Roadtrip -Day 2:

Den næste morgen vågnede jeg kl. 04.30 ved at familien "Early riders" var ved at stå op og farmand på vej i marken. Godt nok havde jeg en fornemmelse af at befolkningen på denne side af kloden i udpræget grad er A-mennesker, men det er da umenneskeligt at starte sin dag på et så ukristeligt tidspunkt. Jeg faldt da heldigvis i søvn igen, og vågnede op igen kl. 06 til et helt tomt hus, selv Than var væk. Da jeg endelig fik viklet mig ud af det såkaldte myggenet, mærkede jeg en heftig tissetrang, og jeg mindedes, at jeg flere gange i løbet af natten var vågnet og havde haft kraftige overvejelser om hvorvidt jeg kunne formå at tisse i en flaske i hjørnet uden nogen ville vågne af det, eller om jeg skulle vække Than og tage ham og hans samuraisværd i hånden og begive mig ud i nattens mulm og mørke - men i min nuværende vågne tilstand var jeg glad for jeg havde klemt ballerne sammen og overlevet uden yderligere ydmygelser. Dette gav mig også, efter min egen overbevisning, en klart forbedring i min status som en true-natural-born-survivor-basic-living idol.

Da jeg, lettere trolde-morgen-agtig, som jeg nu engang er på denne tid af dagen, væltede ud af døren mødte der mig et syn jeg kun mindes jeg én gang før er vågnet op til i mit liv, vi snakker Afrika, 9 år gammel. Der var en ubeskrivelig ro over landsbyen, selvom den var fuld af liv og alle var i gang med dagens gøremål mens solen stod op over søen - og så traskede der så lige 2 giga elefanter rundt og et par vandbøfler. En smule surrealistisk for en lettere tømmermændspræget og omtumlet Louise, der bestemt ikke lige havde forestillet sig at møde to elefanter lige fra morgenstunden, og da slet ikke midt i landsbyen her.

Lige så forundret som jeg var over elefanterne, var resten af landsbyen åbenbart over den vildmand, aka Louise, der netop var trådt ud af nr. 92 på gaden. Det var så nu at man havde sat stor pris på de mere moderne faciliteter inde i selve huset, så jeg ikke skulle traske gennem hele landsbyen før jeg selv forstod i mødet med mit spejlbillede, hvad der havde skabt denne forundring, skræk og rædsel i øjnene på alle dem jeg mødte på min vej. Så det var vist tid til at finde kammen frem og, de til formålet indkøbte parfumerede renseservietter, som gør sig ud for den almindelige truckervask på disse kanter. Desuden var der var vist også en blære der gerne ville fritages for yderligere krampetrækninger.

Ved morgenbordet mærkede man tydeligt at flokken her ikke just var vant til mosten af alkoholindtag og sene aftentimer med skrål og sang, og der er ingen tvivl om, at de nok hurtigt ville have bukket under for Louises gamle stil som partyabe nr. 1, og gået under bordet inden Louise havde tømt den første flaske små grå. Så stemningen var noget dvask indtil der kom stærk vietnamesisk kaffe og hjemmelavede omeletter på bordet og så blev humøret højt hos guiderne igen og der var ligefrem energi til at forsætte den sorte humor og lave en primitiv omgang gæt og grimasser omhandlende den forløbne aftens udfoldelser. Herefter blev oppakningen spændt godt fast på motorcyklerne og vi cruisede videre af sted langs søen, der med dis og tåge skabte et rent eventyrs-univers ala Lock Ness, der med min livlige fantasi kun manglede et stort uhyre der skulle dukke op fra dybet.

Nogen gange ville jeg bare ønske at jeg kunne holde min mund, for til min skræk og rædsel kom dette fantasi scenarie lidt for tæt på, da vi pludselig stødte på en flok lokale arbejdere der med fægtende arme og en masse meget højlydte vietnamesiske gloser helt klart prøvede at fortælle os et eller andet vigtigt. Than bremsede lidt op, og da vi kørte rundt om hjørnet lå den største mest væmmelige og ondskabsfulde slange lige der midt på vejen, og ventede kun på sit snit til at sætte tænderne i noget godt skandinavisk kød. Jeg skreg, - meget højt endda som I nok kan forestille jer, og lad mig bare lige fastslå at timingen med dette slangemøde var ret optimalt, da jeg ellers ALDRIG, og jeg mener virkelig aldrig, havde overnattet sovende på gulvet med et hullet net som det eneste værn mod disse ondskabsfulde væsner. Heldigvis kom vi levende forbi og måske den ikke var dødelig giftig, men når selv en regnorm kan give mig mareridt om natten, var det her virkelig angstprovokerende.

