Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det vist ved at være på tiden, at vi giver lyd fra os igen, bloggen er jo mildest talt blevet lidt forsømt. Men man siger jo at intet nyt er godt nyt, og det må siges at være sandt. For at starte hvor vi slap, nød vi Koh Phanang i fulde drag. Vi boede som sagt rigtig billigt og lækkert, så vi havde bestemt ikke travlt med at komme videre. Dagene blev brugt ved poolen og aftnerne i byens hyggelige gader. D. 12. december holdte resortet poolparty, lidt noget andet end en tur på daisy, men det kan bestemt anbefales! Dog skal man passe på med de såkalde 'buckets', som er små spande med alkohol i - de er nemlig ikke nærige med alkoholen i Thailand. Det lærte Mark på den hårde måde, da han gik under med rigtig Josefine-stil. Det var vist også på tide at det var min tur til at hjælpe ham, selvom det ikke var helt nemt på grund af min egen tilstand. Trods lidt slemme tømmermænd dagen derpå, er vi enige om at det ikke var vores sidste pool-party!
Vi dragede videre til den sidste ø vi skulle besøge i Thailand, Koh Tao. Her fandt vi et hyggeligt resort på Saree Beach, som er den mest kendte strand og hermed også den nemmeste at komme til på Koh Tao. Vi var på Koh Tao i tre dage. Den første aften udforskede vi byen og stranden. Her var super hyggeligt med masser af barer og restauranter og på stranden kunne man nyde en øl eller få noget at spise med udsigt til solnedgang, og når mørket kom var det ildshow. Dagen efter lejede vi en scooter, hvilket er en super måde at komme rundt og se/opleve noget på de små øer. Første stop var Koh Tao minigolf og her tog Mark revanche efter Fodboldgolf på Samui. Derefter kørte vi lidt rundt og fik set nogle af de andre strande og bugter på øen. Da vi kom hjem til resortet, nød vi den dejlige strand og slappede af på vores skønne terrasse! Dagen efter stod på den sidste omgang solbadning i Thailand og bare ren afslapning, da vi begge vidste, at Bangkok nok ikke indbød til denne form for ferie. Selvom vi har været meget ved stranden, må jeg nok bare erkende at jeg ikke er den store vandhund, og at jeg er lidt pivet hvis vandet er lidt småkøligt, hvor imod Mark springer i med det samme, varmt eller ej. Med Koh Tao som den sidste ø, var vi nu færdige med vore ø-hopping og badeferie. Selvom det har været ubeskrivelig dejligt med en 1 måneds lang badeferie, glædede vi os nu stadig til at komme til Bangkok og opleve noget nyt.
Turen til Bangkok tog 10 timer med færge og bus. Vi havde besluttet os for at finde et sted at bo i Siam, selvom vi ankom til backpackerområdet Khaosan Road. Dette havde nok været det oplagte valg, for her var marked hver aften og guesthouses, barer og restauranter overalt. Men da vi begge er vilde med storbyslivet og havde shopping som første prioritet til at starte med, fandt vi Siam, som det bedste sted for os at bo. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning! Vi boede nærmest klods op af de største shoppingcentre i Bangkok og hvis det ikke var nok, kunne vi bare hoppe på skytrain og dermed havde adgang til alle de bedste shoppingcentre samt turistattraktioner i Bangkok. Vi var også super heldige at finde et super dejligt værelse med aircondition og en lille altan, hvor vi kunne slappe af med en øl, når shopping og den store menneskemængde blev lidt for meget, så her valgte vi at bo alle 14 dage. De første par dage gik med at lære byen at kende og ikke mindst shoppingstederne. Herefter brugte vi en hel del dage på at få shoppet både på markeder, i shoppingcentre og små butikker. Vi holdte os dog langt væk fra mærkevarer, da de ikke er billigere end i Dk. Planen var at blive i Bangkok i en uge eller to, og vi nød virkelig at have så lang tid til at få storbyslivet ind under huden og både have tid til shopping, seværdigheder og til at tage en hel/halv dag på værelset og bare slappe af. Vi var der som sagt i 14 dage og det gjorde, at der var rig mulighed for få shoppet igennem og måske lige overveje det en ekstra gang inden man købte det! Vi var 4 gange ude på weekendmarkedet, som består af 16.000 boder og der er omkring 250.000 besøgende hver weekend. Her findes alt hvad hjertet begærer, men vi fik primært købt en masse souvenirers og Josefine en masse tasker og et fint cover til hendes iPhone. Det var åbenbart produceret til Rema 1000 i samarbejde med kræftens bekæmpelse. Vi tvivler dog på at de 5 kr når ud til de rette ejermænd, men sjovt var det nu lidt alligevel. Hver af de 4 gange følte vi, at vi var på et nyt marked, da der er så mange boder og gange, hvilket gjorde at vi fik set noget nyt hver gang. Efter vores shop-amok periode og 14 kg sendt afsted til dk syntes vi, at det var på tide at se nogle af Bangkoks mange seværdigheder. Eftersom vi begge ikke synes at templer og paladser er det mest spændende i verden, valgte vi at tage en tur op ad floden. Dette foregik ved at vi købte en heldags-billet, så vi kunne stå af og på som vi havde lyst. Færgen stoppede nemlig en hel del gange på ruten og sejlede hele dagen, så det var bare at hoppe af når der var noget vi gad at se, og så hoppe på igen senere. Vi fik set Chinatown, den 45 meter lange liggende Buddha, et tempel og blomstermarkedet.
