Kære Alle.

Det er nu et stykke tid siden igen, og der er bare sket så meget. Vi har været på tur i junglen, været i Samaipata, nydt de Bolivianske busser og grusveje og været på tur i Uyuni, ude i saltørkenen og Nationalparken der omkring og er kommet til Argentina som ikke bare er et andet land, men nærmest føles som en anden verden.

Det er en ordentlig smøre, så jeg laver afsnit om hver ting, og så kan man hoppe over de ting man ikke orker, eller man kan gå ud og skænke sig en kop the og stadig huske hvor man kom til. God læselyst.

Santa Cruz og Jungletur

Vi ankom til Santa Cruz og fandt ud af at det er en virkelig skøn by. Dejligt klima og fine bygninger, dejligt sted at bare lade tiden gå. Der er ikke så mange attraktioner omkring byen, men det er et godt sted at være.

Vi arrangerede en tre dages tur I junglen I Amboró Nationalpark,- og det var skønt! Det er regntid i Bolivia nu, hvilket betyder at en tur Ii regnskoven inkluderer rigtig, rigtig meget regn, vand og mudder.

Vi blev hentet på vores hostel og kørt omkr. 2 timer til et sted hvor vi mødte Rob og Jo, et hollandsk par vi lavede turen sammen med. Vi blev kørt yderligere en lille time af små grusveje og derefter ca. 12Km på gåben til vi kom til Nationalparken, herfra var der ca. 4Km ind til vores campsite. Men de sidste 4km var noget mere vanskelige for det var af små stier, og vi skulle krydse floden to gange og kravle over træstammer osv, så da vi nåede vores campsite var vi trætte og glade. Specielt da vi fandt ud af at man kunne bade i floden lige ved siden af. Så fedt!

Vores Campsite var under et klippeudhæng, så vores telte var tørre selvom det styrtede ned, rart, men det var umuligt at få tørret tøjet, men det betød egetnlig ikke så meget, for det var så varmt. Tøjets vigtigste tjans var egentlig bare at beskytte mod myg. Det kan diskuteres om det virkede, hvert fald fik vi alle sammen en rigtig flot samling myggestik på trods af tøj og masser af myggespray, men det er jo ligsom også en del af oplevelsen.

Vi sov som små babyer ovenpå dagens gåtur, på trods af det stenede underlag og den larm som der er i en jungle om natten af fugle insekter frøer og alle mulige andre dyr. Det er utroligt, larmen kan nærmest være øredøvende...

Den næste dag gik vi en tur gennem skoven. Vi gik i vandløbene det meste af tiden. Det var en sjov måde at se skoven på. De andre gange jeg har været i junglen har vi enten gået af stier eller bare hugget os igennem i en helt lige linie, men det her var ligsom skovens egne stier. Og så var det virkelig utroligt at gå nede i bunden af kløfterne og kunne se bjergene og skoven stige op på hver side. Vi kom forbi så mange vandfald at jeg holdt op med at tælle og kom til sidst til et stort vandfald, hvor vi kunne bade. Det er ret specielt når man er helt tæt på et vandfald, det blæser og larmer helt vildt, som et ordenligt stormvejr.

Vi så spor efter leguaner og en masse dyr jeg ikke kender, men de ligner allesammen et forvokset marsvin sagde vores guide. Det regnede det meste af dagen, med det var så flot.

Den næste dag var den sidste på vores tur. Det var egentlig meningen at vi skulle ud og se et vandfald mere, men det regnede rigtig meget den morgen og efter 20 minutter sagde vores guide, at vi skulle vende om og tilbage til lejren og pakke så hurtigt vi kunne og se at komme afsted så vi kunne krydse floden inden den steg for meget. Vi skyndte os afsted, men da vi kom til der hvor vi skulle krydste floden rystede vores guide på hovede og gik ud for at finde en alternativ vej. Han fandt en sti som ikke havde været brugt i halvandet år, den var "lige derovre". Så vi masede os gennem skoven op og ned af skrænter indtil vi kom til stien. Og den var virkelig ikke blevet brugt i lang tid. Men som vi gik, stilnede regnen af og da vi kom ud af den tætte skov var solen kommet frem og der sommerfugle over alt som ville drikke fugt af vores tøj og frøerne larmede, så vi havde en rigtig flot tur ud af junglen, og det var fedt at se tilbage på de dampende grønne bjerge og vide at vi havde været derinde og mærket skovens puls.

