Skærtorsdag - turen går videre til Adelaide. Køreturen gik fint og vi var fremme om eftermiddagen. Vi fik handlet ind. Butikkerne var ikke åbne dagen efter, da det var Langfredag eller Good Friday. Det var rigtig varmt i Adelaide. Da vi ankom, var der over 30 grader. Vi kørte ind på en hyggelig Big4 campingplads, hvor der både var udendørs swimmingpool samt en opvarmet. Der var mange mennesker på pladsen, men aussierne camperer tilsyneladende meget, når de holder ferie. Vi fik desværre at vide ved indtjekning, at vi kun kunne blive denne nat, da næste dag var fuld booket. Lidt en skam, da vi havde regnet med at kunne tage den med ro næste dag, men nu skulle vi være ude kl. 10.00. Vi kom ret hurtigt i snak med et australsk ægtepar, som lå lige ved siden af os. De kørte rundt i deres egen kæmpe camper med cykler og båd på taget. De havde været det meste af Australien rundt og var nu på vej hjem til Sydney. Vi fik steaks og spiste igen på Sofias restaurant - dog denne gang uden Cloudy Bay. Det var bælgmørkt som det jo bliver inden kl. 19.00. Det virker lidt underligt for os, da temperauren jo svarer til den danske sommer, hvor mørket senere falder på. Men Australien er jo midt i dets efterår. Efter maden hoppede vi i poolen, som var en dejlig forfriskning efter en dag i bilen. Næste morgen startede vi med en påskeskattejagt som vi havde lavet til pigerne. Efterfølgende fik vi morgenmad, som stod på Hot Cross Buns, der er brød med rosiner og kanel - glaseret med et kryds. Det er en australsk tradition at spise disse brød i påsken med smør og selvfølgelig varme som ordet siger. Inden vi kørte hen på den anden campingplads tog vi en lang svømmetur i poolen og Sofia fik styr på at lave baglæns saltoer i vandet. Vi havde flyttet bilen hen på parkeringspladsen og blev i poolen indtil middag. Metrologerne havde denne dag lovet 33 grader, men det holdt ikke helt. Der var ca. 22 grader og det blæste temmelig meget. Alt var lukket på Good Friday, så vi besluttede os for ikke at tage ind til byen, men i stedet slappede vi af med spil, læsning, en løbetur, gik på legepladsen m.v. Om aftenen var der som sædvanlig fredag aften - Disney Sjov og slik.

Næste dag kørte vi videre til Barossa Valley, som er et stort vindistrikt nord for Adelaide. Vi besøgte vinproducenten Jacobs Creek, som har et tilhørende stort og flot besøgscenter med restaurant. Der var mange besøgende denne dag - nogle på cykel, så de rigtig kunne tage for sig af de gratis smagsprøver. Vi prøvesmagte lidt vine og inden vi kørte tog vi for sjov en test på deres alkoholmeter, som forventet viste, at vi roligt kunne køre videre. Inden vi kørte til campingpladsen fik vi handlet ind til vores påskefrokost som vi ville have 1. påskedag. De har nogle gode delikatesseafdelinger i deres supermarkeder, så der snuppede vi en del fra, da det er begrænset, hvor mange hjemmelavede ting vi kan lave i vores eget "køkken".

Næste dag kørte vi videre til Port Augusta. Da det var tid til frokost stoppede vi og indtog påskefrokosten i det fri. Den var nu ikke helt på højde med en påskefrokost derhjemme, men den var god. Vi kom frem til Port Augusta sidst på eftermiddagen. På campingpladsen informerede de på et skilt om, at der kunne forekomme slanger på pladsen. Fantastisk. Der er ikke lige sådan et sted, at man har brug for et toiletbesøg om natten. Vi grillede igen denne aften på BBQ - denne gang kyllingefileter. Sofia er blevet meget interesseret i at være med til madlavningen og siger, at hun vil være kok, når hun bliver voksen.

Næste morgen drog vi videre mod Coober Pedy. Det ville blive endnu en lang dag i bilen. Heldigvis siger pigerne, at de godt kan lide at køre, hvilket det også virker til. Turen fra nu af og indtil vi er ovre på østkysten vil nok blive lidt sej, da der vil blive en del lange dage med kørsel og uden de længerevarende ophold på en campingplads. Vi vil besøge Coober Pedy, Ayers Rock, The Olgas og Alice Springs og det er alle steder, hvor vi kun vil overnatte i to dage. Vi vil videre over til østkysten - til stranden og de fantastiske bounty øer som vi læser om. Har man ikke lysten til indimellem at køre meget og ens børn heller ikke har det - er en tur som denne ikke at anbefale.

