Det er nu lidt over to uger siden, jeg forlod Roy Hill - og hvilke to uger! Jeg har masser af fantastiske billeder af det hele, som jeg ville elske at dele med jer, men det er desværre ikke muligt for mig at få billederne fra mit kamera overført hertil, så dem må I vente med at se. Lidt billeder har jeg dog fået taget på min mobil, så dem skulle det være muligt at få overført.

Jeg har fået et spørgsmål fra min farmor, hvor alt græsset er, som kvæget lever af. Svaret er meget simpelt: det er der ikke! I al min tid på Roy Hill Station har jeg ikke set noget lignede en ordentlig græsplæne, og så snart man kommer væk fra hovedbygningerne, har jeg ikke set skyggen af græs. Det kvæget hovedsageligt lever af er noget, som hedder spinifex. (Det er vist en græsart). Ellers må jeg indrømme, at det også har undret mig, hvordan kvæget finder føde for, det er et utaknemmeligt bart landskab, som omgiver stationen.

Torsdag d. 4. stod vi alle tidligt op for at gøre klar til vores udflugt til Pannawonica. Hernede er det ikke nok blot at pakke lidt proviant til turen. Så med 40-60l brændstof pr. køretøj, 2 ekstra dæk, mindst 5 liter vand pr. person, skulle der også findes plads til tasker, alkohol og mad. Så vi var godt pakket, da vi i to biler drog af sted mod Pannawonica. En over 700 km lang køretur, som vi tilbagelagde på et sted mellem 9-10 timer. Nogen vil mene, at det ikke var specielt hurtigt, men når man tager med, at vi kørte på grusvej de første to timer, måtte stoppe og vente pga. et KÆMPEMÆSSIGT køretøj skulle passere os, og vi havde nogle små pauser, så var det alt i alt ikke så galt.
Det, som bragte os til Pannawonica, var det årlige Rode River Rodeo and Campdraft. Fredag stod programmet på campdrafting, hvilket kort fortalt er ryttere, som viser deres evner som musterer på hesteryg. Det er en rigtig niche sport med et meget lavt tilskuer antal. Det var mere eller mindre kun os fra Roy Hill + de folk, som var involverede til stede. Jeg fandt mig en mindre gruppe, som enten selv deltog eller havde familie, som red, der kunne introducere mig for sporten campdrafting. Det var vældig interessant, og jeg blev helt revet med, når Rachel, Matt, eller hvem det nu var, skulle ride. Jeg må nu indrømme, at jeg er glad for, det kun var den ene dag, da det som sagt ikke er verdens mest tilskuervenlige sportsgren.
Lørdag var den helt store dag. Det var her selve rodeoet skulle finde sted. Det var utrolig godt. Jeg kan ikke beskrive det, men kun sige, det er noget, som man skal opleve. Tyreridning, bukspring og meget mere var på programmet. Og selvom det varede hele dagen, så blev det ikke kedeligt. Det var perfekt at slutte min tid i den australske outback af på denne måde.

Søndag morgen var det farvel til teamet, og af sted mod nye eventyr. Jeg havde fået arrangeret et lift til Port Hedland, og så var jeg ellers på vej uden videre planer for min rejse. Her gjorde jeg ophold for natten, inden jeg næste morgen ville finde mig et lift til Broome. Det viste sig ikke at være helt så nemt, som jeg havde håbet! Efter to timer ved vejkanten, var der ikke en eneste, som havde tilbudt mig et lift. Så var det en vis herre ved navn Frank Edwards stoppede og tilbød mig et job i stedet! Han ejede et mindre landsted og kunne godt bruge en ekstra hånd med diverse ting. Jeg var godt træt af at sidde og vente, så jeg takkede ja tak. Frank ejede fem heste og var i gang med at bygge en rodeoarena, så han kunne afholde sit eget rodeo. Jeg skulle så hjælpe med hestene, og efter bedste evne hjælpe med at bygge arenaen. Frank prøvede ihærdigt at få mig til at ville blive længere end blot et par uger, som jeg havde sagt, var det længste, jeg kunne blive. Så jeg fik de første par dage lov til at prøve en hel del. Jeg kørte traktor, fik rideundervisning, var ude på længere motorcykelkøreture, spiste mud crap til aftensmad m.m.. Til trods for alt det kedede jeg mig gevaldigt! Frank tog alting meget stille og roligt - lidt for stille og roligt til mit temperament. Så jeg bestemte mig for at rejse videre efter 5 dage. Lidt havde jeg dog lært, for jeg tog bussen denne gang i stedet for at finde mig et lift!

