Profile
Blog
Photos
Videos
Kære Alle
Egentlig troede vi jo at vi ville sidde i en bumlende bus på vej mod Oruro og videre til Salinas i dag, men sådan skulle det ikke gå. Der er en blokade et sted på halvvejen, og så må man bare vente med at tage afsted til den er færdig, sandsynligvis tirsdag. Selvom vi glæder os meget til at komme afsted til Salinas er La Paz en dejlig by og vi kan sagtens bruge et par dage på at lege tourister her. Der er stadig meget vi ikke her set her.
Her hvor jeg sidder lige nu kan jeg se byen krybe op af bjerget og se katedralernes tårne og enkelte glasagtige kontorbygninger stikke op over tagene. Nede i bynes larm er der et mylder af dytte, råben, snakken og latter. Her går livet sin vante, oftest udramatiske, gang. Her er en god stemning. Byen er hverken specielt smuk (bortset fra de mennesker som bor her) eller specielt interessant, men den er noget særligt.
De seneste par dage har vi brugt på at få ordnet forskellige småting inden vi skulle til Salinas, fx købe telefon, være til et møde med UMSA, som er dem som står for projektet hernede. Vi ha mødt en masse studerende som skal lave forsøg andre steder i landet. De er Søde og dygtige tror jeg, men vi kommer ikke til at have ret meget med dem at gøre bortset fra Viktor og Vladimir som også skal være i nærheden af Salinas. I går aftes var vi ude at spise med Hugo Bosque og hans kone Juan. Jeg blev meget overrasket over at se at hun gik klædt i traditionelt tøj, stort skørt der går til midt på lægen, sjal, fletninger og bovlerhat. Jeg havde fejlagtigt troet at dem der gik traditionelt klædt typisk var mere fattige, fordi alle der sælger ting på gaderne er sådan klædt, men det er åbenbart noget alle kvinder uafhængig af social status gør. Nu jeg tænker over det var der vidst også en der arbejdede i mobiltelefonbutikken som var traditionelt klædt, men skørtet var helt pink og sjalet var lavet af pink palietter... det kan man åbenbart godt. For god ordens skyld vil jeg sige at Hugos kone var meget sød, med eller uden traditionelt tøj (men hvis uden traditionelt tøj så helt noget andet tøj i stedet).
I dag har vi været med til en undervisningstime med Hugo, det var 2. års studerende der lavede præsentationer, de var virkelig dygtige, men jeg var lidt chokeret over hvor lidt de andre studerende lyttede når de andre præcenterede. De snakkede og sms´ede (med lyd), men det kan godt være det er sådan man gør, men det må da være irriterende for dem der præsenterer. Vi blev vist rundt på fakultetest område. Fakultetet (og alle de andre fakulteter) har nogle bygninger inde i byen og nogle i udkanten af byen, vi var med i udkanten af byen. Her har de forsøgsmarker, drivhuse og dyr. Det var virkelig spændende at se. Det virker som om deres uddannelse er lidt mere praktisk orienteret end min, men jeg tror det passer meget godt med det de skal når de kommer ud. Hvor vi kommer til at sidde bag et skrivebord er det nok endnu vigtigere for dem at have forståelse for de lav praktiske ting i landbrug også.. Jeg tror de bliver dygtige agronomer!
Jeg tror det er hvad jeg kan berette herfra.... åh, jo, et lille ord om vejret, man er vel dansker, høj strålende solskin som en varm april- eller majdag. Det eneste man skal huske er at solen bide heroppe, men indtil videre ingen røde næser:-)
Jeg håber i alle har det rigtig godt!
De kærligste tanker fra Ida
jeg vil igen henvise til cilles blog, hun er meget bedre til det med billeder end mig :-) søg: cilleibolivia
- comments