Som overskriften fortæller, så forstår vi ikke helt, at der meget snart er gået 4,5 måned. Vi har oplevet utrolig meget, og alligevel føles det ikke som 18 uger siden vi tog afsked med familien i Karup. Vi sidder nu i Vietnams hovedstad, Hanoi, som er den by vi skal flyve hjem fra. Vi har det begge meget mærkeligt med det, for vi kunne nok godt lige bruge en måned eller to mere.. Men når det så er sagt, så glæder vi os samtidig helt vildt til at komme hjem til venner, familie og dansk mad. Gud hvor har vi savnet jeres kødgryder mødre!
For at starte hvor vi slap, rejste vi fra Kampot i Cambodia til en anden lille by ved navn Kep, som ligger tæt på grænsen til Vietnam. Selve byen havde ikke rigtig noget at byde på, men vi havde hørt lidt om et såkaldt krabbemarked, så det aflagde vi hurtigt et besøg, og det blev ikke det sidste! På en rigtig lækker restaurant, med god udsigt ud over vandet, fik vi det lækreste havmad. Ingen af os har før gjort meget i hverken krabber eller rejer, men vi trængte til at prøve noge nyt, og det fortrød vi ikke. Så de næste tre dage gik med at spise os mætte i krabber og rejer. Den sidse dag syntes vi dog der skulle ske lidt, så vi tog en båd ud til en lille ø, hvor vi slappede af ved stranden og spiste lidt flere krabber. Dagen efter stod på transport, da vi skulle til Vietnams største by, Ho Chi Minh City. Vi har lært her i Asien, at hvis man får at vide, at en bustur tager eksempelvis syv timer, så skal man regne med at det nok bliver ni i stedet. Denne gang havde vi fået at vide, at turen ville tage otte timer, men efter syv timer, hvor vi alle troede at vi snart var fremme, får vi at vide at vi stadig har seks timers kørsel. Det er simpelthen dødens pølse, at få sådan en besked, og vi blev alle rigtig irriterede, da vi på turen ikke havde fået noget at spise, og tretten timer med kun en Snickers er altså ikke optimalt. For at gøre det hele lidt værre, faldt vores buschauffør i søvn ud på aftenen og blev vækket af en af de andre passagerer, som heldigvis opdagede det. Et stykke ud på natten nåede vi dog endelig frem, og vi var heldige at finde en lækkert hotel.
Dagene i Ho Chi Mich gik med at gå rundt i byen og se de forskellige bydele og spise en masse lækkert mad. Vi var nemlig hurtige til at finde ud af, at det vietnamesiske køkken er helt fantastisk og samtidig billigt, så det kunne ikke være bedre. Vi havde egentlig fået at vide hjemmefra, at vi skulle undgå Vietnam omkring det kinesiske nytår, da meget ville blive lukket ned, men det havde vi lykkeligt glemt alt om. Men pludselig så vi "happy new year" skilte overalt, og først troede vi, at det var vietnameserne der bare var utrolig langsomme til at pakke det væk, indtil det gik op for os hvad der egentlig foregik. Nu var vi jo allerede i Vietnam, så der var ikke så meget vi kunne gøre ved det, og udover at de fleste butikker havde lukket et par dage, og at busbilletterne steg til det tre-dobbelte, så gik det faktisk helt fint.
Vi var også en tur på et museum om Vietnamkrigen. Der var rigtig mange forfærdelige billeder og fortællinger og vi blev begge overrasket over hvor meget det rørte os. Men vi synes det er en god måde at lære noget mere om de forskellige lande, selvom det kan være lidt barsk. Vi tog også på en dagstur ud til noget der kaldes Cu Chi tunnellerne. Det var vildt fascinerende, hvordan vietnameserne formåede at opbygge så stort et tunnelsystem under jorden, at der kunne bo en helt landsby der under krigen. Vi fik mulighed for at komme ned at gå i en af tunnellerne, men det var lidt for klaustrofobisk for os begge, så det sprang vi over.
