Roadtrip - Day 1:

Så blev det endnu engang tid til at pakke rygsækken og begive sig ud på nye eventyr blandt den vietnamesiske befolkning. Tidlig torsdag morgen forlod jeg Dalat for at cruise gennem højlandet indtil provinsen Dak Lak og overnatte ved Lak Lake blandt lokalbefolkningen i en lille primitiv landsby.

Efter mit easyrider eventyr i Dalat, var jeg blevet så hooked på denne stil - så min helt fantastiske guide, Than, havde derfor lovet mig at tage mig på en 2 dages tur fra Dalat til Buon Ma Thout og vise mig the rural life og nature of Vietnam. Denne gang skulle det være mere, vildere, længere og helt "back to basic" stilen.

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle sætte mig op på en motorcykel og hengive min skæbne til en lille vietnameser, da jeg først satte mine fødder på vietnamesisk grund - men Than er bare en virkelig fed fyr, der snakker perfekt engelsk, og selv om hans korpus ikke just udstråler survival og power, og en sammenligning med Steve Irwin ville efterlade ham klart som nummer chok, var det som om, at jeg alligevel var super tryg i hans selskab og havde en naiv tiltro til, at han nok skulle redde mig fra selv den vildeste tiger eller python vi ville møde på vores vej.

Så super spændt og klar til vilde eventyr satte jeg mig op på motorcyklen, som var godt pakket op med rygsæk og andre helt nødvendige foranstaltninger, som ekstra benzin (god detalje, når man begiver sig ud i vildmarken) regnsjal og diverse remedier til at overleve. Jeg må sige, at da jeg så hvordan oppakningen indsnævrede pladsen på motorcyklen, var jeg pludselig vældig glad for den fysiske fremtoning på den lille spinkle vietnameser, for jeg ville da gerne ha set en 100+ kgs asiat og mig cruise af sted på det barnesæde der var tilbage - Det havde krævet at jeg virkelig havde spændt ballerne de næste 48 timer, hvis ikke vi skulle lære hinanden at kende på den ikke særlig fede måde.

"Adios" til det 4 stjernede hotel og "hello" basic living i de næste 48 timer.

Den første dag stod på 200 kms kørsel op i bjergene med små stop undervejs. Jeg så både oldstyle rishøstning, besøgte en rice-cracker-maker og hele hans familie, spiste hjemmedyrkede passionsfrugter, vandrede i marker blandt sweet potatoes, rødbeder, kål og salater - der er ikke den grønsag, der ikke dyrkes på disse kanter, oplevede buddhistiske templer og katolske kirker , thao ritualer og spillede fodbold med en hel landsby, der vist aldrig havde set en skandinav med solbriller og kamera før J

Than var den bedste guide ever - og med hans enorme viden fik jeg virkelig understreget min egen uvidenhed, når det kommer til naturens elementer, kultur og historie. Han vidste ikke meget om lidt, ikke lidt og meget, men bare alt om alt - så imponerende og virkelig fedt både at få indsigt i landet, naturen, kulturen og ikke mindst en god lokal humor - der var ikke det han ikke kunne fortælle sjove historier omkring.

Vi startede turen ud med en såkaldt "rollercoaster" ved et af de mange vandfald, der er. Det var Than der fik den alle tiders ide, hvilket klart indikerede at han endnu ikke var klar over hvilken klodset og uheldig vesterlænding han havde fået med på tur. Inden jeg satte mig op i vognen, fik jeg dog lige forklaret ham - efter strenge instrukser fra Lotte, at jeg allerede havde haft en del uheld på disse kanter hvilket jeg prøvede at beskrive lettere smukt med, at jeg vist var blevet født under en uheldig stjerne - så havde jeg da ikke sagt for meget.