Vi forlod Port Augusta ved 10.00 og drog nord på. Vi nåede næsten kun lige at forlade byen inden vi var ude i ørkenen. Efter nogle timers kørsel og hvor det eneste vi havde set var lysegrønt lavt pingvingræs og middelhøje "desert oak" og sjældent en bil - oplever man med èt, hvad der menes med outbacken. Det er en fantastisk og meget fascinerende oplevelse, men samtidig også skræmmende, da man føler sig helt alene. At læse et skilt, hvor der står, at næste by er om 450 km, 300 km inden det er muligt at tanke benzin igen, der er 100 km til en nødtelefon - samtidig med, at dækningen på ens egen telefon er forsvundet og hvor man kun møder en anden bil hver ½ time kan godt virke vildt. Omkring kl. 13.00 og efter ca. 300 km var vi i Glendambo, som er en lille by med 30 indbyggere. Der var et Road House, hvor det var muligt at tanke benzin samt købe mad og drikke og en overnatning var vist også muligt at få. Vi var inde for at tanke samt spise frokost. Det var en oplevelse i sig selv at besøge dette sted. De personer, der kom forbi var alle rejsende som os, som måtte have behov for at tanke, da det ikke havde været muligt de sidste ca. 300 km og straks var de som os væk igen.

Strækningen fra Adelaide, hvor vi startede og til Tennant Creek, hvor vi kort efter skal dreje for at komme over til østkysten er 2054 km lang. Der er kun den ene vej, som fører fra syd til nord og vi har indtil nu kørt omkring 600 km. De krydsende veje som vi har set indtil nu kan tælles på èn hånd. Det er ikke som sådan de modkørende trafikanter man er opmærksom på, da det er begrænset, hvor mange man møder, men mest hvad der kan komme løbende af dyr ud på kørebanen. Vi har indtil nu mødt kænguruer, vilde heste og køer, dingoer samt dromedarer, som står tæt på vejen. Det er ikke så sært, at mange af bilerne har en kængurufanger på bilen for ikke at ødelægge den for meget ved påkørsel af et dyr.

Sidst på eftermiddagen kom vi til Coober Pedy, som lige med det samme gjorde et stort indtryk på os. Det var som at køre ind på en kæmpe byggeplads med støv overalt. Coober Pedy har 3500 indbyggere og arealet på byen er ikke stort. Der er ikke så mange huse at se, når man kommer ind i byen, da mange af dem ligger under jorden. Dette for at kunne udholde varmen om sommeren. Ca. halvdelen af indbyggerne bor under jorden. Der er over 100 opalminer i byen og hele byen har fokus herpå med de omkring liggende miner samt butikker, hvor man kan købe opalsmykker. Der bor mange aboriginals i byen, som går rundt i bare tæer og ser mere eller mindre forhutlet ud. Vi mødte dem siddende i grupper på gadehjørner og råbe til hinanden på deres eget uforståelige sprog. Byen er virkeligt et hul, men meget spændende at opleve som turist. Det er svært at forstå, at nogle mennesker kan bo der. Vi har aldrig oplevet en by som denne. Vi fandt campingpladsen, stillede autocamperen og gik en tur rundt i byen. Alt ligger i gåafstand. Vi havde købt nogle fluenet, da der var masser af fluer overalt. De fløj omkring ansigtet og satte sig omkring munden og øjnene. Voldsomt irriterende, men med et sort fluenet over ansigtet og en følelse af, at man havde konverteret til muslim gik det fint. Vi gik efterfølgende tilbage og lavede mad, som blev spist udenfor, men bagefter satte vi os ind i vognen. På disse kanter er det nok heller ikke umuligt at møde en slange eller et andet krybdyr.

Næste dag fik vi set en af kirkerne i byen, som ligeledes ligger under jorden. Vi havde læst om et sted i byen, hvor der for mange år siden var rigtig meget opal at finde og hvor det stadig er muligt. Vi fandt en sten, som lignede en opalsten. Det måtte vi få svar på og gik ned i en butik, hvor vi blev fortalt, at det var opal. Vi købte 2 flotte sten i butikken som pynt til hylden derhjemme. Vi var ligeledes ude at besøge en opalmine, hvor vi skulle have hjelme på inden vi gik ind i minen. Vi fandt alle nogle opalsten derinde. Sofia var pavestolt.

