden, en stor borgerkrig som endte med at slå en fjerdedel af befolkningen ihjel. Man har sidenhen fundet over 300 massegrave i hele Cambodja, også kaldet Killing Fields. En af disse Killing Fields ligger kun få kilometer udenfor Phnom Pehn, og selvom vi havde snakket med andre, som ikke ville derud, da de syntes det var for barskt, valgte vi alligevel at tage derud, da det er en stor del af Cambodjas historie, og har påvirket cambodjanerne meget. Vi hyrede en tuk-tuk, som både tog os til Killing Fields og det berygtede S-21 fængsel. Killing fields var en meget speciel oplevelse, og det gav helt sikkert stof til eftertanke. På den store mark, kunne man flere steder se gammelt tøj, som stak op ad jorden eller lå inde bladt buskene fra de dræbte. Et stort træ på marken, var blevet brugt til at smadre spædbørn ind i, mens moderen så på. Utrolig at der findes så onde mennekser, men hvor bliver man dog glad for sit eget liv hjemme i lille DK!
Efter fire dage i hovedstaden, tog vi videre til Sihanoukville i Sydcambodja. Byen ligger ud til vandet og er derfor Cambodjas svar på badeferie. På stranden blæste det en del, og bølgerne var store, men med en temperatur på omkring de 35 grader, var det lige hvad vi havde brug for. Vi nød nogle dage på stranden, hvor en sød cambodjansk dreng som solgte armbånd, slog sig ned ved vores bord og sludderede lidt og lavede nogle fine armbånd til os. En meget vedholdende dame, havde flere gange tilbudt at give os en manicure og den 9. gang hun spurgte os, gik vi med til det (det skal dog siges at det krævede en del overtalelse fra både mig og den søde dame, før at Mark gik med på ideen.) Selvom det var skønt i Sihanoukville, var det ikke lutter lagkage, i hvert fald ikke for mig, som blev bekendt med de berygtede bedbugs. Bedbugs er insekter, som lever i madrassen og om natten kommer frem og suger blod, og efterlader de mest kløende bid, som får myggestik til at virke som vand ved siden af! Jeg vågnede næste morgen med mindst 100 bid og var, allerede der, ikke rar at være i selskab med, da det kløede af helvedes tid! Og det var ennda pænt sagt. Det blev desværre kun værre og værre og efter en tur på det (meget!) lokale sygehus kl 2 om natten, nyt værelse 5 gange på 3 dage, alt tøj vasket og en stor dåse insektdræber sprayet ud over alle vores ting, stoppede jeg endelig med at få bid. Desværre er de 300 bid jeg nåede at få, langt fra væk, så både Mark og jeg ser frem til, at de er væk i løbet af de næste par uger, så jeg bliver lidt mere behagelig at være i selskab med.
Efter nogle gode og samtidig en smule ulidelige dage i badebyen, er vi nu kommet til den lille by Kampot. Byen er lille og især kendt for deres pepper-plantager. Om vi tager ud at se disse, må forblive i det uvisse indtil videre.
Vi har fået lavet visum til Vietnam og må rejse ind d. 5., da vi kun har et 30-dags visum og jo skal hjem d. 4. Meget mærkeligt at vi nu kun mangler et land, og det er med blandede følelser at vi tænker på, at der kun er 32 dage til vi står i dk igen. Men vi ser meget frem til Vietnam, som vi dog ifølge vores "turen-går-til", godt kunne bruge lidt mere end 30 dage i, så tiden kommer nok til at gå hurtigt.
Det var vist alt for denne gang, det blev vist også til en mindre roman, men sådan går det, når man har travlt med alt muligt andet hele tiden :-)
Ha det godt så længe!
Mark og Josefine