Så op i vognene med mig, og jeg må indrømme at jeg ikke var helt tryg, da det gik op for mig, at Than ikke skulle med, men jeg var one my own hele vejen ned til vandfaldet, med speeder og bremser, hvilket mildest talt ikke er kundskaber som jeg tidligere har beskæftiget mig med. Men da jeg først fandt stilen var det super sjovt, og så så man ellers Louise cruise ned gennem junglen som en ren fartdjævel.

Til gengæld måtte jeg så gå hele vejen tilbage, og lad mig sige det sådan, at der var PÆNT langt og at det stadig er mig en gåde, hvorfor alle trappetrin herover er bygget til kæmper, når 90% af befolkningen er under 1,5 m høj.

Men op kom jeg da, dog skulle jeg lige skvatte i mine egne bukser op af det sidste trin, for ligesom at ligge det klart for den stakkels mand, hvad han havde i vente. Og man må sige at han fik sin sag for de næste 48 timer med at tage vare på min sikkerhed og forudse alle worst- case scenarier for at mindske risikoen for at jeg skulle få varige men af turen.

Efter dette stunt og en del andre små klodsede uheld fik jeg da også tildelt mig et alias - en såkaldt "Cu Da" - hvilket er et velkendt slang på vietnamesisk og som Than så sødt og diskret prøvede at forklare med "Well, I mean it is not that you are stupid in your head, but maybe just rather clumbsy", og dermed fik han vist også understreget at min beskrivelse med stjernen var en pæn underdrivelse. Han pointerede i hvert fald at jeg havde nogle motoriske færdigheder der ikke var helt veludviklede, - og jo tak det viste sig da at holde stik.

I løbet af de 48 timer jeg var i selskab med Than lykkedes det mig i slowmotion at falde af motorcyklen, mens den stod HELT stille, derefter trådte jeg ned i den mest mudrede mark og forsøgte i hidsighed at kæmpe mig op, indtil den stakkels mand måtte komme og redde mig. Om aftenen fik jeg så ca. 10.000 volt igennem mig, da jeg ville tænde for en lettere primitiv kontakt i vores "home stay", til middagen skulle jeg kækt spise chili som de andre mandfolk, og var derefter ved at brænde op indefra. Næste morgen præsterede jeg at hælde kogende vand ned af mig selv i forsøget på at lave kaffe og da vi skulle kravle ned til det store vandfald, snublede jeg selvfølgelig og skvattede ned i vandløbet og gjorde sko, sokker og det meste af mit resterende tøj pænt vådt, hvorefter jeg måtte fortsætte turen i Thans regnsæt.

Stakkels stakkels Than, han måtte evig og altid trøste en grådkvalt og mega arrig Louise, og det endte da også med at han tog sine foranstaltninger og nærmest holdt mig i hånden lige meget hvor vi begav os hen.

Men tilbage til den faktiske tur, der stadig kun lige var begyndt. Than havde 2 easyrider buddies, der var på tur med et par spanske piger, og han havde derfor aftalt at vi alle skulle mødes til frokost i en af de lokale landsbyer oppe i bjergene. Min streetwise guide ankom selvfølgelig først og vi tog os derfor et velfortjent hvil, i de dertil formålet ophængte hængekøjer, der var placeret udenfor restauranten, mens vi ventede på resten af flokken.

Efter en fantastisk frokost gik turen videre på "the kangaroo road", hvilket jeg i første omgang ikke fattede meget af, da der efter min overbevisning ikke findes en eneste kænguru på disse kanter, men da vi kørte af sted gik det op for mig, hvorfor navnet var meget passende på denne strækning. Aldrig har jeg da set en så katastrofal vejstrækningen, hvis man da overhovedet kan kalde det en vej. Den var fyldt med bumper og huller og krævede en professionel slalomløber, at navigere helskindet gennem - Derfor navnet - og kloge som guiderne var, havde de selvfølgelig ikke fortalt os dette inden vi begav os ud i det - og meget muligt jeg næste gang vil vælge at gå ved siden af, da mit numseparti stadig lider mén efter turen.