Efter nogle gode dage i Ho Chi Minh, drog vi lidt længere nordpå. Vi rejste med sleeperbus, så vi stod først på kl 21 om aftenen, og var fremme næste morgen i Nha Trang, som er en af Vietnam store badebyer. Faktisk var vi fremme tre timer før tid, men da dette er meget unormalt i Vietnam, var der ikke nogen der ville stå af bussen, for ingen troede på at vi var fremme. Til sidst fik buschaufføren dog overbevidst folk om, at det altså var rigtigt nok, og der stod vi så kl 5 om morgenen i Nha Trang, hvor alt var lukket. Efter at have vækket et par receptionister på forskellige hoteller, fandt vi endeligt et lille hyggeligt hotel. I Nha Trang stod den på seks dage med ren afslapning solbadning, og en del flytten hotel, da det var svært at få noget flere dage i streg på grund af det kinesiske nytår.
Efter en uges badeferie, var vi nu klar til skrædderbyen Hoi An. Igen en tur i sleeperbus, og denne gang kom vi lige til tiden. Vi fandt vores hotel, som vi havde valgt at bestille på forhånd, og bestemte os for at tage ud at opleve byen med det samme. Normalt plejer vi at sove det meste af formiddagen efter en tur i sleeperbus, da man skal have et utrolig godt sovehjerte for at få mere end et par timers søvn. Denne gang var vi dog begge friske, og vi var begge opsatte på at se hvad de mange skræddere havde at byde på. Vi vidste godt, at der var mange skræddere, men når der er 400 af slagsen, er det altså lidt svært at vælge, hvor man vil havde sit tøj syet. Vi blev anbefalet et sted af vores hotel, og da vi også også havde læst om det på nettet, gik vi derned. Mark var, inden vi kom til Hoi An, i tvivl om han skulle have et jakkesæt eller ej, men 5 minutter efter vi var trådt ind i butikken, var han allerede ved at kigge på stof med en af pigerne som arbejdede der. Han slog dog lidt koldt vand i blodet, og valgte ikke at købe noget - i hvert fald ikke i første omgang. Efter noget morgenmad og et par besøg ved nogle andre skræddere, måtte vi tilbage til den første skrædder og Mark fik udvalgt stof og taget mål. Det viste sig dog ikke at være så nemt bare at bestille et jakkesæt, da de kan laves på uendelig mange måder. Efter en times tid var alt dog på plads, og så var det bare at vente på den første prøvning. I mellemtiden blev jeg også fristet og fandt en lille skrædder tæt på vores hotel. De havde en helt masse brochurer med forskellige designs. Jeg endte med kun at nå en tiende del igennem den første bog, før jeg allerede havde udvalgt tyve ting. Alt kostede omkring 15-25$, så det var det rene paradis. Jeg endte dog med at koge det ned til syv ting, da min taske allerede var fuld. Selvom jeg havde fundet nogle billeder, kunne jeg selv vælge hvordan jeg helt præcist ville have det, så der gik meget tid med at udvælge stoffer, snit, længde osv til mit tøj, men det var rigtig sjovt at prøve. Ligesom Mark, skulle jeg også vente et par dage før tøjet var klar til den første prøvning. I ventetiden lejede vi cykler og tog til en rigtig lækker strand som ligger 4 km udenfor byen. Turen derud var skøn, og der var rismarker overalt, med vietnameserne der gik rundt med deres trekantede hatte og såede ris, så det var det rene idyl.
Også i Hoi An var maden rigtig lækker, og endda endnu billigere end vi tidligere havde oplevet i Vietnam. Vi blev stamkunder på tre forskellige restauranter, så det passede med morgenmad, frokost og aftensmad. Vi kunne godt lide at komme lidt de samme steder, da vi altid blev modtaget med et kæmpe smil og et "just the usually?".
Vi havde, inden vi kom til Vietnam, hørt at det vietnamesiske folk ikke var særlige venlige, men vi har kun oplevet lige præcist det modsatte, så det var helt sørgmodigt da vi fik vores sidste måltid de forskellige steder.