Ved ikke hvor Than i sin vildeste fantasi så havde troet at jeg ville prissætte næste stop på turen, men da vi pludselig holdt ind ved en lille lokal farmer og blev mødt med et " Hello guys, you want to have lunch, - or maybe just be lunch, høhø", havde jeg allerede alle parader oppe; - Og da jeg så helt uden forberedelse fandt ud af at manden havde 2 kæmpe pytonslanger i sin have begyndte panikken at sprede sig i øjnene på mig og sveden piblede frem på panden. I min afmagt over at være så tæt på fjenden forsøgte jeg at søge skjul bag Than. Men hold nu op, det havde bare været så meget federe og virkbart, hvis manden ikke som alle andre vietnameser på disse kanter var 1,50 meter høj og var på størrelse med en tændstikmand. Mit hoved stak jo 20 cm op over hans og hans lille spinkle krop ville aldrig kunne værne mod et fjendtligt angreb.

"Well hello python, you can't find me now, can you"….Øhhh - den gemmeleg ved jeg vist godt hvem der ville vinde!!

Så mens de andre gik på slangevisit ventede jeg pænt på sikker afstand og revurderede mit behov for min ellers så ønskede status som jungle survivor.

Herefter gik turen mod vandfaldene omkring landsbyen Buon Ma Thout, hvor vi var blevet lovet en passende afslutning på turen med "natural body massage" på klipperne i vandfaldets skummen og brusen og en dukkert i den reneste sø. Denne oplevelse var jeg til gengæld helt med på, og da vi ankom efter en god gang gas gennem jungle og øde mudrede mark veje, mødte der os etfantastisk syn. Oppefra kunne man se søen og det var et rent Blue Lagoon moment (igen med min fantasi og indlevelse in mente). Så var det ellers bare at komme derned, hvilket krævede ret akrobatiske færdigheder. Dukkerten kom derfor også, for mit vedkommende, en smule før forventet, da jeg som den snilde klatre skulle kravle over en elv og selvfølgelig gl gled og faldt direkte ned i det mega mudrede vand. Selv om Than på bedste vis havde søgt at forudse alle worst case scenarier, havde han ikke lige set den her komme, og han måtte hjælpe en noget misfornøjet Louise op af sumpen og påføre hende sikkert udstyr, hvilket var et noget stift regnsæt, der ikke just indbød til yderligere akrobatiske udfoldelser. Men da vi først nåede derned og vi hoppede i søen var det alle anstrengelserne værd og den bedste afslutning på 2 dages fantastiske og til tider grænseoverskridende eventyr.

Herefter havde vi 1 times køretur mod lufthavnen, hvor jeg så samtidig fik mulighed for at tørre mit tøj i vinden inden min flyvetur tilbage til Hoi An. Inden vi ankom til lufthavnen sluttede jeg lige turen af med i bedste "Cu Du" stil, at sluge verdens største insekt, som jeg stadig har mistænkt for at være en sommerfugl der fandt vej ind i min mund og nærmest kvalte mig. Vi nåede dog frem til lufthavnen i god tid og Than kunne med et lettelsens suk aflevere mig i lufthavnen og ånde lettet op over at være nået til vejs ende med en stadig levende europæer der trids alt ikke havde fået varige men. Det var helt trist at sige farvel til ham i lufthavnen, - sjældent har jeg mødt en fyr der på så kort tid er gået direkte i mit lille hjerte, - Jeg håber virkelig at jeg får mulighed for at se ham igen.

Kan kun anbefale alle, der skulle forvilde sig herover til at tage på tur med ham. - og så blot håbe at der er lidt mere survivor instinkt gemt i jer end i mig !!!