Efter at have spenderet 8 timer på landevejen var vi alle godt og grundig vindblæste og trætte da vi endelig ankom til Lak Lake, hvor vi skulle overnatte i Longhouses med den lokale befolkning. Denne detalje var det der havde vakt mig størst kvaler, da jeg jo er ved at være en gammel tøs, der bare sætter pris på komfort og gerne betaler lidt ekstra for en god seng - og da helt sikkert mit eget sove værelse. Disse longhouses er giga lange huse med kun med et eneste rum, som både gør det ud for køkken, spisested og soveværelse. Og nej, dog ikke toilet, for ja I gættede det før mig, - der er selvfølgelig ikke toiletforhold i disse primitive huse!! Bestemt ikke optimalt for en tissegal vesterlænding, der stadig ynder at besøge toilettet et par gange i løbet af natten og som aldrig har været i ét med naturen hvad det angår. Jeg fatter stadig ikke, at en hel landsby kan leve uden toiletter og nøjes med et eneste toilet placeret i fælleshuset for enden af landsbyen. Men fast besluttet på at opleve basic living vietnamese style, vandt min stædighed endnu engang og selv en forvent luxusaddict må da for søren kunne klare en nat på gulvet i et fælleshus sammen med en vietnamesisk familie og andet kryb, og være i stand til at holde på blæren indtil morgenlyset trænger sig på. Og heldigvis havde jeg jo Than ved min side, der i mit drømmeunivers forvandlede sig til en ægte Crocodilehunter, der lå beredt med samurai og sværd.

Ud over de manglende toiletter var denne primitive landsby ellers ret velfungerende og selvforsynende med næsten alt, og deres gæstfrihed var helt fantastisk. Da vi ankom, var der redt op, eller hvad man nu skal kalde to slatne madrasser med en uldent tæppe og et hullet myggenet, der skulle værne mod ethvert angreb af diverse levende kryb og flyvende insekter og der var gang i køkkenet til den helt store festmiddag.

Vi fik serveret det største tag selv bord af lokale hjemmelavede specialiter og efter dagens strabadser var en kold bajer faktisk virkelig tiltrængt. Selv de kære guider gav efter, og det endte ud med, at vi alle fik en lille brandert på. Eftersom jeg jo heller ikke rigtig har kastet mig frådende over diverse alkoholiske drikke herovre, var vi nok alle lige påvirkelige af de gyldne dråber, og så blev der ellers skruet op for den lokale primitive mandehumor igen. Det var så skønt, at se de tre mænd blive til små fnisende teenager der gik i kamp om hvem der kunne fortælle de mest bizarre, primitive og sjofle beretninger. Åh jeg elsker mænds simple humor.

I løbet af dagen havde vi jo set en del af disse primitive landsbyer, og det sjove er, at selvom byen kun består af 6 skæve skure og en mark, er enhver af disse "byer" i besiddelse af en købmand, en karaokebar, ét farve tv, et billiard bord, volleynet og én fodbold - jeg har stadig ingen anelse om hvor dælen de får fat i disse nymoderne apparater, men det er åbenbart standarden og grundstenene for at kunne stable et lille samfund på benene herovre.

Så med det in mente, vidste vi også at der selvfølgelig måtte findes et tv med mikrofon og et blinkende flashy karaokeskilt her omkring. Så i godt humør drog vi af sted, og ganske rigtig fandt vi hurtig det lokale fest sted og så skulle man ellers se tre blødsødne fyre give den gas til Michael Learns to Rock og andre ballader. Jeg kan ikke helt forstå hvordan MLTR stadig kan være et mega hit herovre, men da vi slentrede hjem skrålede vi da alle med på MLTR "I'm not an actor" - og da jeg pakkede mig ind i myggenet og et lettere fugtigt uldtæppe var da der heller ingen problemer med at falde i søvn - så øllene havde et godt formål ud over at skabe en virkelig god festlig stemning.