Aftenen inden vi skulle videre opdagede jeg, at et af mine nye par sko ikke sad helt som de skulle, så tidligt næsten morgen cyklede vi ned hvor jeg havde købt skoen, for at få den fikset. De laver ikke selv skoene, men får dem lavet ved en skomager et andet sted i byen. Da vi ikke havde mange timer til vi skulle afsted med bussen, kørte hende jeg havde købt skoen hos, mig ud til hendes skomager. Hun holdte udenfor en gammelt og meget forfaldent hus, og umiddelbart troede jeg vi skulle ind til huset ved siden af, da der umuligt kunne bo nogen derinde. Men det gjorde der desværre og da vi kommer ind i huset ligger den unge skomager, som ikke er meget mere end 25 år, stadig og sover med hans kæreste/kone. Han får sig hurtig rejst og starter straks med at ordne mine sko, mens jeg målløs står jeg ser på, mens den unge pige, som nok er min alder, pakke sengen væk. De sov direkte på nogle pladder, hvor de kun havde en sivmåtte ovenpå, som en form for madras. Der stod et skab ved siden af, som jeg troede var tøjskabet, men herind røg dyner og puder. I skabet var der to små skuffer og det var så der de havde ALT deres tøj. Mens min sko blev ordnet gjorde pigen sig færdig og det foregik ved, at hun åbnede for et rør med vand som rendte ned i en lille balje, og så både vaskede hun sig og børstede tænder i det kolde vand. De havde et fint lille køleskab stående i rummet, men da hun åbnede det, lå der kun en slatten vandmelon, så hun lukkede det bare igen, som om hun konstaterede at der ikke blev noget morgenmad i dag. Og oven i det var hun gravid. Jeg var chokeret og var helt flov over at jeg havde fået lavet syv par sko, når de bor så sørgeligt og har et barn på vej. Vi har alle hørt den mange gange, men hold op hvor skal vi bare sætte pris på alt det vi har hjemme i lille DK.
Som i kan se på billederne, var Hoi An en rigtig hyggelig by, med masser af lanterner i gaderne og små hyggelige butikker. De syv dage vi var i byen fløj afsted, og før vi fik set os om, var det tid til at tage videre. Mark tog derfra med et rigtig flot og lækkert jakkesæt, skjorter, bukser, shorts og to par sko. Jeg var gået lidt mere shopamok end hvad der lige var planen, og endte og rigtig meget tøj, en skræddersyet taske og syv par sko. På magisk vis formåede jeg at få alt i min taske, men nu er der vist heller ikke plads til mere.
Næste tur gik til Hanoi, som er der vi er i nu. Igen gik turen med sleeperbus, men denne gang gik turen slet ikke som planlagt. Det var i forvejen en tur på 18 timer, men allerede efter en times kørsel går bussen i stykker, og vi måtte holde ind på en lille tankstation/værksted. Vi fik at vide, at vi var nødt til at vente en times tid, mens bussen blev fikset. Det var vi selvfølgelig alle samme meget trætte af, men det skulle af vise sig, at vi ikke skulle brokke os over en enkelt time. Da der var gået fire timer, havde vi ikke rørt os ud af stedet, og folk blev mere og mere frustreret, da hverken buschaufføreren eller de andre vietnameserne på stedet kunne engelsk. Vi kunne dog ikke gøre så meget, da vi holdte midt ude i ingenting, men vi fik dog tiden til at gå med at se lidt film og snakke med nogle danske piger, som også var med på bussen. Efter syv timers venten var vi endelig klar til at køre videre, og vi nåede frem til Hanoi hen på eftermiddagen dagen efter.
Vi havde en uges tid forinden, bestilt en tur til Halong Bay, som ligger fire timers kørsel fra Hanoi. Vi bestilte det igennem Jysk Rejsebureau, da der sidste år sank 11 både derude, så vi ville sørge for at vi ikke endte på noget skrammel.