Senere var vi forbi et internat for hjemløse kænguruer, som oftest har mistet deres mor i trafikken. Et ægtepar har i 10 år taget kænguruerne til sig og opfostrer dem med sutteflaske og somme tider får de en plads i dobbeltsengen. Der er kænguruer helt fra 2 måneder og op til 3-4 år. De var vældig søde og pigerne fik mulighed for at klappe dem. Vi kom da det var fodringstid, hvilket var en sjov oplevelse. Alle kænguruerne fik en sutteflaske med mælk og de helt små sad på skødet af ægteparret og fik mælken.

Om aftenen havde vi besluttet at spise pizza på en restaurant, som i 2010 var blevet kåret som den bedste i Australien. På vej dertil hilste vi på en dansk jævnaldrende mand udenfor campingpladsen. Han og søsteren havde fået en rejse til Australien af deres forældre, som ligeledes var med. Familien kommer fra Skjern. De var på vej til samme restaurant, så det endte med, at vi spiste ved samme bord. Efter vi havde spist tog vi hjem og gik i seng. Næste dag skulle vi op kl. 06.00 for at køre til Ayers Rock. Turen er lang, men der er ikke noget undervejs at se eller opleve, så det måtte blive en lang dag. Skjernfamilien skulle ligeledes til Ayers Rock, så vi sagde på gensyn, da vi kørte. Der er kun en campingplads i området omkring Ayers Rock, så vi ville sikkert møde dem igen.

Det gik fint med at få pigerne op kl. 06.00 og så var det af sted. Morgenmaden ville vi indtage undervejs. Turen gik fint dertil med en del stop undervejs og der blev ligeledes tid til dagens is. Vi så mange dyr undervejs blandt andet en stor ørn, der sad på vejen og fik sin frokost, som bestod af en kænguru. Vi hoppede ud af bilen og tog et billede af den kæmpe fugl, der nærmest var en ½ meter høj. Det var lidt af en markaber oplevelse, da vi kunne høre, hvordan den flåede i den stakkels kænguru. Et par billeder af synet og vi var videre. Efter at have kørt i flere timer med følelsen af, at vi var de eneste på Stuart Highway gjorde vi stop i Erldunda for at spise frokost. I Erldunda drejer man til venstre for at køre de sidste 250 km ud af èn endnu snorlige vej for at komme til Ayers Rock. Der var mange mennesker samlet på stedet for at spise frokost incl. en del backpakkere i bus, som ligeledes var på vej ud til den røde sten. Undervejs derud mødte vi få biler og 3 dromedarer og pludselig ud af ingenting kunne vi se Ayers Rock skyde frem. Det var et storslået syn midt i ørkenen, at en sådan kæmpe sten kommer til syne. Vi var fremme omkring kl. 17.00. Turistområdet er stort med hotel, lejligheder, campingplads, flere swimmingpools, forretninger og supermarked. Det er sjovt ude midt i ørkenen, hvor der intet er og hvor der er 250 km til den nærmeste lille forretning og tankstation dukker pludselig èt sådant stort turistområde frem med flere hundrede mennesker. Inden vi spiste aftensmad blev legepladsen besøgt og alle mand fik ligeledes et varmt bad.

Næste morgen sov vi længe og det var omkring middagstid inden vi kom ud af døren. Vi kørte ind for at se Ayers Rock tæt på og gik en lille tur omkring den. En tur hele vejen rundt er på 10,5 km, men vi blev enige om, at det ville være for langt for Liva. Det var en meget spændende oplevelse og vi fik et indblik i historien, som har været omkring Ayers Rock og de aboriginals, der levede for mange år siden. Dernæst tog vi ud for at se The Olgas som man bestemt ikke må gå glip af. Vi kørte derefter tilbage på campingpladsen. Planen var, at vi ville have set Ayers Rock ved solnedgang, men det var temmelig overskyet, så vi tog ikke derud igen. Inden vi spiste var pigerne i swimmingpoolen og efter maden fandt vi vores venner fra Skjern og fik en snak med dem. Vi gik tidligt i seng, da vi næste morgen ville ud at se Ayers Rock ved solopgang kl. 07.00, så vækkeuret ville ringe kl. 06.00. Det var stadig overskyet, så synet var ikke så bedårende som der skrives om i bøgerne. Det var lidt ærgerligt, men vi har set billeder af, hvor flot synet kan være. Kl. 07.45 gik turen videre mod Alice Springs. Vi havde igen sagt på gensyn til Skjernfamilien, da de ligeledes skulle til Alice Springs og bo på samme campingplads som os.