Både juleaften og nytårsaften blev også fejret i Bangkok. Vi var begge lidt triste over, at vi ikke skulle fejre det derhjemme med familie, venner og god dansk mad. Vi fik dog alligevel to rigtige hygge aftner. Begge meget anderledes end det ville have været derhjemme, men meget sjovt at prøve. Juleaften valgte vi at gå på Sushirestaurant, hvor vi fik lækker 'all you can eat' sushi og is. Da vi stopmætte forlod restauranten, valgte vi at tage en tur i biografen. Vi havde også været i biografen i Malysia, hvor vi fik billetterne til 22 kr stykket og vi havde derfor en forventning om, at det nok nogenlunde ville være det samme i Thailand. Det viste sig så at billetterne kostede 140 kr stykket, og vi blev en smule forbavset og bestemte, at det ville vi godt nok ikke give bare for en tur i biografen, juleaften eller ej. På vej derfra ombestemte Josefine sig dog alligevel og med lidt overtalelse valgte vi at købe billetterne alligevel. Vi tog rulletrapperne op til de forskellige sale, samme med alle de andre besøgende. Da vi kom derop, fik vi at vide, at vi var gået forkert og skulle tage nedenunder i igen og ind i sal 1. Der blev vi så modtaget af en tjener, som straks gav os et lille menukort, hvor vi kunne vælge mellem en masse vine og lækkerier. Vi takkede dog pænt nej, da vi syntes vi havde brugt penge nok på billetterne. Tjeneren trak lidt på smilebåndet, og fortalte os at det var gratis. Vi fik så serveret to glas rødvin og ristede mandler, det kunne vi hurtigt vænne os til! Da det var tid, blev vi vist ind i salen, som var møbleret med ene af fede læderskole. Vi fik os sat og fik både dyner og puder. Med lænestolen lagt tilbage og godt træt og mæt efter god mad og vin, var det godt at filmen var god, eller var vi nok faldet i søvn.
Nytårsaften syntes vi også der skulle ske lidt. Vi valgte derfor, at vi ville på skybar, som er en udendørs bar som ligger på 63. etage i det berømte State Tower. Det er et meget eksklusivt hotel, og der er derfor dresscode, hvis man vil på derop. Vi tog det fine tøj på, og Mark havde endda været ude at købe nye bukser til anledningen, og tog ind til hotellet. Vi havde på forhånd undersøgt at det ikke kostede noget i entre, dog var drikkevarerne ret dyre, men vi syntes det var det værd. Da vi kom derned, fik vi så fortalt, at da det var nytårsaften kostede det 9.000 bath per person at komme derop. Det svarer til cirka 2000 kr. Vi blev noget chokeret og den venlige dame fortalte, at man altså fik to glas champagne med i prisen - jamen så er det jo heeeeelt fint.. Not! Selvom det godt nok kun er nytårsaften en gang om året, syntes vi dog det var lidt over vores budget. Dog havde vi en backup plan og vi skyndte os derfor hen til en stor plads tæt på hvor vi boede, hvor vi vidste der skulle holdes et stort countdown. Vi havde godt hørt, at der ville være mange mennesker, men ordet mange, kunne på ingen måde beskrive hvor kaotisk mange der var! Vi fik os klemt ind et sted, hvor vi efter lidt tid stod så klemt, at man på ingen måde kunne rykke på sig. Lidt for klaustrofobisk for Josefine, men vi stod der heldigvis ikke så lang tid før at klokken slog tolv og flok brød ud i juble og en masse flot fyrværkeri blev sendt afsted. Bagefter dragede vi ligeså stille tilbage til vores hotel og nød en kold øl.
Vi havde dog ikke glemt skybaren, og aftenen efter tog igen derhen. Alt var nu tilbage til normale tilstande, og vi kunne komme op og nyde den helt fantastiske udsigt over Bangkok - uden at blive ruineret.
Efter to fede uger i Bangkok, var vi nu klar til at komme videre. Turen gik denne gang til det nordlige Thailand, nærmere betegnet byen Chiang Mai. Dette var vores sidste stop inden Laos. Vi ankom hertil kl 19 om aftenen efter en 10 timers bustur og fandt hurtigt en taxi og et sted at sove. Her var også en god og billig restaurant, hvilket var perfekt efter en del timer uden noget i maven. Derefter udforskede vi lige de nærmeste gader og så var det ellers bare hjem på værelset og slappe af. Selvom man sidder ned 10 timer er sådan en bustur stadig en del trættende. Dagen efter fandt vi et noget hyggeligere guesthouse og valgte derfor at tage de sidste par nætter i Chiang Mai og Thailand her. Efter indlogeringen tog vi en tur rundt i den gamle Chiang Mai by. Det var super hyggeligt og der er en virkelig afslappet stemning i Chiang Mai. Denne kunne vi rigtig nyde efter vores gåtur. Her satte vi os i forhaven ved vores guesthouse og fik os et par øl og slappede af. Dette gentog sig da vi havde fået noget aftensmad. Her besluttede vi os også for at tage en dag til her også komme videre til Laos. Vi har brugt den sidste dag på at kæle med tigere, få købt de sidste ting i Thailand, været på aftenmarked og nydt den sidste øl i vores skønne forhave. I morgen går turen videre til Luang Prabang i Laos. Turen hertil kommer til at tage 2 dage og kommer til at foregå via bus og båd ned ad Mekong River. Vi glæder os rigtig meget til selve turen, men især til at komme til Laos og opleve et nyt land!
Håber i har det godt derhjemme!
Knus Josefine og Mark
- comments