Saa er det ved at vaere tid til at opdatere igen, da der sker saa meget hernede paa saa kort tid, at det kan vaere helt svaert at foelge med og huske det hele. Men Joachim og jeg, joachim er en anden aalborggenser som jeg er taget paa roadtrip og jobjagt med. Men i mellemtiden indtil frugt saesonen rigtig starter, saa har vi oplevet det mest af det omraade der hedder Tableland. Der er et stykke laengere inde i landet end hvor jeg ellers har vaeret siden jeg ankom til Cairns for 22 dage siden.

Men inden Joachim og jeg kunne starte paa vores roadtrip ned igennem landet mod Tully, saa skulle jeg foerst have faerdiggjort noget i Mission Beach, skydiving.

Jeg ringede og bekraeftede datoen for hvornaar jeg skulle skydive, kun to dage foer det skulle ske, saa der var ikke meget tid til at vaere nervoes, og nervoes det var jeg faktisk heller ikke. Jeg bliver hentet kl. 6.30 om morgenen paa mit hostel, naesten 3 timer fra Mission Beach hvor springet skulle ske. Vi faar fyldt turistbussen op, og i modsaetning til andre ture jeg har vaeret paa hernede, saa var der helt stille i bussen. Folk virkede til at forberede sig mentalt paa at skulle hoppe ud af et fly i 14.000 ft/4kms hoejde. Da vi kommer derud ser vi en meget kort sikkerheds video og vi bliver derefter i grupper koert ud til flyet vi skal flyve i. Vi er i hold af cirka 8-10 stykker, hvilket fylder flyet helt op. Da vi kommer ud til flyet, indser jeg hurtigt, at jeg er den sidste som kommer ind i flyet, hvilket ogsaa betoed, at jeg ville vaere den foerste til at kom ud af flyet. Jeg var lidt nervoes for flyveturen, for en uge inden havde jeg vaeret ude at dykke i Great Barrier Reef, hvor jeg stadig havde propper i oererne efter et dyk paa ned til 8 meter. Men der var ingen problemer der. Jeg var saa "heldig" at sidde forest, hvilket betoed at jeg sad ved "doeren" som egentlig bare var en gennemsigtig plastisk rude der kunne traekkes ned. Den blev saa ikke trukket ned foer vi var i cirka 1 kms hoejde.

Da vi endelig kommer op paa 4 kms hoejde er jeg blevet spaendt helt fast til min egen personlige instruktoer. Han loefter platisk ruden op og siger vi skal have et lille "view" foer vi springer, og han laener sig helt ud af flyet, hvilket betyder, at det goer jeg ogsaa, uden at have saa meget at sige der. Der begyndte jeg at blive liidt nervoes og 5 sekunder efter sad jeg med benene ud over kanten af flyet og saa var vi ude i frit fald. De foerste 2-5 sekunder tog fuldstaendig luften fra mig. Foelelsen af op og ned var ikke til stede og accelerationen var skraemmende hurtig. Men efter man kom i en stabil X (armene og ben i rette stilling) position var det mere til at "nyde" selvom at man stadig kom faretruende hurtigt mod jorden. Skydiving er helt bestemt det vildeste, sjoveste og mest ekstreme jeg har proevet.

Efter min skydive tur tager joachim og jeg paa vores roadtrip hvor vi ser alle disse utrolig flotte vandfald og bjerge.

Vi kom forbi et bjerg der hedder Bartle Frere Mountain, som er queensland hoejeste bjerg. Det ligger ved det utrolig flotte vandfald Josephines Fall. Paa skiltet stod der, at det kun var for utrolig fitte og erfarne "bushwalkers" og en solid forberedning var noedvendig, og derudover var det beregnet som en to-dages tur. Men Joachim taenkte at Australierne overdrev, som det har vist sig de ofte goer, naar det kommer til sikkerhed med trekking ture. Saa vi forbereder os paa ingen maade, udover vi lige faar koebt 10 liter vand og nogle aebler. Morgenmaden bestod af kaffe og en snikers. Det viste sig saa at denne tur skulle blive det haardeste jeg havde proevet i mit liv, baade fysisk men ogsaa psykisk. Turen var vurderet til 10-12 timer og var 15 km lang og man naaede op i hoejde paa over 1600 meter. Vi startede i et haesblaesende tempo og sagtnede ikke farten paa noget tidspunkt paa turen op eller nedad. De foerste 4 km gik uden de store problemer, selvom man hev efter vejret hele vejen i de 30 graders varme og den stejle stigning.