Broome er en af de eneste feriebyer i det vestlige Australien. Her nyder australierne fra de sydligere egne, de højere temperaturer, som er her året rundt. Jeg har tilbragt en uge i Broome og temperaturen har ikke været under 34 grader - og det er endnu ikke sommer! Broome er specielt kendt for to ting - Cable Beach, som er en smuk, hvid strandstrand, som strækker sig over en strækning på mere end 5 km. Så det er ikke svært at finde sig en strækning for sig selv, hvor man kan nyde solen og havet, som havde en temperatur på 28 grader - selv min mor vil ikke længere være svær at lokke i vandet. Den anden ting, som Broome er kendt for er perler. Broome producerer nogle af verdens største og dyreste saltvandsperler. Så et naturligt stop, var selvfølgelig forbi en af byens lokale perlefarme. Så nu er jeg ekspert på området og ved lige, hvordan jeg skal starte min egen farm op hjemme i Danmark. Det tager godt nok omkring et år, at producere en perle, men med priserne på saltvandsperler, så burde det være en god investering. En lille perle, som vedhæng på en kæde af sølv, kostede 300-500$ - 1.500-2.500 kr. Variationen i prisen afhænger af 5 ting: (1) Perlens form. En perfekt rund perle giver den højeste pris. (2) Perlens farve. Hvid er den farve, som der er det største marked for. (3) Perlens glød/skær. Jo mere perlen skinner des bedre. (4) Perlens størrelse. Størst er mest. (5) Perlens overflade. En glat overflade uden nogen former for ujævnheder er idéel.
Jeg må tilstå, at perlerne var over mit budget, men jeg sneg mig til at prøve en perlekæde til den skønne værdi af 40.000$ - 200.000kr.! Ellers måtte jeg nøjes med at se og blot drømme om at eje de flotte perle.
Helt uden perler rejser jeg dog ikke fra Broome. En af attraktionerne i byen er en kameltur langs vandet ved solnedgang - og med i prisen får man et sæt perleøreringe! Desværre er værdien af disse ikke 300-500$. Perlerne stammer ikke fra Broome, men er efter al sandsynlighed masseproducerede ferskvandsperler fra Kina. Jeg klager dog ikke!
Som i så nok kan forstå, var jeg på en af disse kamelturer. En time varede turen, hvor vi blev ført af sted i en lang karavane hver på sin kamel. Jeg må tilstå, at jeg ikke bliver en fan af denne rejseform. Kameler skridtede dovent af sted langs vandkanten, mens vi kunne nyde den smukke solnedgang over vandet. Det var bestemt ikke ubehageligt at ride på kamelerne, men tempoet var - lad os kalde det - tidsdræbende. Kameler kan uden problemer galopere af sted med op til 50-60 km/t., men deres foretrukne hastighed er mindre en 4 km/t.! Det vil sige, at en ganske almindelig person går hurtigere end en kamel!
Ud for Broomes kyster passerer hvert år 30.000-40.000 pukkelhvaler på deres vandring mod Antarktis. Jeg har altid gerne ville se hvaler, så tirsdag havde jeg meldt mig på en tur ud i det blå for at spotte hvaler. Det er slutningen af sæsonen, så antallet af hvaler, som passerer igennem er faldende. Vi så således kun to hvaler - en mor med sin unge. For blot et par uger siden spottede de 30-40 hvaler dagligt, og på en dårlig dag blev der kun spottet 12-14 hvaler. Så lidt skuffet, må jeg indrømme, jeg var, når jeg for en gang skyld befandt mig inde for sæsonen. Dagen var dog på ingen måde