Profile
Blog
Photos
Videos
Efter afrejsen fra Picton , ankom vi til Wellington på Nordøen. Da vi var kommet ind med aftenfærgen, var vi godt trætte, og fandt derfor hurtig en parkeringsplads, hvor endnu en nat blev afholdt i "Majas" trygge rammer. Dagen efter valgte vi, på trods af vores fælles utryghed ved museer, at tage en tur i New Zealands national museum Te PaPa. Det bød på flere interessante ting, bl.a. et maori mødehus kaldet marae (maorierne er New Zealands oprindelige folk). Vi har dog stadigvæk visse forbehold overfor museer. Efter Wellington gik turen, efter et par stop i Levin og Ohakone, mod nationalparken Tongariro. Her besteg vi den stadig aktive vulkan Mt. Ngauruhoe, som med 2291 højdemeter bød på lidt sved på ryggen (samt diverse andre steder). Vi blev dog enige om, at hvis Frodo kunne gøre det, så kunne vi bestemt også! Mt. Ngauruhoe er nemlig en af kulisserne i filmtriologien - Ringenes Herre, hvor den optræder som bjerget Mt. Doom. På toppen af vulkanen stødte vi ind i er dansk par, som kom fra Holstebro området af. Den ene, Kristian Hjalager, kom faktisk fra Idom, Kenneths hjemstavn. Pludselig er verden ikke længere særlig stor!
I Taupo fandt vi en større gratis campingplads, hvor vi slog teltet op. I og med den lå tæt på byen, betød det at mange havde taget dertil for at samles om lidt øl og musik. Det vil så sige at lidt larm var forventet. Til gengæld havde vi ikke forventet chokket som kom, da der midt i vores aftensbord spankulerede en hest ind og valgte at græsse nærmest midt i lejren. En ung fyr havde åbenbart fået overbevist sig selv om, at det helt rigtige transportmiddel måtte være at ankomme på hest til pladsen, for så at lade den gå og passe sig selv indtil dagen efter. Vi synes der lå en vis underholdningsværdi i det. Her fik vi også selskab af en israelsk fyr, som hed Guy. Han kunne en ting eller to på sin ukulele, og sammen med Kenneth på guitar, fik de jammet diverse lækre sange ud til alle der ville høre (det var Martin og Jens).
Dagen efter gik vi en tur ud til Huka Falls, som er et vandfald i nærheden af Taupo. På hjemturen fik vi en dukkert i Taupo's naturlige spabad. En termisk å, som løber sammen med det kølige vand i Waikato floden, og sammen skaber en form for naturlig spabad. En lækker og afslappende oplevelse.
I Rotorua prøvede vi også nogle termiske pools, som var fra 36 til 42 grader. Ingen af os er dog specielt hærdede når det kommer til varmt vand (Jens er heller ikke en stor fan af det kolde), og det var derfor svært at sidde for længe i bassinerne. Vi holdt dog ud, da vi blev enige om at det måtte være sundt. Pga. en enorm mængde døde hudceller på bunden blev der ikk afholdt konkurrencer i at holde vejret! Efter dette fortsatte vi mod en campingplads. Rotorua er en rigtig hyggelig by, men da byen ligger midt i NZ's mest termiske område, giver det luften en gennemtrængende lugt af rådne æg. Vi besluttede at sove lidt udenfor byen. Inden vi helt forlod Rotorua området, lejede vi 3 mountainbikes og morede os i Whakarehwarewawakakhwaa ??? (slå op for udtalen, vi er næsten sikre på navnet).
Maoriernes navne for omraader er alle sammen ens.. Herefter gik turen imod Waitomo, som er kendt for deres grotter med drypsten og sankthansorme. Vi var især imponerede over sankthansormene, der skinnede et tydeligt blåt lys i mørket.
Herefter tog vi en lang tur op til spidsen af NZ, Cape Reinga. På dette punkt siges det i maoriernes verden, at deres døde sjæle valfarter til. Desuden er det her, at Stillehavet og det tasmanske hav mødes. Punktet var et, som vi var blevet anbefalet, dog synes vi at den lange køretur derop ikke helt gør op for, hvad der er at se. Et smukt sted bestemt, men her vil vi dog anbefale et andet punkt, som minder om det. Skagen!
Vi opdagede efterhånden, at vi sådan set havde en uge for meget ifølge programmet, hvilket gav os lidt tid, som vi ikke helt vidste hvad skulle bruges på. Den fik vi dog hurtigt udfyldt, idet vi valgte at besøge vores fælles ven Jarl, som bor i Hamilton. På turen til Hamilton så vi NZ's største træer kaldet Kauri. Vi tog en dag i Russel ved Bay of Islands. En tur, som udover smukke strande og øhav, også bød på en lettere uvelkommen punktering.
Hos Jarl oplevede vi den New Zealandske ungdomskultur. De boede 4 unge mennesker i et stort hus, i noget som mindede om et kollektiv. Her fik vi mulighed for at kokkerere noget mere varieret føde. Vi fik også set Hamilton's byliv. Tæt på Jarl boede en af Jens' venner hjemmefra, Sanne. Vi tilbragte derfor også noget tid med hende, hvilket mindede os om, noget som vi alle længe har haft i tankerne, nemlig at jyske piger nu engang er de bedste!
Efter at have besøgt Jarl et par dage tog vi videre imod Auckland, hvor vi også skulle flyve fra. Meningen var her at se Hot Water Beach, som er en strand hvor man kan grave et hul, og voila så har man sit eget termiske spabad for en stund. Vi erfarede hurtigt, på vejen ud til stranden, at vejrguderne (Thor osv.) var imod os. Det stod ned i stænger, og der var ingen tegn på blå himmel at finde. Derfor vendte vi skuden og tog direkte til Auckland centrum, hvor vi, efter at have afleveret "Maja" tilbage til udlejningsselskabet (Jens var helt knust efter afskeden), fandt et Hostel, hvor vi overnattede de to sidste nætter i New Zealand. Auckland bød på et besøg i nattelivet, og mulighed for at lave lidt lækkert mad.
I New Zealand fandt vi et land med en helt utrolig natur og "postkort flotte landskaber". Ved at se landet gennem telt kom vi helt tæt på det, som gør New Zealand specielt, og med ligedeles forundring samt enkelte "så hold dog kæft", fik vi oplevet deres naturfavna og mærkelige fugle. Men NZ var heller ikke blot dyr og bjerge. Landet bød også på en øjenåbner her op til ansøgningsfristen på uddannelserne. Vi er kommet et skridt nærmere det endelige valg. Vi skal ikke være fårehyrder! Dem er der simpelthen for mange af! Selvom vejret til tider var imod os, har vi nydt vores ophold. NZ er nu et overstået kapitel og i Australien venter endnu et eventyr! Vi vil gerne slutte denne del af bloggen af med et citat fra Jarl, som varmede vores hjerter! Citat: "Pasta og tun? Det kan man eddermanme ik leve af. Godt i er kommet til Michellin Jarl! - men foerst skal vi have Fish 'n' Chips".
- comments