Efter de 4 km begyndte det foerst for alvor at gaa op ad, og jeg begyndte saa smaat at taenke paa, om jeg havde gabt for hoejt i dette tilfaelde. Til tider var jeg saa draenet for energi, at jeg naesten ikke kunne mere, og Joachim begyndte at forsvinde laengere fremme ad stien, da jeg ikke kunne holde tempo mere. Men efter jeg naaede op til ham igen, og vi fik et aeble og moedte nogle andre Aussies, som havde brugt 4-5 timer paa samme straekning som vi havde brugt en god time paa, saa kom viljen tilbage igen, og mine oemme ben blev mindre tunge. Efter de 5 kilometer blev det ikke laengere lige saa meget en trekking tur, som det blev til en klatretur. Vi var i en kamp mod uret, da der allerede bliver moerkt halv syv om aftenen, og vi var startet kl. 9 og med tanke paa at turen kunne tage op til 12 timer, fik jeg stress, da jeg ikke ville tilbringe natten i en jungle hvor der ingen muligheder var for at sove.

Men efter 2 timer og 45 minutter begynder vi endelig at se en ende paa det og vi kommer op over traegraensen paa Queenslands hoejeste bjerg. Herfra var der ikke laengere en sti at foelge, men kun store sten der skulle klatres op ad.

Efter 3 timer og 15 minutter var i paa toppen, og at nyde udsigten fra godt 1600 meters hoejde er en helt fantastisk oplevelse naar man selv har klatret hele vejen fra bjerget fod.

Paa vej ned ad bjerget moeder vi de samme Aussies, som vi overhalede paa vej op. De var ikke kommet meget laengere og havde stadig halvanden time til toppen. De var loebet toer for vand og nogle af dem var blevet daarlige. Vi gav dem resten af vores aebler og resten af vores vand, paa trods af, at vi stadig havde 6 1/2 km tilbage nedad bjerget. Turen ned ad gik kun 30 minutter hurtigere ned op ad, da det er svaerere at klatre ned ad sten og roedder end op ad. Men vi kom ned og koelede vores ben af i Josephines Fall som er isnende koldt pga de evigt rindende vand.

De to oplevelser har vaeret nogle af de bedste i mit liv, men derudover har vi oplevet saa meget, at det ikke vil vaere til at faa plads til. De sidste mange naetter har vi overnattet paa campingpladser, bl.a. i junglen, hvor stjernehimlen er noget helt for sig selv, og vi har sovet paa campingpladser der ligger helt ned til vandet, saa man har faldet i soevn til lyden af boelger og alverdens dyr og vaagnet op til det samme. Den anden nat da, jeg var paa vej i seng, opdagede jeg lige pludselig en lys oppe i et trae, og lige pludselig saa jeg omkring 10 ildfluer flyve rundt omkring mit telt. Ret fascinerende! At man vaagner op, og der staar et naebdyr uden for ens telt og kigger pa en er efterhaanden blevet normalt, og papagoejer flyver rundt lige saa normalt som solsorte derhjemme.

Naeste projekt i kalenderen er extreme river rafting i Mission Beach og derefter har Joachim og jeg formentlig/forhaabentlig fundet et arbejde.

Jeg sparer sammen til en 2 maaneders surfing academy som koster 5750 australske dollars. Det er 2 maaneder med overnatning, 2 maaltider om dagen og oplaering i surfing i Byron Bay.