Efter 18 timer i Hanoi tog vi kl 8 med bussen til Halong City, hvor vi sammen med 11 andre blev indlogeret på en rigtig fin båd, med hyggelige værelser med udsigt ud til de smukke klipper. Vi sejlede fra havn kl 12 og hurtigt var vi i det smukkeste omgivelser. På denne årstid er det desværre altid overskyet derude, men vi var heldige med at komme derud en dag hvor sigtbarheden var god. Vores guide fortalte, at de nogle gange måtte vende om fordi sigtbarheden var så dårligt, at det ikke var forsvarligt at sejle rundt. Så trods skyer, var vi meget tilfredse med vejret. Efter at have fået lækker frokost ombord lagde vi til ved en af klipperne, hvor vi var inde i en meget stor og imponerende grotte. Guiden fortalte en masse som vi ikke fortstod, men vi syntes stadig det var en fed oplevelse. Bagefter stod det på kajaking rundt imellem de mange klipper i en times tid. Vi blev selvfølgelig væk fra vores gruppe, så vi lavede vores egen lille tur, og så en lille fiskerlandsby. De bor i huse som flyder i vandet, og så tjener de ellers til dagen og vejen ved at fiske. Meget specielt. Derefter fik vi valget mellem at hike op til toppen af en klippe eller tage en svømmetur - eftersom vi begge to ikke ligefrem elsker hiking så valgte vi at tage en svømmetur, eller rettere sagt det valgte Mark - og det var i følge ham næsten ligeså koldt, som når han vinterbader i DK. Resten af dagen stod på afslapning på bådens tagtereasse og det meste af aftenen gik med at snakke med en pige fra Sverige. Efter en god nats søvn på båden skulle vi tideligt op. Det viste sig at det kun var Mark, jeg og den svenske pige som havde bestilt den samme tur, så vi blev sammen med vores guide sat af på øen Cat Ba. Vi havde ikke lige fået læst programbeskrivelsen særlig grundigt, så da vi fandt ud af, at vi skulle hike, blev vi forpustet bare ved tanken. Efter vores trekkingtur i Nepal, ved vi hvor hårdt det er! Vi var dog fortrøstningsfulde, da vi kun skulle hike i to timer, så det burde være til at klare. Vi kom til en stor nationalpark hvor guiden fortalte os lidt om øen osv. Bagefter pegede han på et tårn, som stod HØJT oppe på et bjerg. Der skulle vi så åbenbart op. Især den sveske pige og jeg, var ikke jublende over situationen, men afsted skulle vi jo, og føj hvor var det hårdt! De sidste par måneder har ikke ligefrem budt på meget fysisk aktivitet, så det kunne mærkes. Op kom vi dog til sidst, men der var desværre meget overskyet, så vil kunne ikke se så langt. Men som vores guide sagde, så fik vi da i det mindste noget motion. Vi blev bagefter kørt til Cat Ba City hvor vi blev indlogeret på et super lækkert hotel. Der var 22 værelser på hotellet, men da det er lavsæson nu, var vi de eneste gæster på hotellet, så guiden kaldte os VIPs, da der i højsæsonen normalt er 16 personer i gruppen. Også på hotellet fik vi noget rigtig lækkert mad, og der var i hvert fald nok til 16 personer. Derefter var det egentlig planen at vi skulle ud på en anden ø og se aber, men vi var alle tre trætte, og havde set aber andre steder på vores rejse, så den tur droppede vi. I stedet gik vi en tur rundt i byen og så havnen og den lækre strand.
Næsten morgen skulle vi igen tideligt op, da vi skulle tilbage til Hanoi. Vi skulle sejle tre timer på samme båd, som vi havde været med dagen før, og derefter fire timer i bus.
Nu sidder vi så her på vores hotelværelse i Hanoi, og skal faktisk ikke mere, før hjemrejsen om to dage. Det er meget mærkeligt, og vi er både triste over vi skal hjem, samtidig med at vi næsten ikke kan vente til vi står i Kastrup lufthavn og får vores første hotdog!
Det må vist være det sidste blogindlæg på denne tur, resten må i høre om, når vi kommer hjem :-)
Vi ses meget snart!
Knus Mark og Josefine