spildt, da vi også så andet marine liv. Som vores skipper lavede sjov med, så havde det ændret sig fra en hvaltur til en skildpaddetur. Vi så massevis af havskildpadder, og de blev kun overgået i antal af brændmænd. Brændmændene konkurrende med skildpadderne om, hvem der var størst. Så jeg ville nødigt møde sådan en fætter på min svømmetur i havet. Derudover så vi også adskillige søslanger (sea snakes), og en enkelt haj kom også tæt på båden. Jeg elsker at sejle, så hvis ikke andet for andet, så var det en skøn dag på havet.
Blot to-tre timers kørsel fra Broome (hvilket i australske forhold er ganske tæt på), er der masser af forskellige naturfænomener og seværdigheder. Jeg havde derfor booket mig ind på en heldags tur, som skulle bringe mig forbi et par af disse steder. Jeg blev ikke overrumplet af stedernes skønhed, men i godt selskab og med en god guide slog turen ikke fejl. Vi besøgte to steder: Windjana Gorge og Tunnel Creek. Windjana Gorge er en kæmpmæssig klippe, som for millioner af år siden var under vand og er således et gammelt rev. Nu ligger det midt inde i landet og stikker op i et ellers fladt landskab. Vi bevægede os ind i en åbnening, hvor vand igennem tiden havde arbejdet sig gennem klippen. Her lever der i dag ferskvandskrokodiller, så for første gang, så jeg vilde krokodiller. Ferskvandskrokodiller bliver ikke specielt store, og den største vi så var måske 180 cm. De fleste var et sted mellem 70 og 150 cm. Ferskvandskrokodiller er den fredelige af slagsen. De ser ikke mennesker, som et muligt bytte, da vi simpelthen er for store. Kun de største kan finde på at angribe mennesker.
Næste stop på turen var Tunnel Creek. Tunnel Creek var som navnet så fint antyder en bæk som løb under et klippeformation i en form for tunnel. Dette var efter min mening turens højdepunkt. Vi bevægede os gennem denne tunnel, som i bund og grund var en grotte med, hvad der nu høre sig til som fx krystaller. For at komme igennem tunnel til den anden side af klippeformationen måtte vi bevæge os igennem vand op til knæhøjde. En australier udbrød: "Uf, vandet er jo iskoldt!", hvortil jeg kun kunne svare: "Ja, så skulle du rent faktisk prøve iskoldt vand!". Vandet var køligt, men bestemt ikke i nærheden af, hvad danske vinterbadere bevæger sig ud i. Rundt omkring i vandet udpegede vores guide krokodiller for os - ikke særlig betrykkende, men følge vores guide blev vi jo nødt til, omend vi kom hurtigt igennem vandet! For enden af tunnellen åbnede sig et lille basin, hvor vi svømme. Alle havde været ivrige med at få badetøjet på og komme af sted for den anden ende af tunnellen, men nu hvor vi alle var velvidende, at der var krokodiller, var sagen pludselig en anden. Men med vores guide som eksempel fyldte gruppen alligevel stille og roligt efter - det var dog ikke alle, som endte med at få brug for det badetøj, de så ivrigt havde skiftet til. Jeg kan nu sige, at jeg har svømmet med krokodiller - dog for første og sidste gang!

Nu går turen så videre til Darwin, hvor jeg indtilvidere kun har booket mig en på en 3-dagstur til Kakadu National Park, hvad jeg ellers skal få tiden til at gå med, må jeg se, når jeg kommer der.

Håber I alle har det godt derhjemme og husker at nyde tilværelsen.
Knus Heidi