Samaipata:

Efter vi kom hjem fra jungle og kom tilbage Santa Cruz var vi mudrede og trætte, så efter et bad sov vi som sten og vågnede ikke engang da den flok chilienske festaber vi delte dorm med gik i seng.

Næste destination var så den lille by Samaipata 2 timers kørsel fra Santa Cruz. Det Samaipata er kendt for er et ruinkompleks der stammer fra tiden før inkaerne, Ruinerne var flotte, men det der gjorde at vi blev hængende to dage mere end vi havde tænkt var dels, den fantstiske udsigt fra tagterrasen (grønne bjerge og skønt landskab, men endnu vigtigere kunne man se direkte ned I en skolegård hvor de legede vandkamp hvert frikvarter), dels den hyggelige stemning i byen, og dels at vi var ramt af lidt sygdom....

Hvis der er nogle der skulle komme omkring Bolivia og ønske sig et dejligt sted at slappe af et par dage, så anbefaler jeg Samaipata:-)

Efter Samaipata tog vi tilbage til Santa Cruz, men kun for en kort bemærkning for at gå på postkontor og hente breve (tak Lærke:-) ).

Vi skulle med Bussen mod Uyuni og blev noget så nederdrægt snydt på busstationen, men blev også hjulpet af en masse folk der fik ondt af os. Kort fortalt så det der sker er, at vi køber en billet fra Santa Cruz til Uyuni, vi har hørt at der ikke er nogle busser der kører hele vejen, men nu var der et selskab her, og så var det da det nemmeste ikke at skulle skifte. Vi sidder og venter på at bussen kommer og Cille kommer til at snakke med en dame og hun påpeger at der kun står til Potosi på vores billet. Vi spørger billetmanden og selvom det tog lang tid fik vi ham forklaret, hvordan vi troede det hang sammen, han forklarede os at for det første havde vi betalt alt for meget for billeten, og at bussen ikke kørte til uyuni. Vi gik med ham ud for at finde ham der havde solgt os billeten, men han var forsvundet og det viste sig at han slet ikke var fra busselskabet. Alle var meget sure og der stod 10 mennesker og råbte og 20 mennesker udenom som bare var nysgerrige efter hvad der skete. Busselskabet ville ikke give penge tilbage for det var ikke dem der havde solgt os billeten og politiet kom og gik igen. Og pludselig kom ham manden der havde solgt os billeten og efter endnu mere råben fik vi vores penge tilbage og ordnet billeten. Men de folk som var fra det rigtige busselskab var så søde ved os resten af tiden fordi de var flove over de var blevet rodet ind i hele balladen, de havde egentlig ikke andet med det at gøre end at der var en der havde taget et billetblad fra dem og solgt falske billetter... Nå, men det hele endte lykkeligt og vi kom afsted og der kom en udstoppet krokodille med i bussen og de viste filmklassikeren "Frankenfish" for fulde gardiner hele natten, så alt endte godt :-D

Vi havde så en rigtig lang tur foran os: Santa Cruz -Sucre: 17 timer, Sucre-Potosi: 3 timer, Potosi- Uyuni: 7 timer. Vi havde to timers ventetid i både Sucre og Potosi, så da vi endelig kom til Uyuni var vi helt ristede og brugte også det meste af den efterfølgende dag på at sove og booke en tur til dagen efter.

Salar de Uyuni og Nationalparken

Vi mødtes kl. 10.30 på turbyroets kontor og mødte Anna og Julie fra Irland og Tamara fra Australien (som kender Ellen fra Canada... skørt ik?!) og et ældre argentinsk par, som vi skulle lavede turen sammen med.

