Kære venner,

Nu var det vist på tide, at jeg fik opdateret på mine seneste udskejelser. Jeg har netop afsluttet mit ophold i Laos efter lidt over tre uger i landet, og derfor vil denne blog hovedsageligt handle om Laos og mine oplevelser der.

Sidst jeg skrev, havde vi netop færdiggjort vores sidste eksamen, hvilket samtidig var ensbetydende med, at vores indtryk af Laos på daværende tidspunkt havde begrænset sig til mildt sagt begivenhedsfattige Muang Khua, hvor det mest bemærkelsesværdige givetvis var vores nabos vedvarende karaoke-performance. Det var rigtig rart med et relativt distraktionsfrit sted at skrive, men med opgaven ude af verden skulle der jo ske noget. Vi tog derfor sejlbåden mod Nong Khiaw, og det var allerede her at et måske mere generelt indtryk af Laos kunne dannes. At sejle i en smal motorbåd på Mekong-floden, eller en af de talrige sidefloder, giver i høj grad en fornemmelse af, hvilket land Laos er. Her kunne vi læne os tilbage og ellers nyde synet af frodigt bevoksede kalkstensformationer og små, fredelige landsbyer, der, hvis det ikke havde været for floden, havde været fuldkommen isoleret fra omverden.

Det var måske disse forhold, der først slog mig som anderledes i forhold til Vietnam. Meget af livet i Laos er centreret omkring Mekong-floden og dens sidefloder. Livet er i det hele taget ret tilbagelænet og nede på jorden, hvor man godt kunne mærke, at livet i Vietnam var en smule mere travlt - specielt i de større byer. Der er samtidig langt flere mennesker i Vietnam, hvor der bor godt 90 millioner mennesker, mens der kun bor godt 6 millioner i Laos på et geografisk areal, der trods alt stadig er 2/3 størrelsen af Vietnams tilsvarende. Jeg tror dog i højere grad, at dette er et udtryk for forskellen mellem by og land, for mange af de samme ting gjorde sig gældende i Vietnam, så snart man kom ud af de urbane omgivelser, om end byerne lå så tæt i Vietnam, at man nogle gange dårligt lagde mærke til, at man skulle have forladt den ene by til fordel for den anden. I Laos var det en del lettere at falde ind i en afslappet livsstil, når man i busserne eller bådene i højere grad blev mødt af naturskønne områder fremfor evig menneskelig civilisation.

Denne livstil indplantede sig hurtigt i os; specielt da vi ankom til Nong Khiaw, hvor vi kunne bo i en bungalow med veranda, hængekøje og udsigt til floden for det, som svarer til 5 dollars per person per nat. Nong Khiaw har indtil videre nok været det sted, jeg har nydt mest i Laos pga. en tilbagelænet atmosfære, hvor der var en fin kombination af landlig idyl kombineret med ting at tage sig til for turister. Og nøj, for smukke omgivelser! Turisterne var vi ikke væk fra, men Nong Khiaw har ikke udviklet sig til et fordrukkent backpackerparadis som Vang Vieng længere sydpå, hvor en løsåben tubing-kultur går i clinch med lokale normer. Nogle siger dog, at Nong Khiaw vil udvikle sig til det nye Vang Vieng i løbet af de kommende år. Det synes jeg ville være ærgerligt, også selvom jeg havde en sjov tid i Laos' tubing-hovedstad, mens jeg var der - Vang Vieng har dog ikke Nong Khiaws charme. Anyways, lidt billeder fra vores landlige paradis, Nong Khiaw, er vel på sin plads:

Jeg var faktisk så glad for dette sted, at jeg blev en ekstra dag, mens min norske rejsekammerat, Eskil, tog videre til Luang Prabang, da han ikke havde meget tid i Laos. Da jeg så besluttede mig for at slutte mig til ham i Luang Prabang, prøvede jeg at gøre tingene lidt mere interessante og stille mig op i siden af vejen med hånden pegende ned mod jorden (eftersom det er uhøfligt at bruge det normale tommel-signal) og med et papskilt, der med sprittusch-skrift tilkendegav, at jeg skulle til Luang Prabang. Det tog mig dog to timer at indse, at jeg nok ikke skulle forvente at blive samlet op af andet end en bus eller mini-bus, som ville kræve, at jeg alligevel skulle betale for det, hvilket gjorde, at jeg i sidste ende valgte at tage til takke med en af disse. Ambitionen om at inkludere et blaffer-eventyr i rejsen har efterhånden fortaget sig en smule, hvor jeg i andre situationer i sidste ende har besluttet mig for at tage en bus simpelthen pga. den dertilhørende bekvemmelighed.

Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til Luang Prabang på forhånd, selvom jeg på forhånd havde fået beskrevet det som en af Sydøstasiens perler, og at man let ender med at blive der længere end forventet. Luang Prabang slog mig da også som endnu et tilbagelænet sted med smukke buddhistiske templer (eller wats, som de kalder dem) samt smukt renoverede franske boutique-hoteller og fine spisemuligheder - bare lige for at kopiere Lonely Planets beskrivelse af stedet - men med sådanne beskrivelser, kom jeg automatisk til at sammenligne det med mit hjem igennem 2½ måneder, Hoi An. Med det personlige forhold, man jo får opbygget sig på sådan en tid, var dette ikke en helt fair sammenligning. Dejligt sted var det dog, og det var her, at vi langt om længe kunne få afløb for vores trang til at fejre den afsluttede eksamen, hvilket forholdene ikke rigtig havde været til hidtil. Forholdene er dog lidt specielle i Luang Prabang, hvor man af hensyn til vedligeholdelsen af offentlig anstændighed fra turisternes side har besluttet, at alle barer skulle lukke kl. 23.30. Et tiltag jeg faktisk kun kan bifalde, da fulde turister førhen har generet lokale og ikke respekteret lokal kultur. Ikke desto mindre var jeg dog glad for at kunne få lov til at give den lidt gas igen, og det sluttede bestemt ikke efter kl. 23.30, eftersom at festen fortsatte i en bowlinghal lidt uden for byen, som eftersigende skulle være åbnet på initiativ fra den lokale politichef. Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde drømt om, at jeg skulle tage ud og bowle kl. 12 om natten som en form for afterparty, men ja, det var da en oplevelse, der var værd at få med, og så er bowling da egentlig meget sjovt. Jeg måtte dog tage hjem den nat i bare fødder, eftersom mine klipklipper var forsvundet fra den ellers tidligere så imponerede bunke af fodtøj, vi havde efterladt os, da vi entrerede disse festlige omgivelser.

Jeg kan dog desværre berette, at jeg efter et par dages visit i Vang Vieng befandt mig selv i rollen som hensynsløs turist, da jeg besluttede mig for at overvære den morgenlige almisse, som foregår i Luang Prabang hver morgen kl. 6. Det er faktisk en gammel tradition, hvor buddhistiske munke fra byens adskillige klostre samler almisser ind, for det meste i form af sticky rice og kiks, samtidig med, at de mediterer. Denne smukke ceremoni er dog blevet så populær hos turister, at et endnu et turistshow er startet omkring det med turister, der i deres iver efter at tage billeder bryder munkenes meditation og ikke deltager i ceremonien. Jeg havde ikke besværet mig at udføre min research om alle disse forhold på forhånd, hvilket gjorde, at jeg blindt bidrog til at gøre denne årelange højtidelighed til et turistcirkus ved generelt set ikke at følge de lokale normer. Det var med ret dårlig samvittighed, at jeg efterfølgende læste om, hvad jeg netop havde bevidnet, hvorfor jeg som en ringe erstatning valgte et give en noget større donation end egentlig planlagt til et af de lokale klostre. Jeg vil af hensyn til min egen hensynsløshed ikke uploade billeder af ceremonien, men et par billeder af Luang Prabang og området omkring skal I nu ikke snydes for:

Nå, men som sagt tog jeg nogle dage til Vang Vieng, som jeg tidligere beskrev som et fordrukkent backpackerparadis, og selvom man helt klart stadig fornemmede dele af en sådan atmosfære, kunne man godt mærke, at der var blevet gjort en del for at anstændiggøre byen. Stort set alle barer lukkede kl. 23.30, hvorefter kun én enkelt bar/diskotek måtte have åbent efterfølgende, og det skiftede fra dag til dag, hvilket sted dette ville være. Dertil kunne vi more os over adskillige tegneserier, der illustrerede "dos and don'ts" for området på en humoristisk og forhåbentlig en smule overdrevet vis. Så pga. dette og nok også en smule pga. den manglende sol og varme, besluttede vi os for at beholde t-shirten på i gadebilledet. Jovist, jeg skal ikke spille hellig, for jeg nød da bestemt godt af de festlige omgivelser, men jeg vil stadig mene, at backpackerfesten stadig har sin berettigelse, så længe den ikke skader de lokale - hvilket jeg ikke havde indtrykket af, at jeg bidragede specielt til.

Vang Vieng er dog andet end fest. Området er proppet med grotter, hvorfor Eskil og jeg ellers gik på eventyr. Hvis det er lige dig at kravle gennem smalle grottepassager i komplet tusmørke og komme ud badet i sved og besmudset af mudder og jord fra top til tå, så er Laos og særligt Vang Vieng stedet for dig! I sidste ende besøgte jeg 9 forskellige grotter i Laos, hvoraf de 6 var i Vang Vieng, og de blev alle undersøgt ind til de mindste kroge og indtil, der simpelthen ikke var plads til vores mandlige legemer længere. Hovedlampen, jeg havde taget med hjemmefra, har vist sig at være den nok vigtigste bekvemmelighed, jeg har haft med på denne tur; nyttig ved strømafbrydelser, på trek i bjergene og i junglen og i særdeleshed i grotterne. Uden den havde der ingen eventyr været i grotterne. Og hvor var grotterne dejligt forskellige! Jeg var til tider på vej mod ensom disorientering i min eventyrsiver, som samtidig fik mig til at smide sko, pung og andet tøj, så jeg svømmende kunne fortsætte mit eventyr ad vandvejen dybt afhængig af min ikke-vandtætte hovedlampe.

Jeg har hygget mig, men til sidst var nok også nok, da jeg havde været i min niende grotte, og turen gik derfor tilbage til Luang Prabang. Det var dog først efter at have taget afsked med Eskil, som nok har været mit tætteste bekendtskab i min tid i Sydøstasien, så det var ikke uden en følelse af vemod, at jeg måtte sige farvel til ham. Lige pludselig var jeg altså alene, og det tror jeg altid vil være en følelse, der kræver tilvænning, når man hidtil hele tiden har haft mennesker omkring sig. Hovedet er ikke ligeså indstillet på det, som hvis man havde startet alene.

Jeg var dog ikke alene i lang tid, skulle det vise sig. Ud af den blå luft stødte jeg på kendt dansk islæt i form af Louise og Isabella, som også havde deltaget i kurset i Hoi An, da vi fortsat med søvn i øjnene tilfældigt mødtes til almissen i Luang Prabang. Verden er nu lille!

