Så er jeg netop hjemvendt efter en helt fantastiske tur op i højlandet. Det har været den vildeste dag og er stadig høj af alle de oplevelser jeg har haft. - Kaffeplantager, vandfald, rismarker, silkespinderi, lokalbefolkning, primitive landsbyer og ikke mindst en vild natur, som både byder på europæiske piletræer og jungle, vilde bjergskråninger og floder .

Det var egentlig meningen at turen skulle ha foregået med hotellets private chauffør, hvilket dermed selvsagt var en tur planlagt til 50+ generationen med pengepungen fyldt , og har ikke et øjeblik fortrudt at jeg overvandt min egen frygt og hoppede op på motorcyklen med den mest fantastiske guide,Thanh, som har vist mig alt det Vietnam jeg ellers aldrig ville have haft mulighed for at se. Heller ikke selvom jeg godt er klar, at der nu sidder to nervøse,neglebidende forældre derhjemme og river sig i håret J. Men måtte bare opleve "The real Vietnam", og havde heldigvis en god mavefornemmelse med Thanh fra start.

Det var så stort at sidde bagpå og bare cruise af sted gennem højlandet og de mest snørklede og bakkede terræner, hvor naturen bare åbnede sig og viste sig mere og mere fra den rå side jo længere ind i landet vi kom. Thanh havde de vildeste og super interessante beretninger om Vietnam, dets historien og ikke mindst om Dalatog franskmændenes påvirkning af hele det område vi kørte rundt i. Og så havde han en god sort humor, som fra start brød isen og lagde en god standard for dagen, eftersom vi skulle spendere de næste 8 timer sammen.

Jeg fik først lov at klatre op af nogle stejle skråninger og op i højder hvor man kunne se ud over hele byen og landområdet, sindssyg smukt. Herefter gik turen mod kaffeplantagerne, da det havde været mit primære formål med turen. Det viste sig at Thanh selv havde været kaffeplukker og hans største ønske var faktisk stadig en dag at kunne drive sin egen kaffeplantage. Han vidste sindsyg meget om kaffe og fortalte om alt fra sorter, aroma, kaffehøst og metoder. Lige noget for en kaffeelsker som mig, - og hvem skulle have troet at Vietnam faktisk er verdens 2.største producent af kaffe??

Herefter gik turen mod områdets største vandfald, the Elephant Waterfall, og da vi nærmede os kunne man allerede høre den vilde brusen og se disen der bredte sig hen over vejen.

Jeg måtte dog selv begive mig ned for at se vandfaldet fra bunden, hvilket blev lidt af en udfordring, da jeg åbenbart både lider af højdeskræk og derudover besidder en kronisk dødsangst. Jeg kæmpede mig ned af de snørklede og mega glatte trapper over små dæmninger og balancerede på træstupper og holdt fast i lianer for ikke at glide og dermed ryge direkte ned i floden. Men eftersom den ene vældig overvægtige pensionerede australier efter den anden kom marcherende opad overbeviste jeg mig selv om, at det kunne jeg altså også gøre når morfar på 100+ kg kunne.

Stædighed er åbenbart ofte vejen frem her i Vietnam!!

Så jeg begav mig ud på nedstigningen som en ren Indiana Jones - eller.., det var i hvert fald hvad jeg bildte mig selv ind, men sandheden er nok nærmere, at jeg lignede en våd hund der desperat klamrede sig til alt hvad jeg kunne fat i på min vej, mens jeg hyperventilerende og meget fokuseret kunne tænke på det næste skridt. Jeg var næsten nået hele vejen ned, da jeg mødte 2 australske fyre, der var drivvåde og mest af alt lignede nogen der lige havde haft en heftig mudderkamp. Og da det viste sig, at de to tosser var snublet og gledet ned i floden lidt længere fremme stoppede mit Indiana Jones inspirerede eventyr lige præcis der, taget min egen klodsethed i betragtning. Så jeg kom desværre aldrig helt ned og så vandfaldet - men er sikker på at det havde været stort at se, og er en smule bitter over mit ængstelige sind stopper mig fra oplevelser som disse.

Da jeg endelig havde fået kæmpet mig op og stod trygt sammen med Thanh igen, mærkede jeg nemlig suset og hvilken fed oplevelse det egentlig havde været. Men jeg må indrømme at mens jeg var i det, var jeg så top-fokuseret og det eneste der var indprintet i mit hoved var "Survival", så må nok bare erkende, at det ikke var noget Louise skulle se.

Tror Thanh ligesom kunne fornemme, at det nok var heromkring jeg trængte til en velfortjent pause og lidt energi til depoterne inden vi begav os videre ud på eventyr. Så vi kørte til en lille lokal restaurant i den nærliggende landsby, hvor bordet blev fyldt med alskens vietnamesiske specialiteter og lækkerier i små skåle, og hvor vi på bedste vietnamesisk stil bare langede til os af alt det vi havde lyst til. Bordet bugnede stadig, da vi begge sad propmætte og der havde været nok til selv at forsørge en Månsson familie oven i hatten (Fru Månsson: ked af at jeg her misbruger dit navn som reference) . Herefter fortsatte turen så mod svampedyrkning, risvinsproduktion og silkespinderi - og ikke flere af de vilde udfordringer heldigvis. Vi blev dog overfaldet af en syg tropisk regn, der bare pludselig væltede ned over os, og vi kørte derfor ind i en landsby for at afslutte dagen med en god vietnamesisk kaffe, mens regnen stilnede af. Her sad vi så under bliktag mens regnen haglede ned sammen med et par andre turister og deres chauffører. Det endte med at blive en sindssyg hyggelig eftermiddag, hvor vi fik indblik i hvad sort humor og sjofle historie vietnam style indebærer. Hold nu op…, de 3 unge herrer, aka professionelle chauffører, gik jo helt i selvsving J

Men der er ingen tvivl om, at det her har været en af de bedste dage i hele mit vietnameventyr og både de smukke og lettere grænseoverskridende oplevelser vil blive husket i lang tid. Trætheden har meldt sig efter dagens strabadser og jeg vil hoppe i seng, da en lang dag venter i morgen med opgaveskrivning og pakning, da den står på en meget tidlig bustur onsdag morgen til Nha trang, hvor eventyret fortsætter.