Det med Salar de Uyuni er noget som næsten alle der kommer gennem Bolivia ser, og man kan godt fristes til at tro det er en turistfælde, men det er det ikke, det er noget af smukkeste og mest spektakulære landskab man kan forestille sig. Der er så jeg er fristet til at sige "Kan I så komme afsted!".

Vi startede med at køre id til en togkirkegård, og det kan vidst med rette kaldes en turist fælde. Der kunne man tage billeder af rustne tog og ellers bare sige "nå". Men så derefter kørte vi ud til dagens helt store attraktion" Salar de Uyuni" det er en kæmpe stor flade af størknet salt som det meste af året er kridt hvid. Det er som en sø, men den er tør og man kan køre på den hvide salt. Inde i midten af søen er der over 50m dybt salt... helt skørt. På denne tid af året er den ikke hvid, der ligger ca 10cm vand på hele arrangementet, så det er som et gigantisk spejl der reflekterer bjergene omkring og den klare blå himmel. Hvis jeg kan få det til at virke uploader jeg nogle billeder og så kan i se, for det er svært at beskrive. Hvis jeg skulle forestille mig hvordan der ser ud i himmelen, så må det være sådan. Hvidt og blåt, glitrende og larmende stille.

Vi spiste frokost derude og brugte lang tid på at forsøge at indfange magien på et billede, men det kan man jo aldrig rigtigt... men man kan heller ikke lade være med at prøve.

Da vi ikke kunne tåle mere sol og havde været på Salaren i en lidt mere end en time, kørte vi ud af saltsøen igen og gennem det smukke landskab mod det sted hvor vi skulle overnatte, helt overbeviste om, at de næste dage ikke ville kunne hamle op med det vi havde set i dag. Den næste dag var en del kørsel, men det betød ikke noget. Det var kørsel gennem det smukkeste landskab! Det var bjerge, sne, mærkelige stenformationer, spejlblanke laguner fyldt med lyserøde falmingoer, vulkaner ørkenlandskaber, gejsere, badning i varme kilder og så mange "nøj", "åh", og "wauw" at vi har opbrugt kvoten til de næste mange nytårsaftner. Det var bar så utrolig smukt. Igen, "Kan I så komme afsted":-)

Den næste dag skulle vi tilbage, og vi kom ud af nationalparken, og igen i dag var turen utrolig smuk, men vi var nok ved at være lidt for forkælede med smukke udsigter, for vi kunne næste ikke tage det ind, men til gengæld var der i dag rigtig mange llamer og deres lamaføl(eller hvad de nu hedder de små pus) på vejen, og dem bliver man aldrig træt af at kigge på! Det sted vi spiste frokost fik vi en masse kvalitetstid med de små bæster og det endte ud i den helt store fotosesion.

Da vi kom tilbage til Uyuni tog vi et bad, spiste sammen med tøserne fra turen og delte billeder og tog et nattog mod Tupiza.

Tupiza

I Tupiza boede vi sammen med Tamara fra Uyuni turen. Vi ankom dertil kl. 6 om morgenen, fandt et hostel og sov en time. Så var vi ude og finde en tur rundt i området. Vi endte ud med en såkaldt triatlon (det er ikke det det lyder som, bare rolig:-) ). Det var noget med, at vi først kørte rundt i en bil. Derefter havde vi ca 1½ på hesteryg gennem en canyon og til sidst skulle vi cykle ned af et bjerg. Egentlig havde vi bare troet vi skulle cykle ned ad en bakke... meget lang pakke, med det var så absolut et bjerg. Det var sjovt og flot, men også meget grænseoverskridende. Den nat sov vi rigtig godt!

Den næste dag tog vi bussen til Villazon, en lille grænseby. Her krydsede vi grænsen til Argentina og hoppede på en bus mod Salta og blev på vejen stoppet og alle tasker blev ransaget. Det er vidst helt normalt, der kommer vidst en del smuglergods med over grænserne, så næsten alle bliver gennemsøgt. Jeg tror egentlig politifolkene synes det var meget hyggeligt for de sludrede lystigt med os og synes det var alle tiders at få tøserne på enehånd...