Jeg blev dog ikke længe i Luang Prabang. Jeg tror aldrig, jeg fangede Lonely Planets fascination af Laos' tidligere hovedstad, og derfor var den naturlige konsekvens at forlade civilisationen for nogle dage. Jeg tog videre til den nordvestlige del af Laos og til junglen. En jungle, som bebos af fantastiske vilde kreaturer i form af både elefanter, leoparder og tigre. Wow, tænker man, når man hører dette: har jeg virkelig chancen for at opleve disse gloværdige dyr og så endda i vild flor? Af bitter erfaring, valgte jeg lige at informere mig om forholdene, før jeg kunne tillade mig at bryde ud i triumferende jubel over mit held. Og som de fleste nok kan gætte, så brød jeg aldrig ud i en sådan gestus, for chancerne for at spotte vildt i så vild form er optimistisk set minimale. Jeg havde hørt, at en guide engang havde hørt en tiger brøle om natten, men det var så det. Ikke desto mindre var junglen stadig destinationen og i selskab med spanske José, mit nye spontant opståede rejsekammeratsbekendtskab, og to franskmænd begav vi os ud i junglen i tre dage. Her boede vi både hos en etnisk minoritetsfamilie, Khmu, hvor vi havde den ære i første omgang at smage den lokale khmu-beer og dernæst få det tvunget i os. Jeg vil nødig lyde som verdens værste og mindst sympatiske antropolog, men jeg var ikke udpræget begejstret for smagen, og det skal nævnes, at det ikke kun var José og jeg, men også de lokale, som iførte sig mildt frygtsomme ansigtsudtryk, når det blev deres tur til at drikke fra sugerøret fra lerkrukken.

Den næste nat blev brugt i simple omgivelser, da vi skulle overnatte i en junglecamp, som kort og godt bestod af bananblade og bambusgrene til at holde disse. Dette blev et studie i, hvad jungleoverlevelse indebærer, da vores i øvrigt fremragende guide Mi gang på gang forbløffede os, da han med sin skarpe machete lavede alt fra kopper til pander af bambus. Jeg vil dog lade billederne tale for resten, da jeg efterhånden mærker en vis mental skrivekrampe:

Junglen blev min sidste oplevelse af Laos. Jeg tog videre derfra til Thailand og Chiang Rai. "Hello Capitalism!" var min første indskydelse. Mit første indtryk med Thailand har dog ingenlunde været negativt. Jeg læser Dalai Lama på nuværende tidspunkt og i min fascination af hans filosofi har jeg besluttet at tage Thailand (og ethvert andet land for den sags skyld) for hvad det nu er og fokusere på, hvilke smukke oplevelser, dette land kan bibringe mig. Og jeg må faktisk indrømme, at jeg har fået et rigtig fint indtryk af Thailand indtil videre med imødekommende mennesker, der smiler igen, når man smiler til dem på gaden, og som er interesseret i at snakke med dig. Og nej, disse mennesker begrænser sig ikke til ladyboys, der vil have/give mig noget kropslig maskulinitet!

Opholdet i Thailand bliver dog kort for denne omgang. Om et par timer går turen til Bangkok, hvor jeg vil befinde mig et par dage, før jeg tager til Burma til gensynet med min søde mor og hendes kæreste Niels. Jeg må indrømme, at jeg længes en smule hjem efterhånden, da mange ting og personer river i mig. Jeg kan mærke, at jeg ikke helt udvikler mig på samme måde af at rejse, som jeg tidligere har gjort - det føles i højere grad som om, at jeg gør det for at få tiden til at gå. Det er måske en pessimistisk måde at se på tingene, men det er nu ikke fordi, jeg ikke værdsætter mit liv på nuværende tidspunkt - så utaknemmelig er jeg dog ikke. Jeg kan dog mærke et behov for dele af det velkendte og komfortable, og derfor glæder jeg mig til at gense min mor og Niels om en lille uges tid; to mennesker jeg har savnet, og som netop bringer noget af det velkendte, jeg længes efter på nuværende tidspunkt.

Jeg vil lade det være det for nu. Næste blog vil handle om Burma. Jeg er ikke sikker på internetforbindelsen der, så der går givetvis en del tid igen, hvilket kan føre til endnu en roman af karakter som denne - jeg beklager! Men I skal have tak for opmærksomheden, og tak fordi I læser med! J