Profile
Blog
Photos
Videos
Kan man lave mad i en flysimulater?
Af Tina
...Jeg ved det ikke...Men jeg ved at efter at have tilbagelagt - eller måske hedder det tilbagesejlet - de 1.050 sømil fra Fiji til New Zealand, så har vi samlet en række tips og tricks til, hvordan det er muligt at håndtere en række af de praktiske hverdagsdyder, såsom at lave mad, sove og skifte tøj. Disse tips og tricks har vi nu samlet i en illustreret vejledning, som her følger...
Så læn dig tilbage og bliv klogere på, hvordan hverdagens små sysler bliver håndteret på en 40 fods stålbåd i Stillehavets dønninger og blæst...
Når du sover ….
Placering i din køje afhænger af, hvilken retning båden krænger. Så læg dig altid i den "lave side", som Kåre og Tina viser her på billedet. At kravle op ad bakke til den anden side af køjen er et vanskeligt projekt og du vil straks blive kastet tilbage i den rette - og lavere - position.
Når du skifter underbukser...
Hvis dette fænomen indtræffer på din sejltur, så er det en god idé at kombinere det med en tur på toilettet. Udfordringen ved underbukse-skiftning er som oftest, at der skal anvendes to hænder og når båden krænger og du skal holde fast, så er din ene hånd tit på fast arbejde. Toilettet er derfor en oplagt placering, da du her kan stemme af med fødderne og derved have begge hænder fri...
Foretrukne gangarter og siddestillinger...
Glem alt om at gå på normal vis med hænderne pænt placeret og let svingende ned langs siden. Her hopper, kravler eller kryber du - over, under eller omkring dine medgaster, tovværk eller hvad du ellers møder på din kringlede vej.
Udover ovenstående gangarter, er det vigtigt at være ekspert i liggende og siddende stillinger.
Behov for noget koldt at drikke?
Sæt dig altid godt til rette på gulvet, når du ønsker at åbne køleskabet. Du ved aldrig hvor meget andet, du først skal have op, førend du kommer til netop den kolde genstand, som du søger.
Det kræver en nøjagtig koordinering og tilpasning efter den hældende vandstråle at fylde sin vandflaske...
Hvad skal vi spise?
Find inspiration til madlavningen i dåserummet, som indeholder mange gode sager - fra pølser til palmehjerter og fra majs til muslinger.
Søg mod gulvet, når du skal bruge begge hænder i en del af din madlavning. Her viser Tina hvordan det er muligt at få tømt indholdet af en dåse.
Middagsretten skal gerne afstemmes efter, at det kan spises af en skål med kun et stykke bestik. Derved undgår du, at maden falder af din tallerken i en lumsk dønning.
Ta´r du skraldet?
Der er ingen renovationsservice på vandet. Så derfor viser Gry her, hvordan en dåse kan bruges til at klemme skraldet sammen, så rumfanget bliver minimeret..
- comments