Vi kom til Salta om natten og næste morgen mødtes vi igen med Anna og Julie fra Uyunituren og vi fem piger hyggede os sammen et par dage inden de tre andre tog videre mod Iguazu og vi tog mod Mendoza

Argentina: Salta og Mendoza

At komme fra Bolivia til Argentina er som at træde tværs over atlanten. Bolivia er et land beboet af indianere og hvor deres indianske andeskultur er allestedsnærværende. Hele Kulturen, mentaliteten, Landskabet, påklædningen og stemningen er så dybt boliviansk og så sydamerikansk, som noget kan blive. I Argentina derimod er der stort set slet ingen indiansk befolkning. Det er beboet af efterkommere af europæere. Italien, spaniere, russere, tyskere og alt mulig andet. Byerne ligner noget man kunne finde i Sydeuropa, menneskerne ser europæriske ud og klær sig europæisk, og man kan få alle de vestlige goder som man kan forestille sig. Det er sjovt at se hvor forskellige de to lande er på trods af at de er naboer. Bolivia er vidunderligt og Argentina er fantastisk, men det er to fuldkommen forskellige ting.

Argentina er et KÆMPE land! Vi kørte 18timer i bus og vi har ikke engang krydset halvdelen. Hvis man kører 18 timer i bus i Europa er man godt på vej til Rom. Det gode er, at Argentina har nogle af verdens bedste busser (det påstår de hvert fald selv). Der er mad, toiletter, film som ikke er synkroniseret til spansk(og jeg tror aldrig de ville sende film som "Frankenfish") og det mest fantastike er at de afholder bingo for at underholde passergerene. Skønt. Cille vandt endda en flaske vin, som jeg senere smadrede, men det var ikke med vilje.

Det sidste jeg vil sige om Argentina er, at det man siger om Argentina, rødvin og bøffer er sandt. God vin og gode bøffer... og gigantiske portioner. På en af vores utallige busture var vi kommet afsted uden mad og der var ikke mad i bussen, så vi købte en burger på en station... en kæmpe burger viste det sig. Jeg kunne kun spise halvdelen og gemte den anden halvdel til næste dags frokost hvor jeg kun kunne spise det halve... og sådan er det med alting... kæmpe portioner

I Argentina er vi også kommet lidt ned fra højden hvilket betyder at det er mere frodigt og grønt(og at vi ikke bliver forpustede af at rejse os fra en stol) Her bliver dyrket vin og der er store frugtplantager og kæmpe store marker med majs og soja. Vi er nu i Mendoza som er et af de største vinområder i verden, så vi gør selvfølgelig hvad vi kan for at smage på sagerne :-)

Lige præcis denne weekend er der karneval i hele Sydamerika, og i Mendoza fejres dette som den store vinfestial "Vendemia". Det foregår mest ved at der er nogle store optog gennem byen hvor alle provinserne har deres egen vogn, hvor de, dels køre deres repræsentant til årets store skønhedskonkurrence, og dels kaster frugt ud til publikum. Der var sågar nogle der kastede hele meloner ud, og vinkartoner, (som der var en mand der fik i hovedet, der skete dog ingenting). Det andet der sker er at der bliver lavet et kæmpe show(med dyre billetter, så vi kommer ikke til at se det) hvor der er masser af dansere osv, men hvor det vigtigste er at få kåret årets skønhedsdronning(Et koncept jeg har svært ved at forstå) Men derudover er der fest i gaden og rigtig god stemning i hele byen.

Jeg vil stoppe for nu. Vores næste stop er Buernos Aires, the Big Apple, og det glæder vi os rigtig meget til. Så skal vi rigtig se tango og drikke mate(en argeninsk nationaldrik. En the lignende drik som de har med sig over alt i termokander.)

Jeg håber I har det rigtig godt derhjemme. I dag er der netop en måned til vi kommer hjem. Det er underligt at tænke på.

De bedste hilsner fra Ida